’Søg fred og jag efter den’
’Søg fred og jag efter den’
„Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — ROMERNE 12:18.
1, 2. Nævn nogle grunde til at mennesker ikke kan skabe varig fred.
FORESTIL dig et hus med et skrøbeligt fundament, rådne bjælker og et sammensunket tag. Mon du kunne tænke dig at flytte ind i et sådant hus? Sikkert ikke. Selv et frisk lag maling ville ikke ændre ved den kendsgerning at huset ikke er solidt. Før eller senere vil det sandsynligvis falde sammen.
2 Enhver fred man måtte opnå i denne verden, er som dette hus. Den hviler på et skrøbeligt fundament — løfter og planer som stammer fra mennesker, „hos hvem der ikke er frelse“. (Salme 146:3) Historien er én lang beretning om krige og konflikter mellem nationer, stammer og etniske grupper. Det er sandt at der i kortere perioder har været fred, men hvilken slags fred? Hvis to nationer har været i krig og der derefter erklæres fred, enten fordi den ene nation lider nederlag, eller fordi ingen af dem ser nogen fordel ved at fortsætte kampene, hvilken slags fred er det så? De følelser af had, mistro og misundelse som udløste krigen, er der stadig. En fred som er en facade, et ’lag maling’ der skal dække fjendskabet, er ikke nogen holdbar fred. — Ezekiel 13:10.
3. Hvorfor er freden blandt Guds folk anderledes end en fred der stammer fra mennesker?
3 Ikke desto mindre findes der virkelig fred i denne krigshærgede verden. Hvor? Blandt sande kristne, som følger Jesus og søger at efterligne ham. (1 Korinther 11:1; 1 Peter 2:21) Den fred der råder blandt sande kristne skønt de har forskellig baggrund med hensyn til race, social status og nationalitet, er ægte fordi den stammer fra det fredelige forhold de har til Gud, et forhold som er grundlagt på deres tro på Jesu Kristi genløsningsoffer. Deres fred er en gave fra Gud, ikke noget der skyldes menneskers bestræbelser. (Romerne 15:33; Efeserne 6:23, 24) Den er et resultat af at de underlægger sig ’Fredsfyrsten’, Jesus Kristus, og tilbeder Jehova, „kærlighedens og fredens Gud“. — Esajas 9:6; 2 Korinther 13:11.
4. Hvordan kan en kristen „jage efter“ fred?
4 Fred opstår ikke af sig selv blandt ufuldkomne mennesker. Derfor sagde Peter at hver enkelt kristen skulle „søge fred og jage efter den“. (1 Peter 3:11) Hvordan kan vi gøre det? Svaret findes i en gammel profeti. Gennem Esajas sagde Jehova: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Esajas 54:13; Filipperne 4:9) Ja, sand fred opnås af dem der lader sig oplære af Jehova. Desuden er fred, sammen med „kærlighed, glæde, . . . langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“, en frugt af Guds hellige ånd. (Galaterne 5:22, 23) Den opnås ikke af nogle som er ukærlige, uden glæde, utålmodige, uvenlige, onde, uden tro, aggressive eller uden selvbeherskelse.
„Hold fred med alle mennesker“
5, 6. (a) Hvad er forskellen mellem at have fred og at stifte fred? (b) Hvem søger kristne at holde fred med?
5 Fred er blevet beskrevet som en tilstand hvor der ikke er krig eller uro. Denne beskrivelse passer på mange situationer hvor der ikke er strid. Selv en der er død, kan siges at have fået fred. Men sand fred er forbundet med mere end blot selv at have fred. Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:9) Jesus talte til nogle som havde udsigt til senere at blive åndelige sønner af Gud, og som ville opnå udødeligt liv i himmelen. (Johannes 1:12; Romerne 8:14-17) Til sin tid vil alle som har tro, opnå „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21) Kun de som stifter fred, har dette håb. Der er forskel på at have fred, en fredelig indstilling, og at stifte fred. At være fredsstiftende vil sige aktivt at fremme freden; at skabe fred dér hvor der ikke før har været fred.
