Abrahams tro — et eksempel for os

„[Abraham var] fader til alle som tror.“ — ROMERNE 4:11.

1, 2. (a) Hvad huskes Abraham for blandt sande kristne i dag? (b) Hvorfor kaldes Abraham „fader til alle som tror“?

HAN var stamfader til et vældigt folk, profet, forretningsmand, leder og anfører. Det som kristne i dag husker ham bedst for, er dog den egenskab der fik Jehova Gud til at betragte ham som sin ven — nemlig hans urokkelige tro. (Esajas 41:8; Jakob 2:23) Hans navn var Abraham, og i Bibelen kaldes han „fader til alle som tror“. — Romerne 4:11.

² Havde nogle af dem der levede før Abrahams tid — mænd som Abel, Enok og Noa — da ikke haft en stærk tro? Jo, men det var med Abraham Gud indgik en pagt som skulle føre til velsignelse for alle jordens nationer. (1 Mosebog 22:18) Derved blev han i billedlig forstand fader til alle der tror på det lovede afkom. (Galaterne 3:8, 9) Ja, Abraham kan betragtes som vores fader fordi han ved sin tro har været et eksempel som vi bør efterligne. Hele hans liv kan betragtes som et udtryk for tro, for gennem hele livet blev han udsat for talrige prøver. Længe før han kom ud for det man kunne kalde hans livs største trosprøve — befalingen til at ofre sin søn Isak — gav han bevis på sin tro ved mange andre lejligheder. (1 Mosebog 22:1, 2) Lad os nu betragte nogle af disse første trosprøver og se hvad vi kan lære af dem i dag.

Befalingen til at forlade Ur

3. Hvad siges der i Bibelen om hvem Abram var, og hvor han stammede fra?

³ Abram (der senere fik navnet Abraham) omtales første gang i Bibelen i Første Mosebog 11:26, hvor der står: „Tara levede så i halvfjerds år, hvorpå han blev fader til Abram, Nakor og Haran.“ Abram var en efterkommer af den gudfrygtige Sem. (1 Mosebog 11:10-24) Ifølge Første Mosebog 11:31 boede Abram og hans familie i „kaldæernes Ur“, en velstående by der dengang lå øst for Eufratfloden. * Han var altså ikke fra begyndelsen nomade, en der vandrede omkring og boede i telte, men han boede i en by der havde meget at byde på af bekvemmeligheder. I basarerne kunne man købe importerede varer, og langs gaderne lå hvidkalkede huse med kloakering og rindende vand og op til 14 værelser.

4. (a) Hvilke udfordringer indebar livet i Ur for dem der tilbad den sande Gud? (b) Hvordan havde Abram fået tro på Jehova?

⁴ For dem der ønskede at tjene den sande Gud, var det en stor udfordring at bo i Ur, trods alle de materielle fordele. Byen var dybt forankret i afgudsdyrkelse og overtro. En knejsende ziggurat til ære for måneguden Nanna ragede op over byens tage. Der er ingen tvivl om at Abram blev udsat for et stærkt pres med hensyn til at deltage i afgudsdyrkelsen, måske endda fra sine slægtninges side. Ifølge en jødisk overlevering fremstillede Abrams fader, Tara, oven i købet selv afguder. (Josua 24:2, 14, 15) Men uanset om det er sandt eller  ej, kan man med sikkerhed sige at Abram ikke deltog i afgudsdyrkelsen. Hans aldrende forfader Sem var stadig i live og havde uden tvivl fortalt ham om den sande Gud. Derfor troede Abram på Jehova og ikke på Nanna! — Galaterne 3:6.

En trosprøve

5. Hvilken befaling og hvilket løfte gav Gud Abram mens han stadig befandt sig i Ur?

⁵ Abrams tro skulle snart blive prøvet. Gud viste sig for ham og sagde: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 12:1-3; Apostelgerninger 7:2, 3.

