Livsberetning

Et liv fyldt med overraskelser i Jehovas tjeneste

FORTALT AF ERIC OG HAZEL BEVERIDGE

„De idømmes hermed seks måneders fængsel.“ Disse ord lød stadig i mine ører da jeg blev ført til Strangewaysfængselet i Manchester i England. Det var i december 1950, og jeg var dengang 19 år. Jeg havde netop været udsat for en af de vanskeligste prøvelser i mit korte liv; jeg havde nægtet at udføre militærtjeneste. — 2 Korinther 10:3-5.

JEG var en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, og dermed burde jeg kunne blive fritaget fra militærtjeneste, men britisk lov anerkender os ikke som præster. Så jeg endte i fængsel. Her sad jeg i min celle og tænkte på min far. Det var indirekte ham der var årsag til at jeg var i fængsel.

Far, der var fængselsinspektør, var en mand med stærke meninger og principper — som folk fra Yorkshire er flest. Han nærede en stærk modvilje mod den katolske kirke på grund af det han havde oplevet i hæren og som fængselsbetjent. Han havde første gang haft kontakt med Jehovas Vidner tilbage i 1930’erne, hvor han gik ud til døren for at afvise dem — og kom ind igen med nogle af deres bøger. Senere tegnede han abonnement på bladet Ny Verden (nu Vågn op!). Forkynderne kom som regel en gang om året for at forny hans abonnement og tale med ham. Da jeg var omkring 15 år, var jeg med i drøftelsen, og jeg sympatiserede med forkynderne. Derefter begyndte jeg at undersøge Bibelen.

Da jeg var 17 år, viede jeg mit liv til Jehova, og i marts 1949 blev jeg døbt. Senere samme år mødte jeg John og Michael Charuk, som lige var udgået fra missionærskolen Gilead og var på vej til Nigeria. Uden at de måske selv  var klar over det, smittede deres missionærånd af på mig.

På grund af mit studium af Bibelen mistede jeg interessen for at komme ind på universitetet. Jeg flyttede til London for at arbejde i Told- og Skatteforvaltningen. Dér var jeg et år, men følte ikke at jeg kunne leve op til mit indvielsesløfte til Gud ved fortsat at arbejde for staten. Da jeg sagde mit arbejde op, lykønskede en ældre kollega mig fordi jeg ville forlade „et åndeligt nedbrydende job“.

Inden da havde jeg stået over for den udfordring at skulle fortælle min far at jeg ville forlade mit sikre job for at blive heltidsforkynder. En aften mens jeg var hjemme på ferie, lod jeg bomben springe. Jeg regnede med at far ville eksplodere af raseri. Til min overraskelse sagde han bare: „Som man reder, så ligger man. Men hvis du fortryder det, skal du ikke komme rendende hjem til mig.“ I mine dagbogsoptegnelser for 1. januar 1950 står der: „Fortalte far at jeg vil være pioner. Blev i den grad overrasket over hans rimelige måde at reagere på at jeg græd af glæde.“ Jeg opgav mit arbejde og anmodede om at blive heltidsforkynder.

En forventning om et „lille hus“

Nu kom den næste prøve på min hengivenhed for Gud. Jeg fik tildelt distrikt i Lancashire, hvor jeg sammen med Lloyd Griffiths fra Wales skulle være pioner og endda bo i et „lille hus“. Fuld af idealisme og med drømmen om dette lille hus ankom jeg på en trist og regnfuld dag til byen Bacup. Jeg vågnede hurtigt op til den barske virkelighed da det viste sig at det lille hus var en kælder — som tilmed var fyldt med mus og kakerlakker der sikkert ville holde os med selskab om natten. Jeg var lige ved at ombestemme mig og vende næsen hjem igen. I stedet bad jeg en stille bøn om styrke til at klare denne prøvelse. Pludselig sænkede freden sig over mig, og jeg kunne se mere objektivt på situationen. Jeg havde fået en opgave af Jehovas organisation. Jeg måtte se hen til Jehova efter hjælp. I dag er jeg taknemmelig for at jeg holdt ud; var jeg var sprunget fra, ville det have ændret mit liv for altid. — Esajas 26:3, 4.

