Træer som har stået tidens prøve
Træer som har stået tidens prøve
En klippeskråning højt oppe i bjergene synes ikke umiddelbart at være det ideelle sted at slå sig ned. Til trods for de klare ulemper et sådant valg indebærer, er der visse alpine træer som vedholdende klamrer sig til klippeskrænterne og trodser både vinterens kulde og sommerens tørke.
SOM regel er disse hårdføre træer ikke så majestætiske som de beslægtede arter i lavtliggende områder. Deres stammer kan være knudrede og forvredne, og deres vækst kan være hæmmet i betydelig grad. Nogle af dem ligner faktisk bonsai — formet og beskåret af det barske klima og den sparsomme jordbund.
Eftersom disse træer vokser i et af de mest ugæstfri miljøer på jorden, kunne man tro at deres levetid var kort. Men det forholder sig lige omvendt. Nogle mener at Metusalem, en børstekoglefyr som vokser i 3000 meters højde i White Mountains i Californien, er 4700 år gammel. Ifølge Guinness Rekordbog 1997 er dette træ det ældste levende træ på jorden. Edmund Schulman, som forskede i disse gamle træer, har forklaret: „Børstekoglefyrren . . . overlever tilsyneladende netop på grund af de barske forhold den lever under. Alle de ældre eksemplarer i White Mountains vokser i cirka 3000 meters højde i tørre, klippefulde ørkenområder.“ Edmund Schulman opdagede desuden at de ældste eksemplarer af andre fyrretræer også voksede under hårde livsbetingelser.
Børstekoglefyrrene må overvinde mange genvordigheder, men i deres eksemplariske udholdenhed udnytter de deres to eneste fordele bedst muligt. De ensomme områder de vokser i, har kun sparsom vegetation, og det beskytter træerne mod skovbrande, en af de største trusler mod fuldt udvoksede træer. Desuden er deres rodnet så fast forankret i klippens overflade at kun et jordskælv kan rive det løs.
Salme 1:1-3; Jeremias 17:7, 8) Sådanne tjenere kommer også ud for modstand på grund af de omstændigheder de lever under. Forfølgelse, dårligt helbred eller dyb fattigdom kan udgøre en alvorlig trosprøve, især hvis der er tale om en situation som varer ved i årevis. Den Skaber der har frembragt de træer som i kraft af deres udholdenhed har overvundet store trængsler, forsikrer imidlertid sine tilbedere om at han vil støtte dem. Bibelen giver dem der forbliver trofaste, følgende løfte: „Han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Peter 5:9, 10.
I Bibelen bliver Guds trofaste tjenere sammenlignet med træer. (Det græske udsagnsord som i Bibelen ofte oversættes med „holde ud“, indeholder tanken om at ’stå fast, holde stand, finde sig i’. Ligesom hos alpine træer er et godt forankret ’rodnet’ også for kristne nøglen til at holde ud. De må være solidt rodfæstede i Jesus Kristus for at kunne stå fast. Apostelen Paulus skrev: „Som I har modtaget Kristus Jesus, Herren, skal I fortsætte med at vandre i samhørighed med ham, idet I er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen, sådan som I er blevet oplært, idet I strømmer over med tro i taksigelse.“ — Kolossenserne 2:6, 7.
Paulus erkendte behovet for at være solidt rodfæstet rent åndeligt. Han kæmpede selv med „en torn i kødet“ og måtte udholde bitter forfølgelse under hele sin tjeneste. (2 Korinther 11:23-27; 12:7) Men han opdagede at han ved hjælp af Guds kraft fortsat kunne holde ud. „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.
Som det fremgår af Paulus’ eksempel, er den kristnes udholdenhed ikke afhængig af gunstige omstændigheder eller levevilkår. Ligesom alpine træer der har modstået århundreders storme, kan vi stå fast i troen hvis vi er rodfæstede i Kristus og stoler på den kraft Gud giver. Hvis vi holder ud til enden, kan vi desuden se frem til selv at opleve virkeliggørelsen af et andet løfte fra Gud: „Som træets dage skal mit folks dage blive.“ — Esajas 65:22; Mattæus 24:13.