Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem vil overleve Jehovas dag?

Hvem vil overleve Jehovas dag?

Hvem vil overleve Jehovas dag?

„Dagen kommer, brændende som en ovn.“ — MALAKIAS 4:1.

1. Hvordan beskriver Malakias enden på denne onde tingenes ordning?

GUD inspirerede profeten Malakias til at beskrive nogle ærefrygtindgydende begivenheder der vil indtræffe i den nærmeste fremtid. Det der sker, vil komme til at berøre hvert eneste menneske på jorden. Malakias 4:1 forudsiger følgende: „’Se, dagen kommer, brændende som en ovn, og alle overmodige og alle der handler ugudeligt skal blive som halmstrå, og dagen der kommer skal fortære dem,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’så den hverken efterlader rod eller gren hos dem.’“ Hvor grundig vil ødelæggelsen af denne onde tingenes ordning være? Lige så grundig som hvis man ødelagde rødderne på et træ. Det vil aldrig kunne vokse mere.

2. Hvordan beskriver visse skriftsteder Jehovas dag?

2 Du spørger måske: ’Hvilken „dag“ er det profeten Malakias profeterer om?’ Det er den samme dag som omtales i Esajas’ Bog, kapitel 13, vers 9, hvor der står: „Se, Jehovas dag kommer, grusom og med en heftig og brændende vrede, for at gøre landet til noget man forfærdes over, og for at tilintetgøre dets syndere og fjerne dem fra det.“ Zefanias 1:15 beskriver dagen med disse ord: „Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm.“

’DEN STORE TRÆNGSEL’

3. Hvad er „Jehovas dag“?

3 I den større opfyldelse af Malakias’ profeti er „Jehovas dag“ en periode som er kendetegnet af ’stor trængsel’. Jesus forudsagde: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Mattæus 24:21) Tænk på de lidelser verden allerede har været vidne til, især siden 1914. (Mattæus 24:7-12) Alene Anden Verdenskrig kostede over 50 millioner menneskeliv. Alligevel vil alt dette være for intet at regne i sammenligning med ’den store trængsel’. Denne begivenhed, der er den samme periode som Jehovas dag, slutter i Harmagedon og gør ende på de sidste dage for denne onde tingenes ordning. — 2 Timoteus 3:1-5, 13; Åbenbaringen 7:14; 16:14, 16.

4. Hvad vil der være sket når Jehovas dag slutter?

4 Ved slutningen af Jehovas dag vil Satans verden og dem der støtter den, være fjernet. Falsk religion er det første der forsvinder. Derefter vil Jehova udslette Satans politiske og økonomiske systemer. (Åbenbaringen 17:12-14; 19:17, 18) Ezekiel forudsiger: „Deres sølv kaster de på gaderne, og deres guld bliver noget de afskyr. Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag.“ (Ezekiel 7:19) Om denne dag siger Zefanias 1:14: „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ I betragtning af hvad Bibelen siger om Jehovas dag, skulle vi være besluttede på at handle i overensstemmelse med Guds retfærdige krav.

5. Hvad oplever de der frygter Jehovas navn?

5 Efter at have forudsagt hvad Jehovas dag vil betyde for Satans verden, gengiver Malakias i kapitel 4, vers 2, Jehovas ord: „For jer som frygter mit navn skal retfærdighedens sol skinne med lægedom i sine vinger, og I skal gå ud og stampe som staldkåde fedekalve.“ „Retfærdighedens sol“ er Jesus Kristus. Han er i åndelig forstand „verdens lys“. (Johannes 8:12) Jesus skinner „med lægedom i sine vinger“ — i første omgang en åndelig lægedom, som vi oplever allerede i dag, og i den nye verden en fuldstændig, fysisk lægedom. Som Jehova siger, vil de helbredte „gå ud og stampe som staldkåde fedekalve“ der springer af glæde over at være blevet frie.

6. Hvilken sejrsfest vil Jehovas tjenere opleve?

6 Hvad sker der med dem der ignorerer Jehovas krav? Malakias 4:3 siger: „’I [Guds tjenere] skal træde de ugudelige ned, for de vil blive som støv under jeres fodsåler den dag da jeg griber ind,’ siger Hærstyrkers Jehova.“ De der tilbeder Gud, skal ikke være med til at ødelægge Satans verden. Men rent symbolsk vil de „træde de ugudelige ned“ ved at deltage i den store sejrsfest der vil blive holdt efter Jehovas dag. Da Faraos hær var gået til grunde i Det Røde Hav, blev der holdt en stor sejrsfest. (2 Mosebog 15:1-21) Når Satan og hans verden er blevet fjernet i den store trængsel, vil der også blive festet. De trofaste tjenere der overlever Jehovas dag, vil råbe: „Lad os juble og fryde os over frelsen ved ham.“ (Esajas 25:9) Der vil være grund til stor jubel når Jehovas suverænitet er blevet hævdet og jorden er blevet renset for alt ondt så mennesker kan bo i fred.

