Spørgsmål fra læserne

Hvordan kan en hustru der er kristen, både være loyal over for sin mand som ikke er et af Jehovas Vidner, og samtidig underordne sig Gud, for eksempel i det tilfælde at manden vil fejre en ubibelsk religiøs højtid?

Det kræver både visdom og takt. Det vil være rigtigt af hende at stræbe efter at opfylde begge forpligtelser. Jesus gav følgende vejledning angående en tilsvarende situation: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Han talte ganske vist om forpligtelsen over for den verdslige øvrighed, som kristne senere fik påbud om at underordne sig. (Romerne 13:1) Men hans vejledning kan også anvendes på en hustrus forpligtelse over for Gud i forhold til den forpligtelse hun ifølge Bibelen har til at underordne sig sin mand selv om han ikke deler hendes tro.

Ingen som kender Bibelen, vil benægte at den understreger at de kristne først og fremmest er forpligtede over for den almægtige Gud og altid skal være loyale over for ham. (Apostelgerninger 5:29) Alligevel er der mange situationer hvor sande tilbedere kan opfylde en overordnets krav uden at overtræde Guds ophøjede love.

Vi har et lærerigt eksempel i de tre hebræere der er omtalt i Daniels Bog, kapitel 3. Deres overordnede, kong Nebukadnezar, gav befaling om at de og andre regeringsembedsmænd skulle møde op på Durasletten. De var klar over at der ville blive tale om afgudsdyrkelse — og ville sikkert have foretrukket ikke at være til stede. Daniel havde måske en god grund til ikke at komme, men disse tre kunne ikke undslå sig. * De fulgte derfor befalingen så langt som de kunne strække sig, men de var besluttede på ikke at deltage i nogen afguderisk handling — og gjorde det heller ikke. — Daniel 3:1-18.

 Svarende hertil kunne en ægtemand som ikke er et af Jehovas Vidner, i forbindelse med en ubibelsk religiøs højtid måske forlange at hans kristne hustru skulle gøre noget som hun helst ville undgå. For eksempel kunne han bede hende lave en bestemt ret mad som folk i almindelighed spiste den dag de fejrede den pågældende højtid. Eller han kunne forlange at hele familien, hustruen indbefattet, skulle være sammen med hans familie og spise hos dem eller måske blot aflægge dem et besøg. Eller når hans hustru var ude for at købe ind før højtiden, kunne han måske finde på at bede hende om at købe noget til ham — madvarer som hørte sig til ved højtiden, eller ting han ville bruge som gaver, foruden gavepapir og kort til at lægge ved gaverne.

Den kristne hustru vil naturligvis være besluttet på ikke at deltage i nogen religiøs handling der er forbundet med falsk religion, men hvordan skal hun forholde sig til de ovennævnte krav? Han er familiens overhoved, og Guds ord siger: „I hustruer, I må fortsat underordne jer jeres mænd, som det passer sig i Herren.“ (Kolossenserne 3:18) Kan hun i disse tilfælde gøre som hendes mand ønsker, og underordne sig ham, og samtidig være loyal over for Gud? Hun må afgøre hvordan hun kan forene lydighed mod sin mand med lydighed mod Jehova, som kommer i første række.

På andre tidspunkter ville der intet være i vejen for at manden kunne bede sin kone lave en bestemt ret mad, enten fordi det var hans livret, eller fordi han var vant til at få den ret på den årstid. Hun ville med glæde efterkomme hans ønske og vise at hun anerkendte ham som den overordnede. Spørgsmålet er om hun kan gøre det nu hvor han fremsætter sit ønske i forbindelse med en højtid. Nogle kristne hustruer ville gøre det med god samvittighed og simpelt hen betragte det som en del af deres daglige arbejde med at lave mad. Ingen loyal kristen behøver at forbinde det med højtiden og tillægge det nogen særlig betydning selv om hendes mand gør det. På samme måde når han på andre tidspunkter af året vil besøge sin familie og beder hende tage med. Kan hun gøre det i forbindelse med en religiøs højtid? Og kan hun købe ting som han beder hende om at købe når hun alligevel er ude at handle? Vil hun ikke normalt gøre det uden at blande sig i hvad han vil gøre med dem?

Der er naturligvis andet som den kristne hustru må tage hensyn til, nemlig den virkning som hendes handlinger vil have på andre. (Filipperne 2:4) Hun vil jo nødig give andre det indtryk at hun fejrer højtiden, ligesom de tre hebræere sikkert ikke ønskede at nogen så dem på vej til Durasletten. Det vil derfor være klogt af hende taktfuldt at prøve at ræsonnere med sin mand for at finde ud af om han ikke — af hensyn til hendes følelser — selv kunne gøre nogle af de ting der havde forbindelse med højtiden, og på den måde vise hende respekt. Måske ville han kunne se visdommen i ikke at sætte dem begge i en pinlig situation hvis hun tog med og måtte sige nej til at deltage i en religiøs handling som ville stride mod hendes samvittighed. Ja, at tale roligt om tingene på forhånd vil kunne føre til en fredelig løsning. — Ordsprogene 22:3.

Når alt kommer til alt, må den trofaste kristne vurdere de forskellige muligheder der foreligger, og derefter træffe sin afgørelse. Lydighed mod Gud kommer i første række, som i de tre hebræeres tilfælde. (1 Korinther 10:31) Og med dette i tanke må den enkelte selv afgøre hvad det vil være rigtigst at gøre på en myndighedspersons forlangende — i familien eller i samfundet — uden at gå på kompromis.

[Fodnote]