Livsberetning

Et rigt liv i Jehovas tjeneste

FORTALT AF RUSSELL KURZEN

Jeg kom til verden den 22. september 1907, syv år før den betydningsfulde periode der begyndte med udbruddet af den første verdenskrig. Vores familie var rig på en helt speciel måde. Det tror jeg du vil give mig ret i når du har hørt lidt af familiens historie.

ALLEREDE da min farmor var en lille pige, søgte hun efter sandheden om Gud. Inden hun blev teenager, havde hun besøgt forskellige kirker i sin maleriske hjemby, Spiez i Schweiz. I 1887, nogle år efter at hun var blevet gift ind i familien Kurzen, immigrerede familien sammen med mange andre til Amerika.

Familien slog sig ned i Ohio, og omkring år 1900 havde farmor fundet den skat hun søgte. Hun havde fået fat i den tyske udgave af Charles Taze Russells bog Tiden er nær og forstod straks at det hun læste, var sandheden fra Bibelen. Selv om farmor næsten ikke kunne læse engelsk, tegnede hun abonnement på Vagttårnet på engelsk. På den måde lærte hun endnu mere om Bibelen og på samme tid engelsk. Farfar viste aldrig samme interesse for åndelige emner som sin kone.

Farmor fik 11 børn. To af dem, John og Adolph, satte stor pris på den åndelige skat hun havde fundet. John, der var min far, blev døbt i 1904 ved stævnet i St. Louis i Missouri, der blev afholdt af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. De fleste af bibelstudenterne havde ikke ret mange penge. Derfor blev stævnet holdt samtidig med verdensudstillingen i St. Louis, så de  kunne få gavn af rabatten på togbilletterne. I 1907 blev min farbroder Adolph døbt ved et stævne i Niagara Falls i staten New York. Min far og min farbroder forkyndte ivrigt alt det de havde lært fra Bibelen, og med tiden blev de begge heltidstjenere (eller pionerer som de kaldes nu).

Da jeg kom til verden i 1907, var min familie allerede rig i åndelig henseende. (Ordsprogene 10:22) Da jeg var spæd, tog mine forældre, John og Ida, mig med til stævnet „On to Victory“ (Fremad mod sejren) i Put-in-Bay, Ohio. Stævnets ordstyrer var Joseph F. Rutherford, der dengang var rejsende tilsynsmand. Kun få uger tidligere havde han været i Dalton, Ohio, hvor han besøgte os og holdt foredrag for de lokale bibelstudenter.

Det er selvfølgelig ikke noget jeg kan huske, men jeg mindes dog stævnet i Mountain Lake Park, Maryland, i 1911. Det var dér min yngre søster, Esther, og jeg mødte Charles Taze Russell, som førte tilsyn med bibelstudenternes verdensomspændende forkyndelse.

Den 28. juni 1914 blev verden kastet ud i en krig på grund af mordet på ærkehertugen Ferdinand og hans hustru i Sarajevo. Samme dag var jeg med min familie til et fredeligt stævne i Columbus, Ohio. Siden da har jeg haft den glæde at overvære mange stævner. Nogle gange var der kun omkring hundrede til stede. Andre gange var det meget store forsamlinger på nogle af verdens største stadioner.

Vores hjem — et centralt mødested

Fra omkring 1908 til 1918 var vores hjem i Dalton, mellem Pittsburgh, Pennsylvania, og Cleveland, Ohio, mødested for en lille menighed af bibelstudenter. Vores hjem stod altid åbent for de mange rejsende talere. Når de kom, tøjrede de deres heste og hestevogne bag vores lade, og senere fortalte de spændende oplevelser og drøftede åndelige sandheder med dem der var til stede. Det var til stor opmuntring for alle.

Far var lærer, men det hans hjerte brændte for, var det største undervisningsarbejde der  findes, nemlig den kristne forkyndelse. Han gjorde alt hvad han kunne, for at undervise sin familie om Jehova, og hver aften bad vi en bøn sammen. I foråret 1919 solgte far vores hest og hestevogn for cirka 1500 kroner og købte en Ford T 1914 så vi kunne forkynde for endnu flere. Det var også den vi kørte i da vi skulle til de betydningsfulde stævner som bibelstudenterne holdt i Cedar Point, Ohio, i 1919 og 1922.

