Gud lovprises i de filippinske bjerge

Når man tænker på Filippinerne, tænker man nok først og fremmest på et ørige. Men landet har også imponerende bjerge. Og mens det for Jehovas Vidner har været forholdsvis nemt og effektivt at forkynde i de filippinske byer og lavlandsområder, har bjergegnene budt på talrige udfordringer.

LANDETS storslåede bjerge danner en skarp kontrast til sandstrandene, koralrevene og fiskerlejerne samt de travle byer på øernes sletter. Samtidig har bjergene besværliggjort forkyndelsen af den „gode nyhed“ om Guds rige. — Mattæus 24:14.

Filippinerne ligger i en zone hvor to litosfæreplader støder sammen. Forskydningen af jordskorpen i dette område har på de større øer dannet skarpe bjergkamme. De mere end 7100 øer som udgør Filippinerne, befinder sig i den vestlige del af den såkaldte Ring of Fire i Stillehavet. Overalt på øerne er vulkaner skudt op og er med til at danne det bjergrige landskab. Det ufremkommelige terræn har isoleret bjergboerne. Det er vanskeligt at nå frem til dem fordi kun få veje er farbare med motorkøretøjer.

Disse hindringer får dog ikke Jehovas Vidner til at glemme nødvendigheden af at nå ud til „alle slags mennesker“. (1 Timoteus 2:4) Forkynderne på Filippinerne har arbejdet i harmoni med ånden i Esajas 42:11, 12: „Lad indbyggerne på klippebjerget råbe af glæde. Lad dem råbe højt fra bjergenes top. Lad dem tilskrive Jehova herlighed, og lad dem forkynde hans pris på øerne.“

For over 50 år siden indledte man en koncentreret indsats for at forkynde for bjergbefolkningen. Efter Anden Verdenskrig hjalp Jehovas Vidners missionærer med at sætte skub i arbejdet. Mange tog imod sandheden fra Bibelen og hjalp derefter selv med at sprede sandheden til landsbyer langt oppe i bjergene. Det førte til gode resultater. I Cordillera Central, en bjergkæde på nordsiden af Luzon, er der for eksempel 6000 forkyndere af den gode nyhed. Flertallet er  indfødte der tilhører stammerne ibaloi, ifugao og kalinga.

Der er stadig mange distrikter i bjergene som ikke har fået besøg fordi de er svære at nå frem til. Men de mennesker der lever deroppe, er ikke blevet glemt. Hvordan er man nået ud til nogle af dem, og hvordan har de reageret?

SAND TRO AFLØSER STAMMERELIGION

På den nordlige ø Luzon bebor tinggierne bjergegnene i provinsen Abra. Tinggiernes navn stammer muligvis fra det malajiske ord tinggi, som betyder „bjerg“. Et passende navn, må man sige! Folk omtaler sig selv og deres sprog som itneg. De tror på en gud der hedder Kabunian, og deres hverdag er stærkt præget af overtro. Hvis en person der for eksempel står i begreb med at tage et sted hen, kommer til at nyse, bliver det betragtet som et dårligt tegn. Han er nødt til at vente et par timer indtil den skadelige virkning er aftaget.

I 1572 kom spanierne og indførte katolicismen, men de underviste ikke tinggierne i den sande kristne lære. De der blev katolikker, holdt sig til deres tro på Kabunian og fulgte deres oprindelige skikke. Den nøjagtige kundskab om Bibelen nåede først ud til dette folk i 1930’erne da Jehovas Vidner indledte forkyndelsesarbejdet i disse bjerge. Mange oprigtige tinggier er siden hen begyndt at lovprise Jehova „fra bjergenes top“.

Det skete for eksempel med Lingbaoan, der var et respekteret stammeoverhoved i området. Han var stærkt engageret i tinggiernes kultur, og selv om han ellers regnede sig for at være katolik, siger han: „Jeg fulgte trofast vores traditioner. Hvis nogen blev dræbt, udførte vi en dans efter begravelsen og spillede på gonger. Vi ofrede også dyr, og vi troede på Kabunian. Jeg kendte ikke Bibelens Gud.“

 En dag kom der nogle Jehovas Vidner til området for at forkynde. De mødte Lingbaoan og opfordrede ham til at læse i Bibelen. Han siger: „Det var Bibelen der overbeviste mig om at Jehova er den sande Gud.“ En af forkynderne studerede Bibelen med ham, og Lingbaoan besluttede sig for at tjene den sande Gud. Han opgav sin tidligere levevis og gav afkald på sin position som stammeoverhoved, noget der skabte vrede hos den lokale præst og Lingbaoans tidligere omgangskreds. Lingbaoan var dog besluttet på at leve i overensstemmelse med det han havde lært ud fra Bibelen. Nu virker han som ældste i menigheden.

SYV DAGE OG SEKS NÆTTER

I visse egne af provinsen Abra hører indbyggerne nu jævnlig den gode nyhed, mens man i mere afsidesliggende egne kun får besøg en gang imellem. For nogen tid siden gjorde Jehovas Vidner en indsats for at nå ud til en af disse egne. En gruppe på 35 tog af sted for at forkynde i isolerede distrikter i Tineg, hvor der ikke havde været forkyndt i 27 år.

Denne forkyndertur foregik til fods og tog syv dage. Tænk at skulle forcere dybe floder, balancere over hængebroer og i timevis vandre gennem bjergene med hele sin oppakning — alt sammen for at forkynde den gode nyhed for dem der sjældent hører den! Bjergvandrerne måtte tilbringe fire ud af seks nætter under åben himmel.

