Livsberetning

Hvordan vi lærte vores børn at elske Jehova

FORTALT AF WERNER MATZEN

For nogle år siden gav min ældste søn, Hans Werner, mig en bibel hvori han på indersiden af omslaget havde skrevet: „Kære far! Måtte Jehovas ord fortsat lede vores familie på vejen til livet. I taknemmelighed — din ældste søn.“ Kristne forældre vil forstå hvor glad og fuld af taknemmelighed jeg blev over disse ord. Og vi fik stor gavn af Bibelen i de år der fulgte.

JEG blev født i den tyske by Halstenbek, 20 kilometer nordvest for Hamburg, i 1924 og voksede op hos min mor og min morfar. Efter min læretid som værktøjsmager blev jeg i 1942 indkaldt til Wehrmacht, de tyske militærstyrker. Det jeg oplevede under den anden verdenskrig ved østfronten, kan ikke beskrives med ord. Jeg pådrog mig tyfus, og efter jeg var blevet behandlet for det, blev jeg sendt tilbage til fronten. I januar 1945 befandt jeg mig i Łódź i Polen hvor jeg hårdt såret blev indlagt på et militærhospital, som jeg endnu opholdt mig på da krigen sluttede. På hospitalet og senere i fangelejren i Neuengamme havde jeg tid til at tænke over tingene. Jeg tumlede med spørgsmål som „Findes der en Gud? Hvorfor tillader han i så fald al denne grusomhed?“

Kort efter at jeg i 1947 var blevet løsladt fra fangelejren, giftede jeg mig med Karla. Vi var vokset op i samme by. Karla var katolik,  mens jeg nærmest ingen religiøs opdragelse havde fået. Den præst som viede os, foreslog at vi i det mindste bad fadervor sammen hver aften. Vi fulgte hans råd uden egentlig at vide hvad vi bad om.

Et år efter at vi var blevet gift, fik vi Hans Werner. Omtrent samtidig stiftede jeg bekendtskab med Jehovas Vidner gennem min kollega Wilhelm Ahrens. Han viste mig ud fra Bibelen at al krig en dag vil ophøre. (Salme 46:9) I efteråret 1950 indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt. Det var en stor glæde for mig at min kone et år senere også lod sig døbe.

VI OPDRAGER BØRNENE EFTER JEHOVAS VEJLEDNING

Jeg kunne se ud fra Bibelen at det er Jehova der har indstiftet ægteskabsordningen. (1 Mosebog 1:26-28; 2:22-24) Mit ønske om at være en god ægtemand og far blev styrket ved at jeg var til stede ved fødselen af vore børn — Hans Werner, Karl-Heinz, Michael, Gabriele og Thomas. Karla og jeg var lykkelige for hvert barn vi fik.

Jehovas Vidners stævne i Nürnberg i 1953 var en mindeværdig begivenhed for vores familie. Fredag eftermiddag under foredraget „Børneopdragelse i den nye verdens samfund“ nævnte taleren noget vi aldrig har glemt: „Den største arv vi kan give videre til vores børn, er ønsket om at være tjenere for Gud.“ Med hjælp fra Jehova har Karla og jeg bestræbt os for at give vores børn denne arv. Men hvordan?

Lige fra begyndelsen har vi gjort det til en vane at bede sammen som familie hver dag. Herigennem har børnene lært betydningen af bøn. Alle vores børn har meget tidligt forstået at vi altid beder inden vi spiser. Selv da de var ganske små, bøjede de hovedet og foldede deres små hænder så snart de så deres flaske. På et tidspunkt var vi inviteret til bryllup hos noget af min kones familie som ikke var Jehovas Vidner. Efter ceremonien blev gæsterne budt på et lille traktement hos brudens forældre. Alle gik straks i gang med at spise, men det syntes Karl-Heinz, der dengang var fem år, ikke var passende. „Man skal bede først,“ sagde han. Gæsterne stirrede først på ham, så på os og til sidst på værten. For ikke at sætte nogen i forlegenhed tilbød jeg at bede en takkebøn for maden, og det var værten indforstået med.

Ved denne episode genkaldte vi os Jesu ord: „Af spædes og diendes mund har du  beredt dig lovprisning.“ (Mattæus 21:16) Vi er forvissede om at vores regelmæssige og dybtfølte bønner har hjulpet børnene til at betragte Jehova som en kærlig himmelsk Fader.

VORES ANSVAR OVER FOR JEHOVA

Skal man lære børn at elske Gud, kræver det også at man regelmæssigt læser og studerer hans ord med dem. Af den grund havde vi hver uge, og næsten altid mandag aften, et familiestudium. Mellem den yngste og den ældste af vores børn er der ni år, så deres behov var meget forskellige, og vi kunne derfor ikke altid studere det samme med dem alle.

