Hvordan kan Jesus være vores Frelser?

„Jesus er din Frelser!“ I mange lande står ord som disse skrevet på husmure og andre steder. Millioner tror oprigtigt at Jesus er deres Frelser. Spørger man dem: „Hvordan kan Jesus være vores Frelser?“ svarer de måske: „Han døde for os,“ eller: „Jesus døde for vores synder.“ Ja, Jesu død har gjort det muligt for os at opnå frelse. Men hvordan kan ét menneskes død betale prisen for mange menneskers synder? Hvad ville du svare hvis du blev spurgt: „Hvordan kan Jesu død give os frelse?“

BIBELENS svar er meget enkelt, men ikke desto mindre af stor betydning. For rigtig at forstå betydningen af Jesu død må vi først erkende at det var gennem ham Gud løste et meget vanskeligt problem. Kun da kan vi indse hvilken enestående værdi Jesu død har for alle mennesker.

Ved at gøre brug af Jesus, som var villig til at ofre sit liv, løste Gud den tragiske situation der var opstået ved Adams synd. De to første mennesker, Adam og Eva, var skabt fuldkomne. De havde et smukt hjem, Edens have. Og Gud havde givet dem et meningsfyldt arbejde: at passe og pleje den paradisiske have og tage sig kærligt af jordens øvrige skabninger. De skulle udvide Paradiset til hele jorden efterhånden som de formerede  sig, og derved fylde den med millioner af deres efterkommere. (1 Mosebog 1:28) Ud over at have fået dette dejlige og spændende arbejde havde de hinandens selskab. (1 Mosebog 2:18) De manglede ingenting og havde udsigt til evigt liv i lykke.

Det er svært at forstå hvorfor Adam og Eva syndede. Men en åndeskabning, Satan, fik gennem en slange Eva til at være ulydig mod Jehova, og Adam fulgte hende. Derved gjorde de oprør mod selve deres Skaber, Jehova Gud. — 1 Mosebog 3:1-6.

Der herskede ingen tvivl om hvad der skulle ske med Adam og Eva. Skaberen havde allerede tydeligt fortalt dem hvilke konsekvenser det ville få hvis de var ulydige: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Men der var et spørgsmål af langt mere vidtrækkende betydning som nu krævede et svar.

Menneskehedens dilemma

Den første synd satte Adam og Evas efterkommere i en meget vanskelig situation. Adam var blevet skabt fuldkommen. Hans børn kunne derfor have levet evigt i fuldkommenhed. Men Adam syndede inden han havde fået afkom. Hele menneskeslægten befandt sig så at sige i Adams lænd da han modtog dommen: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Da Adam syndede og begyndte at dø, som Gud havde sagt han ville, blev hele menneskeslægten derfor dømt til døden sammen med ham.

Det forholder sig som apostelen Paulus senere skrev: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ (Romerne 5:12) Ja, Adams efterkommere, som skulle have været født fuldkomne med udsigt til at leve evigt, blev på grund af arvesynden underlagt sygdom, alderdom og død.

„Det er ikke retfærdigt,“ vil nogen måske indvende. „Det var ikke os, men Adam der valgte at være ulydig mod Gud. Hvorfor skal det ødelægge vores mulighed for at opnå evigt liv og lykke?“ Og det er jo rigtigt at hvis man fængslede en søn fordi hans far havde stjålet en bil, kunne sønnen med rette sige: „Det er ikke retfærdigt. Jeg har ikke gjort noget forkert.“ — 5 Mosebog 24:16.

Satan har måske troet at han ville bringe Gud i en umulig situation ved at få det første menneskepar til at synde. Han satte sit angreb ind på et meget tidligt tidspunkt i menneskehedens historie, endnu før der var født nogen børn. Fra det øjeblik Adam syndede, meldte spørgsmålet sig derfor: Hvad ville Jehova gøre ved Adam og Evas endnu ufødte afkom?

Jehova Gud gjorde hvad der var ret og rimeligt. „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret!“ sagde den retfærdige Elihu. (Job 34:10) Og profeten Moses omtalte Jehova således: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:4) Den måde Gud valgte at løse problemet på, fratager ikke os muligheden for at komme til at leve evigt i et paradis på jorden.

