Origenes’ indflydelse på kirkens lære

„Kirkens største troslærer næst efter apostlene.“ Med disse ord priste Hieronymus, oversætteren af den latinske Vulgata, teologen Origenes, der levede i det tredje århundrede. Men det var ikke alle der agtede Origenes så højt. Nogle betragtede ham som ophavsmanden til kætterske opfattelser. En skribent fra det 17. århundrede fortæller at Origenes’ kritikere hævdede at „hans lære for hovedpartens vedkommende var absurd og skadelig, en dødbringende slangegift som han udspyede i verden“. Omkring tre hundrede år efter sin død blev Origenes formelt erklæret for kætter.

HVORFOR var Origenes både beundret og hadet? Hvilken indflydelse fik han på kirkens lære?

Nidkærhed for kirken

Origenes blev født cirka 185 e.v.t. i Alexandria i Ægypten. Han fik en grundig uddannelse i græsk litteratur, men hans far, Leonides, tvang ham til at studere Bibelen lige så grundigt. Da Origenes var 17 år, udstedte den romerske kejser et edikt som forbød at man skiftede religion. Origenes’ far blev kastet i fængsel fordi han var blevet kristen. Fyldt med ungdommelig nidkærhed var Origenes fast besluttet på at slutte sig til sin far i fængselet og lide martyrdøden sammen med ham. Da hans mor opdagede det, gemte hun Origenes’ klæder for at forhindre ham i at forlade hjemmet. I et brev tryglede Origenes sin far: „Du må ikke skifte mening for vores skyld.“ Leonides stod fast og blev henrettet — og efterlod sin familie uden midler at leve af. Origenes var imidlertid allerede nået så langt i sine studier at han kunne forsørge sin mor og seks yngre brødre ved at undervise i græsk litteratur.

Det var kejserens hensigt at hindre kristendommens udbredelse. Eftersom ediktet ikke blot var rettet imod elever, men også lærere, flygtede alle undervisere i den kristne tro fra Alexandria. Når ikkekristne der ønskede bibelsk undervisning, bad den unge Origenes om hjælp, tog han beredvilligt imod opgaven som et hverv der var pålagt ham af Gud. Mange af hans elever led martyrdøden, nogle af dem endda før de havde fuldført deres studier. Med stor fare for sig selv opmuntrede Origenes åbenlyst sine elever, uanset om de stod over for en dommer, var i fængsel eller skulle henrettes. Historikeren Eusebios fra det fjerde århundrede fortæller at Origenes „med stor Frimodighed hilste Martyrerne med et Kys“ når de blev ført til henrettelsesstedet.

 Origenes pådrog sig mange ikkekristnes vrede. De gav ham skylden for deres venners omvendelse og død. Ofte slap han kun med nød og næppe væk fra pøbeloverfald og en voldsom død. Selv om han var tvunget til at flytte fra sted til sted for at undslippe sine forfølgere, holdt han ikke op med at undervise. Denne frygtløshed og pligtopfyldenhed imponerede Alexandrias biskop, Demetrios. Derfor udnævnte han Origenes til leder af skolen for den kristelige undervisning (kateketskolen) i Alexandria, selv om han kun var 18 år gammel.

Efterhånden blev Origenes kendt som en mand af stor lærdom og en produktiv forfatter. Nogle hævder at han skrev 6000 bøger, men det er formentlig en overdrivelse. Origenes er mest kendt for sin Hexapla, en mammutudgave i 50 bind med oversættelser af De Hebraiske Skrifter. Origenes havde ordnet teksten i Hexapla i seks parallelle spalter, der indeholdt: (1) den hebraiske og aramaiske tekst; (2) den samme tekst skrevet med græske bogstaver; (3) Aquilas græske oversættelse; (4) Symmachos’ græske oversættelse; (5) den græske Septuaginta, revideret af Origenes så den svarede mere nøjagtigt til den hebraiske tekst; og (6) Theodotions græske oversættelse. Bibelforskeren John Hort skriver: „Ved hjælp af denne kombination af tekster håbede Origenes at kaste lys over meningen i mange bibelske passager som ville virke forvirrende eller vildledende på en græsk læser hvis vedkommende kun havde Septuaginta-oversættelsen foran sig.“

’Gik ud over det der stod skrevet’

Alligevel påvirkede forvirringen på det religiøse område Origenes’ undervisning i den kristne lære. Selv om frafaldet fra sand kristendom kun lige var begyndt, havde der allerede indsneget sig flere ubibelske opfattelser, og de forskellige kirkers lære varierede en del.

Origenes accepterede nogle af disse ikkebibelske lærepunkter og kaldte dem apostlenes lære. Dertil kom at han gjorde sig tanker om andre spørgsmål. Mange af hans elever kæmpede på det tidspunkt med samtidens filosofiske idéer. For at hjælpe dem foretog Origenes et grundigt studium af de forskellige filosofiske skoler som øvede indflydelse på hans unge elevers sind, og han satte sig for at give sine elever tilfredsstillende svar på deres filosofiske spørgsmål.

For at få Bibelen til at harmonere med filosofien benyttede Origenes sig af den allegoriske måde at fortolke Bibelen på. Han gik ud fra at Skriften altid havde en åndelig betydning, men ikke nødvendigvis en bogstavelig. Som en forsker har sagt, gav dette Origenes „det redskab hvormed han kunne tilpasse Bibelen efter de ikkebibelske synspunkter der stemte med hans eget teologiske system, alt imens han hævdede (og uden tvivl selv var overbevist om) at han var en særdeles entusiastisk og trofast fortolker af Bibelen“.

