Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan man hjælpe unge der er kommet på afveje?

Hvordan kan man hjælpe unge der er kommet på afveje?

Hvordan kan man hjælpe unge der er kommet på afveje?

„Vi kunne ikke andet end glæde os . . . [for] han var blevet væk og er fundet.“ — LUKAS 15:32.

1, 2. (a) Hvad er der sket med nogle unge Jehovas Vidner? (b) Hvordan har forældre og børn det ofte i en sådan situation?

„JEG vil ikke være et af Jehovas Vidner mere!“ Hvor chokerende for gudfrygtige forældre at få denne melding fra deres søn eller datter, som de har anstrengt sig for at opdrage til at følge den kristne livsform! Andre unge ’glider langsomt bort’ uden direkte at give udtryk for hvad de vil. (Hebræerne 2:1) Mange af disse ligner den fortabte søn i Jesu lignelse, som forlod sin fars hus og rejste til et fjernt land hvor han satte sin arv til. — Lukas 15:11-16.

2 Heldigvis har de fleste Jehovas Vidner ikke dette problem inde på livet, men for dem der har, findes der ingen trøstende ord som helt kan fjerne deres sorg. Man kan heller ikke se bort fra at mange af de unge der har forladt sandheden, selv føler sig ulykkelige. Inderst inde er de måske plaget af en dårlig samvittighed. I Jesu lignelse kom den fortabte søn langt om længe „til fornuft“, og faderen glædede sig. Hvordan kan forældrene og andre i menigheden hjælpe unge der har forladt sandheden, til at ’komme til fornuft’? — Lukas 15:17.

Hvorfor nogle unge forlader sandheden

3. Hvad er nogle af grundene til at unge vælger at forlade den kristne menighed?

3 Hundredtusinder af unge er glade for at tjene Jehova i den kristne menighed, så hvorfor vælger andre unge at forlade menigheden? Måske fordi de føler at de går glip af noget som verden har at tilbyde. (2 Timoteus 4:10) Eller måske synes de at den beskyttende fold de befinder sig i hos Jehovas Vidner, sætter for mange grænser for dem. En dårlig samvittighed, stor interesse for det modsatte køn eller et ønske om at blive accepteret af deres kammerater kan også få nogle unge til at glide bort fra Jehovas menighed. Nogle holder måske også op med at tjene Gud fordi de ser noget de opfatter som hykleri hos deres forældre eller andre kristne.

4. Hvad er ofte den egentlige årsag til at unge kommer på afveje?

4 At et barn viser en oprørsk indstilling eller adfærd, er som regel et symptom på åndelig svaghed og er et ydre tegn på hvad der bor i dets hjerte. (Ordsprogene 15:13; Mattæus 12:34) Uanset hvad grunden er til at unge kommer på afveje, er den egentlige årsag ofte at de ikke har „nøjagtig kundskab om sandheden“. (2 Timoteus 3:7) Det er vigtigt at unge får et nært personligt forhold til Jehova i stedet for at tilbede ham rent mekanisk. Hvad kan hjælpe dem til at få det?

Kom nær til Gud

5. Hvad er vigtigt for at unge kan få et personligt forhold til Gud?

5 „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer,“ skrev disciplen Jakob. (Jakob 4:8) For at komme nær til Gud må unge hjælpes til at få „smag“ for Guds ord. (Salme 34:8) Til at begynde med har de behov for „mælk“ — Bibelens grundsandheder. Men efterhånden som de får lyst til at læse i Guds ord og får smag for „den faste føde“ — de dybe åndelige sandheder — vil de opnå åndelig modenhed. (Hebræerne 5:11-14; Salme 1:2) En ung mand som indrømmede at han havde været helt opslugt af verden, begyndte at værdsætte det åndelige. Hvad havde hjulpet ham til at vende om? Efter at nogen havde foreslået ham at læse hele Bibelen igennem, fulgte han et fast program for sin bibellæsning. Ja, at læse regelmæssigt i Guds ord er en forudsætning for at få et nært forhold til Jehova.

6, 7. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at elske Guds ord?