For dem af vores børn som endnu ikke gik i skole, gjorde vi undervisningen forholdsvis enkel. Karla gennemgik blot en lille passage fra Bibelen med dem, eller benyttede billeder i bibelske publikationer som grundlag. Jeg mindes med glæde hvordan jeg til tider blev vækket om morgenen ved at de yngste af børnene kravlede op i vores seng og viste os deres yndlingsbilleder i bogen The New World (Den nye verden). *

Karla opøvede en særlig evne til tålmodigt at lære børnene de mange grunde vi alle har til at elske Jehova. Det kan lyde enkelt og ligetil, men fysisk og følelsesmæssigt var det i realiteten næsten et heltidsarbejde for både Karla og mig. Men vi gav dog ikke op. Vi ønskede at præge deres spæde hjerter inden andre som ikke kendte Jehova, ville påvirke dem. Derfor havde vi det standpunkt at vores børn skulle være med til familiestudiet lige fra de var i stand til at sidde.

Som forældre erkendte Karla og jeg vigtigheden af at være gode eksempler for børnene i vores gudsdyrkelse. Og uanset om vi spiste, arbejdede i haven eller var ude at gå, forsøgte vi at styrke hver enkelt barns forhold til Jehova. (5 Mosebog 6:6, 7) Vi sørgede for at børnene havde deres egen bibel helt fra de ikke var ret gamle. Når vi modtog blade, skrev jeg desuden hver enkelts navn på hans eller hendes personlige eksemplar. Herved lærte børnene at holde styr på deres egne publikationer. Vi fik den idé at give børnene til opgave at læse forskellige udvalgte Vågn op!-artikler. Den følgende søndag fortalte de ved middagsbordet hvad de havde fået ud af dem.

OPMÆRKSOMME PÅ BØRNENES BEHOV

Alt gik selvfølgelig ikke altid lige nemt. Efterhånden som børnene voksede op, blev vi klar over at hvis vi skulle indgive dem kærlighed i hjertet, måtte vi vide hvad der allerede boede i deres hjerte. Det krævede at vi lyttede til børnene. Til tider følte de grund til at beklage sig over noget, og så måtte Karla og jeg sætte os ned og tale tingene igennem med dem. Vi besluttede at afsætte en halv time efter familiestudiet hvori alle åbent og ærligt kunne komme frem med det de havde på hjerte.

Thomas og Gabriele, som var de to yngste, følte for eksempel at vi forældre favoriserede deres ældste bror. Ved en lejlighed sagde de ærligt: „Far, vi synes at mor og du altid lader Hans Werner få sin vilje.“ Jeg troede først ikke mine egne ører. Men efter at have overvejet sagen fordomsfrit, måtte Karla og jeg indrømme at der var noget om det de sagde. Som følge heraf bestræbte vi os for at behandle børnene mere ens.

Det hændte at jeg straffede børnene overilet eller uretfærdigt. Ved sådanne lejligheder måtte jeg være parat til at sige undskyld. Derefter henvendte vi os til Jehova i bøn. Det var vigtigt at børnene kunne se at deres far var villig til at sige undskyld til Jehova og til dem. Og herved fik vi et varmt og venskabeligt forhold til dem. De sagde ofte til os:  „I er vores bedste venner.“ Det varmede os om hjertet.

At hjælpe hinanden i familien fremmer enheden, og derfor havde alle hver sin opgave i hjemmet. Det var Hans Werners opgave at købe ind en gang om ugen, hvilket normalt indebar at han fik en liste over hvad han skulle købe, samt nogle penge. Ved en lejlighed gik der en uge hvor han ikke blev sendt på indkøb. Han spurgte sin mor om han ikke skulle købe ind, og hun forklarede ham at vi ingen penge havde endnu. Børnene begyndte så at hviske sammen, og alle hentede derefter hver sin sparebøsse og tømte indholdet ud på bordet. „Mor, vi kan godt handle nu!“ meddelte de så. Ja, børnene lærte at stå sammen når der opstod en ekstraordinær situation, og det knyttede familien endnu tættere sammen.

Med alderen begyndte drengene at interessere sig for piger. Thomas blev for eksempel meget interesseret i en 16-årig pige fra menigheden. Jeg forklarede ham at hvis han mente det alvorligt, måtte han være villig til at gifte sig med hende og til at tage ansvar for en kone og børn. Thomas erkendte at han i en alder af kun 18 år ikke var klar til at blive gift.

ÅNDELIGE FREMSKRIDT SOM FAMILIE

Mens børnene endnu var ganske unge, tilmeldte de sig Den Teokratiske Skole. Vi lyttede med interesse når de fremførte deres opgaver, og det glædede os at mærke børnenes inderlige kærlighed til Jehova. Vi havde af og til kreds- og områdetilsynsmænd samt deres hustruer boende, og de fortalte os oplevelser eller læste højt fra Bibelen. Sådanne heltidstjenere hjalp vores familie til at opdyrke kærlighed til heltidstjenesten.

