Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bliv ved med at vise godhed

Bliv ved med at vise godhed

Bliv ved med at vise godhed

„Lysets frugt består af al slags godhed og retfærdighed og sandhed.“ — EFESERNE 5:9.

1. Hvordan viser millioner i dag at de er enige med salmisten der skrev Salme 31:19?

DET bedste et menneske kan gøre, er at herliggøre Jehova, og det er der i dag millioner som gør ved at lovprise ham for hans godhed. Som loyale vidner for Jehova er vi helt enige med salmisten der sagde: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ — Salme 31:19.

2, 3. Hvad kan der ske hvis vores forkyndelse ikke følges op af en god adfærd?

2 Vores ærefrygt for Jehova får os til at lovprise ham for hans godhed. Den tilskynder os også til at ’prise Jehova, velsigne ham og berette om hans kongedømmes herlighed’. (Salme 145:10-13) Derfor er vi flittige i arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Men vores forkyndelse må naturligvis følges op af en god adfærd. Ellers kunne vi bringe skam over Jehovas hellige navn.

3 Mange siger at de tilbeder Gud, men deres adfærd viser at de ikke følger de normer der fremsættes i hans inspirerede ord. Apostelen Paulus skrev om nogle der hævdede at de var gode, at de handlede ret, men i virkeligheden ikke gjorde det: „Er . . . du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? Du som siger: ’Begå ikke ægteskabsbrud,’ begår du ægteskabsbrud? . . . ’Guds navn bliver på grund af jer spottet blandt nationerne’, sådan som der står skrevet.“ — Romerne 2:21, 22, 24.

4. Hvilken virkning har vores gode adfærd?

4 Frem for at bringe skam over Jehovas navn bestræber vi os på at herliggøre det gennem en god adfærd. Det har en positiv virkning på folk uden for menigheden. For det første får det modstandernes snak til at forstumme. (1 Peter 2:15) Dernæst, som noget endnu vigtigere, drager det folk til Jehovas organisation så de får mulighed for at herliggøre ham og opnå evigt liv. — Apostelgerninger 13:48.

5. Hvilke spørgsmål vil vi nu overveje?

5 Hvordan kan vi, der jo er ufuldkomne, undgå en adfærd der vanærer Jehova og vækker anstød hos sandhedssøgende mennesker? Ja, hvordan kan vi vise godhed?

EN LYSETS FRUGT

6. Nævn nogle af „de ufrugtbare gerninger som hører mørket til“, og forklar hvilken frugt de kristne bør bære.

6 Som indviede kristne har vi noget der hjælper os til at undgå „de ufrugtbare gerninger som hører mørket til“, herunder gudvanærende gerninger som løgn, tyveri, spot, uanstændig snak om sex, skammelig adfærd, sjofel skæmten og drukkenskab. (Efeserne 4:25, 28, 31; 5:3, 4, 11, 12, 18) I stedet for at give os af med den slags ’fortsætter vi med at vandre som lysets børn’. Apostelen Paulus skrev at „lysets frugt består af al slags godhed og retfærdighed og sandhed“. (Efeserne 5:8, 9) Det er altså ved at vandre i lyset at vi til stadighed kan vise godhed. Men hvad er det for et lys der er tale om?

7. Hvordan kan vi blive ved med at vise godhed?

7 Selv om vi er ufuldkomne, kan vi vise godhed hvis vi vandrer i det åndelige lys. „Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti,“ skrev salmisten. (Salme 119:105) Hvis vi ønsker at blive ved med at bære „lysets frugt“ ved at vise „al slags godhed“, må vi hele tiden sørge for at få gavn af det åndelige lys fra Guds ord som vi bliver gjort bekendt med gennem kristne bøger og blade, og som drøftes ved menighedens møder. (Lukas 12:42; Romerne 15:4; Hebræerne 10:24, 25) Vi må også give særlig agt på Jesu Kristi eksempel og lære, for han er „verdens lys“ og „[Jehovas] herligheds genskær“. — Johannes 8:12; Hebræerne 1:1-3.

