Vil Jehovas velsignelse nå dig?

„Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, fordi du adlyder Jehova din Guds røst.“ — 5 MOSEBOG 28:2.

1. Hvad var afgørende for om israelitterne blev velsignet eller forbandet?

HEN IMOD slutningen af den 40 år lange ørkenvandring lå israelitterne lejrede på Moabs sletter, og det forjættede land lå foran dem. Her skrev Moses Femte Mosebog, som indeholder en række velsignelser og forbandelser. Hvis israelitterne ’adlød Jehovas røst’, ville de nævnte velsignelser ’nå dem’. Jehova elskede dem som sin ’særlige ejendom’ og ønskede at bruge sin magt til fordel for dem. Men hvis de ikke adlød ham, ville de lige så sikkert blive indhentet af en række forbandelser. — 5 Mosebog 8:10-14; 26:18; 28:2, 15.

2. Hvilken betydning ligger der i de hebraiske udsagnsord der er oversat med „adlyder“, „nå“ og „indhente“ i Femte Mosebog 28:2 og 15?

² Det hebraiske udsagnsord som er gengivet med „adlyder“ i Femte Mosebog 28:2, står i en verbalform som betegner en fortsat handling. Jehovas folk skulle ikke blot adlyde Jehova nu og da; de måtte blive ved med at adlyde ham i et og alt. Kun da ville de erfare Guds velsignelse. Det hebraiske udsagnsord som er oversat med „nå“ i vers 2 og med „indhente“ i vers 15, er oprindelig et jagtudtryk.

3. Hvordan kan vi være som Josua, og hvorfor er det af betydning?

³ Israelitternes anfører Josua valgte at adlyde Jehova og blev velsignet for det. Josua sagde: „Vælg selv i dag hvem I vil tjene . . . Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ Hertil svarede folket: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ (Josua 24:15, 16) På grund af Josuas gode indstilling var han blandt de få i sin generation der fik lov at komme ind i det forjættede land. I dag står vi i symbolsk forstand på tærskelen til et forjættet land — en paradisisk jord hvor alle som har Guds godkendelse, vil opleve langt større velsignelser end dem Josua og hans samtidige oplevede. Vil du opnå disse velsignelser? Ja, hvis du bliver ved med at adlyde Jehova.  For at styrke os i vores beslutning om at gøre det vil vi se dels på hvordan det gik Israels folk i fortiden, og dels på nogle enkeltpersoner som er gode eksempler vi kan lære noget af. — Romerne 15:4.

Velsignelse eller forbandelse?

4. Hvordan besvarede Gud Salomons bøn, og hvordan skulle vi se på sådanne velsignelser?

⁴ I det meste af kong Salomons regeringstid nød israelitterne store velsignelser fra Jehova. De boede trygt og havde en overflod af materielle goder. (1 Kongebog 4:25) Salomon opnåede en legendarisk velstand skønt han ikke havde bedt Gud om materiel rigdom. Som ung og uerfaren havde han derimod bedt om et lydigt hjerte — en bøn som Jehova besvarede ved at velsigne ham med visdom og forstand. Det satte Salomon i stand til at skelne mellem godt og ondt og dermed dømme folket retfærdigt. Selv om Gud også gav ham rigdom og ære, værdsatte Salomon som ung den åndelige rigdoms langt større værdi. (1 Kongebog 3:9-13) Uanset om vi i dag har meget eller lidt i materiel henseende, kan vi være taknemmelige for at vi har Jehovas velsignelse og er åndeligt rige!

5. Hvad skete der da indbyggerne i Israel og Juda holdt op med at adlyde Jehova?

⁵ Israelitterne viste ikke værdsættelse af Jehovas velsignelse. De holdt op med at adlyde Jehova og blev derfor indhentet af de forudsagte forbandelser. Det førte til at Israel og Juda blev besejret af deres fjender, og at indbyggerne blev ført i landflygtighed. (5 Mosebog 28:36; 2 Kongebog 17:22, 23; 2 Krønikebog 36:17-20) Lærte disse erfaringer Guds folk at man kun opnår Jehovas velsignelse hvis man bliver ved med at adlyde ham? Den jødiske rest der vendte tilbage til sit hjemland i 537 f.v.t., havde mulighed for at vise om den havde fået „visdom i hjertet“ og nu forstod betydningen af at blive ved med at adlyde Gud. — Salme 90:12.

6. (a) Hvorfor sendte Jehova Haggaj og Zakarias som profeter til sit folk? (b) Hvilket princip kan vi udlede af Guds budskab gennem Haggaj?

