Livsberetning

Selvopofrende tjeneste

FORTALT AF DON RENDELL

Min mor døde i 1927 da jeg blot var fem år. Alligevel har hendes tro i høj grad påvirket mit liv. Hvordan kan det gå til?

MIN mor var et trofast medlem af den engelske statskirke da hun giftede sig med min far, som var professionel soldat. Det var før Første Verdenskrig. Krigen brød ud i 1914, og min mor argumenterede med præsten fordi han brugte prædikestolen til at hverve soldater til hæren. Hvad sagde præsten til hende? „Gå du bare hjem, og bryd ikke dit hoved med sådanne spørgsmål!“ Det var hun ikke tilfreds med.

I 1917, da krigen var på sit højeste, havde mor lejlighed til at se „Skabelsens Fotodrama“. Overbevist om at hun havde fundet sandheden, forlod hun straks kirken og sluttede sig til bibelstudenterne, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Hun overværede møderne sammen med menigheden i Yeovil, den by der lå nærmest vores landsby, West Coker, i amtet Somerset i England.

Mor var hurtig til at fortælle sine tre søstre om sin nyfundne tro. Ældre medlemmer af menigheden i Yeovil har fortalt hvordan min mor og hendes søster Millie med stor nidkærhed cyklede rundt i det store landdistrikt og uddelte Studier i Skriften, en serie bibelstudiehåndbøger. Desværre fik min mor tuberkulose, som dengang ikke kunne helbredes, og døde efter at have tilbragt det sidste halvandet år af sit liv i sengen.

SELVOPOFRELSE I PRAKSIS

Moster Millie, der boede hos os dengang, passede mor da hun blev syg, og tog sig desuden af mig og min søster, Joan, som var syv  år. Da mor døde, tilbød moster Millie straks at tage sig af os børn. Far var lettet over ikke selv at skulle stå med ansvaret og gik straks med til at moster Millie blev boende hos os.

Vi var kommet til at holde meget af vores moster og var glade for at hun skulle blive boende hos os. Men hvorfor havde hun truffet den beslutning? Mange år senere fortalte hun os at hun følte sig forpligtet til at bygge videre på den grundvold mor havde lagt — at undervise Joan og mig i sandheden fra Bibelen — noget hun havde indset at min far aldrig ville gøre, da han ikke var interesseret i religion.

Desuden fandt vi ud af at moster Millie havde truffet en anden meget personlig beslutning. For at kunne tage sig ordentligt af os ville hun aldrig giftes. Hvilken selvopofrelse! Joan og jeg har al mulig grund til at være hende dybt taknemmelig. Hvad moster Millie lærte os, har vi aldrig glemt, og vi vil altid huske hendes strålende eksempel.

EN TID MED BESLUTNINGER

Joan og jeg gik i den engelske statskirkes landsbyskole, og når det gjaldt vores religionsundervisning, tillod moster Millie ikke at forstanderinden kørte om hjørner med hende. Når de andre børn skulle i kirke, gik vi hjem, og når præsten kom til skolen for at give religionsundervisning, sad vi for os selv og skulle lære skriftsteder udenad. Det var virkelig til gavn for mig, for jeg har aldrig glemt dem.

Jeg gik ud af skolen som 14-årig og begyndte på en fireårig læreplads på det lokale osteri. Jeg lærte også at spille klaver, og musik og selskabsdans blev mine hobbyer. Selv om de bibelske sandheder var dybt rodfæstet i mit hjerte, havde de endnu ikke formået at motivere mig. En dag i marts 1940 inviterede en ældre forkynder mig med til et stævne i Swindon, cirka 110 kilometer fra vores landsby. Albert D. Schroeder, der var landstjener for Jehovas Vidner i England, holdt det offentlige foredrag. Det stævne blev et vendepunkt for mig.

Den anden verdenskrig rasede, og jeg spekulerede på hvad jeg ville med mit liv. Jeg besluttede at tage tilbage til menigheden i Yeovil. Ved det første møde jeg overværede, blev der talt om en ny form for forkyndelse, nemlig gadearbejde. Trods min begrænsede kundskab indvilligede jeg i at gå med, til stor undren for mange af mine såkaldte venner, som hånede mig når jeg mødte dem på gaden.

I juni 1940 blev jeg døbt i Bristol. Inden for en måned meldte jeg mig som pioner, eller heltidsforkynder. Det var en stor glæde for mig da min søster kort efter også symboliserede sin indvielse ved vanddåben.