Hele familien — mor, far, Esther, John og jeg — var med i forkyndelsen. Jeg husker tydeligt den første gang én stillede mig et spørgsmål. Jeg var omkring syv år da en mand spurgte mig: „Hvad menes der med Harmagedon, lille ven?“ Med lidt hjælp fra min far kunne jeg give ham Bibelens svar.

Vi begynder i heltidstjenesten

I 1931 var vores familie til stævne i Columbus, Ohio, og det var en helt speciel oplevelse fordi det var her vi fik det nye navn, Jehovas Vidner. John var så begejstret at han besluttede at både han og jeg skulle begynde som pionerer. a Det gjorde vi så, og det samme gjorde mor, far og Esther. Vi følte os meget rige fordi vi som familie kunne være forenet i det glædebringende arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget. Jeg takker altid Jehova for denne værdifulde gave. Skønt vi allerede var en lykkelig familie, skulle det snart vise sig at der var endnu større glæder i vente.

I februar 1934 begyndte jeg at arbejde på Betel, Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, og få uger senere kom John. Jeg delte værelse med ham indtil han i 1953 giftede sig med Jessie.

Efter at John og jeg var kommet på Betel, fik vores forældre forskellige distriktstildelinger rundt om i landet. Esther og hendes mand, George Read, fulgte med dem. Vores forældre fortsatte som pionerer indtil de fuldførte deres jordiske livsløb i 1963. Min søster og hendes mand fik en dejlig familie de måtte tage sig af, så jeg er velsignet med et stort antal niecer og nevøer samt deres børn igen, som jeg elsker højt.

Arbejde og kristent fællesskab på Betel

John fik brug for sin tekniske kunnen på Betel. Han arbejdede sammen med andre betelitter i et projekt hvor de skulle fremstille transportable grammofoner. Tusinder af Jehovas Vidner har brugt dem i forkyndelsen fra hus til hus. John hjalp også med at designe og fremstille en maskine der kunne pakke og sætte adressesedler på de blade der blev sendt til hver enkelt abonnent.

Jeg begyndte min beteltjeneste i bogbinderiet, hvor jeg arbejdede sammen med andre unge brødre der stadig tjener trofast på Betel, for eksempel Carey Barber og Robert Hatzfeld. Jeg har også mange gode minder om brødre som nu er døde. Det er blandt andre: Nathan Knorr, Karl Klein, Lyman Swingle, Klaus Jensen, Grant Suiter, George Gangas, Orin Hibbard, John Sioras, Robert Payne, Charles Fekel, Benno Burczyk og John Perry. De arbejdede trofast år efter år uden beklagelser eller forventninger om „forfremmelser“. Flere af disse trofaste salvede kristne fik imidlertid større ansvarsopgaver efterhånden som organisationen voksede. Nogle af dem blev endda medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Det at arbejde sammen med disse selvopofrende brødre lærte mig noget vigtigt. På en arbejdsplads får de ansatte penge for deres arbejde. Når man arbejder på Betel, får man løn i form af rige åndelige velsignelser. Det er kun åndeligsindede mænd og kvinder der er tilfredse med en sådan løn. — 1 Korinther 2:6-16.

Nathan Knorr kom på Betel i 1923 mens han endnu var teenager. Han blev  trykkeritilsynsmand i 1930’erne. Hver dag gik han gennem trykkeriet og hilste på hver enkelt medarbejder. Vi der var nye på Betel, satte især stor pris på en sådan personlig interesse. I 1936 fik vi en ny rotationspresse fra Tyskland. Nogle af de unge brødre havde svært ved at samle den, så broder Knorr trak i et par overalls og arbejdede sammen med dem i over en måned indtil de fik den til at køre.