6. Hvorfor krævede det en stærk tro af Abram at forlade Ur?

⁶ Abram var gammel og havde ingen børn. Hvordan kunne han blive til „en stor nation“? Og hvor lå det land han skulle rejse til? Det fortalte Gud ham ikke på dette tidspunkt. Derfor krævede det en stærk tro af Abram at forlade det komfortable liv i Ur. I bogen Family, Love and the Bible står der om familien i fortiden: „Den alvorligste straf man kunne tildele et familiemedlem der havde begået en alvorlig forbrydelse, [var] at udstøde ham, at berøve ham ’medlemskabet’ af familien. . . .  Det er grunden til at det var et så usædvanligt udtryk for urokkelig lydighed mod og tillid til Gud da Abraham på Guds opfordring forlod ikke blot sit land, men også sine slægtninge.“

7. Hvordan kan kristne i dag blive udsat for prøver der minder om dem Abram kom ud for?

⁷ I dag kan kristne komme ud for lignende prøver. Ligesom Abram kan vi føle os pressede til at lade materielle interesser komme før de teokratiske. (1 Johannes 2:16) Vi kan møde modstand fra ikketroende slægtninge, deriblandt udstødte, der måske vil lokke os i dårligt selskab. (Mattæus 10:34-36; 1 Korinther 5:11-13; 15:33) I den henseende var Abram et godt eksempel. For ham kom venskabet med Jehova før alt andet — selv familien. Han vidste ikke præcis hvordan, hvornår eller hvor Guds løfter ville blive indfriet, men han var villig til at sætte livet på spil i tillid til disse løfter. Det er en stærk tilskyndelse til os om at sætte Riget først i vort liv i dag! — Mattæus 6:33.

8. Hvilken virkning havde Abrams tro på hans nærmeste slægtninge, og hvad kan kristne lære af det?

⁸ Hvordan reagerede Abrams nærmeste slægtninge? Abrams tro og overbevisning må have gjort et stort indtryk på dem, for både hans kone, Saraj, og hans forældreløse nevø, Lot, adlød Guds befaling og forlod Ur. Abrams broder, Nakor, og nogle af hans børn forlod senere Ur og bosatte sig i Karan, hvor de tilbad Jehova. (1 Mosebog 24:1-4, 10, 31; 27:43; 29:4, 5) Ja, selv Abrams fader, Tara, indvilligede i at rejse ud sammen med sin søn! I Bibelen udtrykkes det derfor som om det var Tara der tog initiativet til at familien flyttede til Kana’an. (1 Mosebog 11:31) Mon ikke også vi kunne få gode resultater hvis vi taktfuldt forkyndte for vore slægtninge?

9. Hvilke forberedelser har Abram måttet træffe før afrejsen, og hvorfor kan det have krævet nogle ofre?

 ⁹ Abram havde meget at se til før han begav sig af sted på rejsen. Han måtte sælge fast ejendom og inventar og købe telte, kameler, fødevarer og nødvendigt udstyr. Det kan have betydet et økonomisk tab for Abram at skulle foretage rejseforberedelserne med så kort varsel, men han fandt stor glæde ved at adlyde Jehova. Det har været en mindeværdig dag da alt var klar og Abrams karavane stod uden for Urs bymure, parat til afgang! Karavanen fulgte Eufratflodens krumning og drog mod nordvest. Efter flere ugers rejse og efter at have tilbagelagt cirka 1000 kilometer ankom de til en by ved navn Karan i det nordlige Mesopotamien, et sted hvor mange karavaner gjorde holdt.

10, 11. (a) Hvad var sandsynligvis grunden til at Abram blev i Karan et stykke tid? (b) Hvilken opmuntring kan man give kristne der tager sig af aldrende forældre?

¹⁰ Abram bosatte sig i Karan, sikkert af hensyn til sin gamle fader, Tara. (3 Mosebog 19:32) I dag har mange kristne også den forret at tage sig af aldrende eller syge forældre, og nogle må foretage forandringer i deres tilværelse for at kunne gøre det. De kan være forvissede om at de ofre de bringer i kærlighed, er ’velbehagelige i Guds øjne’. — 1 Timoteus 5:4.

¹¹ Tiden gik. „Taras dage blev efterhånden to hundrede og fem år. Derpå døde Tara i Karan.“ Abram har ganske givet sørget over sin fader, men da sørgetiden var forbi, begav han sig straks af sted. „Abram var femoghalvfjerds år gammel da han drog ud fra Karan. Så tog Abram sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og alle de ejendele som de havde samlet sig og de sjæle som de havde erhvervet sig i Karan, og de begav sig på vej ud for at rejse til Kana’ans land. Omsider kom de til Kana’ans land.“ — 1 Mosebog 11:32; 12:4, 5.

