Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad har sand værdi?

Hvad har sand værdi?

Hvad har sand værdi?

Det kan føles rart at eje noget af virkelig værdi. Men hvad kunne det være? En masse penge? Kostbare smykker? Berømmelse og anseelse? Mange mennesker sætter sådanne ting højt. Det kan give dem en vis følelse af tryghed og sikkerhed eller tilfredsstille et behov for at gøre sig gældende. Er det sådan noget vi stræber efter, i håb om at det vil opfylde vore mål og ønsker for fremtiden?

DET man sætter højest, er som regel det der dækker ens behov eller tilfredsstiller ens personlige ønsker. Vi holder af noget der får os til at føle velvære og giver os håb om en sikker fremtid. Vi værdsætter det der hjælper og opmuntrer os her og nu, og som får andre til at synes om os. Det er imidlertid kortsynet at tillægge noget værdi på grundlag af skiftende ønsker eller interesser. Nej, det der har størst værdi, må være det der dækker vort største behov.

Hvad har vi allermest behov for? Intet mindre end selve livet. Uden livet ville vi ikke eksistere. Kong Salomon, der var konge i fortidens Israel, skrev: „De døde ved slet ingenting, . . . for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [menneskehedens fælles grav].“ (Prædikeren 9:5, 10) Hvis vi indhentes af døden, er vi tvunget til at give afkald på alt hvad vi ejer. Det der vil være af størst værdi for os, er altså noget som kan bevare os i live. Hvad skulle det være?

Hvad kan bevare os i live?

„Penge er en beskyttelse,“ konkluderede Salomon. (Prædikeren 7:12) Har man penge nok, kan man få mad og et komfortabelt hjem. Man kan opleve glæden ved at rejse til fjerne steder og behøver ikke at bekymre sig om de vigtigste fornødenheder hvis alderen eller helbredet forhindrer en i at arbejde. Ja, der er mange fordele ved at have penge. Men penge kan ikke bevare os i live. Apostelen Paulus tilskyndede Timoteus: „Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud.“ (1 Timoteus 6:17) Selv for alverdens penge kan man ikke købe livet.

Læg mærke til hvad Hitoshi fandt ud af. Hitoshi voksede op under fattige kår og nærede derfor et stærkt ønske om at blive rig. Han havde så stor tiltro til materielle værdier at han mente han endda kunne købe menneskers loyalitet for penge. En dag kom en mand til Hitoshis dør og spurgte ham om han vidste at Jesus Kristus havde ofret livet for ham. Hitoshi blev nysgerrig da han ikke mente at nogen ville dø for sådan en som ham. Den følgende uge overværede han et offentligt foredrag og blev forbavset over at høre taleren opfordre tilhørerne til at ’holde øjet klart’. Et øje der er „klart“, er et øje der i åndelig henseende er vidtrækkende og kan stille skarpt. (Lukas 11:34) Frem for at slide for at skaffe sig rigdom bestræbte han sig nu for at sætte de åndelige værdier først.

Materielle ting kan også i et vist omfang give os tryghed og stabilitet. Har man overflod, behøver man ikke at bekymre sig om det daglige behov. Et dejligt hjem i et fashionabelt kvarter kan få os til at føle at vi er kommet langt. Smart tøj og en dyr bil kan få andre til at se op til os.

Det er skønt at kunne „nyde godt af al sin møje“. (Prædikeren 3:13) Og har man overflod, kan man sige til sine nærmeste: ’Gør jer det behageligt, spis, drik, vær glad.’ Men materielle ting har kun flygtig værdi. Jesus advarede mod havesyge da han sagde: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15-21) Uanset hvor meget man ejer, kan det ikke sikre en livet.

Liz var gift med en velhavende mand. Hun siger: „Vi havde et pragtfuldt hjem og to biler, og vores økonomiske situation gav os frihed til at nyde alt det verden kan byde på i materiel henseende. . . . Underligt nok bekymrede jeg mig stadig om penge.“ Hun forklarer hvorfor: „Vi havde så meget at miste. Jo mere man har, desto mere usikker føler man sig.“

Mange sætter også berømmelse og anseelse højt, for det kan give dem en vis prestige. I verden i dag misunder man folk der gør karriere og har succes. Opdyrker man talenter og færdigheder, kan man skabe sig et navn, og andre vil rose en, være interesserede i ens meninger og ivrige efter at eje ens gunst. Alt det kan føles rart og tilfredsstillende. Men en dag vil det være forbi. Salomon havde al den ære og magt en konge kunne have, men sagde klagende: „Den vise har lige så lidt som tåben noget varigt minde. I dagene som allerede er på vej, bliver alle glemt.“ (Prædikeren 2:16) Berømmelse og anseelse kan ikke give en det evige liv.