 Guds fuldkomne løsning

Læg mærke til hvordan Gud i den dom han afsagde over Satan Djævelen, beskrev sin løsning. Jehova sagde til Satan: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden [Guds himmelske organisation] og mellem dit afkom [den verden der beherskes af Satan] og hendes afkom [Jesus Kristus]. Han skal knuse hovedet på dig [Satan], og du skal knuse hælen på ham [Jesus da han døde].“ (1 Mosebog 3:15) I denne første profeti i Bibelen løftede Jehova sløret for hvad han havde til hensigt. Han ville lade sin himmelske søn komme til jorden og leve som et fuldkomment menneske, Jesus. Derefter skulle Jesus dø, ’hugges i hælen’, uden at have syndet.

Hvorfor krævede Gud at et fuldkomment menneske skulle dø? Ja, hvad havde Jehova sagt der skulle ske med Adam hvis han syndede? Det var netop at han skulle dø. (1 Mosebog 2:16, 17) „Den løn synden betaler er døden,“ skrev apostelen Paulus. (Romerne 6:23) Ved sin død betalte Adam for sin synd. Han havde fået livet som en gave, men valgte at synde og måtte bøde med sit liv. (1 Mosebog 3:19) Hvad så med hele menneskeheden, som jo også var blevet underlagt fordømmelse på grund af Adams synd? For at deres synder kunne blive sonet, var det nødvendigt at én gav sit liv. Men hvem kunne ved sin død betale for alle menneskers overtrædelser på retfærdig vis?

Guds lov til fortidens Israel krævede „sjæl for sjæl [eller: liv for liv]“. (2 Mosebog 21:23) Ifølge dette juridiske princip måtte det liv der skulle dække menneskehedens overtrædelser, have samme værdi som det Adam havde forspildt. Syndens løn, døden, kunne kun betales hvis et andet fuldkomment menneske døde. Dette menneske var Jesus. Jesus var „en tilsvarende løsesum“ for alle dem af Adams efterkommere der er værdige til at blive genløst. — 1 Timoteus 2:6; Romerne 5:16, 17.

Jesu død har stor værdi

Adams død havde ingen værdi eftersom han fortjente at dø for sin synd. Men Jesu død havde stor værdi, for han døde som et syndfrit menneske. Jehova Gud var derfor villig til at tage imod værdien af Jesu fuldkomne liv som en løsesum for Adams lydige efterkommere. Og værdien af Jesu offer dækker ikke kun de synder vi allerede har begået. Hvis det var tilfældet, ville vi ikke have nogen fremtid. Da vi er født som syndere, vil vi fejle igen. (Salme 51:5) Vi kan derfor være taknemmelige for at Jesu død har gjort det muligt for os at opnå fuldkommenhed, som Jehova oprindelig havde tiltænkt Adam og Evas afkom.

Adam kan sammenlignes med en far der ved sin død har efterladt sin familie (altså os) i så stor en gæld (den synd vi har arvet) at det ikke er muligt for de efterladte at betale den. Også Jesus kan sammenlignes med en far. Men han efterlader ved sin død en arv der er så stor at den ikke alene befrier de efterladte (os) fra den enorme gæld som Adam har bebyrdet dem med, men som er stor nok til at holde dem i live for evigt. Jesu død befrier os ikke blot fra vore tidligere synder, men åbner samtidig nogle vidunderlige fremtidsperspektiver for os.

Jesus er vores Frelser fordi han døde for os. Hans død er som en værdifuld gave. Og når vi kan se hvordan den passer ind i Guds løsning på de problemer der skyldes Adams synd, styrkes vores tro på Jehova og hans måde at gøre tingene på. Ja, Jesu død betyder udfrielse fra synd, sygdom, alderdom og død for „enhver som tror på ham“. (Johannes 3:16) Vi kan være taknemmelige for at Gud har tilvejebragt denne kærlige foranstaltning for at vi kan blive frelst.

[Illustration på side 5]

Adam gav synd og død i arv til hele menneskeheden

[Illustration på side 6]

Jehova har sørget for en fuldkommen løsning