I ni måneder forkyndte jeg i Rossendale Valley, et område hvor folk sad småt i det, og derefter kom jeg i fængsel for at nægte at gøre militærtjeneste. Efter at have tilbragt to uger i Strangewaysfængselet blev jeg overført til Lewesfængselet i det sydlige England. Efterhånden var vi fem åndelige brødre i dette fængsel, og vi kunne fejre højtiden til minde om Kristi død i en fængselscelle.

En enkelt gang fik jeg besøg af min far. Det må have været en stor overvindelse for ham. Tænk at han, en kendt fængselsinspektør, besøgte sin søn i et fængsel! Jeg vil altid være ham taknemmelig fordi han gjorde det. I april 1951 fik jeg min frihed igen.

Efter min løsladelse fra Lewes tog jeg toget til Cardiff i Wales, hvor min far på daværende tidspunkt var fængselsinspektør. Jeg var den ældste af fire børn — tre drenge og en pige. Jeg måtte nu finde et deltidsarbejde så jeg kunne forsørge mig selv og alligevel blive i pionertjenesten. Jeg fik arbejde i en konfektionsforretning, men det væsentligste for mig var min kristne tjeneste. Omkring dette tidspunkt forlod mor vores familie. Det var et hårdt slag for far og for os børn, der var fra 8 til 19 år. Desværre blev far og mor skilt.

Finder en god hustru

Der var mange pionerer i menigheden. En af dem var en søster som hver dag kom fra kulminebyen Rhondda Valley for at arbejde og forkynde. Det var Hazel Green — en pragtfuld pionersøster. Hazel havde kendt sandheden længere end jeg, og hendes forældre overværede bibelstudenternes (Jehovas Vidners) møder i 1920’erne. Men lad hende selv fortælle sin beretning.

„Det var først i 1944 da jeg læste bogen Religion Reaps the Whirlwind (Religionen høster storm; ikke oversat til dansk) at jeg begyndte at tage sandheden alvorligt. Min mor havde tilskyndet mig til at overvære et kredsstævne i  Cardiff. Og uden egentlig at have nogen bibelkundskab befandt jeg mig i et indkøbscenter med en plakat om halsen der annoncerede det offentlige foredrag. Jeg overlevede, og dét til trods for at jeg blev chikaneret af forskellige, deriblandt præster. Jeg blev døbt i 1946, og i december samme år begyndte jeg som pioner. I 1951 dukkede der en ung pionerbror op i Cardiff som lige var kommet ud af fængselet. Det var Eric.

Vi tog ud i tjenesten sammen og syntes godt om hinanden. Vi havde det samme mål i livet — at fremme Guds riges interesser. Så i december 1952 blev vi gift. Vi var begge i heltidstjenesten som pionerer og tjente ikke ret meget, men vi har aldrig manglet noget. Det skete at vi fik en gave — ofte noget vi lige stod og manglede — af en broder eller søster der for eksempel havde købt for meget syltetøj eller sæbe hos købmanden. Denne gavmildhed satte vi stor pris på. Men der ventede os snart en stor overraskelse.“

En overraskelse som ændrede vort liv

I november 1954 fik Hazel og jeg noget af en overraskelse — Jehovas Vidners afdelingskontor i London sendte os en ansøgning som de bad mig udfylde hvis vi kunne tænke os at virke i rejsetjenesten og besøge en ny menighed hver uge. Vi var overbevist om at det måtte være en fejltagelse, så vi sagde ikke noget til nogen i menigheden. Jeg udfyldte dog formularen og indsendte den, og så holdt vi vejret. Få dage senere indløb svaret: „Kom til London for at modtage oplæring.“

Jeg havde svært ved at fatte at jeg, der kun var 23 år, var dér på afdelingskontoret i London sammen med fremtrædende brødre som for mig var åndelige kæmper. Der var Pryce Hughes, Emlyn Wynes, Ernie Beavor, Ernie Guiver, Bob Gough, Glynn Parr, Stan og Martin Woodburn samt mange andre, hvoraf de fleste nu er døde. Med den nidkærhed og uangribelighed de viste dér tilbage i 1940’erne og 1950’erne, lagde de en god grundvold for Jehovas Vidners fortsatte arbejde i Storbritannien.

