Findes der en personlig Djævel?

„Der var en tid i den kristne kirkes historie da Djævelen, Beelzebub eller Satan, ondskabens fyrste, blev opfattet som en lige så virkelig og magtfuld person som ’Gud’ i dag opfattes af nogle, skønt der stadig bliver færre af dem. Denne skabning var halvt menneske og halvt dyr, opfundet af jøderne og de første kristne som forklaring på ondskaben omkring dem. Senere begyndte de kristne at betragte ham som et fantasifoster uden noget hold i virkeligheden og afskaffede ham i al stilhed.“ — „All in the Mind — A Farewell to God“ af Ludovic Kennedy, 1999.

SOM forfatteren og journalisten Ludovic Kennedy gør opmærksom på, tvivlede ingen kristne i flere hundrede år på at Djævelen eksisterede. Ja, de kristne var „nærmest besat af tanken om Satans og dæmonernes magt,“ som professor Norman Cohn udtrykker det. (Europe’s Inner Demons) Det gjaldt ikke kun enfoldige og uoplyste bønder. Troen på at Djævelen, materialiseret i skikkelse af et dyr, stod bag onde og frastødende ritualer, „hørte ikke til de uoplystes sagnverden, men tværtimod til den intellektuelle elites verdensbillede,“ siger professor Cohn. Denne „intellektuelle elite“ — heriblandt lærde gejstlige — var ansvarlige for den heksejagt der fejede hen over Europa fra det 15. til det 17. århundrede da kirkeledere og øvrighedspersoner efter sigende torterede og dræbte omkring 50.000 personer der var anklaget for at være hekse.

Ikke overraskende har mange afvist det de betragter som forrykte og overtroiske forestillinger om Djævelen. Allerede i 1726 hånede Daniel Defoe folk der troede at Djævelen var et frygtindgydende uhyre „med flagermusevinger, horn, klove, lang hale, kløftet tunge og lignende“. Sådanne idéer, sagde han, var ’simple fantasibilleder som nogle havde fundet på for at bedrage de uvidende’.

Mener du det samme? Tror du også at „Djævelen i virkeligheden er noget mennesker har fundet på som undskyldning for deres egen syndighed“? Denne begrundelse nævnes i The Zondervan Pictorial Encyclopedia of the Bible, og mange som kalder sig kristne, har samme opfattelse. Kristenhedens teologer har stort set „afvist Djævelen og dæmonerne som overtro,“ siger Jeffrey Burton Russell.

 Men ifølge nogle menneskers opfattelse eksisterer Djævelen virkelig. De ræsonnerer at der må stå en overmenneskelig, ondsindet magt bag al den ondskab som har præget menneskehedens historie. „De rædsler som har fundet sted i det 20. århundrede,“ siger Russell, er en af grundene til at „troen på Djævelen, efter lang tids fravær, er ved at vende tilbage“. Ifølge forfatteren Don Lewis er en del veluddannede mennesker som „smiler overbærende“ ad den overtroiske frygt „deres uvidende forfædre“ havde, „ved atter at blive indfanget af interessen for det onde og overnaturlige“. — Religious Superstition Through the Ages.

Hvad er da sandheden? Er troen på en personlig Djævel blot overtro? Eller er han en man skal tage alvorligt her i det 21. århundrede?

[Illustration på side 4]

Djævelen var ifølge gammel overtro halvt menneske, halvt dyr, som skildret her af Gustave Doré

[Kildeangivelse]

The Judecca — Lucifer/Dorés illustration til Den Guddommelige Komedie/Dover Publications Inc.