Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Indgik Jehova sin pagt med Abraham i Ur eller i Karan?
Det første sted hvor Jehovas pagt med Abraham omtales, er i Første Mosebog 12:1-3, hvor der siges: „Da sagde Jehova til Abram: ’Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation . . . og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.’“ a Det er meget tænkeligt at Jehova indgik pagten med Abraham mens denne befandt sig i Ur, og bekræftede den mens Abraham opholdt sig i Karan.
I det første århundrede omtalte Stefanus Jehovas befaling til Abraham om at rejse til Kana’ans land. Henvendt til Sanhedrinet sagde han: „Herlighedens Gud viste sig for vor forfader Abraham mens han var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Karan, og han sagde til ham: ’Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.’“ (Apostelgerninger 7:2, 3) Abraham stammede fra Ur, og som Stefanus gav udtryk for, var det dér han første gang fik befalingen om at rejse til Kana’ans land. (1 Mosebog 15:7; Nehemias 9:7) Stefanus omtalte ikke Jehovas pagt med Abraham, men i Første Mosebog 12:1-3 kædes denne pagt sammen med befalingen om at rejse til Kana’ans land. Det er derfor rimeligt at mene at Jehova indgik pagten med Abraham i Ur.
En omhyggelig gennemlæsning af beretningen i Første Mosebog tyder imidlertid på at Jehova bekræftede sin pagt med Abraham i Karan, ligesom han gentog den og føjede flere detaljer til ved forskellige lejligheder i Kana’an. (1 Mosebog 15:5; 17:1-5; 18:18; 22:16-18) Ifølge Første Mosebog 11:31, 32 forlod Abrahams fader, Tara, Ur for at rejse til Kana’ans land ledsaget af Abraham, Sara og Lot. De kom til Karan og blev der indtil Taras død. Abraham opholdt sig så længe i Karan at han nåede at samle sig stor rigdom. (1 Mosebog 12:5) På et tidspunkt flyttede Abrahams broder Nakor også til Karan.
Efter at have berettet om Taras død gengiver Bibelen Jehovas ord til Abraham og fortsætter: „Da rejste Abram bort, sådan som Jehova havde sagt til ham.“ (1 Mosebog 12:4) Passagen i Første Mosebog 11:31–12:4 giver én det klare indtryk at Jehovas ord til Abraham i Første Mosebog 12:1-3 blev udtalt efter Taras død. Hvis det er tilfældet, forlod Abraham Karan og rejste til det land Jehova havde angivet, som følge af en befaling han netop havde fået, men også som følge af en befaling han havde hørt mange år tidligere i Ur.
Ifølge Første Mosebog 12:1 gav Jehova Abraham følgende befaling: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus.“ På et tidspunkt havde Ur været Abrahams „land“, og dengang var hans faders „hus“ dér. Men Abrahams fader flyttede til Karan med hele sin husstand, og senere kaldte Abraham dette sted for sit land. Da Abraham efter at have opholdt sig mange år i Kana’an sagde til sin tjener: ’Gå til mit land og til mine slægtninge og tag en hustru til min søn Isak derfra,’ rejste tjeneren ’til Nakors by’ (enten selve Karan eller et sted i nærheden). (1 Mosebog 24:4, 10) Dér fandt tjeneren Rebekka blandt Abrahams slægtninge, Nakors store familie. — 1 Mosebog 22:20-24; 24:15, 24, 29; 27:42, 43.
I sin tale til Sanhedrinet sagde Stefanus: „Efter at hans fader var død fik Gud ham til at flytte derfra til dette land hvor I nu bor.“ (Apostelgerninger 7:4) Dette viser at Jehova meddelte sig til Abraham i Karan. Det er rimeligt at antage at Jehova ved den lejlighed bekræftede sin pagt med Abraham som beskrevet i Første Mosebog 12:1-3, eftersom pagten trådte i kraft da Abraham rejste ind i Kana’ans land. En gennemgang af alle de tilgængelige oplysninger fører til den slutning at Jehova meget vel har indgået pagten med Abraham mens denne befandt sig i Ur, og bekræftet den mens han opholdt sig i Karan.
[Fodnote]
a Jehova ændrede Abrams navn til Abraham i Kana’an da Abraham var 99 år gammel. — 1 Mosebog 17:1, 5.