Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova lærte os udholdenhed

Jehova lærte os udholdenhed

Livsberetning

Jehova lærte os udholdenhed

FORTALT AF ARISTOTELIS APOSTOLIDIS

Ved foden af de nordlige Kaukasusbjerge ligger Pjatigorsk, en russisk by der er kendt for sine mineralholdige kilder og sit milde klima. Her blev jeg født som søn af græske flygtninge i 1929. Ti år senere, efter de skrækkelige år hvor Stalin havde spredt rædsel med sine etniske og politiske udrensninger, var vi atter flygtninge. Denne gang var vi tvunget til at flytte til Grækenland.

EFTER at vi var flyttet til Piræus i Grækenland, fik ordet „flygtning“ en helt ny betydning for os. Vi følte os fuldkommen fremmede. Min bror og jeg var opkaldt efter to berømte græske filosoffer, Sokrates og Aristoteles, men vi hørte sjældent folk bruge disse navne; alle kaldte os ’de små russere’.

Kort efter at den anden verdenskrig var brudt ud, døde min elskede mor. Hun havde været samlingspunktet i vores hjem, og hendes død var et uerstatteligt tab. Mor havde skrantet i et stykke tid, så hun havde lært mig at udføre forskelligt husligt arbejde. Det viste sig at komme mig til gode senere hen.

KRIG OG BEFRIELSE

Krigen, nazisternes besættelse og de allieredes vedholdende bombardement gjorde at hver dag så ud til at blive den sidste. Der var stor fattigdom og sult, og dødsfaldene var mange. Fra jeg var 11 år blev jeg nødt til sammen med min far at arbejde meget hårdt for at vi alle tre i familien havde noget at leve af. Skolegangen var vanskelig for mig på grund af mit begrænsede kendskab til græsk, men også på grund af krigen og dens følger.

Den tyske besættelse af Grækenland sluttede i oktober 1944. Kort efter kom jeg i forbindelse med Jehovas Vidner. Midt i datidens fortvivlelse og elendighed rørtes noget i mig da jeg hørte om det håb Bibelen giver om en lykkelig fremtid under Guds rige. (Salme 37:29) Tænk at Gud lover evigt liv under fredelige forhold her på jorden! Det var som balsam på mine sår. (Esajas 9:7) I 1946 blev min far og jeg døbt som et symbol på vores indvielse til Jehova.

Det følgende år havde jeg den glæde at blive udnævnt som blad-distriktstjener i den anden menighed der blev oprettet i Piræus. Vores distrikt strakte sig fra Piræus helt ned til Eleusis, en strækning på cirka 50 kilometer. På det tidspunkt havde vi mange åndssalvede kristne i menigheden. Jeg havde den forret at arbejde sammen med dem og lære af dem, og jeg nød det fordi de havde mange oplevelser at fortælle fra forkyndelsen. Deres liv viste tydeligt at det er nødvendigt med en god portion tålmodighed og udholdenhed hvis man ønsker at tjene Jehova trofast. (Apostelgerninger 14:22) I dag er der over 50 menigheder af Jehovas Vidner i det område hvor der dengang kun var én.

EN UVENTET UDFORDRING

Nogen tid senere lærte jeg en yndig ung kvinde at kende. Hun hed Eleni og var en ivrig kristen forkynder i byen Patras. Vi blev forlovet i slutningen af 1952. Men få måneder senere blev Eleni alvorligt syg. Lægerne fandt ud af at hun havde en hjernesvulst, og hendes tilstand var kritisk. Hun havde brug for omgående at blive opereret. Efter store anstrengelser fandt vi i Athen en læge der, til trods for datidens mangelfulde udstyr, var villig til at behandle min forlovede i overensstemmelse med vores tro og operere hende uden brug af blod. (3 Mosebog 17:10-14; Apostelgerninger 15:28, 29) Efter operationen gav lægerne udtryk for forsigtig optimisme med hensyn til Elenis fremtidsudsigter, men ville ikke udelukke muligheden for et tilbagefald.

Hvad skulle jeg nu gøre? Skulle jeg i betragtning af de ændrede forhold bryde forlovelsen og frigøre mig for mit ansvar? Nej! Ved at forlove mig havde jeg afgivet et løfte, og mit ja skulle betyde ja. (Mattæus 5:37) Ikke et øjeblik tillod jeg mig selv at tænke noget andet. Takket være den pleje Eleni fik af sin storesøster, kom hun sig delvis, og i december 1954 blev vi gift.

Tre år senere fik Eleni et tilbagefald, og den samme læge måtte operere hende igen. Denne gang trængte han længere ind i hjernen for at fjerne svulsten helt. Som følge heraf blev min kone delvis lammet, og hendes talecenter blev hårdt ramt. Nu opstod der en række helt nye udfordringer for os begge. Selv den mest enkle opgave blev næsten umulig at klare for min elskede kone. På grund af hendes forværrede tilstand måtte vi tilrettelægge vores hverdag på en helt ny måde. Det krævede frem for alt stor udholdenhed.