KRISTENHEDEN EFTERLIGNER ISRAEL

7, 8. Beskriv den åndelige situation i Israel på Malakias’ tid.

7 De der opnår et godkendt forhold til Jehova, er dem der tjener ham, i modsætning til dem der ikke gør. Det samme var tilfældet da Malakias skrev sin bog. I 537 f.v.t. blev en rest af Israel ført tilbage efter 70 års fangenskab i Babylon. Men i løbet af de næste hundrede år begyndte den genrejste nation igen at bukke under for frafald og ugudelighed. De fleste blandt folket vanærede Jehovas navn, ignorerede hans retfærdige love, besmittede hans tempel ved at bringe blinde, halte og syge dyr som ofre og lod sig skille fra deres ungdoms hustruer.

8 Derfor sagde Jehova til dem: „Jeg vil nærme mig jer til dom og være et hastigt vidne mod troldmændene og mod ægteskabsbryderne og mod dem der sværger falsk og mod dem der besviger daglejeren for hans løn, ja enken og den faderløse, og mod dem der skubber den fastboende udlænding til side og ikke frygter mig . . . For jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:5, 6) Alligevel havde Jehova en tilskyndelse til alle der ville høre op med deres onde handlinger: „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ — Malakias 3:7.

9. Hvilken første opfyldelse fik Malakias’ profetier?

9 Disse ord fik også en opfyldelse i det første århundrede. Nogle få jøder valgte at tjene Jehova og blev en del af en ny „nation“ af salvede kristne, som med tiden kom til at omfatte hedninger. Men langt størstedelen af jøderne fornægtede Jesus. Derfor sagde Jesus til Israels nation: „Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:38; 1 Korinther 16:22) I år 70 oplevede jøderne en dag der, som forudsagt i Malakias 4:1, var „brændende som en ovn“. Jerusalem og templet blev ødelagt, og man mener at over en million mennesker døde som følge af hungersnød, magtkampe og de romerske hæres angreb. Men de der tjente Jehova, undslap trængselen. — Markus 13:14-20.

10. På hvilken måde efterligner de gejstlige og folk i almindelighed Israels nation i det første århundrede?

10 Menneskeheden, og i særlig grad kristenheden, har efterlignet Israels nation i det første århundrede. Både lederne og folk i almindelighed foretrækker deres egne religiøse forestillinger frem for de sandheder fra Gud som Jesus underviste i. Der er især grund til at kritisere de gejstlige. De nægter at bruge Jehovas navn og fjerner det endog fra deres bibeloversættelser. De vanærer Jehova ved deres ubibelske lære, blandt andet den hedenske lære om evig pine i helvede, treenigheden, sjælens udødelighed og evolutionsteorien. Derved nægter de at give Jehova den ære der tilkommer ham, nøjagtig som præsterne på Malakias’ tid.

11. Hvordan viser verdens trossamfund hvem de virkelig tjener?

11 Da de sidste dage begyndte i 1914, viste denne verdens trossamfund, især de der hævdede at være kristne, hvem de i virkeligheden tjente. I begge verdenskrige tilskyndede de deres medlemmer til at gå i krig på grund af nationale uoverensstemmelser, selv hvis det betød at de måtte dræbe nogle der tilhørte deres eget trossamfund. Guds ord viser tydeligt hvad der kendetegner dem der adlyder Jehova, og dem der ikke adlyder ham. Der siges: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

EN PROFETI GÅR I OPFYLDELSE

12, 13. Hvilke profetier har Guds tjenere opfyldt i vor tid?

12 Ved slutningen af Første Verdenskrig i 1918 kunne Jehovas tjenere se at Gud havde fordømt kristenheden og den øvrige del af falsk religion. Fra da af er opfordringen gået ud til retsindige: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ (Åbenbaringen 18:4, 5) De der ønskede at tjene Jehova, begyndte at blive renset for ethvert spor af falsk religion og gik derefter i gang med at forkynde den gode nyhed om det oprettede rige i hele verden — et arbejde der skal afsluttes før enden på denne onde tingenes ordning kommer. — Mattæus 24:14.

13 Dette skete for at profetien i Malakias 4:5 kunne opfyldes. Her siger Jehova: „Se, jeg sender jer profeten Elias før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer.“ Profetien fik sin første opfyldelse i den gerning der blev udført af Johannes Døber, som Elias var et billede på. Johannes udførte en gerning i lighed med Elias’ da han døbte de jøder der angrede deres synder mod Lovpagten. Hvad der havde endnu større betydning, var at Johannes var forløber for Messias. Men Johannes’ virke var kun en mindre opfyldelse af Malakias’ profeti. Jesus pegede på at Johannes var en modbilledlig Elias, men antydede samtidig at der også i fremtiden ville blive udført et arbejde der svarer til det Elias havde været optaget af. — Mattæus 17:11, 12.