Kredstjeneste i England — aldrig kedelig

I den snefyldte vinter 1954/55 begyndte vi i rejsetjenesten. Vi fik tildelt East Anglia, et fladt område som var udsat for Nordsøens kolde vinde. Der var kun 31.000 Jehovas Vidner i Storbritannien på det tidspunkt. Den første kreds var en hård skole for os; men det var heller ikke altid let for de brødre vi besøgte. Med min manglende erfaring og mine bryske yorkshiremanerer kom jeg en gang imellem til at træde nogen over tæerne. I årenes løb har jeg lært at venlighed er vigtigere end effektivitet, og at mennesker er vigtigere end regler og procedurer. Jeg prøver stadig efter bedste evne at opmuntre og styrke andre, ligesom Jesus. — Mattæus 11:28-30.

Efter 18 måneder i East Anglia blev vi anmodet om at betjene en kreds i et naturskønt område i det nordøstlige England, nemlig Newcastle-on-Tyne og Northumberland. Jeg kom virkelig til at elske de mennesker som boede der. Det var en stor hjælp for mig at få besøg af områdetilsynsmanden Don Ward fra Seattle i Washington i USA. Han var udgået fra Gileadskolens 20. klasse. Når jeg holdt foredrag, var jeg tilbøjelig til at lire oplysningerne af mig i en kolossal fart. Han lærte mig at sætte tempoet ned, at holde pauser og at undervise.

 Endnu en overraskelse der ændrede vort liv

I 1958 modtog vi et brev som kom til at ændre vort liv. Det var en invitation til Gileadskolen i South Lansing, New York, i USA. Vi solgte vores lille Austin 7 fra 1935 og satte kursen mod New York. Først overværede vi Jehovas Vidners internationale stævne i New York. Derfra tog vi til Peterborough i Ontario, hvor vi skulle være pionerer i seks måneder inden vi tog ned til Gileadskolen.

En af lærerne på skolen var Albert Schroeder, som nu er medlem af Det Styrende Råd. Desuden var der Maxwell Friend og Jack Redford, som siden er døde. Samværet med de 82 elever fra 14 lande var meget opbyggende. Vi begyndte at få lidt mere forståelse for hinandens kulturer. Når vi så hvordan elever fra andre lande kæmpede med det engelske, gav det os en forsmag på de problemer vi ville få med at lære et nyt sprog. Efter de fem måneders kursus fik eleverne at vide at de skulle virke som missionærer i 27 forskellige lande. Så fulgte afslutningshøjtideligheden, og få dage efter var vi i New York, hvor vi ventede på skibet Queen Elizabeth, som skulle bringe os tilbage til Europa.

Vores første distrikt i det fremmede

Hvor havde vi fået tildelt distrikt? I Portugal. I november 1959 ankom vi til Lissabon. Nu ville det så vise sig om vi kunne tilpasse os en ny kultur og lære et nyt sprog. I 1959 var der 643 aktive Jehovas Vidner i Portugal og en befolkning på næsten 9 millioner. Men vores arbejde var ikke juridisk anerkendt. Selv om vi havde rigssale, kunne man ikke udefra se at det var vores mødesale.

Efter at Hazel og jeg var blevet undervist i portugisisk af Elsa Piccone, en missionærsøster, fik vi til opgave at besøge menigheder og grupper i området omkring Lissabon, Faro, Évora og Beja. Men i 1961 skete der noget der igen betød en forandring for os. Jeg studerede Bibelen med en ung mand ved navn João Gonçalves Mateus. Han valgte at stå op for sin kristne neutralitet i spørgsmålet om militærtjeneste. Kort efter blev jeg indkaldt til forhør på politistationen. Få dage senere fik vi til vores store overraskelse besked om at forlade landet inden 30 dage. Det samme gjaldt fire andre missionærer, Eric og Christina Britten samt Domenick og Elsa Piccone.