6 Det er af stor betydning at forældre hjælper deres børn til at elske Guds ord! En teenagepige fortæller at hun kom sammen med kriminelle selv om hun regelmæssigt deltog i familiens studium. Om familiestudiet siger hun: „Når far stillede spørgsmål, læste jeg blot svarene op, uden overhovedet at se på ham.“ Kloge forældre bør ikke blot sørge for mekanisk at gennemgå noget stof ved familiestudiet, men bør bestræbe sig for at blive dygtige til at undervise. (2 Timoteus 4:2) For at unge kan være glade for studiet må de være engagerede og føle at det vedkommer dem. Hvorfor ikke stille spørgsmål om hvad de selv mener? Bed dem om at finde situationer hvor det stof man gennemgår, finder praktisk anvendelse. *

7 Sørg også for at gøre drøftelsen af Bibelen så livlig som muligt. Når der er lejlighed til det, kan børnene og de unge opføre bibelske skuespil. Hjælp dem til at forestille sig stedet hvor de begivenheder der er tale om, har fundet sted. Det kan være nyttigt at bruge kort og illustrationer. Ja, med lidt fantasi kan familiestudiet gøres spændende og afvekslende. Forældre vil også gøre klogt i at ransage deres eget forhold til Jehova. Når de selv kommer nærmere til Jehova, kan de også hjælpe deres børn til at gøre det. — 5 Mosebog 6:5-7.

8. Hvordan kan bøn hjælpe unge til at få et nærmere forhold til Gud?

8 Bøn vil også hjælpe de unge til at komme nærmere til Gud. En pige fortæller at hun i begyndelsen af teenageårene følte sig splittet mellem den kristne livsform og ønsket om at være sammen med venner som ikke delte hendes tro. (Jakob 4:4) Hvad gjorde hun ved det? „For første gang nogen sinde bad jeg en inderlig bøn til Jehova og fortalte ham hvordan jeg havde det,“ indrømmer hun. Hun drog den slutning at hendes bøn blev besvaret, for hun fandt en veninde i den kristne menighed som hun kunne dele sine tanker med. Da hun mærkede at Jehova havde hjulpet hende, begyndte hun at opbygge et personligt forhold til ham. Forældre kan hjælpe deres børn ved at forbedre deres egne bønner. I de bønner man beder sammen som familie, kan forældrene give udtryk for hvad der bor i deres hjerte, så børnene kan fornemme det nære personlige forhold de har til Jehova.

Vær tålmodig, men bestemt

9, 10. Hvordan var Jehova et eksempel med hensyn til at være langmodig over for israelitterne?

9 Når en ung begynder at glide bort, prøver han måske at isolere sig og modsætte sig sine forældres forsøg på at drøfte åndelige spørgsmål med ham. Hvad kan forældrene gøre i denne situation? Tænk på hvad Jehova gjorde i forbindelse med fortidens Israel. Han fandt sig i de ’stivnakkede’ israelitter i mere end 900 år før han overlod dem til sig selv og lod dem gå deres egne veje. (2 Mosebog 34:9; 2 Krønikebog 36:17-21; Romerne 10:21) Til trods for at de gentagne gange „satte . . . Gud på prøve“, var han „barmhjertig“ mod dem. „Han trak mange gange sin vrede tilbage og lod ikke al sin forbitrelse vække.“ (Salme 78:38-42) Gud var uangribelig i sin måde at behandle israelitterne på. Kærlige forældre må efterligne Jehova og være tålmodige hvis deres anstrengelser ikke straks bærer frugt.

10 At være langmodig, eller tålmodig, betyder ikke blot at man finder sig i en bestemt situation i lang tid; det betyder også at man ikke opgiver håbet om at situationen vil ændre sig til det bedre. Jehova viste med sit eksempel hvordan man skal være langmodig. Han tog initiativet ved at sende sine sendebud til israelitterne „igen og igen“. Jehova „havde medlidenhed med sit folk“, selv om „de drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord“. (2 Krønikebog 36:15, 16) Han appellerede til israelitterne ved at sige: „Vend dog om, hver især fra sin onde vej.“ (Jeremias 25:4, 5) Men han slækkede ikke på sine principper. Israelitterne fik besked på at ’vende om’ til Gud og hans veje.

11. Hvordan kan forældre være langmodige, men bestemte, over for et barn som har forladt sandheden?

11 Forældre kan efterligne Jehovas langmodighed ved ikke at være hurtige til at opgive deres søn eller datter som er kommet på afveje. De bør ikke opgive håbet, men kan tage initiativet til at bevare en åben kommunikation eller til at få genoprettet kommunikationen. Mens de holder fast ved retfærdige principper, kan de „igen og igen“ appellere til barnet om at vende tilbage til sandheden.