EN FRUGT AF ÅNDEN

8. Hvad sætter os også i stand til at vise godhed?

8 Der er ingen tvivl om at det åndelige lys hjælper os til at vise godhed. Desuden er det en hjælp at vi ledes af Guds hellige ånd, hans virksomme kraft. Godhed er en del af „åndens frugt“. (Galaterne 5:22, 23) Hvis vi lader os lede af Jehovas hellige ånd, vil vi kunne frembringe dens frugt godhed.

9. Hvordan kan vi handle efter Jesu ord i Lukas 11:9-13?

9 Vores inderlige ønske om at behage Jehova og at bære den frugt af hans ånd som hedder godhed, bør få os til at handle efter Jesu ord: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op. Ja, hvor er den fader iblandt jer som, hvis hans søn beder om en fisk, rækker ham en slange i stedet for en fisk? Eller hvis han beder om et æg, rækker ham en skorpion? Hvis altså I, skønt I er [ufuldkomne og derfor i nogen grad] onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:9-13) Lad os følge Jesu vejledning og bede om Jehovas ånd, så vi kan blive ved med at vise godhed.

„GØR TIL STADIGHED DET GODE“

10. Hvilke sider af Jehovas godhed omtales i Anden Mosebog 34:6, 7?

10 Med det åndelige lys fra Guds ord og med den hellige ånds hjælp kan vi ’til stadighed gøre det gode’. (Romerne 13:3) Ved at studere Bibelen regelmæssigt får vi mere og mere kundskab om hvordan vi kan efterligne Jehovas godhed. I den foregående artikel gennemgik vi de forskellige sider af Jehovas godhed som nævnes i hans ord til Moses i Anden Mosebog 34:6, 7, hvor der står: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.“ En nærmere betragtning af disse sider af Jehovas godhed vil hjælpe os til at ’gøre det gode til stadighed’.

11. Hvilken virkning bør det have på os at Jehova er barmhjertig og nådig?

11 Disse ord fortæller os at hvis vi skal efterligne Jehova, må vi være barmhjertige og nådige. „Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed,“ sagde Jesus. (Mattæus 5:7; Lukas 6:36) Da vi ved at Jehova er nådig, vil vi føle os tilskyndet til altid at afspejle denne egenskab ved at være venlige og imødekommende over for andre, ikke mindst over for dem vi forkynder for. Det er i overensstemmelse med Paulus’ vejledning: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ — Kolossenserne 4:6.

12. (a) Hvordan skal vi være over for andre, i betragtning af at Jehova er sen til vrede? (b) Hvad får Jehovas loyale hengivenhed os til at gøre?

12 Eftersom Jehova er sen til vrede, vil vores ønske om at blive ved med at gøre det gode få os til at bære over med vore trosfællers mindre fejl og fokusere på deres gode egenskaber. (Mattæus 7:5; Jakob 1:19) Jehovas loyale hengivenhed får os til at vise denne egenskab, selv under de mest prøvende omstændigheder. Det er en meget ønskværdig egenskab. — Ordsprogene 19:22.

13. Hvordan kan vores adfærd genspejle at Jehova er ’rig på sandhed’?

13 Eftersom vor himmelske Fader er ’rig på sandhed’, bestræber vi os for at ’anbefale os som Guds tjenere ved sandfærdig tale’. (2 Korinther 6:3-7) Blandt syv ting Jehova hader, nævnes „løgnetunge“ og „et falsk vidne som udspyr løgn“. (Ordsprogene 6:16-19) Da vi ønsker at gøre det Gud synes om, har vi ’aflagt løgnen og taler sandhed’. (Efeserne 4:25) Lad os aldrig glemme at vise godhed på denne måde.

14. Hvorfor skal vi være tilgivende?

14 Guds ord til Moses bør også få os til at være tilgivende, for Jehova er rede til at tilgive. (Mattæus 6:14, 15) Jehova vil naturligvis bringe straf over syndere der ikke ændrer sind. Vi må derfor holde fast ved hans normer for godhed når det drejer sig om at bevare menighedens åndelige renhed. — 3 Mosebog 5:1; 1 Korinther 5:11, 12; 1 Timoteus 5:22.

’SE NØJE TIL HVORDAN I VANDRER’

15, 16. Hvordan kan Paulus’ ord i Efeserbrevet 5:15-19 hjælpe os til at blive ved med at vise godhed?

