Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas velsignelse gør rig

Jehovas velsignelse gør rig

Jehovas velsignelse gør rig

„Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — ORDSPROGENE 10:22.

1, 2. Hvorfor er lykke ikke forbundet med materiel rigdom?

FOR millioner af mennesker er stræben efter materielle goder det vigtigste i livet. Men gør materielle ting et menneske lykkeligt? „Jeg kan ikke huske at folk nogen sinde før har været så kede af tilværelsen som de er nu,“ skriver en kvindelig skribent i The Australian Women’s Weekly. Hun tilføjer: „Det er et paradoks. Vi får at vide at det økonomisk set går strålende for Australien, at tilværelsen aldrig har været bedre. . . . Men samtidig hersker der pessimisme overalt. Mænd såvel som kvinder føler at de mangler noget i livet, men kan ikke sætte fingeren på hvad det er.“ Bibelen taler sandt når den siger at hverken lykke eller liv hidrører fra det vi ejer. — Prædikeren 5:10; Lukas 12:15.

2 Bibelen lærer at sand lykke afhænger af Guds velsignelse. I den forbindelse siger Ordsprogene 10:22: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ Det er ofte forbundet med smerte at stræbe efter materiel rigdom. Apostelen Paulus advarede: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.

3. Hvorfor bliver Guds tjenere udsat for prøvelser?

3 I modsætning hertil vil alle der ’adlyder Jehovas røst’, opnå velsignelser, og de er ikke forbundet med nogen smerte. (5 Mosebog 28:2) ’Men,’ vil nogle måske sige, ’hvis der ikke er smerte forbundet med Jehovas velsignelse, hvorfor lider mange af Guds tjenere da ondt?’ Bibelen viser at Gud tillader prøvelser, men at det er Satan, hans onde verden og vores egen ufuldkomne natur der er årsag til dem. (1 Mosebog 6:5; 5 Mosebog 32:4, 5; Johannes 15:19; Jakob 1:14, 15) Jehova er kilden til „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. (Jakob 1:17) Hans velsignelse vil således ikke forårsage nogen smerte. Lad os derfor betragte nogle af Guds fuldkomne gaver.

Guds ord — en uvurderlig gave

4. Hvordan er Jehovas folk blevet velsignet her i „endens tid“, og hvilken enestående gave har det fået?

4 Om „endens tid“ siger Daniels profeti: „Den sande kundskab vil blive stor.“ Lidt længere fremme fortælles det hvem det er der vil få kundskab, og som vil forstå. Der siges: „Slet ingen af de ugudelige skal forstå; men de som har indsigt skal forstå.“ (Daniel 12:4, fodnote, 10) Tænk engang! Guds ord — og især profetierne — er udtrykt med en sådan visdom at de ugudelige ikke kan få fat i den virkelige mening. Det kan kun Jehovas folk. I en bøn sagde Jesus: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du omhyggeligt har skjult disse ting for vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ (Lukas 10:21) Hvilken velsignelse at have denne uvurderlige gave, Guds ord, Bibelen, og at være blandt dem Gud har givet indsigt i sit ord! — 1 Korinther 1:21, 27, 28; 2:14, 15.

5. Hvad er visdom, og hvordan kan vi opnå den?

5 Vi har kun denne åndelige indsigt fordi vi har fået „visdommen ovenfra“. (Jakob 3:17) Visdom er evnen til at bruge kundskab og forståelse på rette måde til at løse problemer, undgå eller afværge farer og nå visse mål eller til at råde andre i disse henseender. Hvordan kan vi opnå visdom fra Gud? Ordsprogene 2:6 siger: „Det er Jehova der giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og dømmekraft.“ Ja, Jehova vil velsigne os med visdom hvis vi bliver ved med at bede om den, på samme måde som han gav Salomon „et víst og forstandigt hjerte“. (1 Kongebog 3:11, 12; Jakob 1:5-8) For at opnå visdom må vi også lytte til Jehova ved at studere hans ord og leve efter det.

6. Hvorfor er det víst at følge Guds love og principper i sit liv?

6 De ypperste eksempler på Guds visdom finder vi i Bibelens love og principper. Vi har gavn af dem på enhver måde — fysisk, mentalt, åndeligt og følelsesmæssigt. Salmisten siger således: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís. Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys. Jehovas frygt er ren, består for evigt. Jehovas domme er sande, har vist sig retfærdige hver og én. De er mere værd end guld, ja, end fint guld i mængde.“ — Salme 19:7-10; 119:72.

