Et læ mod vinden

HØJT oppe i Alperne kan man finde den hårdføre alperose. Denne dværgrododendron vokser ofte som lavt buskads og overlever ved at klynge sig tæt til jordoverfladen hvor den søger beskyttelse mod de hårde bjergvinde. Den ubarmhjertige, kolde vind truer alpeplanternes eksistens når den rusker i dem og udtørrer luften og jorden.

Alperosen undgår ofte vindens hærgen ved at slå rod i klippespalter. Skønt der ikke er så meget jord at vokse i, yder spalterne beskyttelse mod vinden og sætter planten i stand til at oplagre vand. Størstedelen af året er rododendronerne nærmest umulige at få øje på i deres skjul, men om sommeren pryder de bjergene med klare røde blomster.

Profeten Esajas forudsagde at „fyrster“ skulle udnævnes af Gud, og at hver enkelt af dem skulle være som „et læ mod vinden“. (Esajas 32:1, 2) Under ledelse af kongen, Jesus Kristus, ville disse åndelige fyrster, eller tilsynsmænd, være som faste klipper, urokkelige i svære og prøvende tider. De ville yde læ i modgangstider og hjælpe de trængte til ikke at miste deres beholdning af åndeligt vand fra Guds ord.

Forfølgelsens vinde, modløshed eller sygdom kan ramme en kristen og udtørre hans tro hvis han er ubeskyttet. Kristne ældste værner ham ved at lytte opmærksomt til hans problem, tilbyde bibelsk vejledning og give opmuntring eller praktisk hjælp. Ligesom deres udnævnte konge, Jesus Kristus, ønsker de at hjælpe dem der er „omtumlede“. (Mattæus 9:36) De vil også gerne hjælpe dem der er blevet rusket og medtagne af den falske lærdoms vind. (Efeserne 4:14) Når en sådan hjælp bliver ydet i rette tid, kan den få afgørende betydning.

„Jeg gennemgik en traumatisk periode i mit liv da nogle af mine nære venner forlod sandheden samtidig med at min far fik en hjerneblødning,“ fortæller Miriam. „I et forsøg på at overvinde min nedtrykthed begyndte jeg at komme sammen med en verdslig fyr. Da jeg følte mig uværdig og var sikker på at Jehova ikke kunne elske mig, meddelte jeg kort tid efter menighedens ældste at jeg havde besluttet at forlade sandheden.

På dette afgørende tidspunkt mindede en medfølende ældste mig om de år jeg havde tjent som pioner. Han sagde at han altid havde beundret min trofasthed, og han bad mig venligt om at lade de ældste hjælpe mig, så jeg kunne blive forsikret om at Jehova stadig elskede mig. Den kærlige interesse de viste mig på dette kritiske tidspunkt, var som et ’læ’ mod det åndelige stormvejr der rasede omkring mig. I løbet af en måned gjorde jeg det forbi med min kæreste, og siden er jeg aldrig veget fra sandhedens vej.“

Ældste føler sig rigt belønnet når de ser deres medkristne blomstre åndeligt, takket være den beskyttelse der blev ydet dem i rette tid. Og disse ’læsteder’ giver os en forsmag på den rigelige åndelige hjælp og beskyttelse vi vil få under Kristi tusindårsrige.