Livsberetning

Det åndelige lys skinner i Mellemøsten

FORTALT AF NAJIB SALEM

I det første århundrede strålede Guds ords lys fra Mellemøsten og nåede ud til mange fjerne egne. I det 20. århundrede begyndte dette lys igen at skinne i denne del af verden. Lad mig fortælle hvordan det gik til.

JEG er født i 1913 i byen Amioun i det nordlige Libanon. Det var det sidste år med relativ ro og stabilitet i verden, for det følgende år udbrød den første verdenskrig. Da den sluttede i 1918, var Libanon, der dengang var kendt som Mellemøstens perle, blevet stærkt svækket både økonomisk og politisk.

I 1920 da postvæsenet igen var begyndt at fungere i Libanon, kom der breve fra libanesere som boede i udlandet, deriblandt mine morbrødre Abdullah og George Ghantous. De skrev til deres far, Habib Ghantous, som var min morfar, og fortalte ham om Guds rige. (Mattæus 24:14) Min morfar fortalte de andre i byen om hvad hans sønner skrev, og det var nok til at han blev latterliggjort. Folk spredte det rygte at Habibs sønner rådede deres far til at sælge sin jord, købe et æsel og drage ud som prædikant.

De første lysstråler

Det følgende år, i 1921, vendte Michel Aboud, der havde boet i Brooklyn, New York, hjem til Tripoli i Libanon. Han var blevet en af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. De fleste af broder Abouds venner og slægtninge ville ikke lytte til Bibelens budskab, men der var  to kendte mænd der gerne ville, nemlig en professor ved navn Ibrahim Atiyeh og en tandlæge ved navn Hanna Shammas. Doktor Shammas stillede endda sit hus og sin klinik til rådighed for at de kristne møder kunne holdes der.

Jeg var kun en lille dreng da broder Aboud og broder Shammas besøgte Amioun, hvor jeg boede. Deres besøg gjorde et stort indtryk på mig, og jeg begyndte at tage med broder Aboud ud at forkynde. Han og jeg var faste makkere i forkyndelsen gennem 40 år, ja, indtil broder Aboud døde i 1963.

Mellem 1922 og 1925 kom lyset fra Guds ord ud til mange landsbyer i det nordlige Libanon. Omkring 20-30 mennesker mødtes for at drøfte Bibelen i private hjem, som for eksempel hos os i Amioun. Præsterne sendte børn ud der skulle hamre på blikdåser og råbe og skrige for at forstyrre vores møder, så det skete at vi mødtes i en fyrreskov i stedet.

Som dreng blev jeg kaldt Timoteus fordi jeg var så ivrig efter at forkynde og overvære alle de kristne møder. Skoleinspektøren sagde til mig at jeg skulle holde op med at komme til „de der møder“, som han sagde. Det nægtede jeg og blev derfor smidt ud af skolen.

Forkyndelse i Bibelens lande

Jeg lod mig døbe i 1933, og kort efter blev jeg pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Selv om vi ikke var særlig mange dengang, forkyndte vi ikke blot i de fleste landsbyer i det nordlige Libanon, men vi gennemgik også Beirut og dens forstæder og nåede helt til det sydlige Libanon. Dengang rejste vi som regel til fods eller på æselryg, ligesom Jesus Kristus og hans disciple gjorde i det første århundrede.

I 1936 kom Yousef Rahhal, en libanesisk forkynder der i en hel del år havde boet i USA, hjem på besøg i Libanon. Han havde højttalerudstyr og et par grammofoner med. Vi monterede udstyret på en Ford fra 1931 og kørte rundt i hele Libanon og Syrien for at forkynde Rigets budskab i selv de fjerneste afkroge. Højttaleren kunne høres på 10 kilometers afstand. Folk gik op på hustagene for at høre det de beskrev som ’stemmer fra himmelen’. De der var ude på markerne, forlod deres arbejde og kom nærmere for at lytte.

En af mine sidste rejser sammen med Yousef Rahhal gik til Aleppo i Syrien. Det var i vinteren 1937. Før han vendte tilbage til De Forenede Stater, rejste vi også til Palæstina. Her besøgte vi byerne Haifa og Jerusalem, foruden landsbyerne. Vi traf blandt andet Ibrahim Shehadi, som jeg tidligere havde korresponderet med. Ibrahim havde lært så meget fra Bibelen at han begyndte at deltage i forkyndelsen fra hus til hus sammen med os mens vi var på besøg. — Apostelgerninger 20:20.