7. Hvad fører det med sig at ignorere Guds retfærdige normer?

7 De der ignorerer Guds retfærdige normer, vil derimod ikke finde den lykke og frihed de søger. Før eller siden vil de opdage at Gud kan man ikke narre, for man høster hvad man sår. (Galaterne 6:7) Millioner som ignorerer Bibelens principper, erfarer de tragiske konsekvenser heraf, som for eksempel en uønsket graviditet, en afskyelig sygdom eller et ødelæggende misbrug. Medmindre de vender om og ændrer livsstil, vil det til sidst føre til døden, ja, måske til udslettelse for Guds hånd. — Mattæus 7:13, 14.

8. Hvorfor kan de der elsker Guds ord, være lykkelige?

8 De der elsker Guds ord og følger det, vil blive rigt velsignet nu og i fremtiden. De føler med rette at de er blevet befriet ved at følge Guds lov; de er lykkelige og ser med forventning frem til den tid hvor de vil være frigjort fra synden og dens dødbringende virkninger. (Romerne 8:20, 21; Jakob 1:25) Dette håb er sikkert da det hviler på Guds største gave til menneskene — Jesu Kristi genløsningsoffer. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16; Romerne 6:23) En så enestående gave viser hvor højt Gud elsker menneskene, og er en garanti for at alle der adlyder Jehova, vil opnå evige velsignelser. — Romerne 8:32.

Taknemmelige for den hellige ånds gave

9, 10. Hvordan nyder vi gavn af den gave Jehova giver i form af sin hellige ånd? Nævn et eksempel.

9 En anden gave fra Gud som vi bør være taknemmelige for, er den hellige ånd. På pinsedagen i år 33 gav apostelen Peter følgende opfordring til de mange der var til stede i Jerusalem: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ (Apostelgerninger 2:38) I dag giver Jehova hellig ånd til sine indviede tjenere når de beder om den og ønsker at gøre hans vilje. (Lukas 11:9-13) I fortiden virkede denne vældige kraft — Guds hellige ånd, eller virksomme kraft — på troende mænd og kvinder, deriblandt de første kristne. (Zakarias 4:6; Apostelgerninger 4:31) Den kan også virke på os i dag og give os styrke til at overvinde de næsten uoverstigelige hindringer vi som Jehovas folk kan møde. — Joel 2:28, 29.

10 Som et eksempel kan nævnes en kvinde ved navn Laurel, som blev ramt af polio og i 37 år blev holdt i live i en jernlunge. * Til trods for sine ekstremt prøvende omstændigheder tjente hun nidkært Gud lige til sin død, og i årenes løb blev hun rigt velsignet af Jehova. Hun var blandt andet i stand til at hjælpe 17 mennesker til at få nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen, selv om hun lå i respirator 24 timer i døgnet! Hendes situation minder os om apostelen Paulus’ ord: „Når jeg er svag, så er jeg stærk.“ (2 Korinther 12:10) Ja, de resultater vi opnår i forkyndelsen, skyldes ikke vore egne evner eller vores egen kraft, men at vi får Guds hellige ånds hjælp fordi vi adlyder ham. — Esajas 40:29-31.

11. Hvilke egenskaber frembringer Guds ånd i dem der ifører sig „den nye personlighed“?

11 Hvis vi adlyder Gud, vil vi ved hans ånds hjælp kunne opdyrke egenskaber som kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) „Åndens frugt“ er en del af „den nye personlighed“ som kristne ifører sig, og som erstatter den aggressive, dyriske indstilling de måske tidligere har haft. (Efeserne 4:20-24; Esajas 11:6-9) En af disse frugter er særlig betydningsfuld, nemlig kærlighed, „enhedens fuldkomne bånd“. — Kolossenserne 3:14.