15 For at kunne blive ved med at vise godhed, til trods for at vi lever i en ond verden, må vi være fyldt med Guds ånd og være opmærksomme på hvordan vi vandrer. Paulus gav de kristne i Efesus denne tilskyndelse: „Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er. Og drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser; men bliv fortsat fyldt med ånd, idet I taler til hinanden med salmer og lovsange til Gud og åndelige sange, og i jeres hjerte synger og spiller for Jehova.“ (Efeserne 5:15-19) Denne vejledning til kristne er i høj grad på sin plads nu i disse kritiske sidste dage. — 2 Timoteus 3:1.

16 Hvis vi skal blive ved med at vise godhed, må vi se nøje til at vi vandrer efter „visdommen ovenfra“. (Jakob 3:17) Vi må undgå alvorlige synder og sørge for at blive fyldt med hellig ånd, sådan at vi kan lade os lede af den. (Galaterne 5:19-25) Hvis vi følger den oplæring der gives ved de kristne møder og stævner, kan vi til stadighed gøre det gode. Paulus’ ord til efeserne kan også minde os om at vi ved de fleste af vore møder synger „åndelige sange“ — hvoraf mange handler om åndelige egenskaber, som for eksempel godhed.

17. Hvad kan alvorligt syge kristne der ikke er i stand til at overvære møderne regelmæssigt, være forvissede om?

17 Der er nogle af vore trosfæller som, på grund af en alvorlig kronisk sygdom, ikke er i stand til at komme til de kristne møder regelmæssigt. Det er en stor sorg for dem at de ikke altid kan samles med deres åndelige brødre og søstre for at tilbede Jehova. Men de kan være forvissede om at Jehova forstår deres omstændigheder. Han vil bevare dem i lyset, give dem sin hellige ånd og hjælpe dem til at gøre det gode. — Esajas 57:15.

18. Hvad kan hjælpe os til at blive ved med at vise godhed?

18 For at kunne blive ved med at vise godhed må vi passe på hvem vi omgås, og vende os bort fra dem der er „uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:2-5; 1 Korinther 15:33) Hvis vi gør det, vil det hjælpe os til ikke at ’bedrøve Guds hellige ånd’ ved at modarbejde dens ledelse. (Efeserne 4:30) Desuden vil vi blive hjulpet til at gøre det gode hvis vi opdyrker et nært venskab med dem der viser at de elsker godhed og lader sig lede af Jehovas hellige ånd. — Amos 5:15; Romerne 8:14; Galaterne 5:18.

HVAD GODHED KAN FØRE TIL

19-21. Fortæl nogle oplevelser der viser hvad det kan føre til at vise godhed.

19 Hvis vi bliver i det åndelige lys, lader os lede af Guds ånd og ser nøje til hvordan vi vandrer, vil det hjælpe os til at undgå det der er ondt, og til ’stadig at gøre det gode’. Det vil være et godt vidnesbyrd. Som eksempel kan nævnes Zongezile, der bor i Sydafrika og er et af Jehovas Vidner. En morgen da han var på vej til skole, ville han lige se hvor meget han havde sparet sammen på sin konto i banken. Kvitteringen fra hæveautomaten viste at der var blevet indbetalt 42.000 rand (48.000 kroner) på hans konto. Det var tydeligvis en fejl. En sikkerhedsvagt fra banken og flere andre rådede ham til at hæve pengene og sætte dem ind på en konto i en anden bank. Kun det ægtepar han boede hos, som også var Jehovas Vidner, roste ham for at han ikke hævede nogen af pengene.

20 Da banken åbnede, gik Zongezile hen og fortalte hvad der var sket. Det viste sig at hans kontonummer mindede meget om et der tilhørte en rig forretningsmand, som ved en fejltagelse havde sat beløbet ind på den forkerte konto. Forretningsmanden var forbløffet over at Zongezile ikke havde brugt nogen af pengene, og spurgte ham: „Hvilket trossamfund tilhører du?“ Zongezile fortalte at han var et af Jehovas Vidner. De ansatte i banken roste ham meget og sagde: „Gid alle mennesker var lige så ærlige som Jehovas Vidner.“ Ja, når man viser ærlighed og godhed, kan det få andre til at herliggøre Jehova. — Hebræerne 13:18.