12. Hvad foretog Abram sig mens han boede i Karan?

¹² Det er interessant at lægge mærke til at Abram ’samlede sig ejendele’ under opholdet i Karan. Selv om det havde kostet ham materielle ofre at forlade Ur, forlod han Karan som en velstående mand. Det skyldtes uden tvivl at Gud velsignede ham. (Prædikeren 5:19) Selv om Jehova ikke lover sine tjenere velstand i dag, er han tro mod sit løfte om at de der ’forlader hjem, brødre eller søstre’ for Rigets skyld, vil få det nødvendige. (Markus 10:29, 30) Abram havde også ’erhvervet sig sjæle’, det vil sige tjenestefolk. Jerusalem-targumerne og den kaldæiske parafrase siger at han ’hvervede proselytter’. (1 Mosebog 18:19) Vi kunne spørge os selv om vores tro får os til at tale med vore naboer, kolleger eller skolekammerater om det vi tror på? Abram slog sig ikke ned i Karan og glemte alt om Guds befaling. Han udnyttede tiden godt. Men nu måtte han drage videre. „Da rejste Abram bort, sådan som Jehova havde sagt til ham.“ — 1 Mosebog 12:4.

Over Eufratfloden

13. Hvornår gik Abram over Eufratfloden, og hvilken betydning har det?

¹³ Abram måtte igen rejse ud. Han lod Karan bag sig og drog med sin karavane cirka 90 kilometer mod vest. Det er muligt at han gjorde holdt et sted ved Eufratfloden, over for Karkemisj, der var en vigtig handelsby i oldtiden. Mange karavaner drog over Eufratfloden her. * På hvilken dato gik Abram over Eufratfloden? Ifølge Bibelen skete det 430 år før jødernes udgang af Ægypten den 14. nisan år 1513 f.v.t. I Anden Mosebog 12:41 siges der: „Ved udløbet af de fire hundrede og tredive år, ja på netop den dag, gik alle Jehovas hære ud af Ægyptens land.“ Det vil sige at  Abrahamspagten trådte i kraft den 14. nisan år 1943 f.v.t., da Abram gik over Eufratfloden i lydighed mod Guds befaling.

14. (a) Hvad kunne Abram se med troens øjne? (b) I hvilken forstand er vi i dag mere begunstigede end Abram?

¹⁴ Abram havde forladt en velstående by. Men nu kunne han i ånden se „byen som havde faste grundvolde“, en retfærdig regering over menneskeheden. (Hebræerne 11:10) Ja, med kun ganske få oplysninger var Abram begyndt i store træk at forstå Guds hensigt: at genløse den døende menneskehed. I dag har vi en langt mere omfattende forståelse af Guds hensigter end Abram havde. (Ordsprogene 4:18) „Byen“, det rige som Abram så frem til, er nu en realitet. Det blev oprettet i himmelen i 1914. Skulle vi da ikke i handling vise at vi tror på Jehova og har tillid til ham?

Opholdet i det forjættede land begynder

15, 16. (a) Hvorfor krævede det mod af Abram at bygge et alter for Jehova? (b) Hvordan kan kristne i dag være lige så modige som Abram?

¹⁵ I Første Mosebog 12:5, 6 siges der: „Omsider kom de til Kana’ans land. Og Abram gik videre gennem landet indtil Sikems sted, nær Mores store træer.“ Sikem lå 50 kilometer nord for Jerusalem, i en frugtbar dal der er blevet kaldt „det hellige lands paradis“. Men „dengang var kana’anæerne i landet“. Eftersom kana’anæerne havde en fordærvet moral, måtte Abram sørge for at beskytte sin familie mod den dårlige påvirkning fra dem. — 2 Mosebog 34:11-16.