Broder Knorr arbejdede så hårdt at mange af os ikke kunne følge med. Men han forstod også at slappe af. Selv efter at han i januar 1942 havde fået tilsyn med Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelsesarbejde, spillede han somme tider baseball med betelfamiliens medlemmer og med elever fra gileadklassen på skolens område nær South Lansing i New York.

I april 1950 flyttede betelfamilien ind i en ny tietages beboelsesbygning på Columbia Heights 124 i Brooklyn, New York. I den nye spisesal kunne hele familien være samlet til måltiderne. I de tre år byggeriet stod på, kunne vi ikke have en fælles drøftelse af dagens tekst. Hvor var vi glade da det igen kunne lade sig gøre. Broder Knorr, der ledede dagens tekst, bad mig sidde ved sit bord, så jeg kunne hjælpe ham med at huske navnene på de nye medlemmer i familien. Hver morgen i 50 år har jeg siddet på denne plads. Men den 4. august sidste år blev spisesalen lukket, og jeg fik tildelt en ny plads i en af de renoverede spisesale på det tidligere Towers Hotel.

I 1950’erne arbejdede jeg for en tid i trykkeriet med en linotypemaskine der fremstillede satslinjer. De blev så samlet til sider før der blev lavet trykplader. Det var ikke ligefrem det arbejde jeg syntes bedst om, men William Peterson, som havde tilsyn med maskinerne, var så venlig mod mig at jeg alligevel nød den tid jeg var der. I 1960’erne var der brug for frivillige til at male de nyopførte beboelsesbygninger på Columbia Heights 107. Jeg var glad for at kunne tilbyde min hjælp, så de nye faciliteter kunne tages i brug af den voksende betelfamilie.

Ikke lang tid efter at bygningerne på Columbia Heights 107 var færdigmalet, fik jeg en glædelig overraskelse. Jeg fik nemlig til opgave at byde Betels gæster velkommen. De sidste 40 år som receptionist har været mindst lige så gode som mine første år på Betel. Hvad enten det var besøgende eller nye medlemmer af betelfamilien som trådte ind ad døren, har det altid været en glæde at tænke på hvad vores fælles anstrengelser med at fremme Rigets arbejde har ført med sig.

Ivrige bibelstudenter

Vores betelfamilie er rig i åndelig forstand fordi dens medlemmer elsker Bibelen. Da jeg i sin tid kom på Betel, spurgte jeg en af vores korrekturlæsere, Emma Hamilton, hvor mange gange hun havde læst Bibelen. „Da jeg var nået til femogtredive gange,“ svarede hun, „holdt jeg op med at tælle.“ Anton Koerber, en anden trofast kristen som arbejdede på Betel næsten samtidig med mig, plejede at sige: „Man skal altid have Bibelen inden for rækkevidde.“

Efter broder Russels død i 1916 overtog Joseph F. Rutherford det organisationsmæssige ansvar. Rutherford var en fremragende taler som forstod at argumentere. På grund af sin stilling som sagfører førte han mange af Jehovas Vidners sager helt op til USA’s højesteret. Efter broder Rutherfords død i 1942 overtog broder Knorr hans plads, og han måtte arbejde hårdt for at forbedre sine evner som offentlig taler. Vores værelser lå ikke langt fra hinanden, så jeg kunne ofte høre ham øve sig på sine foredrag igen og igen. På grund af sin flid blev han med tiden en dygtig foredragsholder.

 I februar 1942 var broder Knorr med til at oprette et kursus vi betelitter skulle deltage i. Formålet var at hjælpe os brødre til at forbedre vores evne til at undervise og tale. På kurset lærte vi at undersøge bibelske emner og at holde offentlige foredrag. I begyndelsen skulle vi holde et kort indlæg om en bibelsk person. Min første opgave handlede om Moses. I Jehovas Vidners menigheder blev der i 1943 oprettet en lignende skole, som eksisterer den dag i dag. På Betel lægges der stadig stor vægt på bibelkundskab og på at benytte effektive undervisningsmetoder.