⁶ De hjemvendte jøder byggede et alter og begyndte at arbejde på templet i Jerusalem. Men da de mødte stærk modstand, begyndte deres iver at kølnes, og byggeriet standsede. (Ezra 3:1-3, 10; 4:1-4, 23, 24) De begyndte også at interessere sig mere for deres personlige bekvemmeligheder. Derfor sendte Gud profeterne Haggaj og Zakarias for at genopvække sit folks nidkærhed for den sande tilbedelse. Gennem Haggaj sagde Jehova: „Er det tid for jer selv til at bo i jeres træklædte huse, mens dette hus ligger i ruiner? . . . Lad jeres hjerte give agt på jeres veje. I har sået meget, men man bringer kun lidt i hus. Man kan spise, men ikke nok til at blive mæt. . . . Og den der lejer sig selv ud, lejer sig ud for en hullet pung.“ (Haggaj 1:4-6) At ofre åndelige interesser til fordel for de materielle fører ikke til Jehovas velsignelse. — Lukas 12:15-21.

7. Hvorfor sagde Jehova til jøderne: „Lad jeres hjerte give agt på jeres veje“?

⁷ Efterhånden som jøderne blev helt opslugt af de daglige anliggender, glemte de at de kun ville erfare velsignelser fra Gud i form af regn og frugtbare tider hvis de fortsat adlød Gud, også under modstand. (Haggaj 1:9-11) Haggajs opfordring var derfor i høj grad på sin plads: „Lad jeres hjerte give agt på jeres veje.“ (Haggaj 1:7) Jehova sagde i virkeligheden til dem: ’Kan I ikke se forbindelsen mellem jeres arbejde på marken som ikke bærer frugt, og den øde tilstand som mit hus befinder sig i?’ Jehovas profeters inspirerede ord nåede til sidst tilhørernes hjerte, og folket genoptog arbejdet på templet og fuldførte det i 515 f.v.t.

8. Hvilken opfordring gav Jehova jøderne på Malakias’ tid, og hvorfor?

⁸ Senere, i profeten Malakias’ dage, begyndte jøderne igen at vakle i deres gudsdyrkelse, idet de endog bragte uantagelige ofre til Gud. (Malakias 1:6-8) Jehova opfordrede  dem derfor til at bringe tienden af deres afgrøder til hans forrådshus og derved sætte Jehova på prøve om han ikke ville åbne himmelens sluser og tømme velsignelse i overmål ud over dem. (Malakias 3:10) Hvor var det tåbeligt af jøderne at slide i det for noget som Jehova ville give dem i overflod hvis de adlød hans røst! — 2 Krønikebog 31:10.

9. Hvilke tre personer fra den bibelske beretning vil vi se nærmere på?

⁹ Ud over Israels folks historie indeholder Bibelen beretningen om mange enkeltpersoner der enten blev velsignet eller forbandet, afhængigt af om de fortsatte med at adlyde Jehova eller ej. Lad os betragte tre eksempler og se hvad vi kan lære af dem — Boaz, Nabal og Hanna. I den forbindelse vil det være en god idé at læse Ruts Bog samt Første Samuelsbog 1:1–2:21 og Første Samuelsbog 25:2-42.

Boaz adlød Gud

10. Hvad havde Boaz og Nabal tilfælles?

¹⁰ Selv om Boaz og Nabal ikke levede samtidig, havde de visse ting tilfælles. For eksempel boede de begge i Juda. De var velhavende jordbesiddere, og de havde begge mulighed for at vise godgørenhed over for nogle som var i nød. Men dér hører ligheden også op.

11. Hvordan viste Boaz at han adlød Jehova?

¹¹ Boaz levede i Israels dommertid. Han behandlede andre med respekt, og hans høstfolk agtede ham højt. (Rut 2:4) I lydighed mod Loven sikrede Boaz sig at der blev efterladt noget på marken til de fattige og nødstedte. (3 Mosebog 19:9, 10) Hvad gjorde Boaz da han hørte om Rut og No’omi og så hvor flittig Rut var til at sørge for sin aldrende svigermor? Han ofrede Rut særlig opmærksomhed og sagde til sine mænd at de skulle lade hende sanke på hans mark. I ord og handling viste Boaz at han var et åndeligsindet menneske som adlød Jehova. Gud viste ham derfor sin gunst og velsignede ham. — 3 Mosebog 19:18; Rut 2:5-16.