PIONERTJENESTE UNDER KRIGEN

Et år efter at krigen var begyndt, modtog jeg indkaldelsespapirer til hæren. Jeg var registreret som militærnægter i Yeovil og måtte møde for domstolen i Bristol. Jeg var på det tidspunkt begyndt i pionertjenesten sammen med John Wynn i Cinderford, Gloucestershire, og derefter i Haverfordwest og Carmarthen i Wales. * Senere, ved et retsmøde  i Carmarthen, blev jeg idømt tre måneders fængsel i Swansea og fik desuden en bøde på 25 pund — en betragtelig sum penge dengang. Efterfølgende fik jeg endnu en tremåneders fængselsdom for ikke at betale bøden.

Ved et tredje retsmøde blev jeg spurgt: „Ved De ikke at Bibelen siger at man skal ’give kejseren, hvad kejserens er’?“ „Jo,“ svarede jeg, „men jeg vil gerne citere resten af verset: ’og Gud, hvad Guds er.’ Og det er det jeg gør.“ (Mattæus 22:21, da. aut.) Nogle få uger senere modtog jeg et brev der oplyste at jeg var fritaget for militærtjeneste.

I begyndelsen af 1945 blev jeg indbudt til at tjene sammen med betelfamilien i London. Den følgende vinter fik vi i London besøg af Nathan H. Knorr, som førte an i organiseringen af det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, samt hans sekretær, Milton G. Henschel. Otte unge brødre fra England blev tilmeldt den ottende klasse af Vagttårnets Bibelskole Gilead for at få oplæring som missionærer, og jeg var en af dem.

MISSIONÆRDISTRIKTET

Den 23. maj 1946 lagde vi ud fra den lille corniske havn Fowey på et Liberty-skib. Havnefogeden, kaptajn Collins, var et af Jehovas Vidner, og da vi lagde fra kaj, lod han en sirene lyde. Naturligvis var det med blandede følelser vi så den engelske kystlinje forsvinde. Rejsen over Atlanten var hård, men 13 dage senere nåede vi frem til De Forenede Stater.

Det var en uforglemmelig oplevelse at overvære det ottedages internationale stævne, „Glade nationers teokratiske stævne“. Det foregik i Cleveland, Ohio, fra 4. til 11. august 1946. Der var 80.000 delegerede til stede, deriblandt 302 fra 32 andre lande. Ved det stævne begyndte bladet Vågn op! * at udkomme, og tilhørernes begejstring var stor da bogen „Gud Maa Være Sanddru“ blev frigivet.

Vi udgik fra Gilead i 1947, og Bill Copson og jeg blev sendt til Egypten. Men før vi tog af sted, nød jeg gavn af en god oplæring i kontorarbejde som Richard Abrahamson på Brooklyn Betel gav mig. Vi gik fra borde i Alexandria, og jeg vænnede mig hurtigt til den mellemøstlige livsstil. Men det var en udfordring at lære arabisk, og jeg måtte gøre brug af vidnesbyrdskort på fire sprog.

Bill Copson blev der i syv år, men jeg kunne ikke få fornyet mit visum, så efter det første år måtte jeg forlade landet. Jeg ser tilbage på dét års missionærtjeneste som det mest givende år af mit liv. Jeg havde den forret at lede mere end 20 bibelstudier om ugen, og nogle af dem som lærte sandheden at kende dengang, er stadig aktive tjenere for Jehova. Fra Egypten blev jeg sendt til Cypern.

CYPERN OG ISRAEL

Jeg begyndte at lære et andet sprog, græsk, og at blive kendt med den lokale dialekt. Kort  efter, da Anthony Sideris blev bedt om at flytte til Grækenland, fik jeg til opgave at føre tilsyn med arbejdet på Cypern. På det tidspunkt tog det cypriotiske afdelingskontor sig også af arbejdet i Israel, og sammen med andre brødre havde jeg mulighed for af og til at besøge de få forkyndere i landet.

På min første tur til Israel holdt vi et lille stævne i en restaurant i Haifa, og der var 50-60 personer til stede. Ved at opdele tilhørerne efter nationalitet kunne vi fremholde programmet på seks forskellige sprog! Ved en anden lejlighed viste jeg i Jerusalem en film fremstillet af Jehovas Vidner, og jeg holdt et foredrag som fik positiv omtale i den engelsksprogede avis.

Der var omkring 100 forkyndere på Cypern dengang, og de måtte kæmpe en hård kamp for troen. Pøbelskarer som blev anført af græsk-ortodokse præster, afbrød stævnerne, og det var en helt ny oplevelse at der blev kastet sten efter mig når jeg forkyndte i landområderne. Jeg måtte lære at fortrække hurtigt! Stillet over for denne voldelige modstand var det trosstyrkende at der blev sendt flere missionærer til landet. Dennis og Mavis Matthews samt Joan Hulley og Beryl Heywood sluttede sig til mig i Famagusta, mens Tom og Mary Goulden samt Nina Constanti, en cypriot født i London, tog til Limassol. Bill Copson blev også flyttet til Cypern, hvor han senere fik selskab af Bert og Beryl Vaisey.