Jeg så også frem til at møde professor Khalil Kobrossi, som var katolik, og som havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner gennem et korrespondancekursus. Hvordan havde han fået adressen på Jehovas Vidner i Libanon? Jo, i en forretning i Haifa havde ekspedienten pakket nogle af Khalils varer ind i papir der var revet ud af en af Jehovas Vidners publikationer. Vores adresse stod på papiret. Det besøg vi aflagde ham, gik godt, og senere, i 1939, kom han til Tripoli for at blive døbt.

 I 1937 var Petros Lagakos og hans kone kommet til Tripoli. I de efterfølgende år gennemarbejdede vi tre det meste af Libanon og Syrien og besøgte folk i deres hjem for at forkynde Bibelens budskab for dem. Da broder Lagakos døde i 1943, havde forkynderne bragt det åndelige lys ud til de fleste af byerne og landsbyerne i Libanon, Syrien og Palæstina. Undertiden var vi cirka 30 der tog af sted i bil eller bus allerede klokken 3 om morgenen for at nå ud til nogle fjerntliggende områder.

I 1940’erne oversatte Ibrahim Atiyeh Vagttårnet til arabisk. Derefter håndskrev jeg fire kopier af bladet og sendte dem til forkyndere i Palæstina, Syrien og Ægypten. Dengang, under den anden verdenskrig, var modstanden mod vores forkyndelse stor, men vi bevarede kontakten med alle i Mellemøsten der holdt af Bibelens budskab. Jeg lavede selv kort over byerne og de omliggende landsbyer, og vi havde sat os for at nå ud til dem alle med den gode nyhed.

I 1944, mens den anden verdenskrig stadig rasede, giftede jeg mig med Evelyn, der var datter af min pionermakker, Michel Aboud. Vi fik med tiden tre børn, en datter og to sønner.

Samarbejde med missionærerne

Kort efter den anden verdenskrigs afslutning kom de første gileaduddannede missionærer til Libanon. Det førte til at den første menighed i Libanon blev oprettet, og jeg blev udnævnt til kredstjener (det der nu kaldes præsiderende tilsynsmand). I 1947 kom Nathan H. Knorr og hans sekretær, Milton G. Henschel, på besøg i Libanon. Det var til stor opmuntring for brødrene. Inden længe kom der flere missionærer til landet, og de hjalp os med at organisere forkyndelsen og lede menighedens møder.

På en af vores ture til et fjerntliggende område i Syrien mødte vi modstand fra en lokal biskop. Han anklagede os for at uddele zionistiske publikationer. Før 1948 havde præsterne ironisk nok ofte stemplet os som „kommunister“. Denne gang blev vi anholdt  og forhørt i to timer, og der blev aflagt et virkelig godt vidnesbyrd.

Til sidst sagde den dommer der påhørte sagen: „Selv om jeg forbander det skæg [et udtryk der sigtede til biskoppen] som har rejst anklagerne mod jer, må jeg sige tak, for det har givet mig mulighed for at træffe jer og høre om jeres lære.“ Derefter undskyldte han for de ubehageligheder vi var blevet udsat for.

Da jeg ti år senere sad i en bus på vej til Beirut, begyndte jeg at tale med en mand der sad ved siden af mig, og som var ansat inden for landbruget. Efter at han i nogle minutter havde hørt om vores tro, sagde han at en ven i Syrien havde fortalt ham noget lignende. Hvem var denne ven? Den dommer der ti år tidligere havde påhørt vores sag!