Et brev som Origenes skrev til en af sine elever, giver os et indblik i hans tankegang. Origenes pegede på at israelitterne brugte guld fra Ægypten da de skulle lave redskaber og kar til Jehovas tempel. Han mente at han heri fandt en allegorisk støtte for at bruge græsk filosofi når han underviste i den kristne lære. Han skrev: „Hvor nyttige viste disse ting som Israels børn bragte med fra Ægypten, sig ikke at være. Ægypterne havde ikke brugt dem på rette måde, men ledet af Guds visdom brugte hebræerne dem i tjenesten for Gud.“ Origenes opfordrede på denne måde sine elever til at „uddrage alt det der i den græske filosofi kunne gøres til genstand for studium eller bruges som en forberedelse til at antage kristendommen“.

Denne vidtfavnende indstilling til bibelfortolkning gjorde det vanskeligt at skelne mellem den kristne lære og græsk filosofi. I sin bog De principiis (Om Grundbegreberne) beskrev Origenes for eksempel Jesus som ’den enbårne Søn, der var født, men var uden nogen begyndelse’. Og han tilføjede: ’Hans fødsel er evig og evigvarende. Han blev ikke gjort til Søn ved at modtage livets ånde; det skete ikke ved nogen ydre handling, men i kraft af Guds egen natur.’

Denne tanke havde Origenes ikke fundet i Bibelen, for den lærer at Jehovas enbårne søn er „al skabnings førstefødte“ og „Guds skaberværks  begyndelse“. (Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14) Ifølge kirkehistorikeren August Neander nåede Origenes frem til begrebet „evig fødsel“ via sin „filosofiske uddannelse ved den platoniske skole“. Origenes overtrådte altså den grundlæggende bibelske regel: „Gå ikke ud over det der står skrevet.“ — 1 Korinther 4:6.

Fordømt som kætter

På et tidspunkt under sin lærergerning og efter at være blevet ordineret som præst i Cæsarea i Palæstina blev Origenes frataget præsteværdigheden af en synode i Alexandria. Det skyldtes sandsynligvis at biskop Demetrios var misundelig på Origenes på grund af hans voksende berømmelse. Origenes flyttede til Palæstina, hvor man stadig nærede stor beundring for ham som en trofast forsvarer af den kristne lære, og her virkede han fortsat som præst. Da flere „kætterske“ opfattelser senere bredte sig i de østlige kirker, anmodede man ham ligefrem om at overbevise vildfarne biskopper så de vendte tilbage til den rene lære. Efter Origenes’ død i 254 e.v.t. blev hans navn dog bragt alvorligt i vanry. Hvorfor?

Efter at den såkaldte kristendom var blevet en fremtrædende religion, blev dét som kirken accepterede som den rene lære, mere præcist defineret. Mange af Origenes’ spekulative og nogle gange upræcise filosofiske synspunkter blev derfor ikke anerkendt af teologerne i senere generationer. Hans lære gav anledning til bitre stridigheder i kirken. For at få disse stridigheder bragt til ophør og bevare kirkens enhed blev Origenes formelt dømt for kætteri.

Origenes var ikke den eneste vildfarne. Bibelen havde i virkeligheden forudsagt at en udbredt afvigelse fra Jesu rene lære ville finde sted. Denne afvigelse satte for alvor ind i slutningen af det første århundrede efter apostlenes død. (2 Thessaloniker 2:6, 7) Til sidst erklærede nogle af dem der hævdede at være kristne, at de var „ortodokse“, og at alle de andre var „kættere“. Men i virkeligheden afveg de såkaldt kristne kirker i høj grad fra den sande kristendom.

„Den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“

Trods Origenes’ mange spekulative tanker var der også gode sider ved hans forfattervirksomhed. For eksempel bibeholdt Hexapla Guds navn i dets oprindelige hebraiske form på fire bogstaver, kaldet tetragrammet. Dette er et betydningsfuldt vidnesbyrd om at de første kristne kendte og brugte Guds personlige navn, Jehova. Alligevel fremsatte en patriark ved navn Theofilos som levede i det femte århundrede, følgende advarsel: „Origenes’ værker er som en smuk eng med alle mulige blomster. Finder jeg en smuk blomst, plukker jeg den; men hvis en ser ud til at stikke, undgår jeg den som jeg ville undgå en tornet plante.“

Eftersom Origenes sammenblandede Bibelens lære og græsk filosofi, blev hans teologi fyldt med fejl, og det fik katastrofale følger for kirkens lære. Selv om de fleste af Origenes’ vidtløftige tanker senere blev forkastet, var hans synspunkter angående Kristi „evige fødsel“ eksempelvis med til at skabe grundlaget for den ikkebibelske treenighedslære. Bogen The Church of the First Three Centuries bemærker: „Forkærligheden for filosofi [som Origenes introducerede] forsvandt ikke lige med det samme.“ Hvad var resultatet? „Den enkle kristne tro gik tabt, og utallige vildfarelser strømmede ind i kirken.“

For sit eget vedkommende kunne Origenes have lyttet til apostelen Paulus’ advarsel og undgået at bidrage til frafaldet ved at ’vende sig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den „kundskab“ der falskeligt kaldes således’. I stedet gik det sådan at Origenes ’veg bort fra troen’ fordi han baserede så meget af sin lære på denne „kundskab“. — 1 Timoteus 6:20, 21; Kolossenserne 2:8.

[Illustration på side 31]

Origenes’ „Hexapla“ viser at Guds navn blev brugt i De Kristne Græske Skrifter

[Kildeangivelse]

Udgivet med tilladelse af beskikkede repræsentanter for Cambridge University Library, T-S 12.182

[Kildeangivelse på side 29]

Culver Pictures