MINE FORHOLD ÆNDRER SIG

Ved udgangen af 1957 blev jeg syg og kunne ikke fortsætte i mit missionærdistrikt. Med tungt sind besluttede jeg at vende tilbage til England for at komme til hægterne. Her tjente jeg som pioner indtil 1960. Min søster og svoger var så venlige at give mig husly, men forholdene havde ændret sig. Joan havde svært ved at klare det hele. I de 17 år hvor jeg var væk, havde hun både sørget for sin mand og deres datter og samtidig taget sig kærligt af vores far og moster Millie, som nu var blevet gamle og syge. Det stod klart at jeg nu måtte følge min mosters selvopofrende eksempel og blive hos min søster indtil både min moster og min far var døde.

Det ville have været nemt at slå sig ned i England, men efter et stykke tid følte jeg mig forpligtet til at vende tilbage til mit distrikt. Jehovas organisation havde jo trods alt brugt mange penge på min oplæring. I 1972 rejste jeg på egen hånd til Cypern for at være pioner igen.

Nathan H. Knorr ankom for at arrangere et stævne der skulle holdes det følgende år. Da han fandt ud af at jeg var kommet tilbage, anbefalede han at jeg blev udnævnt som kredstilsynsmand for hele øen, en forret jeg havde i fire år. Jeg følte mig dog lidt overvældet ved tanken, for det betød at jeg skulle tale græsk det meste af tiden.

EN PERIODE MED PROBLEMER

Jeg boede i landsbyen Karakoumi, lidt øst for Kyrenia på nordkysten, sammen med Paul Andreou, en af de lokale græsktalende  forkyndere. Cyperns afdelingskontor lå i Nicosia, syd for Kyreniabjergene. I begyndelsen af juli 1974 befandt jeg mig i Nicosia da der blev gennemført et kup for at afsætte præsident Makarios, og jeg så hans palads gå op i flammer. Da det igen blev sikkert at rejse, hastede jeg tilbage til Kyrenia, hvor vi var ved at forberede et kredsstævne. To dage senere hørte jeg den første bombe falde ved havnen, og luften var fuld af helikoptere med invasionstropper fra Tyrkiet.

Eftersom jeg var britisk statsborger, førte tyrkiske soldater mig til udkanten af Nicosia, hvor jeg blev forhørt af FN-soldater som tog kontakt til afdelingskontoret. Derefter stod jeg over for en skræmmende tur, hvor jeg måtte gå gennem et virvar af elkabler og telefonledninger hen til de forladte hjem på den anden side af ingenmandsland. Hvor var jeg lykkelig for at min kommunikation til Jehova ikke kunne afbrydes! Mine bønner hjalp mig til at komme igennem en af mit livs værste oplevelser.

Jeg havde mistet alle mine ejendele, men jeg var glad for at være i sikkerhed på afdelingskontoret. Sådan var situationen dog ikke længe. Nogle dage senere havde de invaderende styrker fået kontrol med den nordlige tredjedel af øen. Vi måtte forlade Betel, hvorefter vi flyttede til Limassol. Jeg var glad for dér at kunne arbejde sammen med et udvalg der skulle tage sig af de 300 brødre som var berørt af de urolige omstændigheder, som havde ført til at mange havde mistet deres hjem.

NYE OPGAVER

I januar 1981 spurgte Det Styrende Råd om jeg ville flytte til Grækenland og slutte mig til betelfamilien i Athen. Men da året var omme, var jeg tilbage på Cypern, udnævnt til koordinator på afdelingskontoret. Andreas Kontoyiorgis og hans hustru, Maro, cyprioter som var sendt hertil fra London, viste sig at være „en styrkende hjælp“ for mig. — Kolossenserne 4:11.

Da Theodore Jaracz’ zonetilsynsmandsbesøg i 1984 var ved at være slut, modtog jeg et brev fra Det Styrende Råd, hvori der blot stod: „Vi vil gerne bede dig rejse med broder Jaracz til Grækenland når han er færdig med sit besøg.“ Der var ikke nogen begrundelse, men da vi ankom til Grækenland, blev et andet brev fra Det Styrende Råd læst op for afdelingskontorets udvalg, og ifølge brevet var jeg udnævnt til koordinator for afdelingskontoret i Grækenland.