I februar 1943 begyndte den første klasse på missionærskolen Gilead. Nu har den 111. gileadklasse netop haft afslutning. I de mere end 58 år skolen har eksisteret, har den uddannet cirka 7000 elever der er blevet sendt ud som missionærer i hele verden. Det er værd at bemærke at da skolen begyndte i 1943, var der kun godt 100.000 Jehovas Vidner verden over. Nu er der mere end 6.000.000 som forkynder den gode nyhed om Guds rige.

Jeg er taknemmelig for min åndelige arv

Umiddelbart før Gilead blev oprettet, var der tre af os fra Betel der fik til opgave at besøge menighederne rundt om i USA. Nogle gange var vi der én dag, andre gange flere dage og indimellem en hel uge for at styrke menighederne åndeligt. Man kaldte os vennetjenere, der senere blev ændret til zonetjenere og i vor tid til kredstilsynsmænd. Kort efter at Gileadskolen var begyndt, blev jeg bedt om at vende tilbage til Betel for at undervise nogle gileadklasser. Jeg var lærer i 2. til 5. klasse. Senere blev jeg vikar for en af skolens lærere og underviste den 14. klasse. Sammen med eleverne gennemgik jeg alle de betydningsfulde begivenheder  i Jehovas Vidners organisation ned gennem tiden, og mange af dem havde jeg selv oplevet. Det fik mig til i fuldt mål at værdsætte min rige åndelige arv.

Gennem årene har jeg også nydt det privilegium at overvære Jehovas folks internationale stævner. I 1963 rejste jeg verden rundt sammen med over 500 delegerede til stævnerne med temaet „En evigvarende god nyhed“. Jeg har været med til de historiske stævner i Warszawa i 1989, i Berlin i 1990 og i Moskva i 1993. Ved hvert stævne har jeg haft lejlighed til at møde nogle af vore kære brødre og søstre som har udholdt mange års forfølgelse under naziregimet og det kommunistiske regime, eller begge. Det var meget trosstyrkende at tale med dem.

Mit liv i Jehovas tjeneste har virkelig været rigt. De åndelige forsyninger hører aldrig op. I modsætning til hvad der gælder for de materielle rigdomme, bliver vi rigere når vi deler ud af de åndelige værdier. Indimellem hører jeg nogle sige at de ville ønske at de aldrig var blevet opdraget som et af Jehovas Vidner. De mener at de ville have værdsat Bibelens sandheder mere hvis de først havde prøvet hvordan det var at være uden for Guds organisation.

Det gør mig altid ked af det når jeg hører unge sige sådan. De siger i virkeligheden at det er bedst at vokse op uden at kende Jehovas veje. Tænk på alle de dårlige vaner folk i almindelighed må aflægge når de lærer Bibelens sandheder at kende. Jeg har altid været dybt taknemmelig for at mine forældre oplærte os tre børn til at følge den rette vej. John forblev en trofast tjener for Jehova indtil sin død i juli 1980, og Esther er stadig et trofast Jehovas vidne.

Når jeg mindes de mange dyrebare venskaber jeg har haft med trofaste brødre og søstre gennem tiden, fyldes jeg med dyb glæde. Jeg har nu haft mere end 67 vidunderlige år på Betel. Skønt jeg aldrig har giftet mig, har jeg mange åndelige sønner og døtre såvel som åndelige børnebørn. Jeg glæder mig til at møde de kære nye medlemmer af vores verdensomspændende, åndelige familie som jeg endnu ikke har mødt — hver eneste én er værdifuld. Hvor er det sandt som der står: ’Jehovas velsignelse, den gør rig.’ — Ordsprogene 10:22.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Fra venstre til højre: min far med min bror, John, på skødet, Esther, mig og min mor

[Illustrationer på side 23]

Jeg underviser en gileadklasse i 1945

Ovenover til højre: Lærere på Gileadskolen: Eduardo Keller, Fred Franz, mig og Albert Schroeder

[Illustration på side 24]

Jeg tænker tilbage på mit rige liv i Jehovas tjeneste