Op gennem 1950’erne aflagde jeg besøg hos forkyndere i Irak, og vi forkyndte sammen fra hus til hus. Jeg rejste også mange gange til Jordan og Vestbredden. I 1951 tog jeg og tre andre forkyndere til Betlehem, hvor vi afholdt Herrens aftensmåltid. Tidligere samme dag var alle de tilstedeværende kørt i en bus til Jordanfloden, hvor 22 blev døbt som et symbol på deres indvielse til Jehova. Når vi kom ud for modstand i det område, sagde vi altid: „Vi er kommet for at fortælle jer at en af jeres egne, en mand der blev født her, vil blive konge over hele jorden! Hvorfor er I vrede? I burde juble!“

Forkyndelse trods vanskeligheder

Folk i Mellemøsten er generelt venlige, ydmyge og gæstfri. Mange lytter med interesse til Bibelens budskab. Der er da heller ikke noget så velgørende som at få at vide at følgende bibelske løfte snart vil blive opfyldt: „Gud selv vil være hos dem [sit folk]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

 Jeg har lagt mærke til at de fleste af dem der modarbejder os, i realiteten ikke forstår vores arbejde eller det budskab vi forkynder. Kristenhedens præster medvirkede i høj grad til det forvrængede billede mange fik af os! Under den borgerkrig der udbrød i Libanon i 1975, og som varede i over 15 år, blev forkynderne derfor udsat for mange vanskeligheder.

Jeg ledede på et tidspunkt et bibelstudium med en familie der havde været ivrige kirkegængere. Deres voksende kendskab til Bibelen irriterede præsterne. Derfor fik en lokal religiøs gruppe en nat sine medlemmer til at storme familiens butik, og varer til en værdi af mindst 80.000 kroner gik op i røg. Samme nat kom de og bortførte mig. Det lykkedes mig dog at ræsonnere med deres leder og forklare at hvis de virkelig var kristne, ville de ikke opføre sig som barbarer. Derefter gav han besked om at bilen skulle standse, og lod mig gå.

Ved en anden lejlighed blev jeg kidnappet af fire militsfolk. Deres leder kom med mange trusler og sagde at han ville skyde mig, men pludselig skiftede han mening, og jeg blev løsladt. To af disse mænd sidder nu inde for mord og røveri, og de to andre er blevet henrettet.

Andre lejligheder til at forkynde

Jeg har ofte haft lejlighed til at rejse til udlandet med fly. Engang under en flyvning fra Beirut til De Forenede Stater kom jeg til at sidde ved siden af Charles Malek, en tidligere udenrigsminister fra Libanon. Han lyttede opmærksomt og syntes godt om de skriftsteder jeg læste for ham fra Bibelen. Han fortalte at han havde gået i skole i Tripoli og haft Ibrahim Atiyeh som lærer — ham som min svigerfader havde fået med i sandheden! Charles Malek sagde at det var Ibrahim der havde lært ham at respektere Bibelen.

Under en anden flyvetur sad jeg ved siden af en palæstinensisk repræsentant i De Forenede Nationer. Jeg forkyndte den gode nyhed om Guds rige for ham. Han præsenterede mig senere for sin brors familie i New York, og jeg besøgte dem ofte dér. Jeg havde også en slægtning der arbejdede i De Forenede Nationers bygning i New York. Engang jeg besøgte hans kontor, var jeg der i tre timer, hvor jeg forkyndte for ham om Guds rige.

Jeg er nu 88 år og kan stadig klare opgaver i menigheden. Min kone, Evelyn, der også tjener Jehova, har jeg stadig ved min side. Vores datter giftede sig med en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd; han tjener nu som ældste i en menighed i Beirut. Deres datter er også et Jehovas Vidne. Vores yngste søn og hans kone er Jehovas Vidner, og deres datter er også i sandheden. Med hensyn til vores ældste søn, så håber jeg at den kristne tro der er sået i hans hjerte, med tiden vil slå rod.

I 1933 blev jeg udnævnt til pioner — som den første i Mellemøsten. Jeg kunne ikke have fundet noget bedre at bruge mit liv på end at tjene Jehova som heltidsforkynder gennem disse 68 år. Og jeg er fast besluttet på at blive ved med at vandre i det åndelige lys fra ham.

[Illustration på side 23]

Najib i 1935

[Illustration på side 24]

Med højttalerbil i Libanons bjerge, 1940

[Illustrationer på side 25]

Herover, øverst til venstre og med uret: Najib, Evelyn, deres datter, broder Aboud og Najibs ældste søn, 1952

Herunder på forreste række: Broder Shammas, broder Knorr, broder Aboud og broder Henschel i Najibs hjem, Tripoli, 1952

[Illustration på side 26]

Najib og hans kone, Evelyn