12, 13. (a) Hvordan viste Boaz dyb respekt for Jehovas lov om svogerægteskab? (b) Hvordan blev Boaz velsignet af Gud?

¹² Boaz viste i særlig grad lydighed mod Jehova  ved den uselviske måde hvorpå han opfyldte loven om svogerægteskab. Han gjorde alt hvad han kunne for at sikre at hans slægtning Elimeleks — No’omis afdøde mands — arvelod forblev i Elimeleks familie. En enke skulle indgå „svogerægteskab“ med sin afdøde mands nærmeste slægtning så de kunne få en søn som kunne overtage arven. (5 Mosebog 25:5-10; 3 Mosebog 25:47-49) Rut tilbød at træde i No’omis sted og indgå ægteskab med Boaz, for No’omi var ude over den alder hvor hun kunne føde børn. Efter at en anden som var nærmere beslægtet med Elimelek, havde afslået at hjælpe No’omi, tog Boaz Rut til ægte. Deres søn Obed blev betragtet som No’omis afkom og Elimeleks retmæssige arving. — Rut 2:19, 20; 4:1, 6, 9, 13-16.

¹³ Boaz blev rigt velsignet for sin lydighed mod Guds lov. Gennem deres søn Obed blev han og Rut velsignet med at blive stamforældre til Jesus Kristus. (Rut 2:12; 4:13, 21, 22; Mattæus 1:1, 5, 6) Af Boaz’ uselviskhed kan vi lære at de der viser andre kærlighed og handler i overensstemmelse med Guds krav, vil blive velsignet.

Nabal adlød ikke

14. Hvordan var Nabal?

¹⁴ I modsætning til Boaz undlod Nabal at lytte til Jehova. Han overtrådte Guds lov, der sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Nabal var ikke åndeligsindet; han var „hård og slet i sine handlinger“. Selv hans egne mænd betragtede ham som en „usling“. Meget passende betyder hans navn, Nabal, „uforstandig“. (1 Samuel 25:3, 17, 25) Hvad gjorde Nabal så da han havde lejlighed til at vise venlighed mod en som var i nød, nemlig David, Jehovas salvede? — 1 Samuel 16:13.

15. Hvordan behandlede Nabal David, og hvordan var Abigajil anderledes end sin mand i denne henseende?

¹⁵ Da David og hans mænd lå lejrede i nærheden af Nabals hjorde, beskyttede de dem mod omstrejfende røverbander uden at kræve betaling for det. „De var en mur om os både nat og dag,“ sagde en af Nabals hyrder. Men da Davids sendebud bad om noget mad, „overfusede [Nabal] dem“ og sendte dem tomhændede bort. (1 Samuel 25:2-16) Nabals kone, Abigajil, sørgede omgående for at sende proviant til David. Optændt af vrede havde David været lige ved at slå Nabal og hans mænd ihjel. Abigajils initiativ reddede derfor manges liv og hindrede David i at pådrage sig blodskyld. Men Nabal var gået for vidt i sin hårdhed og begærlighed. Omkring ti dage senere „slog [Jehova] Nabal og han døde“. — 1 Samuel 25:18-38.

16. Hvordan kan vi efterligne Boaz og undgå at handle som Nabal?

¹⁶ Ja, Boaz og Nabal var meget forskellige! Vi må undgå at være hårde og selviske som Nabal og i stedet efterligne Boaz’ venlighed og uselviskhed. (Hebræerne 13:16) Det kan vi gøre ved at følge apostelen Paulus’ råd: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) I dag har Jesu „andre får“, kristne med et jordisk håb, den forret at gøre godt mod Jehovas salvede, resten af de 144.000, som vil få tilkendt udødeligt liv i himmelen. (Johannes 10:16; 1 Korinther 15:50-53; Åbenbaringen 14:1, 4) Jesus betragter sådanne kærlige handlinger som om de er gjort mod ham selv, og de vil føre til Jehovas rige velsignelse. — Mattæus 25:34-40; 1 Johannes 3:18.

Hanna gennemgik prøvelser og blev velsignet

17. Hvilke prøvelser blev Hanna udsat for, og hvilken indstilling viste hun?

¹⁷ Jehova velsignede også den gudfrygtige kvinde Hanna. Hun boede med sin mand, levitten Elkana, i Efraims bjergland. Elkana havde også en anden hustru — Peninna —  hvilket var tilladt ifølge Moseloven. Hanna var ufrugtbar — en skændsel for en israelitisk kvinde — mens Peninna havde flere børn. (1 Samuel 1:1-3; 1 Krønikebog 6:16, 33, 34) Frem for at trøste Hanna opførte Peninna sig meget ukærligt og generede hende så groft at hun græd og mistede appetitten. Og det værste var at det blev ved „år efter år“, hver gang familien drog op til Jehovas hus i Silo. (1 Samuel 1:4-8) Det var meget hjerteløst af Peninna og en stor prøvelse for Hanna. Men Hanna gav aldrig Jehova skylden, og hun blev heller ikke hjemme når hendes mand drog til Silo. Til sidst blev hun derfor rigt velsignet.