6 Lad os med dette i tanke se på apostelen Paulus’ råd til romerne: „Så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Romerne 12:18) Paulus rådede ikke romerne til blot at have en fredelig indstilling, selv om det naturligvis ville være en hjælp. Han tilskyndede dem til at holde fred. Med hvem? Med „alle mennesker“ — familiemedlemmer, medtroende og selv dem der ikke delte deres tro. Han opmuntrede romerne til at holde fred med andre ’så vidt det stod til dem’. Han ønskede ikke at de skulle slække på deres tro for fredens skyld, men frem for at støde andre fra sig skulle de komme dem i møde med en fredelig indstilling. Dette gjaldt for de kristne uanset om de havde at gøre med nogle inden for eller uden for menigheden. (Galaterne 6:10) I overensstemmelse hermed skrev Paulus: „Jag altid efter det der er godt for jer indbyrdes og for alle andre.“ — 1 Thessaloniker 5:15.
7, 8. Hvordan kan kristne holde fred med dem der ikke deler deres tro, og hvorfor gør de det?
7 Hvordan kan vi holde fred med dem der ikke deler vores tro, og som måske direkte modstår den? Det kan vi blandt andet gøre ved ikke at føle os bedre end dem. For eksempel vil det ikke fremme freden hvis vi taler nedsættende og fordømmende om andre. Jehova har åbenbaret sine domme over organisationer og skarer, men vi har ikke lov til at omtale enkeltpersoner som om de allerede var fordømt. Det er ikke vores opgave at dømme andre, selv ikke vore modstandere. Efter at Paulus havde fortalt Titus at han skulle vejlede de kristne på Kreta om hvordan de skulle optræde over for de jordiske myndigheder, sagde han at Titus skulle minde kreterne om „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:1, 2.
8 At vi holder fred med dem der ikke deler vores tro, vil i høj grad tjene som en anbefaling for sandheden. Selvfølgelig vil vi ikke dyrke et venskab som „ødelægger gode vaner“. (1 Korinther 15:33) Men vi bør være høflige og behandle alle næstekærligt og med værdighed. Apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ — 1 Peter 2:12.
Hold fred i forkyndelsen
9, 10. Hvordan var Paulus et godt eksempel med hensyn til at holde fred med dem som ikke delte hans tro?
9 De kristne i det første århundrede var kendt for deres frimodighed. De udvandede ikke budskabet, og når de kom ud for modstand, var de besluttede på at adlyde Gud som hersker mere end mennesker. (Apostelgerninger 4:29; 5:29) Men de forvekslede ikke frimodighed med taktløshed. Læg mærke til hvordan Paulus optrådte da han forsvarede sin tro over for kong Herodes Agrippa II. Herodes Agrippa levede i blodskam med sin søster, Berenike. Paulus begyndte imidlertid ikke at belære Agrippa om gode moralbegreber. Han lagde derimod vægt på noget de var enige om, og omtalte ligefrem Agrippa som ekspert med hensyn til jødernes skikke og som en der troede på profeterne. — Apostelgerninger 26:2, 3, 27.
10 Prøvede Paulus at smigre den mand der kunne give ham hans frihed? Nej. Paulus fulgte sit eget råd og talte i overensstemmelse med sandheden. Intet af det han sagde til Herodes Agrippa, var usandt. (Efeserne 4:15) Men Paulus ønskede at holde fred og vidste hvordan han skulle blive ’alt for alle slags mennesker’. (1 Korinther 9:22) Hans mål var at forsvare sin ret til at forkynde om Jesus. Som den dygtige lærer han var, begyndte han med at nævne noget som Agrippa og han var enige om, og derved hjalp Paulus den umoralske konge til at se kristendommen i et mere gunstigt lys. — Apostelgerninger 26:28-31.
11. Hvordan kan vi holde fred i forkyndelsen?
11 Hvordan kan vi holde fred når vi forkynder? Ligesom Paulus bør vi undgå diskussioner. Indimellem må vi selvfølgelig „tale Guds ord uden frygt“ ved modigt at forsvare vores tro. (Filipperne 1:14) Men i de fleste tilfælde bør vores mål først og fremmest være at forkynde den gode nyhed. (Mattæus 24:14) Når en person så lærer sandheden om Guds hensigter at kende, kan vedkommende begynde at give slip på falske religiøse opfattelser og aflægge urene handlinger. Så vidt det er muligt, vil det derfor være godt at fremhæve noget som vil appellere til vore tilhørere, og begynde med noget vi er enige om. På den anden side vil det virke imod hensigten hvis vi er taktløse og støder nogen fra os som måske ville have lyttet hvis vi havde henvendt os til dem på en venlig måde. — 2 Korinther 6:3.
