Spørgsmål fra læserne

I hvilket omfang er nutidens kristne underlagt Moselovens begrænsninger med hensyn til indgåelse af ægteskab med en slægtning?

Den lov Jehova gav Israels folk, siger ikke meget om vielsesceremonier og -procedurer. Den forbyder imidlertid klart ægteskab mellem visse parter. I Tredje Mosebog 18:6-20 er der for eksempel en liste over forbudte forhold mellem ’nære kødelige slægtninge’. I disse vers forklares det detaljeret hvilke kødelige slægtninge der ikke må have seksuel omgang med hinanden. De kristne er naturligvis ikke underlagt Moseloven eller bundet af dens bestemmelser. (Efeserne 2:15; Kolossenserne 2:14) Det betyder dog ikke at de blot kan ignorere denne side af sagen når de vælger ægtefælle. Det kan der anføres flere grunde til.

For det første findes der verdslige love for indgåelse af ægteskab mellem nære slægtninge, og kristne er som hovedregel forpligtede til at adlyde deres lands love. (Mattæus 22:21; Romerne 13:1) Disse love varierer naturligvis fra sted til sted. De fleste nutidige love af denne art er primært baseret på genetiske hensyn. Det er en kendt sag at ægteskab mellem nære kødelige slægtninge indebærer en større risiko for at eventuelle børn får genetiske defekter og sygdomme. Af denne grund, og fordi de er forpligtede til at „underordne sig de højere myndigheder“, vil kristne følge de lokale love for indgåelse af ægteskab.

Man må desuden tage i betragtning hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er acceptabelt i det lokale samfund. Så godt som alle kulturer har nogle regler og skikke der sætter visse grænser for indgåelse af ægteskab mellem nære slægtninge. Sådanne forhold betragtes i mange tilfælde som blodskam, incest, og er derfor forbudte. Det kan variere meget fra kultur til kultur hvilke slægtskabsforhold forbudet omfatter, „men generelt er det sådan at jo nærmere beslægtede to mennesker er, jo stærkere og jo mere følelsesladet vil det tabu være som forbyder eller dæmmer op for seksuelle forhold mellem dem,“ siges der i The Encyclopædia Britannica. Selv i tilfælde hvor der ikke er tale om blodskam, ønsker kristne ikke at vække anstød eller lade hånt om samfundets vedtagne skikke, da de derved kunne bringe skam over den kristne menighed og over Guds navn. — 2 Korinther 6:3.

Vores gudgivne samvittighed må heller ikke lades ude af betragtning. Alle mennesker er født med en fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. (Romerne 2:15) Medmindre deres samvittighed er blevet sløvet eller forhærdet på grund af perverse handlinger, vil den fortælle dem hvad der er normalt og sømmeligt, og hvad der er unaturligt og anstødeligt. Jehova hentydede til dette da han gav israelitterne sin lov mod ægteskab mellem nære slægtninge. I denne lov siges der: „Som man gør i Ægyptens land, hvor I har boet, må I ikke gøre; og som man gør i Kana’ans land, som jeg fører jer ind i, må I ikke gøre; og efter deres forskrifter må I ikke vandre.“ (3 Mosebog 18:3) Kristne sætter stor pris på deres bibeloplærte samvittighed og tillader ikke at den påvirkes af den forvrængede opfattelse af rigtigt og forkert som er fremherskende i dag. — Efeserne 4:17-19.

Hvilken konklusion må vi da drage? Kristne er ikke underlagt Moseloven, men deres samvittighed fortæller dem tydeligt at ægteskab mellem nære slægtninge — som far og datter, mor og søn, bror og søster — er noget helt uacceptabelt i den kristne menighed. * Med hensyn til ægteskab mellem fjernere slægtninge vil kristne være opmærksomme på de love og regler samt de sociale og kulturelle normer der findes på dette område. Alt dette må overvejes omhyggeligt, sådan at den bibelske formaning følges: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle.“ — Hebræerne 13:4.

[Fodnote]