„Hvad foregår der i Frankrig?“

„Frihed, elskede frihed,“ lyder en del af teksten til „Marseillaisen“, Frankrigs nationalsang. Der er ingen tvivl om at frihed er noget meget værdifuldt. Men i Frankrig er der i den senere tid sket noget som skaber bekymring for at visse fundamentale friheder er ved at blive undergravet. Fredag den 3. november 2000 uddelte titusinder af Jehovas Vidner derfor 12 millioner eksemplarer af en traktat med titlen „Hvad foregår der i Frankrig? Er friheden på tilbagetog?“

JEHOVAS VIDNER i Frankrig har gennem adskillige år været udsat for angreb fra forskellige politikere og antisektgrupper. Det har resulteret i vanskeligheder for de enkelte Jehovas Vidner, for menighederne og for organisationen på landsplan. Den 23. juni 2000 traf Conseil d’État, Frankrigs øverste forvaltningsdomstol, en skelsættende afgørelse der støttede de domme som 31 lavere retsinstanser tidligere havde afsagt i over 1100 sager. Højesteretten bekræftede at Jehovas Vidners gudsdyrkelse er helt i overensstemmelse med den franske lovgivning, og at deres rigssale er berettiget til den samme skattefritagelse som andre trossamfund nyder gavn af.

Frankrigs finansministerium har imidlertid valgt at ignorere denne afgørelse og nægter fortsat Jehovas Vidner deres lovsikrede ret til skattefrihed. Ministeriet har lagt 60 procent skat på de bidrag der skænkes af Jehovas Vidner og andre som er tilknyttet de 1500 menigheder i Frankrig. Denne sag behandles i øjeblikket ved retten.

Formålet med den ovennævnte kampagne var at afsløre dette paradoks og at kaste lys over de risici det indebærer for alle at  man pålægger en bestemt gruppe en vilkårlig beskatning og visse lovforslag der kan undergrave trosfriheden. *

En lang dag

Allerede klokken to om natten begynder forkynderne i nogle menigheder at uddele traktater uden for jernbanestationer og fabrikker, og derefter ved lufthavne. Klokken seks vågner Paris op til dåd. Cirka 6000 frivillige står parat på strategisk rigtige steder for at møde folk der er på vej til arbejde. En ung kvinde siger: „Det I gør for trosfriheden, er godt. Dette her drejer sig ikke kun om Jehovas Vidner.“ I Marseilles uddeler over 350 forkyndere traktaten ved metrostationer og på gaderne. Efter en time omtales kampagnen over en landsdækkende radiostation, og lytterne får at vide at de ikke skal blive overraskede hvis Jehovas Vidner henvender sig til dem. I Strasbourg, hvor Menneskerettighedsdomstolen har til huse, stiller de rejsende på hovedbanegården sig tålmodigt i kø for at få et eksemplar af traktaten. En advokat fortæller at selv om han ikke er enig med os, følger han sagen med interesse eftersom vores kamp er betydningsfuld og berettiget.

Trods kraftig regn går 507 forkyndere i Grenoble klokken otte morgen i gang med systematisk at aflevere traktaten på gaden eller lægge den i brevkasserne. Bilister og sporvognsførere, der lægger mærke til at noget er i gære, standser for at bede om en traktat. De der ankommer til den vestfranske by Poitiers med toget klokken ni, har allerede fået traktaten dér hvor de steg på toget. I Mulhouse, nær den tyske grænse, er der allerede blevet uddelt 40.000 traktater.

Klokken ti har mange menigheder uddelt over halvdelen af deres traktater. I formiddagens løb nægter kun meget få at modtage traktaten, og mange forkyndere har interessante samtaler. I Besançon, godt 80 kilometer fra grænsen til Schweiz, giver en ung mand udtryk for at han er interesseret i Bibelen og gerne vil vide hvorfor Gud tillader lidelser. Forkynderen indbyder ham til at fortsætte samtalen i den nærliggende rigssal, hvor der straks oprettes et bibelstudium med ham over brochuren Hvad kræver Gud af os?

Ved middagstid bruger mange forkyndere frokostpausen på at forkynde i en time eller to. Uddelingen fortsætter hele eftermiddagen, og mange menigheder er færdige ved tre-fire-tiden. I champagnens hovedstad, Reims, giver nogle som tidligere har studeret med Jehovas Vidner eller er kommet sammen med dem, udtryk for at de har lyst til at genoptage kontakten med menigheden. I Bordeaux oprettes der tre bibelstudier. I samme by går en forkynder ind i en kiosk for at købe en avis og får øje på en stak traktater på disken. Butiksindehaveren, et tidligere Jehovas vidne, har fået traktaten, indset hvor betydningsfuld den er, og har fotokopieret den så hun selv kan være med til at uddele den.

I Le Havre i Normandiet bliver en protestantisk kvinde rystet over at høre i radioen at der lægges skat på Jehovas Vidners bidrag. Hun tager ivrigt imod traktaten og roser Jehovas Vidner  for at de tager til orde mod denne uretfærdighed. Klokken 19.20 omtales uddelingen i de regionale tv-nyheder i Lyon. „I formiddags var det lettere at undgå regndråberne end at undgå Jehovas Vidners traktater,“ siger speakeren. To forkyndere interviewes og får lov til at forklare baggrunden for kampagnen.

Forkyndere der gerne vil være med i kampagnen efter at de er kommet fra arbejde, uddeler traktater til nogle der er på vej hjem, eller lægger dem i folks postkasser. I Limoges, kendt for sit porcelæn, og i havnebyen Brest er de der går ud af biograferne klokken 23, nogle af de sidste der får traktaten den dag. De resterende traktater indsamles og deles ud den følgende formiddag.

Resultatet

En forkynder skrev: „Vores modstandere tror at de svækker os. I virkeligheden opnår de det modsatte.“ I de fleste menigheder var over 75 procent af forkynderne med i kampagnen, og nogle var ude i 10, 12 eller 14 timer. Efter at have været på arbejde om natten uddelte en forkynder i den nordfranske by Hem traktater fra klokken fem om morgenen til klokken tre om eftermiddagen. I den nærliggende by Denain, hvor der har været en menighed siden 1906, brugte 75 forkyndere i alt 200 timer på at uddele traktater om fredagen. Andre var besluttede på at være med trods alderdom, sygdom og dårligt vejr. I Le Mans var der for eksempel tre kvinder i firsårsalderen som brugte to timer på at lægge traktaten i folks brevkasser, og en forkynder i kørestol uddelte traktaten foran jernbanestationen. Det var også meget opmuntrende at se at flere forkyndere der tidligere havde været uvirksomme, var med i denne særlige kampagne.

Der er ingen tvivl om at der er aflagt et stort vidnesbyrd. Folk fra alle sociale lag modtog en traktat, også nogle der sjældent får besøg af Jehovas Vidner. Adskillige følte at denne kampagne udrettede langt mere end blot at beskytte Jehovas Vidners interesser. Mange betragtede den som et forsvar for trosfriheden og for hver eneste franskmands ret til at følge sin samvittighed. Dette gav sig udslag i at mange bad om ekstra eksemplarer som de kunne give til deres venner, kolleger eller slægtninge.

Ja, Jehovas Vidner i Frankrig er stolte over at gøre Jehovas navn kendt og forsvare Rigets interesser. (1 Peter 3:15) De håber oprigtigt at de „fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“, og at mange tusind flere vil begynde at prise vor himmelske Fader, Jehova, sammen med dem. — 1 Timoteus 2:2.

[Fodnote]