Hold fred i familien
12. Hvordan kan vi holde fred i familien?
12 Paulus sagde at de der gifter sig, „vil få trængsel i kødet“. (1 Korinther 7:28) Der vil opstå problemer af forskellig art. Blandt andet vil nogle ægtepar fra tid til anden opleve uoverensstemmelser. Hvordan skal man klare dem? På en fredelig måde. Hvis man er indstillet på at holde fred, vil man søge at hindre en konflikt i at udvikle sig. Hvordan gør man det? Først og fremmest ved at vogte sin tunge. Når dette lille lem bliver brugt til at fremsætte sarkastiske og fornærmende bemærkninger, vil man erfare at det virkelig er ’uregerligt, skadeligt, . . . fuldt af dødbringende gift’. (Jakob 3:8) Den der vil holde fred, bruger sin tunge så den opbygger i stedet for at nedbryde. — Ordsprogene 12:18.
13, 14. Hvordan kan vi bevare freden når vi fejler i ord eller følelserne løber af med os?
13 Eftersom vi alle er ufuldkomne, sker det fra tid til anden at vi siger noget vi senere fortryder. I så fald må vi være hurtige til at gøre det godt igen — og stifte fred. (Ordsprogene 19:11; Kolossenserne 3:13) Undgå at køre fast i „skænderier om ord“ og „voldsomme stridigheder over småting“. (1 Timoteus 6:4, 5, fodnote) Prøv i stedet at se hvad der gemmer sig under overfladen, og at forstå din ægtefælles følelser. Hvis der lyder hårde ord fra din ægtefælle, så giv ikke igen med samme mønt. Husk at „et mildt svar afvender forbitrelse“. — Ordsprogene 15:1.
14 Undertiden kan det være nødvendigt at følge rådet i Ordsprogene 17:14: „Forsvind . . . før striden bryder ud.“ Undgå at situationen udvikler sig til det værre. Når gemytterne er faldet til ro, vil striden sikkert kunne bilægges i mindelighed. I nogle tilfælde vil det måske være fornuftigt at bede en moden kristen tilsynsmand om hjælp. En erfaren og forstående ældste kan være et beskyttende værn når en storm truer med at ødelægge freden i ægteskabet. — Esajas 32:1, 2.
Hold fred i menigheden
15. Hvilken dårlig ånd havde udviklet sig blandt nogle af de første kristne, og hvorfor kunne den siges at være ’jordisk’, ’dyrisk’ og ’dæmonisk’?
15 Sørgeligt nok viste nogle af de kristne i det første århundrede en skinsyg og stridbar ånd — lige det modsatte af en fredens ånd. Jakob sagde: „Dette er ikke den visdom der kommer ned ovenfra, men den jordiske, sjælelige, dæmoniske. For hvor der er skinsyge og stridbarhed, dér er der uro og alt hvad der er slet.“ (Jakob 3:14-16) Nogle mener at det græske ord der oversættes med „stridbarhed“, indeholder tanken om selvisk ærgerrighed, at man kæmper for at opnå en fremtrædende stilling. Det er med god grund Jakob betegnede denne ånd som ’jordisk, sjælelig [eller: dyrisk, fodnote], dæmonisk’. Op gennem historien har magthaverne i denne verden kæmpet som vilde dyr mod hinanden. Stridbarhed er i sandhed ’jordisk’ og ’sjælelig’, eller ’dyrisk’. Den er også ’dæmonisk’. Det var den ånd som først kunne spores hos den magtsyge engel der satte sig op imod Jehova Gud og blev Satan, dæmonernes hersker.
16. Hvordan lagde nogle af de kristne i det første århundrede samme ånd for dagen som Satan?
16 Jakob opfordrede de kristne til at undgå at udvikle en stridbar ånd, for den modarbejdede freden. Han skrev: „Hvorfra stammer krige og hvorfra stridigheder iblandt jer? Stammer de ikke herfra: fra jeres trang til sanselige nydelser som fører krig i jeres lemmer?“ (Jakob 4:1) Den her nævnte „trang til sanselige nydelser“ kunne hentyde til et stærkt begær efter materielle ting eller til ønsket om en fremtrædende stilling, magt eller indflydelse. Der var åbenbart nogle i menighederne der, ligesom Satan, hellere ville overstråle de andre end være blandt „de mindre“, som Jesus sagde hans disciple skulle være. (Lukas 9:48) En sådan ånd kunne berøve menigheden dens fred.