Kristen kærlighed — en dyrebar gave

12. Hvordan viste Tabita og andre kristne i det første århundrede at de havde kærlighed til hinanden?

12 Kristen kærlighed er endnu en gave fra Jehova som vi må sætte højt. Den er ledet af principper, men er så varm og inderlig en følelse at den knytter troende sammen med en hengivenhed der er stærkere end selv blodets bånd. (Johannes 15:12, 13; 1 Peter 1:22) I Bibelen læser vi om en kristen kvinde ved navn Tabita, der levede i det første århundrede. „De gode gerninger og barmhjertighedsgaver som hun ydede var mangfoldige,“ og de kom især enkerne i menigheden til gavn. (Apostelgerninger 9:36) Selv om disse kvinder måske har haft slægtninge, ønskede Tabita at gøre hvad hun kunne for at hjælpe og opmuntre dem. (1 Johannes 3:18) Vi kan lære meget af hendes eksempel. Ægteparret Priska og Akvila følte sig tilskyndet af broderkærlighed til at ’sætte deres egen hals på spil’ for Paulus. Og det var også kærlighed der motiverede Epafras, Lukas, Onesiforus og andre til at hjælpe Paulus da han sad fængslet i Rom. (Romerne 16:3, 4; 2 Timoteus 1:16; 4:11; Filemon 23, 24) I dag har kristne også „kærlighed til hinanden“ — en gave fra Gud der viser at de er sande disciple af Jesus. — Johannes 13:34, 35.

13. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter det kristne brodersamfund?

13 Værdsætter du den kærlighed der kommer til udtryk i den kristne menighed? Er du taknemmelig for det verdensomspændende åndelige brodersamfund? Også dét er berigende gaver der kommer ned ovenfra. Hvordan kan vi vise at vi sætter pris på dem? Ved at yde Gud hellig tjeneste, deltage i de kristne møder og vise at vi bærer Guds ånds frugter, især kærlighed. — Filipperne 1:9; Hebræerne 10:24, 25.

„Gaver i form af mennesker“

14. Hvad kræves der af en kristen for at han kan tjene som ældste eller menighedstjener?

14 Når kristne mænd gerne vil betjene deres trosfæller som ældste eller menighedstjenere, er det en skøn gerning de har lyst til. (1 Timoteus 3:1, 8) For at en broder kan kvalificere sig til disse tjenesteopgaver, må han være et åndeligt menneske, være godt kendt med Bibelen og nidkær i forkyndelsen. (Apostelgerninger 18:24; 1 Timoteus 4:15; 2 Timoteus 4:5) Han må være ydmyg, beskeden og tålmodig, for Jehova velsigner ikke dem som er anmassende, stolte og ærgerrige. (Ordsprogene 11:2; Hebræerne 6:15; 3 Johannes 9, 10) Hvis han er gift, må han være en kærlig familiefar der kan præsidere på en god måde i sin husstand. (1 Timoteus 3:4, 5, 12) En sådan mand vil få Jehovas velsignelse fordi han forstår værdien af den åndelige rigdom. — Mattæus 6:19-21.

15, 16. Hvem har vist sig at være „gaver i form af mennesker“? Giv eksempler.

15 Når de der tjener som ældste i menigheden, slider i det som forkyndere, hyrder og lærere, har vi god grund til at værdsætte dem som „gaver i form af mennesker“. (Efeserne 4:8, 11) De der nyder gavn af deres kærlige arbejde, giver måske ikke altid udtryk for værdsættelse, men Jehova ser alt hvad de trofaste ældste gør. Han glemmer ikke den kærlighed de viser mod hans navn ved at tjene til gavn for hans folk. — 1 Timoteus 5:17; Hebræerne 6:10.

16 En pligtopfyldende ældste besøgte en kristen pige som skulle gennemgå en hjerneoperation. En ven af familien skriver: „Han var så venlig, hjælpsom og omsorgsfuld. Han spurgte om han måtte bede en bøn til Jehova sammen med os. Mens han bad, græd pigens far [som ikke var et af Jehovas Vidner], og tårerne løb ned ad kinderne på alle der var på stuen. Så inderlig var bønnen. Og hvor var det kærligt af Jehova at sende ham på netop det tidspunkt!“ En anden søster fortæller om de ældste der besøgte hende da hun var indlagt: „Da de kom hen til min seng på intensivafdelingen, vidste jeg at uanset hvad der skete fra nu af, ville jeg kunne klare det. Jeg blev styrket og følte en dejlig fred i sindet.“ Ville nogen kunne købe en sådan kærlig omsorg? Nej, aldrig! Den er en gave fra Gud, som han giver os gennem den kristne menighed. — Esajas 32:1, 2.

Forkyndelsens gave

17, 18. (a) Hvilken opgave har Jehova betroet sit folk? (b) Hvilken hjælp får vi af Gud så vi kan fuldføre vores tjeneste?

