Jehova er en langmodig Gud
Jehova er en langmodig Gud
„Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed.“ — 2 MOSEBOG 34:6.
1, 2. (a) Hvem nød i fortiden gavn af Jehovas langmodighed? (b) Hvad betyder ordet „langmodighed“?
DE DER levede i Noas dage, israelitterne der vandrede sammen med Moses i ørkenen, og jøderne på Jesu tid levede under vidt forskellige forhold. Men de nød alle gavn af den samme tiltalende egenskab hos Jehova, hans langmodighed. For nogle af dem betød den selve livet. Og Jehovas langmodighed kan også betyde livet for os.
2 Hvad er langmodighed? Hvornår viser Jehova denne egenskab, og hvorfor? At have „langmodighed“ er blevet defineret som „tålmodigt at lide uret eller at finde sig i en provokation, forenet med håbet om en genoprettelse af det gode forhold“. Langmodigheden har derfor en hensigt. Den tjener til gavn for den der har forårsaget den ubehagelige situation. Det vil dog ikke sige at der ses igennem fingre med det urette. Når hensigten med at der er vist langmodighed er nået, eller når der ikke længere er grund til at trække situationen i langdrag, hører langmodigheden op.
3. Hvad er hensigten med Jehovas langmodighed, og hvor langt rækker den?
3 Mennesker kan være langmodige, men Jehova er det ypperste eksempel med hensyn til at vise denne egenskab. Han har vist tålmodighed med menneskene lige siden de på grund af synden mistede deres gode forhold til ham, og sørget for at de der ændrer sind, kan få genoprettet dette forhold. (2 Peter 3:9; 1 Johannes 4:10) Men når hensigten med langmodigheden er nået, vil Gud gribe ind over for forsætlige syndere og bringe den nuværende onde tingenes ordning til ophør. — 2 Peter 3:7.
I overensstemmelse med Guds hovedegenskaber
4. (a) Hvordan bliver begrebet langmodighed udtrykt i De Hebraiske Skrifter? (Se også fodnote.) (b) Hvordan beskrev profeten Nahum Jehova, og hvad viser det om Jehovas langmodighed?
4 I De Hebraiske Skrifter er begrebet langmodighed udtrykt med to hebraiske ord der bogstaveligt betyder „lang af næsebor“, og det er i Ny Verden-Oversættelsen gengivet med „sen til vrede“. a Om Guds langmodighed sagde profeten Nahum: „Jehova er både sen til vrede og vældig i kraft, og Jehova vil på ingen måde lade den skyldige være ustraffet.“ (Nahum 1:3) Jehovas langmodighed er derfor ikke et tegn på svaghed, og den er ikke ubegrænset. Den almægtige Gud er både sen til vrede og vældig i kraft, og hans langmodighed skyldes derfor at han bevidst lægger bånd på sig selv. Han har magten til at straffe, men for at give overtræderen mulighed for at ændre sind afholder han sig fra øjeblikkelig at bruge denne magt. (Ezekiel 18:31, 32) Jehovas langmodighed er derfor et udtryk for hans kærlighed, og den vidner om at han bruger sin magt med visdom.
5. Hvordan er Jehovas langmodighed i overensstemmelse med hans retfærdighed?
5 Jehovas langmodighed er også i overensstemmelse med hans ret og retfærdighed. Han åbenbarede sig for Moses som „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede [„langmodig“, da. aut. 1931] og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ (2 Mosebog 34:6) Flere år senere priste Moses Jehova i sang med ordene: „Alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Ja, Jehovas egenskaber barmhjertighed, langmodighed, retfærdighed og retskaffenhed virker harmonisk sammen.
Jehovas langmodighed før Vandfloden
6. Hvilken enestående langmodighed har Jehova vist Adam og Evas efterkommere?
6 Da Adam og Eva gjorde oprør i Eden, afbrød de for altid det dyrebare forhold de havde til deres kærlige Skaber, Jehova. (1 Mosebog 3:8-13, 23, 24) Det at de fjernede sig fra Gud, bevirkede at deres efterkommere arvede synd, ufuldkommenhed og død. (Romerne 5:17-19) Selv om de første mennesker syndede forsætligt, lod Jehova dem sætte børn i verden. Senere sørgede han kærligt for at Adam og Evas efterkommere kunne blive forligt med ham. (Johannes 3:16, 36) Apostelen Paulus forklarede: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden. For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv.“ — Romerne 5:8-10.