18. Hvordan var Hanna et godt eksempel?

¹⁸ Hanna er et godt eksempel for Jehovas folk i dag, især for dem som måske er blevet såret af andres uvenlige bemærkninger. I denne situation hjælper det ikke at isolere sig. (Ordsprogene 18:1) Hanna lod ikke prøvelser mindske hendes ønske om at komme sammen med Guds folk når det samledes for at tilbede og blive undervist. Derfor blev hun ved med at være åndeligt stærk. Det ses tydeligt af hendes smukke bøn som er gengivet i Første Samuelsbog 2:1-10. *

19. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter de åndelige gaver?

¹⁹ I dag tilbeder vi ikke Jehova ved et tabernakel. Men alligevel kan vi vise at vi værdsætter de åndelige gaver, ligesom Hanna gjorde — for eksempel ved regelmæssigt at overvære de kristne møder og stævner. Lad os bruge disse lejligheder til at opmuntre hinanden til fortsat at tjene Jehova, som har givet os „det privilegium . . . frygtløst at yde ham hellig tjeneste med loyalitet og retfærdighed“. — Lukas 1:74, 75; Hebræerne 10:24, 25.

20, 21. Hvordan blev Hanna belønnet for sin gudhengivenhed?

²⁰ Jehova lagde mærke til Hannas gudhengivenhed og belønnede hende stort. På en af familiens årlige rejser til Silo bad Hanna grådkvalt og inderligt til Gud og aflagde følgende løfte: „Hærstyrkers Jehova, hvis du blot ville se din trælkvindes nød og huske mig, og ikke glemme din trælkvinde men give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage.“ (1 Samuel 1:9-11) Gud hørte Hannas bøn og velsignede hende med en søn, som hun kaldte Samuel. Da han var vænnet fra, tog hun ham med til Silo så han kunne tjene ved tabernaklet. — 1 Samuel 1:20, 24-28.

²¹ Hanna viste at hun elskede Gud og holdt sit løfte i forbindelse med Samuel. Hun og Elkana blev rigt velsignet ved at deres søn tjente ved Jehovas tabernakel. Mange kristne forældre erfarer lignende glæder og velsignelser ved at deres sønner eller døtre tjener som heltidsforkyndere, er på Betel eller på andre måder ærer Jehova.

Bliv ved med at adlyde Jehova!

22, 23. (a) Hvad kan vi være forvissede om hvis vi bliver ved med at adlyde Jehovas røst? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²² Vi kan være forvissede om at vi vil blive rige i åndelig henseende hvis vi bliver ved med at adlyde Jehova, viser at vi elsker ham  og lever op til vores indvielse. Og selv hvis det skulle betyde at vi kom ud for alvorlige prøvelser, vil vi erfare Jehovas velsignelse — ofte på en måde som vi slet ikke kunne forestille os. — Salme 37:4; Hebræerne 6:10.

²³ Guds folk vil erfare mange velsignelser i fremtiden som følge af at have adlydt Gud. „En stor skare“ vil blive bevaret gennem „den store trængsel“ og vil kunne glæde sig ved livet i Guds nye verden. (Åbenbaringen 7:9-14; 2 Peter 3:13) Dér vil Jehova opfylde sit folks ønsker og behov. (Salme 145:16) Men som den næste artikel vil vise, bliver de der adlyder Jehovas røst, allerede nu velsignet med ’gode gaver og fuldkomne foræringer ovenfra’. — Jakob 1:17.

[Fodnote]

Husker du?

• Hvad kan Israels historie lære os om velsignelser fra Gud?

• Hvordan var Boaz og Nabal forskellige?

• Hvordan kan vi efterligne Hanna?

• Hvorfor må vi blive ved med at adlyde Jehova?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 10]

Kong Salomon bad om at få et lydigt hjerte, og Jehova velsignede ham ved at give ham visdom

[Illustration på side 12]

Boaz behandlede andre med venlighed og respekt

[Illustration på side 15]

Hanna blev rigt velsignet fordi hun stolede på Jehova