Stævnerne, som vi ivrigt så frem til, medvirkede i høj grad til at indgive børnene ønsket om at være tjenere for Gud. For børnene var det et stort øjeblik når de tog deres reversmærker på inden vi rejste til stævne. Vi var dybt bevægede da Hans Werner blev døbt som tiårig. Mange mente at han var for ung til at indvi sit liv til Jehova, men i en alder af 50 fortalte han mig at han var lykkelig for at have været en tjener for Jehova i 40 år.

Vi lærte vores børn betydningen af at have et personligt forhold til Jehova uden at vi prøvede at presse dem til at blive døbt. Lige så glade var vi naturligvis da også de andre på eget initiativ ønskede at lade sig døbe.

VI LÆRTE AT KASTE VORE BYRDER PÅ JEHOVA

Vores glæde kendte ingen grænser da Hans Werner i 1971 gennemgik den 51. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead og blev sendt til Spanien som missionær. Hver eneste af børnene har i en periode været i heltidstjenesten, og det fryder os meget som forældre. Det var i den periode  Hans Werner gav mig den bibel jeg nævnte indledningsvis. Ja, som familie var vores lykke næsten fuldkommen.

Det gik dog op for os at vi hele tiden havde brug for at styrke vores forhold til Jehova. Hvorfor? Fordi nogle af vores voksne børn kom ud for problemer som satte deres tro på en alvorlig prøve. Vores elskede datter Gabriele blev for eksempel ikke skånet for modgang. I 1976 giftede hun sig med Lothar, som kort efter brylluppet blev alvorligt syg. Gabriele måtte pleje ham mens han langsomt sygnede hen og døde. At opleve et ellers rask familiemedlem blive syg og dø gjorde det klart for os hvor stort behov vi har for Jehovas kærlige omsorg. — Esajas 33:2.

PRIVILEGIER I JEHOVAS ORGANISATION

Da jeg i 1955 blev udnævnt til menighedstjener (det der i dag svarer til præsiderende tilsynsmand), følte jeg mig slet ikke kvalificeret til at skuldre det ansvar. Der var meget at gøre, og jeg kunne kun nå det ved af og til at stå op klokken fire om morgenen. Min kone og mine børn støttede mig, idet de ikke forstyrrede mig om aftenen før jeg var færdig med det jeg skulle tage mig af.

Alligevel var vi mest muligt sammen som familie. En gang imellem gav min arbejdsgiver mig lov til at bruge hans bil så jeg kunne køre en tur med min familie. Børnene elskede de stunder hvor vi studerede Vagttårnet i skoven. Vi tog også på vandreture. Nogle gange gik vi gennem skoven og sang til akkompagnement af min harmonika.

I 1978 blev jeg vikar for kredstilsynsmanden (en rejsende tilsynsmand). Overvældet bad jeg til Jehova: „Jehova, det føler jeg ikke at jeg kan magte, men hvis du ønsker at jeg skal forsøge, vil jeg gøre mit bedste.“ To år senere, da jeg var 54 år, overdrog jeg min lille forretning til vores yngste søn, Thomas.

Nu da alle vores børn var voksne, havde Karla og jeg mulighed for at gøre mere for Jehova. Samme år blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand, og den kreds jeg skulle betjene, dækkede et område af Hamburg og hele Slesvig-Holsten. Da vi selv havde erfaret hvad det vil sige at opdrage børn, kunne vi bedre vise forældre og børn forståelse. Mange af brødrene kaldte os „kredsfar og kredsmor“.

Efter ti år i rejsetjenesten måtte Karla gennemgå en operation. Og samme år blev det konstateret at jeg havde en hjernesvulst. Derfor måtte jeg opereres i hjernen og opgive mit virke som kredstilsynsmand. Tre år senere kunne jeg igen tjene som vikar for kredstilsynsmanden. Karla og jeg er nu i halvfjerdserne og ikke længere i rejsetjenesten. Jehova hjalp os til at indse at det ikke var formålstjenligt at holde fast ved et privilegium som jeg ikke længere havde kræfter til.

Når Karla og jeg ser tilbage, er vi Jehova taknemmelige for at han har hjulpet os til at indgive vores børn kærlighed til sandheden. (Ordsprogene 22:6) Gennem årene har Jehova ledet os og udrustet os så vi har kunnet bære vores ansvarsbyrde. Nok er vi nu gamle og svage, men vores kærlighed til Jehova er lige så stærk og levende som førhen. — Romerne 12:10, 11.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Vores familie på vandretur langs Elben i 1965

[Illustration på side 28]

Nogle af familiens medlemmer ved det internationale stævne i Berlin i 1998

[Illustration på side 29]

Med min hustru, Karla