17 Mennesker kan ikke opnå nogen større ære end at tjene Jehova, den allerhøjeste i universet. (Esajas 43:10; 2 Korinther 4:7; 1 Peter 2:9) Men alle der oprigtigt ønsker at tjene Gud, kan få den forret at være med i den offentlige forkyndelse — uanset om de er unge eller gamle, mænd eller kvinder. Gør du brug af denne dyrebare gave? Nogle holder sig måske tilbage fordi de føler sig utilstrækkelige, men husk at Jehova giver sin hellige ånd til dem der tjener ham, og den opvejer enhver mangel vi måtte have. — Jeremias 1:6-8; 20:11.

18 Jehova har betroet sine ydmyge tjenere den opgave at forkynde. Han betror den ikke til nogle som er stolte, eller som stoler på deres egne evner. (1 Korinther 1:20, 26-29) De der er ydmyge og beskedne, erkender deres begrænsninger og ser hen til Jehova efter hjælp når de tager del i forkyndelsen. De værdsætter også den åndelige hjælp han giver gennem „den trofaste husholder“. — Lukas 12:42-44; Ordsprogene 22:4.

Et lykkeligt familieliv — en smuk gave

19. Hvad er en forudsætning for at børneopdragelsen lykkes?

19 Ægteskabet og et lykkeligt familieliv er gaver fra Gud. (Rut 1:9; Efeserne 3:14, 15) Børn er også en dyrebar „arv fra Jehova“ og vil være til glæde for deres forældre når de følger forældrenes vejledning. (Salme 127:3) Hvis du har børn, så adlyd Jehova ved at oplære dem i overensstemmelse med hans ord. Så vil du få hjælp fra Jehova og blive velsignet af ham. — Ordsprogene 3:5, 6; 22:6; Efeserne 6:1-4.

20. Hvad kan det være en hjælp for forældre at tænke på hvis deres børn forlader den sande tilbedelse?

20 Til trods for gudfrygtige forældres samvittighedsfulde indsats vil nogle af deres børn måske forlade den sande tilbedelse når de bliver ældre. (1 Mosebog 26:34, 35) Det kan være et hårdt slag for forældrene. (Ordsprogene 17:21, 25) Men frem for at opgive ethvert håb kan det være en hjælp at tænke på Jesu billedtale om den fortabte søn. Selv om denne søn forlod hjemmet og gav sig til at leve et udsvævende liv, vendte han senere tilbage til sin far, som tog imod ham med glæde og stor kærlighed. (Lukas 15:11-32) Uanset hvad der sker, kan kristne forældre være forvissede om at Jehova forstår dem, føler med dem og vil støtte dem. — Salme 145:14.

21. Hvem bør vi adlyde, og hvorfor?

21 Lad os da hver især forstå hvad der er det vigtigste i livet. Jager vi begærligt efter materiel overflod, som kan være til smerte for os selv og vores familie, eller jager vi efter de ’gode gaver og fuldkomne foræringer’ som kommer ned fra „himmellysenes Fader“? (Jakob 1:17) Satan, „løgnens fader“, ønsker at vi skal slide i det for at opnå materiel rigdom, så vi mister glæden, ja til sidst endog livet. (Johannes 8:44; Lukas 12:15) Jehova, derimod, har vores bedste interesser på sinde. (Esajas 48:17, 18) Lad os derfor blive ved med at adlyde vor kærlige himmelske Fader og gøre ham til ’vor største glæde’. (Salme 37:4) Hvis vi gør det, vil de uvurderlige gaver og de velsignelser han i overmål skænker os, gøre os rige — uden den mindste antydning af smerte.

[Fodnote]

^ par. 10 Se Vågn op! for 22. januar 1993, side 18-21.

Husker du?

• Hvor finder man den største glæde?

• Nævn nogle af de gaver Gud giver sit folk.

• Hvorfor er forkyndelsen en gave?

• Hvad kan forældre gøre for at få Guds velsignelse når de opdrager deres børn?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

Viser du værdsættelse af den gave som Guds skrevne ord er?

[Illustration på side 17]

Til trods for meget vanskelige omstændigheder tjente Laurel Nisbet nidkært Gud

[Illustrationer på side 18]

Ligesom Tabita er kristne i dag kendt for deres kærlighedsgerninger

[Illustration på side 19]

Kristne ældste viser kærlig omsorg for deres trosfæller