14. Hvilket vigtigt arbejde må udføres før afslutningen på denne tingenes ordning?

14 Malakias’ profeti viser at dette omfattende arbejde ville blive udført „før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer“. Dagen vil slutte med krigen på Guds den Almægtiges store dag ved Harmagedon, der nu hastigt nærmer sig. Det betyder at der før afslutningen på denne onde tingenes ordning og inden tusindårsriget under Guds himmelske regering ville blive udført et arbejde der svarer til det Elias udførte. Som en opfyldelse af profetien udfører vore dages Eliasskare, støttet af millioner af kristne med et jordisk håb, nidkært arbejdet med at genoprette den sande tilbedelse, ophøje Jehovas navn og undervise de symbolske får i Bibelen.

JEHOVA VELSIGNER SINE TJENERE

15. Hvordan husker Jehova sine tjenere?

15 Jehova velsigner dem der tjener ham. Malakias 3:16 siger: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“ Fra Abels tid og frem har Gud så at sige skrevet en bog med navnene på dem han vil huske og give mulighed for at opnå evigt liv. Til dem siger Jehova: „Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus, ja, sæt mig dog på prøve på denne måde, . . . om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.“ — Malakias 3:10.

16, 17. Hvordan har Jehova velsignet sine tjenere og det arbejde de udfører?

16 Jehova har velsignet sine tjenere i rigt mål. For det første har han givet dem større forståelse af sine hensigter. (Ordsprogene 4:18; Daniel 12:10) For det andet har de fået en forbavsende stor høst i forkyndelsesarbejdet. Mange retsindige har sluttet sig til dem i den sande tilbedelse, og disse udgør „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åbenbaringen 7:9, 10) Denne store skare er nu let at få øje på, og de der aktivt tjener Jehova, tæller over seks millioner i mere end 93.000 menigheder ud over hele jorden.

17 Jehovas velsignelse ses også af at Jehovas Vidner udgiver de mest udbredte bibelske publikationer i historien. Hver måned trykkes der nu 90 millioner eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Vagttårnet udkommer på 144 sprog, og Vågn op! på 87. Bibelstudiehåndbogen Sandheden der fører til evigt liv, som blev udgivet i 1968, blev trykt i et oplag på over 107 millioner eksemplarer på 117 sprog. Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som blev udgivet i 1982, nåede et oplag på mere end 81 millioner på 131 sprog. Bogen Kundskab der fører til evigt liv, udgivet i 1995, er indtil videre blevet trykt i over 85 millioner eksemplarer på 154 sprog. Brochuren Hvad kræver Gud af os?, udgivet i 1996, er nu blevet trykt i 150 millioner eksemplarer på 244 sprog.

18. Hvorfor nyder vi åndelig velstand på trods af modstand?

18 Vi har kunnet glæde os over denne åndelige velstand på trods af hård og vedvarende modstand fra Satans verden. Det viser at ordene i Esajas 54:17 er sande: „’Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig. Dette er Jehovas tjeneres arvelod, og deres retfærdighed kommer fra mig,’ lyder Jehovas udsagn.“ Det er til stor trøst for Jehovas tjenere at vide at Malakias 3:17 får en større opfyldelse på dem: „’De skal tilhøre mig,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’den dag da jeg frembringer en særlig ejendom.’“

GLAD TJENESTE FOR JEHOVA

19. Hvordan adskiller Jehovas tjenere sig fra andre?

19 Kontrasten mellem Jehovas trofaste tjenere og folk i Satans verden bliver mere og mere tydelig efterhånden som tiden går. Malakias 3:18 har forudsagt: „I skal igen se forskel på en retfærdig og en ugudelig, på en der tjener Gud og en der ikke tjener ham.“ En af de mange måder hvorpå Jehovas tjenere adskiller sig fra andre, er ved deres glæde, som blandt andet skyldes det vidunderlige håb de har. De nærer fuldstændig tillid til Jehovas løfte: „Se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ — Esajas 65:17, 18; Salme 37:10, 11, 29; Åbenbaringen 21:4, 5.

20. Hvorfor er vi et lykkeligt folk?

20 Vi stoler på Jehovas løfte om at hans trofaste tjenere over hele jorden vil overleve Jehovas dag og blive ført ind i den nye verden. (Zefanias 2:3; Åbenbaringen 7:13, 14) Og selv om nogle på grund af høj alder, sygdom eller ulykke måske dør inden da, giver Jehova os sit ord på at han vil oprejse dem og give dem mulighed for at opnå evigt liv. (Johannes 5:28, 29; Titus 1:2) Skønt vi har problemer og udfordringer at kæmpe med mens vi nærmer os Jehovas dag, har vi altså al mulig grund til at være det lykkeligste folk på jorden.

Hvad vil du svare?

• Hvad er „Jehovas dag“?

• Hvordan efterligner verdens trossamfund fortidens Israel?

• Hvilke profetier opfylder Jehovas tjenere?

• Hvordan har Jehova velsignet sit folk?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 21]

Det første århundredes Jerusalem ’brændte som en ovn’

[Illustrationer på side 23]

Jehova tager sig af sine tjenere

[Illustrationer på side 24]

På grund af deres vidunderlige håb ejer Jehovas tjenere sand glæde