Når en mindreårig bliver udelukket af menigheden

12. Hvilket ansvar har forældre over for et mindreårigt barn som bor hjemme, men som er blevet udelukket af menigheden?

12 Hvad nu hvis en mindreårig som bor hjemme hos sine forældre, bliver indblandet i alvorlige overtrædelser og udelukket af menigheden fordi han eller hun ikke angrer og vender om? Da barnet bor hos sine forældre, er de stadig ansvarlige for at undervise og opdrage det i overensstemmelse med Guds ord. Hvordan kan de gøre det? — Ordsprogene 6:20-22; 29:17.

13. Hvordan kan forældrene søge at nå ind til hjertet hos et barn som er kommet på afveje?

13 Denne undervisning kan man give ved et privat studium med barnet, og det vil være det bedste. Forældrene må se bag om barnets forhærdede indstilling og prøve at finde ud af hvad dets hjerte indeholder. Hvor alvorlig er dets åndeligt svækkede tilstand? (Ordsprogene 20:5) Kan man nå ind til den del af dets hjerte der ikke er forhærdet? Hvilke skriftsteder vil være gode at bruge? Apostelen Paulus gav følgende forsikring: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (Hebræerne 4:12) Ja, forældrene kan gøre mere end blot at sige til deres børn at det de har gjort, må de ikke gøre igen. De kan forsøge at sætte helbredelsesprocessen i gang og fremme den.

14. Hvad er det første et barn der har begået en overtrædelse, må gøre for at få det gode forhold til Jehova genoprettet, og hvordan kan forældrene hjælpe barnet til at tage dette skridt?

14 En ung som har været på afveje, har brug for at få sit gode forhold til Jehova genoprettet. Det første skridt han må tage, er at „ændre sind og vende om“. (Apostelgerninger 3:19; Esajas 55:6, 7) Når forældrene vil hjælpe et hjemmeboende barn til at ændre sind, må de lægge bånd på sig selv og ’med mildhed belære’ barnet som ikke er gunstigt stemt over for sandheden. (2 Timoteus 2:24-26) De må ’retlede’ barnet i den bibelske betydning. Det græske ord der gengives med ’retlede’, kan også oversættes med at „give overbevisende vidnesbyrd“. (Åbenbaringen 3:19; Johannes 16:8) At retlede vil derfor sige at forældrene må give barnet tilstrækkelige vidnesbyrd om det forkerte i dets handlemåde. Det skal indrømmes at det ikke er let. Hvor det er muligt, kan forældrene appellere til barnets hjerte ved at bruge alle bibelsk acceptable midler. De skal hjælpe det til at forstå at man må ’hade det onde og elske det gode’. (Amos 5:15) Måske vil barnet komme til fornuft og blive udfriet af Djævelens snare.

15. Hvilken betydning har bønnen for at en overtræder kan få sit gode forhold til Jehova genoprettet?

15 Når man skal have det gode forhold til Jehova genoprettet, er bøn en nødvendighed. Ingen bør naturligvis bede en bøn for et tidligere medlem af den kristne menighed som har begået en alvorlig synd, og som helt tydeligt fortsætter med at øve denne synd uden at angre og vende om. (1 Johannes 5:16, 17; Jeremias 7:16-20; Hebræerne 10:26, 27) Men i den pågældende situation kan forældre bede Jehova om visdom. (Jakob 1:5) Hvis der er tegn på at en ung som er blevet udelukket af menigheden, har ændret sind, men ikke har „frimodighed i tale over for Gud“, kan forældrene bede Jehova om at han, hvis han finder noget grundlag for at tilgive den unges fejltrin, da vil lade sin vilje ske. (1 Johannes 3:21) Når den unge hører disse bønner, kan det hjælpe vedkommende til at forstå at Jehova er en barmhjertig Gud. * — 2 Mosebog 34:6, 7; Jakob 5:16.

16. Hvordan kan vi hjælpe familie til mindreårige som er blevet udelukket af menigheden?

16 Hvis en ung døbt forkynder bliver udelukket af menigheden, forventes det at menighedens medlemmer ’holder op med at omgås’ ham. (1 Korinther 5:11; 2 Johannes 10, 11) Det kan med tiden hjælpe vedkommende til at ’komme til fornuft’ og vende tilbage til Guds beskyttende fold. (Lukas 15:17) Men uanset om han vender tilbage eller ej, kan menighedens medlemmer opmuntre hans familie. Vi kan alle spejde efter muligheder for at vise „medfølelse“ og „inderlig medlidenhed“ i en sådan situation. — 1 Peter 3:8, 9.