Den oplæring jeg havde fået af min mor, viste sig nu at være meget værdifuld. Tidligt hver morgen forberedte jeg alle ingredienserne til måltiderne, og Eleni lavede maden. Vi inviterede tit gæster, både heltidstjenere, dem vi studerede Bibelen med, og brødre og søstre fra menigheden som havde et særligt behov. Alle elskede de måltider vi serverede. Eleni og jeg samarbejdede også om andet husligt arbejde, så vores hjem var altid rent og ryddeligt. Denne yderst krævende situation kom til at vare ved i 30 år.

NIDKÆRHED TRODS SYGDOM

Det gjorde et stort indtryk på både mig og andre at konstatere at intet kunne lægge en dæmper på min kones kærlighed til Jehova eller på hendes nidkærhed i tjenesten for ham. Med en ihærdig indsats lykkedes det efterhånden Eleni at udtrykke sig ved hjælp af et meget begrænset ordforråd. Hun elskede at henvende sig til folk på gaden og tale med dem om den gode nyhed fra Bibelen. Når jeg skulle et sted hen i forbindelse med mit arbejde, tog jeg hende med og parkerede bilen ved et fortov med mange forbipasserende. Hun rullede bilruden ned og tilbød dem Vagttårnet og Vågn op! Engang afsatte hun 80 blade på to timer. Ofte fik hun brugt alle de ældre numre menigheden havde liggende. Eleni deltog også regelmæssigt i andre tjenestegrene.

Gennem alle de år hun var invalid, tog hun med mig til møderne. Hun svigtede aldrig et kreds- eller områdestævne, selv ikke når vi var nødt til at rejse udenlands på grund af den forfølgelse Jehovas Vidner var udsat for i Grækenland. Trods sine begrænsninger var hun lykkelig for at overvære områdestævner i Østrig, Tyskland, Cypern og andre lande. Eleni hverken beklagede sig eller blev fordringsfuld, ikke engang når mit øgede ansvar i menigheden til tider betød at hun måtte lide visse afsavn.

På grund af denne situation fik også jeg en grundig oplæring i udholdenhed. Jeg mærkede hvordan Jehova hjalp os ved mange lejligheder. Brødre og søstre bragte store ofre for at hjælpe os på enhver tænkelig måde, og lægerne gav os deres venlige støtte. På intet tidspunkt i alle disse vanskelige år manglede vi livets fornødenheder, og det til trods for at de krævende omstændigheder gjorde det umuligt for mig at have fuldtidsarbejde. Rigets interesser og tjenesten for Jehova havde altid førsteprioritet. — Mattæus 6:33.

Mange har spurgt os hvad der holdt os oppe i disse svære tider. Når jeg ser tilbage, kan jeg se at det der hjalp os til at være udholdende, var det personlige studium af Bibelen, vore inderlige bønner samt det at vi trofast overværede de kristne møder og ivrigt deltog i forkyndelsen. Vi blev altid mindet om de opmuntrende ord i Salme 37:3-5: „Stol på Jehova og gør det gode; . . . Lad Jehova være din største glæde; . . . Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.“ Et andet skriftsted der fik betydning for os, var Salme 55:22: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ Som et barn der stoler helt og fuldt på sin far, nøjedes vi ikke med at kaste vore byrder på Jehova, men lod ham også beholde dem. — Jakob 1:6.

Den 12. april 1987 da min kone stod ude foran vores hus og forkyndte, smækkede en tung jerndør i bag hende så hun faldt og ramte fortovet. De kvæstelser hun pådrog sig, førte til at hun lå i koma de næste tre år, og i begyndelsen af 1990 døde hun.

JEG TJENER JEHOVA EFTER BEDSTE EVNE

Tilbage i 1960 blev jeg udnævnt til menighedstjener i Nikaia, Piræus. Siden da har jeg haft den forret at tjene i adskillige andre menigheder i Piræus. Ganske vist fik min kone og jeg aldrig børn, men jeg har haft den glæde at hjælpe mange åndelige børn til at vinde fodfæste i sandheden. Nogle af dem tjener i dag som ældste i menigheden, som menighedstjenere, pionerer eller medlemmer af betelfamilien.

Efter at demokratiet var blevet genindført i Grækenland i 1975, kunne Jehovas Vidner frit holde deres stævner og behøvede ikke længere at gemme sig i skovene. Den erfaring som nogle af os havde fået dengang vi organiserede stævner i udlandet, kom os nu til stor gavn, og jeg fik den glæde og forret i mange år at tjene i forskellige stævnekomitéer.

I 1979 planlagde man så at bygge den første stævnehal i Grækenland, i udkanten af Athen. Jeg fik til opgave at organisere og stå for dette enorme byggeprojekt — atter en opgave der krævede en hel del udholdenhed. I tre år arbejdede jeg sammen med hundreder af selvopofrende brødre og søstre. Det skabte nogle stærke kærlighedens og enhedens bånd mellem os. Minderne fra dette projekt står uudsletteligt prentet i mit sind.