7. Hvordan viste Jehova langmodighed før Vandfloden, og hvorfor var udslettelsen af den generation der levede før Vandfloden, berettiget?
7 Jehovas langmodighed blev gjort kendt i Noas dage. Over hundrede år før Vandfloden „så Gud på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden“. (1 Mosebog 6:12) Og dog viste Jehova fortsat menneskene langmodighed i et begrænset tidsrum. Han sagde: „Min ånd skal ikke virke for stedse på mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage være et hundrede og tyve år.“ (1 Mosebog 6:3) I løbet af disse 120 år kunne den trofaste Noa nå at sætte børn i verden og — på Guds befaling — nå at bygge en ark og advare sine samtidige om den kommende vandflod. Apostelen Peter skrev: „Guds tålmodighed [en egenskab der er beslægtet med langmodighed] ventede i Noas dage, mens arken blev bygget; i den blev nogle få, det vil sige otte sjæle, bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:20) Det er jo rigtigt at der bortset fra Noas nærmeste familie ikke var nogen der ’gav agt’ på advarselen. (Mattæus 24:38, 39) Men ved at lade Noa bygge arken og måske i flere årtier tjene som „en forkynder af retfærdighed“ gav Jehova Noas samtidige rigelig mulighed for at vende om fra deres onde veje og begynde at tjene Ham. (2 Peter 2:5; Hebræerne 11:7) Den endelige udslettelse af denne onde generation var fuldt berettiget.
Jehovas langmodighed over for Israel
8. Hvordan var Jehova langmodig med Israels nation?
8 Jehova var langmodig med Israel i langt over 120 år. I de mere end 1500 år hvor israelitterne var Guds udvalgte folk, var der kun forholdsvis få perioder hvor de ikke til det yderste satte Guds langmodighed på prøve. Blot få uger efter at de mirakuløst var blevet udfriet fra Ægypten, vendte de sig til afgudsdyrkelse og viste dermed stor respektløshed for deres Frelser. (2 Mosebog 32:4; Salme 106:21) I de følgende årtier klagede israelitterne over den mad som Jehova mirakuløst sørgede for i ørkenen, de knurrede mod Moses og Aron og talte imod Jehova, de begik utugt med hedenske kvinder og deltog endog i ba’alsdyrkelse. (4 Mosebog 11:4-6; 14:2-4; 21:5; 25:1-3; 1 Korinther 10:6-11) Jehova kunne med rette have udryddet sit folk, men i stedet viste han langmodighed. — 4 Mosebog 14:11-21.
9. Hvordan viste Jehova sig at være en langmodig Gud i dommer- og kongetiden?
9 I dommertiden forfaldt israelitterne gentagne gange til afgudsdyrkelse. Når det skete, overgav Jehova dem til deres fjender. Men når de vendte om og bad Jehova om hjælp, viste han dem langmodighed og lod dommere fremstå for at udfri dem. (Dommerne 2:17, 18) I hele kongetiden var det kun få konger der viste Jehova udelt hengivenhed. Og selv når de trofaste konger regerede, blandede folket ofte sand og falsk tilbedelse. Når Jehova lod profeter advare israelitterne mod at være troløse, hørte folket som regel ikke på dem, men valgte i stedet at lytte til løgnagtige præster og falske profeter. (Jeremias 5:31; 25:4-7) Israelitterne forfulgte Jehovas trofaste profeter og dræbte endog nogle af dem. (2 Krønikebog 24:20, 21; Apostelgerninger 7:51, 52) Ikke desto mindre fortsatte Jehova med at vise langmodighed. — 2 Krønikebog 36:15.