På det tidspunkt stod vi over for flere tilfælde af frafald. Desuden blev vi beskyldt for ulovligt at hverve proselytter. Hver dag blev Jehovas Vidner arresteret og stillet for domstolene. Det var en stor glæde at lære brødre og søstre at kende hvis uangribelighed havde stået tidens prøve! Nogle af deres sager kom for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og det gav enestående resultater  som havde en god virkning på forkyndelsesarbejdet i Grækenland. *

Mens jeg tjente i Grækenland, overværede jeg nogle mindeværdige stævner i Athen, Thessalonika og på øerne Rhodos og Kreta. Det var fire glædelige og givende år, men i 1988 skete der endnu en forandring i mit liv — jeg vendte tilbage til Cypern.

CYPERN — OG TILBAGE TIL GRÆKENLAND

Mens jeg havde været borte fra Cypern, var afdelingskontoret blevet flyttet til en nyerhvervet grund i Nissou, nogle kilometer fra Nicosia, og Carey Barber fra Jehovas Vidners Hovedkontor i Brooklyn holdt indvielsestalen. Forholdene var blevet mere rolige på Cypern, og jeg var glad for at være tilbage — men snart skulle der igen ske noget.

Det Styrende Råd havde givet tilladelse til at bygge et nyt betelhjem i Grækenland, nord for Athen. Da jeg både kunne tale engelsk og græsk, blev jeg indbudt til i 1990 at vende tilbage og arbejde på byggepladsen som tolk for de internationale byggearbejdere dér. Jeg husker stadig den glæde det var om sommeren at være på byggepladsen klokken seks om morgenen og tage imod de hundreder af græske brødre og søstre som havde meldt sig til at arbejde sammen med byggefamilien. Jeg vil altid huske deres glæde og nidkærhed.

Græsk-ortodokse præster og deres tilhængere forsøgte at få adgang til byggepladsen og forstyrre arbejdet, men Jehova hørte vore bønner og beskyttede os. Jeg hjalp til på byggepladsen indtil det nye betelhjem blev indviet den 13. april 1991.

JEG BLIVER I ENGLAND FOR AT TAGE MIG AF MIN SØSTER

Det følgende år tog jeg til England på ferie og boede hos min søster og svoger. Mens jeg var der, blev min svoger sørgeligt nok ramt af to hjerteanfald og døde. Joan havde været en stor støtte for mig under min missionærtjeneste. Der gik sjældent en uge uden at hun skrev et opmuntrende brev til mig. Det er en sand velsignelse for enhver missionær at have en sådan kontakt. Nu var hun blevet enke, og med sit svigtende helbred havde hun brug for støtte. Hvad skulle jeg gøre?

Joans datter, Thelma, og hendes mand tog sig allerede af en anden trofast enke i menigheden, en slægtning til os som var uhelbredeligt syg. Så efter mange bønner besluttede jeg at blive og tage mig af Joan. Det var ikke nemt at omstille sig, men jeg har nu den forret at tjene som ældste i Pen Mill, en af de to menigheder i Yeovil.

De brødre jeg har tjent sammen med i andre lande, holder stadig forbindelsen med mig ved lige pr. telefon eller brev, og det er jeg meget taknemmelig for. Skulle jeg nogen sinde udtrykke ønske om at vende tilbage til Cypern eller Grækenland, så ved jeg at de straks ville sende en billet. Men jeg er nu 80 år gammel, og hverken mit syn eller mit helbred er hvad det har været. Det er frustrerende ikke at kunne være lige så aktiv som før, men mine år på Betel har hjulpet mig til at opdyrke vaner som er gavnlige for mig nu. For eksempel læser jeg altid dagens tekst før morgenmaden. Jeg har også lært at komme godt ud af det med andre og at holde af dem — det er nøglen til succes i missionærtjenesten.

Når jeg ser tilbage på de hen ved 60 dejlige år jeg har brugt på at lovprise Jehova, ved jeg at heltidstjenesten er den største beskyttelse for os og samtidig den bedste oplæring man kan få. Af hele mit hjerte kan jeg sige som David sagde til Jehova: „Du har været et højt og sikkert sted for mig, ja, et tilflugtssted på min trængsels dag.“ — Salme 59:16.

[Fodnoter]

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GRÆKENLAND

Athen

CYPERN

Nicosia

Kyrenia

Famagusta

Limassol

[Illustration på side 21]

Mor i 1915

[Illustration på side 22]

Som nr. 4 fra venstre sammen med andre brødre fra den ottende gileadklasse på taget af Brooklyn Betel i 1946

[Illustration på side 23]

Med moster Millie efter at jeg var vendt tilbage til England første gang