¹⁶ For anden gang „viste Jehova sig for Abram og sagde: ’Dit afkom giver jeg dette land.’“ Hvilket storslået løfte! Abram måtte naturligvis have en stærk tro for at kunne  glæde sig over noget som kun hans efterkommere ville komme til at opleve. Alligevel bevirkede dette løfte at Abram ”byggede . . . et alter dér for Jehova, som havde vist sig for ham”. (1 Mosebog 12:7) En bibelforsker har denne teori: „At rejse et alter i landet var i virkeligheden en måde at tage det i besiddelse på, i den forstand at man sikrede sig retten til at udøve sin tro.“ Det krævede også mod at bygge et alter. Det var uden tvivl et alter af samme type som de altre Gud senere gav anvisning på i Lovpagten, det vil sige bygget af utilhuggede natursten. (2 Mosebog 20:24, 25) Det har set helt anderledes ud end de altre kana’anæerne brugte. Derved viste Abram modigt at han tilbad den sande Gud, Jehova, og udsatte sig for de omkringboendes fjendskab og måske endda for at lide fysisk overlast. Er vi lige så modige? Tøver nogle af os — måske især de unge — med at fortælle naboer eller skolekammerater at vi tilbeder Jehova? Måtte Abrams gode eksempel tilskynde os alle til at være stolte af at vi er Jehovas tjenere!

17. Hvordan kom det til udtryk at Abram forkyndte Guds navn, og hvad minder dette kristne om at gøre i dag?

¹⁷ Uanset hvor Abram drog hen, kom tilbedelsen af Jehova altid i første række. „Senere flyttede han derfra til bjerglandet øst for Betel og slog sit telt op med Betel mod vest og Aj mod øst. Så byggede han et alter dér for Jehova og påkaldte Jehovas navn.“ (1 Mosebog 12:8) Det hebraiske udtryk „påkaldte Jehovas navn“ kan også betyde „udråbte (forkyndte) Jehovas navn“. Der er ingen tvivl om at Abram frimodigt forkyndte Jehovas navn blandt sine kana’anæiske naboer. (1 Mosebog 14:22-24) Dette minder os om at vi er forpligtede til at gøre så meget som vi overhovedet kan for ’offentligt at bekende hans navn’. — Hebræerne 13:15; Romerne 10:10.

18. Hvilket forhold havde Abram til indbyggerne i Kana’an?

¹⁸ Abram blev ikke boende særlig længe nogen af disse steder. „Senere brød Abram op og fortsatte sin vandring fra lejrplads til lejrplads mod Negeb“ — det ørkenlignende område syd for Judas bjergland. (1 Mosebog 12:9) Ved at flytte fra sted til sted og erklære sig som tilbedere af Jehova hvert nyt sted de kom hen, bekendte Abram og hans husstand „offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet“. (Hebræerne 11:13) De undgik hele tiden at få et for nært forhold til deres hedenske naboer. På samme måde må kristne i dag undgå at blive „en del af verden“. (Johannes 17:16) Samtidig med at vi er venlige og høflige over for naboer og kolleger, sørger vi for ikke at tillægge os en adfærd der afspejler den gudfremmede verdens ånd. — Efeserne 2:2, 3.

19. (a) Hvorfor må nomadelivet have været en udfordring for Abram og Saraj? (b) Hvilke nye prøver ville Abram inden længe stå over for?

¹⁹ Lad os ikke glemme at det kan have været svært for både Abram og Saraj at tilpasse sig det hårde nomadeliv. De måtte leve af hvad de fik fra deres hjord i stedet for af madvarer indkøbt i en af Urs velforsynede basarer, og de boede i telte i stedet for i et komfortabelt hus. (Hebræerne 11:9) Abram levede et virksomt liv; omsorgen for hjorde og tjenestefolk gav ham nok at se til. Saraj varetog uden tvivl de opgaver som traditionelt blev udført af kvinderne i den kultur: hun malede mel, bagte brød, spandt uld og syede klæder. (1 Mosebog 18:6, 7; 2 Kongebog 23:7; Ordsprogene 31:19; Ezekiel 13:18) Men nye prøver ventede. Inden længe ville Abram og hans husstand befinde sig i en situation hvor deres liv stod på spil! Ville Abrams tro kunne klare denne prøve?

[Fodnoter]

Lagde du mærke til dette?

• Hvorfor kaldes Abram „fader til alle som tror“?

• Hvorfor krævede det tro af Abram at forlade Ur i Kaldæa?

• Hvordan viste Abram at tilbedelsen af Jehova altid kom i første række for ham?

[Studiespørgsmål]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Abrams rejse

Ur

Karan

Karkemisj

KANA’AN

Det Store Hav

[Kildeangivelse]

Efter et kort udarbejdet af Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel

[Illustration på side 15]

Det krævede tro af Abram at forlade det komfortable liv i Ur

[Illustration på side 18]

Ved at bo i telte bekendte Abram og hans husstand offentligt at de var „fremmede og midlertidige indbyggere“