Jehova viste fortsat langmodighed
10. Hvornår viste Jehova at der er grænser for hans langmodighed?
10 Historien viser dog at Guds langmodighed har en grænse. I 740 f.v.t. lod han assyrerne omstyrte Israels tistammerige og føre landets indbyggere i landflygtighed. (2 Kongebog 17:5, 6) Og i 607 f.v.t. lod han babylonierne invadere tostammeriget Juda og ødelægge Jerusalem og templet. — 2 Krønikebog 36:16-19.
11. Hvordan var Jehova langmodig selv når han eksekverede dom?
11 Selv da Jehova eksekverede sine domme over Israel og Juda, glemte han ikke at være langmodig. Gennem sin profet Jeremias forudsagde Jehova at hans udvalgte folk ville blive genrejst. Han sagde: „Når halvfjerds år er udløbet for Babylon vil jeg vende min opmærksomhed mod jer, og jeg vil over for jer stadfæste mit gode ord ved at føre jer tilbage til dette sted. Og jeg vil lade mig finde af jer . . . Og jeg vil lade jeres flok af fanger vende tilbage og samle jer fra alle de nationer og fra alle de steder hvortil jeg har fordrevet jer.“ — Jeremias 29:10, 14.
12. Hvordan var den jødiske rests tilbagevenden et udtryk for Jehovas ledelse med henblik på Messias’ komme?
12 En rest af de landflygtige jøder vendte virkelig tilbage til Juda og genoptog tilbedelsen af Jehova ved det genopbyggede tempel i Jerusalem. I forbindelse med gennemførelsen af Jehovas hensigter ville denne rest blive som „duggen fra Jehova“ der giver friske kræfter og bringer åndelig velstand. De ville også være modige og stærke som „en løve blandt skovens dyr“. (Mika 5:7, 8) Denne forudsigelse gik måske i opfyldelse i makkabæertiden da jøderne under makkabæerfamiliens ledelse uddrev deres fjender af det forjættede land og genindviede templet, som havde været besmittet. Derved blev landet og templet bevaret så en anden trofast rest kunne tage imod Guds Søn når han fremstod dér som Messias. — Daniel 9:25; Lukas 1:13-17, 67-79; 3:15, 21, 22.
13. Hvordan fortsatte Jehova med at vise jøderne langmodighed selv efter at de havde dræbt hans søn?
13 Selv efter at jøderne havde slået Jesus ihjel, fortsatte Jehova med at vise dem langmodighed i tre og et halvt år ved at give dem en enestående mulighed for at blive en del af Abrahams åndelige afkom. (Daniel 9:27) b Både før og efter år 36 tog nogle jøder imod denne indbydelse, og derved ’fremkom en rest ifølge en udvælgelse der skyldes ufortjent godhed,’ som Paulus senere udtrykte det. — Romerne 11:5.
14. (a) Hvem fik i år 36 mulighed for at blive en del af Abrahams åndelige afkom? (b) Hvordan gav Paulus udtryk for sine følelser i forbindelse med den måde hvorpå Jehova vælger det åndelige Israels medlemmer?
14 I år 36 blev muligheden for at blive en del af Abrahams åndelige afkom for første gang givet til nogle der hverken var jøder eller proselytter. Enhver der tog imod indbydelsen, nød gavn af Jehovas ufortjente godhed og langmodighed. (Galaterne 3:26-29; Efeserne 2:4-7) Jehova har i sin store langmodighed indsamlet det fulde antal af dem der er kaldede til at udgøre det åndelige Israel. I værdsættelse af den visdom og hensigt der ligger bag dette, udbrød Paulus: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — Romerne 11:25, 26, 33; Galaterne 6:15, 16.
Langmodig for sit navns skyld
15. Hvad er hovedårsagen til at Gud viser langmodighed, og hvilket spørgsmål krævede det tid at afgøre?
15 Hvorfor viser Jehova langmodighed? Først og fremmest for at herliggøre sit navn og hævde sin suverænitet. (1 Samuel 12:20-22) Satan havde sået tvivl om Jehovas måde at udøve sin suverænitet på, og det ville kræve tid at få dette moralske spørgsmål afgjort på en måde der var tilfredsstillende for alle skabninger. (Job 1:9-11; 42:2, 5, 6) Da Guds folk blev undertrykt i Ægypten, sagde Jehova derfor til Farao: „Af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mosebog 9:16.