21 Man behøver ikke at vise godhed på en opsigtsvækkende måde for at det kan have en positiv virkning. På en af Samoaøerne blev en af Jehovas Vidners unge heltidsforkyndere syg og opsøgte lægevagten på det lokale hospital. Flere ventede på at komme ind til lægen, og forkynderen lagde mærke til at en ældre kvinde der sad ved siden af ham, havde det meget dårligt. Derfor sørgede han for at hun kom ind til lægen da det blev hans tur. Senere traf forkynderen hende på markedet. Hun havde ikke glemt ham og hans gode gerning på hospitalet. „Nu ved jeg at Jehovas Vidner virkelig elsker deres næste,“ sagde hun. Tidligere havde hun ikke villet lytte til budskabet om Riget, men den godhed forkynderen havde vist hende, havde haft en positiv virkning. Hun tog imod tilbudet om et bibelstudium og begyndte at lære Bibelen nærmere at kende.

22. Hvad er den vigtigste måde hvorpå vi kan ’gøre det gode til stadighed’?

22 Du kan sikkert også fortælle hvordan du har erfaret værdien af at vise godhed. En vigtig måde hvorpå vi kan ’gøre det gode til stadighed’, er ved regelmæssigt at være med i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) Lad os da nidkært være med til at udføre denne gerning og altid huske at vi på den måde gør godt, især mod dem der tager imod budskabet. Det vigtigste er dog at vores forkyndelse og gode adfærd herliggør Jehova, som er kilden til al godhed. — Mattæus 19:16, 17.

FORTSÆT MED AT „GØRE DET DER ER GODT“

23. Hvordan kan det siges at vi gør godt når vi forkynder?

23 Det er uomtvisteligt at vi gør det der er godt, når vi forkynder. Det kan føre til frelse for os selv og for dem der lytter til Bibelens budskab og slår ind på vejen der fører til evigt liv. (Mattæus 7:13, 14; 1 Timoteus 4:16) Når vi skal træffe en afgørelse, bør vores ønske om at gøre det gode få os til at spørge os selv: Hvordan vil denne afgørelse berøre min forkyndelse? Er det jeg overvejer at gøre, nu også godt? Vil det gøre det nemmere for mig at hjælpe andre til at tage imod ’den evigvarende gode nyhed’ og opnå et nært forhold til Jehova Gud? (Åbenbaringen 14:6) En afgørelse der tjener Rigets sag, vil føre til stor lykke. — Mattæus 6:33; Apostelgerninger 20:35.

24, 25. Hvordan kan vi gøre det der er godt i menigheden, og hvad kan vi være sikre på hvis vi bliver ved med det?

24 Lad os aldrig undervurdere de gavnlige virkninger af at vise godhed. Vi kan til stadighed gøre det ved at støtte den kristne menighed og værne om dens interesser og velfærd. At komme regelmæssigt til de kristne møder og deltage i dem er at gøre godt. Bare det at vi er til stede, virker opmuntrende på vore trosfæller, og vore velforberedte kommentarer opbygger dem åndeligt. Vi gør også godt når vi bruger vore midler til vedligeholdelse af rigssalen, og når vi hjælper med at holde den i stand. (2 Kongebog 22:3-7; 2 Korinther 9:6, 7) Ja, „så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. — Galaterne 6:10.

25 Vi kan ikke forudse enhver situation der kræver at vi viser godhed. Når vi kommer ud for nye udfordringer, så lad os søge råd i Bibelen, bede om Jehovas hellige ånd og efter bedste evne gøre hans gode og fuldkomne vilje. (Romerne 2:9, 10; 12:2) Vi kan have tillid til at Jehova vil velsigne os rigt når vi til stadighed gør det gode.

Hvad vil du svare?

• Hvad er det bedste vi kan gøre?

• Hvorfor kaldes godhed en „lysets frugt“?

• Hvorfor er godhed en del af „åndens frugt“?

• Hvilken virkning vil en god adfærd have?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 17]

Guds ord og hans hellige ånd hjælper os til at vise godhed

[Illustrationer på side 18]

Det har en positiv virkning at vise godhed