Hvordan andre kan hjælpe

17. Hvad må menighedens medlemmer have i tanke når de prøver at hjælpe en ung der er kommet på afveje?

17 Hvad med en ung som ikke er blevet udelukket af den kristne menighed, men som er blevet svag i troen? Apostelen Paulus skrev: „Hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ (1 Korinther 12:26) Andre kan gøre noget aktivt for at vise interesse for en der er åndeligt svag. Men man må naturligvis være forsigtig, for en ung der er åndeligt svag, vil kunne påvirke andre unge i en dårlig retning. (Galaterne 5:7-9) I en menighed ønskede nogle velmenende voksne at hjælpe en gruppe unge som var blevet åndeligt svage, og inviterede dem derfor med til sammenkomster hvor de kunne spille popmusik. Skønt de unge straks var med på idéen og syntes om disse aftener, førte de unges indflydelse på hinanden med tiden til at de afbrød forbindelsen med menigheden. (1 Korinther 15:33; Judas 22, 23) Det er ikke socialt samvær uden åndeligt indhold der skal til for at hjælpe unge som er åndeligt svage, men samvær som hjælper dem til at få øjnene op for de åndelige værdier. *

18. Hvordan kan vi vise den samme indstilling som faderen til den fortabte søn i Jesu lignelse?

18 Hvordan mon en dreng eller pige som har forladt menigheden, har det når han eller hun kommer til et møde i rigssalen eller overværer et stævne? Burde vi ikke som den fortabte søns far i Jesu lignelse byde dem velkommen? (Lukas 15:18-20, 25-32) En teenager som forlod den kristne menighed og senere overværede et områdestævne, sagde: „Jeg troede at alle ville ignorere sådan en som mig, men brødrene og søstrene kom hen til mig og bød mig velkommen. Jeg var dybt rørt.“ Han begyndte at studere Bibelen igen og blev senere døbt.

Giv ikke op!

19, 20. Hvorfor må vi bevare en optimistisk indstilling over for et barn der har forladt sandheden?

19 At hjælpe et barn der har været på afveje, til at ’komme til fornuft’ kræver tålmodighed og kan være en udfordring for forældre og andre. Men giv ikke op! „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) Bibelen forsikrer os om at Jehova ønsker at mennesker skal ændre sind og vinde livet. Han har selv taget initiativet til at mennesker kan blive forligt med ham. (2 Korinther 5:18, 19) Hans tålmodighed har gjort det muligt for millioner at komme til fornuft. — Esajas 2:2, 3.

20 Bør forældre da ikke gøre alt hvad der bibelsk set er muligt, for at hjælpe deres mindreårige søn eller datter til at komme til fornuft? Efterlign Jehova og vær langmodige når I beslutsomt tager skridt til at hjælpe jeres barn til at vende om til Jehova. Hold jer nøje til de bibelske principper, og prøv at afspejle Jehovas egenskaber: kærlighed, retfærdighed og visdom, samtidig med at I beder om hans hjælp. Mange forhærdede unge har taget imod Jehovas kærlige indbydelse til at komme tilbage. Jeres søn eller datter kan også vende tilbage til folden og nyde godt af dens beskyttelse. — Lukas 15:6, 7.

[Fodnoter]

^ par. 6 Yderligere forslag til hvordan man kan undervise unge på en god måde, findes i Vagttårnet, 1. juli 1999, side 13-17.

^ par. 15 Sådanne bønner for en mindreårig der er udelukket af menigheden, vil ikke blive bedt offentligt ved møderne, da andre måske ikke ved at der er tegn på en sindsændring. — Se Vagttårnet, 15. februar 1980, side 23.

^ par. 17 Specifikke forslag findes i Vågn op! for henholdsvis 22. september 1972, side 13-16, og for 22. september 1996, side 21-23.

Husker du?

• Hvad er ofte den egentlige årsag til at unge forlader menigheden?

• Hvordan kan unge hjælpes til at få et personligt forhold til Jehova?

• Hvorfor må forældre være langmodige, men bestemte, når de hjælper et barn der har forladt sandheden?

• Hvordan kan menighedens medlemmer hjælpe en ung der er kommet på afveje, til at vende tilbage?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 15]

At læse i Guds ord er af afgørende betydning for at få et nært forhold til Jehova

[Illustration på side 15]

Forældrenes inderlige bønner kan hjælpe deres børn til at mærke det nære personlige forhold de har til Jehova

[Illustration på side 17]

Tag kærligt imod en der er ’kommet til fornuft’

[Illustration på side 18]

Tag beslutsomt skridt til at hjælpe dit barn til at vende om til Jehova