16. (a) Hvordan var det muligt for Jehova at berede et folk for sit navn? (b) Hvordan vil Jehovas navn blive helliget og hans suverænitet blive hævdet?
16 Apostelen Paulus citerede Jehovas ord til Farao da han gjorde rede for hvilken betydning Guds langmodighed har i forbindelse med herliggørelsen af Hans navn. Og Paulus skrev videre: „Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så? Det er som han også siger hos Hoseas: ’Dem som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“’.“ (Romerne 9:17, 22-25) Fordi Jehova havde vist langmodighed, kunne han af nationerne „udtage et folk for sit navn“. (Apostelgerninger 15:14) Under deres hoved, Jesus Kristus, vil disse „hellige“ være arvinger til det rige som Jehova vil bruge til at hellige sit store navn og hævde sin suverænitet. — Daniel 2:44; 7:13, 14, 27; Åbenbaringen 4:9-11; 5:9, 10.
Jehovas langmodighed fører til frelse
17, 18. (a) Hvordan kunne vi uforvarende komme til at kritisere Jehova for hans langmodighed? (b) Hvordan bør vi se på Jehovas langmodighed?
17 Lige siden de første mennesker valgte syndens vej, har Jehova været en langmodig Gud. Før Vandfloden sørgede Jehova tålmodigt for at der var tid til at lade en passende advarsel lyde, og til at der kunne bygges en ark til frelse. Men grænsen for hans langmodighed blev nået, og Vandfloden kom. I dag viser Jehova også stor langmodighed, og den har varet længere end nogle måske ville have troet. Der er dog ingen grund til at opgive håbet om at han vil gribe ind. Det ville være det samme som at kritisere Gud for hans langmodighed. Paulus spurgte: „Foragter du hans venligheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom, fordi du ikke ved at Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring?“ — Romerne 2:4.
18 Ingen af os ved hvor meget vi har brug for Jehovas langmodighed for at få hans godkendelse og blive frelst. Paulus råder os til at „blive ved med at arbejde på [vores] egen frelse med frygt og bæven“. (Filipperne 2:12) Apostelen Peter skrev til sine kristne trosfæller: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.
19. Hvordan kan vi have gavn af Jehovas langmodighed?
19 Lad os da ikke blive utålmodige med Jehovas måde at gribe sagen an på, men i stedet følge det råd Peter giver, og ’regne vor Herres tålmodighed for frelse’. Frelse for hvem? For os selv og, i udvidet forstand, for de utallige andre som stadig har brug for at høre den „gode nyhed om riget“. (2 Peter 3:15; Mattæus 24:14) Det vil hjælpe os til at værdsætte den store langmodighed Jehova har vist, og til selv at være langmodige over for andre.
[Fodnoter]
a På hebraisk bruges ordet for „næse“ eller „næsebor“ (’af) ofte billedligt om vrede, på grund af den opbragtes voldsomme vejrtrækning eller fnysen.
b En mere uddybende forklaring på denne profeti findes i bogen Giv agt på Daniels profeti!, side 191-94. Udgivet af Jehovas Vidner.
Kan du forklare?
• Hvad er den bibelske betydning af ordet „langmodighed“?
• Hvordan viste Jehova langmodighed før Vandfloden, efter jødernes fangenskab i Babylon og i det første århundrede?
• Af hvilke vigtige grunde har Jehova vist langmodighed?
• Hvordan bør vi betragte Jehovas langmodighed?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 9]
Jehovas langmodighed før Vandfloden gav folk rig lejlighed til at vende om og ændre sind
[Illustration på side 10]
Efter Babylons fald nød jøderne godt af Jehovas langmodighed
[Illustration på side 11]
I det første århundrede havde såvel jøder som ikkejøder gavn af Jehovas langmodighed
[Illustrationer på side 12]
Kristne i dag har stor gavn af Jehovas langmodighed