En billedhugger ved navn Celo kom til at værdsætte noget langt mere værdifuldt end berømmelse. Han fik et stipendium og kunne fortsætte sine studier og dygtiggøre sig. Snart blev hans arbejde rost af kunstkritikere og i medierne. Mange af hans skulpturer blev udstillet i større byer i Europa. Celo fortæller: „Jeg må tilstå at kunsten i en periode var det vigtigste i mit liv. Men jeg indså efterhånden at hvis jeg fortsatte min karriere som billedhugger, ville det for mig være som at tjene to herrer på samme tid. (Mattæus 6:24) Jeg var overbevist om at forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige var det vigtigste. Derfor besluttede jeg mig for at opgive min karriere som billedhugger.“

Hvad har størst værdi?

I betragtning af at intet har mening eller værdi hvis ikke vi har livet, hvad kan vi da gøre for at forblive i live? Alt liv stammer fra Jehova Gud. (Salme 36:9) Ja, „ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til“. (Apostelgerninger 17:28) Han skænker evigt liv som en gave til dem han elsker. (Romerne 6:23) Hvad kan vi gøre for at få denne gave?

For at få det evige livs gave må vi have et nært forhold til Jehova. Hans godkendelse er derfor af langt større værdi end noget som helst andet vi kunne eje. Har vi den, kan vi se frem til ægte og evigvarende lykke. Uden Guds godkendelse har vi imidlertid kun evig død i vente. Alt det der kan hjælpe os til at opnå et godt forhold til Jehova, er derfor af umådelig stor værdi.

Hvad vi må gøre

For at opnå livet må vi tilegne os kundskab. Nøjagtig kundskab får vi gennem Jehovas ord, Bibelen. Kun den kan fortælle os hvad vi må gøre for at behage Gud. Det er derfor nødvendigt at granske Bibelen omhyggeligt. Gør vi en indsats for at lære alt hvad vi kan, om Jehova Gud og Jesus Kristus, vil denne kundskab ’betyde evigt liv’. (Johannes 17:3) En sådan kundskab må vi sætte højt. — Ordsprogene 2:1-5.

Når vi har fået kundskab ud fra Guds ord, kan vi tage det næste skridt — udvise tro på Jesus Kristus. Jehova har sagt at alle som kommer til ham, må gøre det gennem Jesus. (Johannes 14:6) Ja, „der er ikke frelse i nogen anden“. (Apostelgerninger 4:12) Om vi bevarer livet, afhænger ikke af ’sølv eller guld, . . . men af Kristi dyrebare blod’. (1 Peter 1:18, 19) Vi må vise vores tro ved at følge Jesu lære og eksempel. (Hebræerne 12:1-3; 1 Peter 2:21) Hans offer er så værdifuldt at menneskehedens evige fremtid afhænger af det. Når goderne af hans offer til fulde er blevet anvendt til gavn for os, vil vi få det mest værdifulde af alt, det evige livs gave. — Johannes 3:16.

Jesus sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mattæus 22:37) Elsker vi Jehova, er det ensbetydende med „at vi holder hans bud“. (1 Johannes 5:3) Hans bud indebærer at vi holder os adskilt fra verden, bevarer en retskaffen adfærd og loyalt støtter hans rige. På den måde kan vi „vælge livet“ frem for døden. (5 Mosebog 30:19) Hvis vi ’kommer nær til Gud, vil han komme nær til os’. — Jakob 4:8.

Forvisningen om at have Guds godkendelse er langt mere værd end alverdens skatte. De som ejer den, er de rigeste mennesker på jorden. Måtte vi da stræbe efter at erhverve os den skat der har virkelig værdi — Jehovas godkendelse. Lad os derfor tage apostelen Paulus’ ord til os: „Jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed. Kæmp troens gode kamp, få et fast greb om det evige liv.“ — 1 Timoteus 6:11, 12.

[Illustrationer på side 21]

Hvad anser du for at have stor værdi? Penge, materielle ejendele, berømmelse eller noget andet?

[Illustration på side 23]

Vi må omhyggeligt studere Bibelen