Jeg anmodede om at få sagen genoptaget, og vi fik en samtale med chefen for det hemmelige politi. Han forklarede uden omsvøb hvorfor vi var blevet udvist, og henviste til João Gonçalves Mateus, som jeg underviste i Bibelen. Han sagde endvidere at militærnægtelse af samvittighedsgrunde var en luksus som Portugal, i modsætning til Storbritannien, ikke kunne tillade sig. Så vi måtte forlade Portugal, og jeg mistede forbindelsen med João. Forestil jer min glæde da jeg 26 år senere så ham og hans hustru og tre døtre ved indvielsen af et nyt afdelingskontor i Portugal. Vores tjeneste i Portugal havde båret frugt. — 1 Korinther 3:6-9.

 Hvor skulle vi nu tjene? I nabolandet Spanien. Endnu en overraskelse! Det var med tårer i øjnene at vi i februar 1962 steg på toget i Lissabon for at rejse til Madrid.

Tilpasser os en anden kultur

I Spanien måtte vi vænne os til at forkynde og holde møder i det skjulte. Når vi forkyndte, undgik vi som regel at tage besøg som lå i nærheden af hinanden. Hver gang vi havde aflagt et besøg, gik vi hen i en anden gade eller en anden beboelsesejendom. Det gjorde det svært for politiet — og præsterne — at pågribe os. Man må huske at Spanien dengang blev styret af en katolsk, fascistisk diktator, og at arbejdet var forbudt. Desuden tog vi spanske navne så man ikke kunne finde ud af hvem vi var. Jeg kom til at hedde Pablo, og Hazels navn blev Juana.

Efter at have tilbragt nogle få måneder i Madrid skulle vi virke i kredstjenesten i Barcelona. Vi besøgte forskellige menigheder i byen og blev der ofte i to eller tre uger fordi vi var nødt til at besøge hver bogstudiegruppe som var det en menighed; og som regel kunne vi kun nå at besøge to grupper om ugen.

En overraskende udfordring

I 1963 blev vi anmodet om at virke i områdetjenesten i Spanien. For at betjene de næsten 3000 Jehovas Vidner måtte vi rejse rundt i hele landet og besøge de ni kredse der var dengang. Nogle af de mest mindeværdige kredsstævner var dem vi holdt i skovene omkring Sevilla, på en gård i nærheden af Gijón og ved floderne nær Madrid, Barcelona og Logroño.

Når vi skulle forkynde fra hus til hus, plejede jeg for en sikkerheds skyld at studere et kort over gaderne i området for at finde en flugtrute hvis noget skulle gå galt. Engang mens jeg og en anden forkynder befandt os på en af de øverste etager i en ejendom i Madrid, kunne vi pludselig høre råben og skrigen nedenunder. Da vi kom ned, var en gruppe unge piger i færd med at advare naboerne mod os. De var medlemmer af en katolsk gruppe der blev kaldt Hijas de María (Marias døtre). Vi kunne ikke ræsonnere med dem, og jeg vidste at vi var nødt til straks at forsvinde, for ellers ville vi blive taget af politiet. Så vi forsvandt — og dét i en fart.

Det var en spændende tid vi oplevede i Spanien i de år. Vi forsøgte at opmuntre brødrene og søstrene, og ikke mindst specialpionererne. De kunne risikere fængselsstraffe og måtte ofte lide afsavn for at forkynde Guds rige, styrke brødrene og oprette nye menigheder.

