Før var vi ulve — nu er vi får!

Som børn boede Sakina og jeg ved siden af hinanden. Sakina var stor og kraftigt bygget, mens jeg var lille og tynd. Vi skændtes ofte, men en dag kom det til et regulært slagsmål. Fra da af talte vi ikke sammen, og vi hilste heller ikke på hinanden. På et tidspunkt flyttede vi begge, og vi mistede helt kontakten.

I 1994 begyndte jeg at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og lidt efter lidt ændredes min personlighed. Da jeg fire år senere overværede vores særlige stævnedag i Bujumbura i Burundi, blev jeg forbavset over pludselig at møde Sakina. Jeg var glad for at hun var der, men vi hilste temmelig køligt på hinanden. Senere samme dag kunne jeg knap nok tro mine egne øjne da jeg så hende blandt dåbskandidaterne. Hun havde altså også forandret sig fuldstændig. Hun var ikke længere den stridbare pige jeg så ofte havde skændtes med. Hvor var det skønt at se hende offentligt bekende sin indvielse til Gud ved at lade sig døbe!

Da hun var blevet døbt, løb jeg hen og omfavnede hende, og jeg hviskede til hende: „Kan du huske hvordan vi sloges?“ „Ja,“ sagde hun, „det kan jeg godt huske, men det var dengang. Jeg er blevet et helt andet menneske nu.“

Vi er begge lykkelige for at vi har fundet sandheden fra Bibelen, som forener mennesker, og for at vi ikke længere er som ulve, men er blevet får der tilhører den store Hyrde, Jehova Gud. Ja, sandheden fra Bibelen kan virkelig forandre mennesker.