Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Handicap kender ingen grænser

Handicap kender ingen grænser

Handicap kender ingen grænser

CHRISTIAN, der bor i et afrikansk land, blev engang bortført af nogle soldater som forsøgte at tvinge ham ind i hæren. Det nægtede han på grund af sin bibeloplærte samvittighed. Så førte soldaterne ham til en militærlejr, hvor han blev pryglet i fire dage og derpå skudt i benet. Det lykkedes Christian at komme på hospitalet, men det sårede ben måtte amputeres under knæet. I et andet afrikansk land har oprørere hugget lemmer af endog småbørn. Fra Cambodja til Balkan, og fra Afghanistan til Angola er landminer stadig med til vilkårligt at lemlæste og invalidere unge og gamle.

Også ulykker og sygdomme, som for eksempel diabetes, rammer mange. Nogle bliver tilmed invalideret af miljøgifte. I og omkring en østeuropæisk by er der for eksempel blevet født børn der mangler en underarm bortset fra en stump under albuen. Sandsynligvis er forurening årsag til de genetiske skader. I hele verden er der mange der har alle lemmer i behold, men er handicappede på grund af lammelse eller andre skavanker. Nej, handicap kender ingen grænser.

Uanset årsagen kan et handicap være hårdt at leve med. En mand ved navn Junior mistede venstre underben da han var 20. Senere fortalte han: „Det gjorde mig deprimeret. Jeg græd meget over at mit ben aldrig ville blive helt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg var forvirret.“ Men med tiden fik Junior et helt nyt livssyn fordi han studerede Bibelen. Det han lærte, hjalp ham ikke blot til at affinde sig med sin tilstand, men har samtidig givet ham et glædebringende håb om en lykkelig fremtid her på jorden. Hvis du har et handicap, kunne du da tænke dig at få det samme håb?

I så fald vil du få udbytte af at læse den følgende artikel. Det er en god idé at slå henvisningerne til skriftstederne op i din egen bibel, så du ved selvsyn kan få vished for hvad Skaberen vil gøre for dem der lærer om hans hensigt og indretter sig efter den.