Det var også i den periode vi fik en trist meddelelse. Hazel beretter: „I 1964 døde min mor, som var et trofast vidne. Det var sørgeligt at miste hende uden at have haft mulighed for at sige farvel. Det er en af de omkostninger ved missionærtjenesten som mange har måttet betale.“

Endelig frihed

I juli 1970, efter mange års forfølgelse, blev Jehovas Vidners arbejde endelig juridisk anerkendt af Franco-styret. Hazel og jeg følte stor glæde hver gang en rigssal blev indviet; den første i Madrid, og den anden i Lesseps i Barcelona. Uden for rigssalene var der altid store, ofte oplyste skilte. På den måde ville vi vise folk at vi var blevet legaliseret, og at vi var kommet for at blive. På det tidspunkt, i 1972,  var der næsten 17.000 Jehovas Vidner i Spanien.

Omkring den tid modtog jeg en meget opmuntrende nyhed fra England. Min far havde besøgt os i 1969. Den venlige måde forkynderne i Spanien havde behandlet ham på, havde gjort så stort et indtryk på ham at han var begyndt at studere Bibelen da han kom hjem til England. I 1971 hørte jeg så at far var blevet døbt. Senere var vi hjemme på besøg, og det var et bevægende øjeblik da han, som min kristne broder, bad bønnen over måltidet. Jeg havde set frem til denne dag i over 20 år. I 1958 var min bror Bob og hans kone, Iris, blevet Jehovas Vidner. Deres søn, Phillip, virker nu som kredstilsynsmand i Spanien sammen med sin kone, Jean. Det glæder os meget at de tjener i dette skønne land.

Kunne der være flere overraskelser?

I februar 1980 besøgte en broder fra Det Styrende Råd Spanien som zonetilsynsmand. Til min undren insisterede han på at følges med mig i forkyndelsen. Dengang kunne jeg ikke vide at det var for at se mig an. I september blev vi til vores overraskelse indbudt til at flytte til Brooklyn i New York for at arbejde på hovedkontoret. Vi var målløse. Selv om det var smerteligt at skulle forlade vore brødre i Spanien, tog vi imod indbydelsen. På det tidspunkt var der 48.000 forkyndere.

Da vi rejste, forærede en broder mig et lommeur. Han havde fået graveret to skriftsteder i det som jeg yndede at benytte — „Lukas 16:10; Lukas 17:10“. I Lukas 16:10 understreges det hvor vigtigt det er at være trofast i små ting; og i Lukas 17:10 får vi at vide at vi er „uduelige trælle“ og derfor ikke har grund til at rose os. Uanset hvad vi gør i tjenesten for Jehova, gør vi blot vores pligt som indviede kristne.

En grim overraskelse

I 1990 begyndte jeg at få problemer med hjertet. Til sidst var det nødvendigt at jeg fik indsat en stent (endoprotese) for at få åbnet en blokeret arterie. Gennem denne vanskelige periode med skrøbeligt helbred støttede Hazel mig på mange måder. Ofte var det hende der bar taskerne og bagagen fordi jeg var for svag til det. Men i maj 2000 fik jeg indopereret en pacemaker. Det har betydet en stor forandring.

I de sidste 50 år har Hazel og jeg oplevet at Jehovas hånd ikke er for kort, og at hans hensigt altid gennemføres til hans fastsatte tid. (Esajas 59:1; Habakkuk 2:3) Vi har haft mange glædelige overraskelser i tidens løb og også nogle sørgelige, men gennem alt dette har Jehova holdt os oppe. Her på Jehovas Vidners hovedkontor glæder vi os daglig over at være i nær kontakt med Det Styrende Råd. Undertiden spørger jeg mig selv: ’Kan det virkelig passe at vi er her?’ Det er en ufortjent godhed. (2 Korinther 12:9) Vi stoler på at Jehova fortsat vil beskytte og værne os mod Satans listige anslag, så vi kan opleve den dag hvor hans retfærdige rige hersker over jorden. — Efeserne 6:11-18; Åbenbaringen 21:1-4.

[Illustration på side 26]

Strangewaysfængselet i Manchester, hvor mit fængselsophold begyndte

[Illustration på side 27]

Med vores Austin 7 i kredstjenesten i England

[Illustration på side 28]

Et hemmeligt stævne i Cercedilla, Madrid, i 1962

[Illustration på side 29]

Ved vores stand med bibelske publikationer i Brooklyn