De hårdføre forkyndere havde ganske vist mad med til ekspeditionen, men kunne ikke bære på så meget at de havde nok til hele turen. Det var dog ikke noget problem, for folk ville hellere end gerne give dem madvarer i bytte for bibelsk litteratur; de fik masser af landbrugsprodukter, fisk og rådyrkød. Så selv om turen havde været ubekvem, sagde gruppen: „De ofre vi bragte, blev opvejet af en fantastisk glæde.“

I de syv dage aflagde forkynderne vidnesbyrd i ti landsbyer, hvor de uddelte 60 bøger, 186 blade, 50 brochurer og mange traktater. Fireoghalvfjerds gange fik Jehovas Vidner lejlighed til at vise hvordan et bibelstudium foregår. I byen Tineg blev der på anmodning af lokale myndighedspersoner og nogle højtstående borgere afholdt et møde med 78 til stede. Mødet blev hovedsagelig overværet af lærere og politifolk. Forhåbentlig vil flere tinggier i fremtiden tilslutte sig dem der ’råber af glæde’ og lovpriser Jehova fra bjergenes top.

NOGET DER ER BEDRE END GULD

Længere mod syd ligger der nogle øer hvor spanierne fandt guld. De fik derfor navnet Mindoro, som er en sammentrækning af det spanske ord for „guldmine“, mina de oro. Nu finder man dog på disse øer noget der er langt bedre end guld — mennesker der ønsker at tjene den sande Gud, Jehova.

Omkring 125.000 indfødte, eller mangyaner, bor i de afsidesliggende skove i Mindoros indre. De lever et enkelt liv, holder sig mest for sig selv og har deres eget sprog. De  fleste er animister og polyteister og tror at naturen er besjælet af ånder.

Af og til kommer enkelte mangyaner ned til kystområderne for at søge arbejde når de mangler mad eller andre fornødenheder. Det var tilfældet med Pailing, som tilhører batangan, en undergruppe inden for mangyanerne. Han voksede op blandt sit folk langt inde i den skovklædte bjergegn og delte batanganernes tro og skikke. De gik almindeligvis klædt med et simpelt lændeklæde. For at sikre sig en god høst skulle batanganerne ifølge deres overlevering slagte en kylling og lade blodet dryppe ned i noget vand mens de sagde en bøn.

Pailing følger ikke længere disse traditioner. Hvordan kan det være? Da han tog ned til lavlandet, fik han arbejde hos nogle familier der var Jehovas Vidner. En af familierne benyttede lejligheden til at gøre Pailing kendt med sandheden fra Bibelen. Han reagerede positivt og værdsatte det han lærte om Jehovas hensigt med menneskeheden og jorden. Familien sørgede for at han kom i skole, og at han fik et bibelstudium. Pailing blev døbt som et af Jehovas Vidner da han var 24 år. Som 30-årig var han i gang med sit 2. år i gymnasiet, som han gjorde til sit forkynderdistrikt. Nu kalder de ham Rolando (et navn fra lavlandet).

I dag er Rolando en velklædt og smilende heltidsforkynder der virker som menighedstjener i en af Mindoros menigheder. For nylig tog han tilbage til bjergene, ikke for sammen med batanganerne at deltage i deres traditioner, men for at give dem del i den livgivende sandhed fra Bibelen.

IVRIGE EFTER AT FÅ EN RIGSSAL

På den sydlige ø Mindanao ligger provinsen Bukidnon, et ord som på cebuano betyder „folk fra bjergene“. Bukidnon er et område med bjerge, slugter, floddale og højsletter. Det frugtbare land frembringer ananas, majs, kaffe, ris og bananer. Det er her højlandsstammerne talaandig og higaonon har hjemme, folk der også har behov for at lære om Jehova. For nylig åbnede der sig en meget interessant mulighed for at dække dette behov i nærheden af byen Talakag.

Nogle Jehovas Vidner som tog til højlandet, kom op i kulden, men fik en varm velkomst. De lokale sagde at de troede på den almægtige Gud, Faderen, men de kendte ikke hans navn. Eftersom de tilbragte det meste af tiden i skoven, var det første gang de mødte Jehovas Vidner. Forkynderne gjorde dem bekendt med Guds navn og hans hensigt i forbindelse med Riget, og folk var så begejstrede for det de hørte, at man planlagde yderligere besøg i deres landsby.

Besøgene blev fulgt op, og det resulterede i at lokalbefolkningen tilbød Jehovas Vidner en grund til et af deres „huse“. Forkynderne tog gladeligt imod tilbudet. Grunden lå på det højeste bjerg i området, et sted med udsigt over vejen. Til rigssalsbyggeriet blev der brugt træ, bambus og palmeblade. Bygningen stod færdig efter tre måneder og ti dage. Foran rigssalen kunne man tydeligt se skiltet „Jehovas Vidners rigssal“. Tænk engang, rigssalen var blevet opført inden der var oprettet en menighed!

Senere flyttede en menighedstjener og en ældste der er heltidsforkynder, dertil. Sammen med Jehovas Vidner fra de nærliggende områder arbejdede de hen imod at danne en menighed. Det mål blev nået i august 1998. En lille menighed gør nu god brug af rigssalen og hjælper bjergboerne til at lære sandheden fra Bibelen at kende.

Jehova har på storslået vis brugt sine villige tjenere i Filippinerne til at forkynde budskabet om Riget i selv svært tilgængelige bjergegne. Det får en til at tænke på det der står i Esajas 52:7: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt.“

[Kort på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ABRA

MINDORO

BUKIDNON

[Kildeangivelse]

Globus: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 10]

Forkyndelsen i bjergene indebærer flere timers vandring gennem et uvejsomt terræn

[Illustration på side 10]

Dåb i en bjergbæk