VI DÆKKER DE ÅNDELIGE BEHOV HOS INDSATTE

Nogle få år senere opstod der en ny mulighed for at forkynde. I nærheden af min menigheds distrikt, i Korydallos, ligger et at Grækenlands største fængsler. Siden april 1991 har jeg været udpeget til som et af Jehovas Vidner at besøge dette fængsel hver uge. Her har jeg tilladelse til at lede bibelstudier og kristne møder med interesserede indsatte. Mange af dem har gjort store forandringer og derved bevist den magt Guds ord har. (Hebræerne 4:12) Det har ikke alene gjort indtryk på fængselspersonalet, men også på andre indsatte. Nogle af dem jeg har studeret Bibelen med, er i mellemtiden blevet løsladt og er nu forkyndere af den gode nyhed.

En overgang studerede jeg med tre berygtede narkohandlere. Efterhånden som de gjorde åndelige fremskridt, mødte de op til deres bibelstudium barberede, pænt friserede og iført skjorte og slips — og dét midt i august, som er en af de varmeste måneder i Grækenland! Fængselsdirektøren, vagtmesteren og andre ansatte kom farende fra deres kontorer for at se dette fænomen. De kunne ikke tro deres egne øjne!

Vi havde en anden opmuntrende oplevelse i kvindernes afdeling af fængselet. Her blev der påbegyndt et bibelstudium med en kvinde der var blevet idømt livsvarigt fængsel for mord. Hun var kendt for sin oprørske adfærd. Men snart fik de sandheder hun lærte ud fra Bibelen, hende til at gøre så bemærkelsesværdige forandringer at mange sagde hun var som en løve der forvandlede sig til et lam! (Esajas 11:6, 7) Kvinden vandt hurtigt fængselsdirektørens tillid og respekt. Jeg glædede mig over at se hende gøre store åndelige fremskridt og nå så langt at hun indviede sig til Jehova.

EN HJÆLPENDE HÅND TIL DE ÆLDRE OG DE SVAGELIGE

At se min kones lange kamp med sygdom har gjort mig mere opmærksom på vore syges og ældres behov. Hver gang der i vore publikationer var artikler der opfordrede os til at yde denne gruppe kærlig hjælp, vakte det min interesse. Jeg satte stor pris på sådanne artikler og samlede på dem. Da der var gået nogle år, havde jeg fået samlet mig en mappe på over hundrede sider; den første artikel var „Omsorgen for de ældre og nødstedte“ fra The Watchtower for 15. juli 1962 (i Vagttårnet for 1. november 1962). Mange af disse artikler viste at det er en god idé at den enkelte menighed sørger for organiseret hjælp til de syge og de ældre. — 1 Johannes 3:17, 18.

Menighedens ældste oprettede et hold af brødre og søstre der stillede sig til rådighed for at tage sig at de behov som de syge og de ældre i menigheden måtte have. Vi delte de frivillige op i forskellige hold — for eksempel nogle der kunne hjælpe om dagen, andre der kunne hjælpe om natten, nogle der kunne sørge for transport, og andre der var disponible døgnet rundt. Det sidste hold var en slags udrykningstjeneste.

Vores indsats har givet gode resultater. En på holdet har for eksempel fået til opgave at aflægge daglige besøg hos en syg søster der bor alene. En dag blev hun fundet liggende bevidstløs på gulvet. Vi underrettede en søster der boede i nærheden, og som havde bil. Hun kørte den syge søster til det nærmeste hospital på rekordtid — kun ti minutter! Lægerne sagde at det havde reddet hendes liv.

Den taknemmelighed de ældre og de svagelige viser, er til stor glæde for os, og håbet om at skulle være sammen med disse brødre og søstre under andre omstændigheder i Guds nye ordning er meget opmuntrende. Til den tid vil det også være dejligt at vide at den hjælp de modtog under deres lidelser, var medvirkende til at de holdt ud.

UDHOLDENHEDEN HAR BÅRET FRUGT

Nu tjener jeg som ældste i en af Piræus’ menigheder. På trods af min fremskredne alder og mine helbredsproblemer kan jeg stadig klare opgaver i menigheden.

I årenes løb har vanskelige omstændigheder, store udfordringer og uforudsete hændelser krævet at jeg var umådelig sejlivet og udholdende, men Jehova har altid givet mig den nødvendige styrke til at overvinde vanskelighederne. Gang på gang har jeg erfaret sandheden i salmistens ord: „Når jeg sagde: ’Min fod må vakle,’ var det din loyale hengivenhed, Jehova, der holdt mig oppe. Når der var mange foruroligende tanker i mit indre, var det al din trøst der kærtegnede min sjæl.“ — Salme 94:18, 19.

[Illustration på side 25]

Sammen med min kone, Eleni, efter hendes anden operation i 1957

[Illustration på side 26]

Ved et områdestævne i Nürnberg i 1969

[Illustration på side 28]

Gruppen af brødre og søstre der hjalp de syge og de ældre