17. Hvordan kan kristne i dag fremme freden i menigheden?
17 I dag må vi også undgå tendensen til materialisme, skinsyge eller forfængelig ærgerrighed. Hvis vi virkelig ønsker at bevare freden, vil vi ikke føle os truet hvis nogle i menigheden er dygtigere end os på bestemte områder, og vi vil heller ikke tale nedsættende om dem ved at drage deres motiver i tvivl. Hvis vi er i besiddelse af særlige evner, vil vi ikke bruge dem til at tage os bedre ud end andre og give det indtryk at menigheden kun trives på grund af vores dygtighed og viden. En sådan ånd vil føre til splittelse og ikke til fred. De som vil fremme freden, praler ikke af deres evner, men bruger dem stilfærdigt til gavn for deres brødre og til ære for Jehova. De erkender at det i sidste ende er kærlighed — ikke dygtighed — der kendetegner en sand kristen. — Johannes 13:35; 1 Korinther 13:1-3.
„Fred som dine tilsynsmænd“
18. Hvordan fremmer ældste freden indbyrdes?
18 Menighedens ældste vil føre an med hensyn til at fremme freden. Jehova forudsagde følgende med hensyn til sit folk: „Jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“ (Esajas 60:17) I harmoni med disse profetiske ord stræber de der tjener som kristne hyrder, efter at fremme freden blandt dem selv indbyrdes og i hele hjorden. Ældste kan holde fred med hinanden ved at vise at de ejer „visdommen ovenfra“, der er fredsstiftende og rimelig. (Jakob 3:17) På grund af at de ældste har forskellig baggrund og livserfaring, vil de undertiden have forskellige meninger. Vil det være en anledning til strid? Ikke hvis de bærer sig rigtigt ad. De der ønsker at holde fred, vil beskedent give udtryk for hvad de mener, og derefter respektfuldt lytte til de andre. I stedet for stejlt at holde på sin egen mening, vil den der ønsker at bevare freden, under bøn overveje sin broders måde at se tingene på. Når der ikke er tale om et bibelsk princip man støder an imod, er der som regel rum for forskellige synspunkter. Hvis der er uenighed, bør man for at bevare freden bøje sig for flertallets afgørelse og støtte den. Derved viser man at man er rimelig. (1 Timoteus 3:2, 3) Erfarne tilsynsmænd ved at det er vigtigere at bevare freden end at sætte sin vilje igennem.
19. Hvordan fremmer ældste freden i menigheden?
19 De ældste fremmer freden i hele hjorden ved at støtte de enkelte og ikke være overdrevent kritiske. Det er rigtigt at nogle kan have brug for at blive hjulpet på fode igen efter et fejltrin. (Galaterne 6:1) Men den kristne tilsynsmands opgave er ikke fortrinsvis at tugte. Han roser ofte. Kærlige ældste bestræber sig for at se andres gode sider. Tilsynsmænd har øje for at deres trosfæller slider i det, og de har tillid til at de gør deres bedste. — 2 Korinther 2:3, 4.
20. Hvordan gavner det menigheden hvis alle bestræber sig for at bevare freden?
20 Vi vil altså stræbe efter at bevare freden i familien, i menigheden og over for dem der ikke deler vores tro. Hvis vi gør en indsats for at fremme freden og bevare den, vil vi bidrage til den gode ånd i menigheden. Samtidig vil det beskytte og styrke os på mange forskellige måder, som vi skal se i den følgende artikel.
Husker du?
• Hvad vil det sige at være fredsstiftende?
• Hvordan kan vi bevare freden over for dem vi forkynder for?
• På hvilke måder kan vi fremme freden i familien?
• Hvordan kan de ældste fremme freden i menigheden?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 9]
De som vil holde fred, vil undgå at føle sig bedre end andre
[Illustrationer på side 10]
Kristne holder fred i forkyndelsen, i hjemmet og i menigheden
