Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed

Hvordan Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed

Hvordan Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed

„Hvem er vís? Han vil . . . give agt på al Jehovas loyale hengivenhed.“ — SALME 107:43.

1. Hvornår bliver udtrykket „loyal hengivenhed“ første gang brugt i Bibelen, og hvilke spørgsmål vedrørende denne egenskab vil vi se nærmere på?

FOR cirka 4000 år siden sagde Abrahams nevø Lot om Jehova: „Du gør din loyale hengivenhed stor.“ (1 Mosebog 19:19) Dette er første gang udtrykket ’loyal hengivenhed’ forekommer i Bibelen. Jakob, No’omi, David og andre af Guds tjenere omtalte også denne egenskab som Jehova ejer. (1 Mosebog 32:10; Rut 1:8; 2 Samuel 2:6) Faktisk forekommer udtrykkene „loyal hengivenhed“ og „loyale hengivenhed“ over 250 gange i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Men hvad er Jehovas loyale hengivenhed? Hvem viste han sin loyale hengivenhed i fortiden? Og hvordan nyder vi gavn af den i dag?

2. Hvorfor er det svært at definere det hebraiske ord der bliver oversat med „loyal hengivenhed“?

2 I Bibelen stammer det ord der oversættes med „loyal hengivenhed“, fra et hebraisk ord der er så udtryksfuldt at der på de fleste sprog ikke findes noget enkelt ord med nøjagtig den samme betydning. Derfor dækker ord som „kærlighed“, „barmhjertighed“ og „trofasthed“ ikke tanken fuldstændig. Der synes ikke at være noget dansk ord som nøjagtigt udtrykker den fulde betydning af de hebraiske og græske ord der oversættes med „loyal hengivenhed“, men gengivelserne „loyal hengivenhed“ og „loyalitet“ er tæt på at have samme betydningsindhold. Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter — Studieudgave med noter og henvisninger gengiver for det meste det hebraiske ord med „loyal hengivenhed“, men også nogle gange med „loyalitet“. — 2 Mosebog 15:13; Salme 5:7.

HVORDAN „LOYAL HENGIVENHED“ ADSKILLER SIG FRA KÆRLIGHED OG LOYALITET

3. Hvori adskiller loyal hengivenhed sig fra kærlighed eller det at elske noget?

3 Udtrykket „loyal hengivenhed“ er nært forbundet med kærlighed og loyalitet. Men det adskiller sig fra disse egenskaber på nogle vigtige områder. Lad os først se på forskellen mellem „loyal hengivenhed“ og kærlighed eller det at elske noget. Man kan elske ting og begreber. Bibelen taler for eksempel om at man kan ’elske vin og olie’ eller ’elske visdom’. (Ordsprogene 21:17; 29:3) Men egenskaben loyal hengivenhed har at gøre med mennesker, ikke med begreber eller livløse ting. I Anden Mosebog 20:6 er der for eksempel tale om at Jehova „viser loyal hengivenhed mod endog den tusinde generation“.

4. Hvordan adskiller loyal hengivenhed sig fra loyalitet?

4 Det hebraiske ord der gengives med „loyal hengivenhed“, har også en bredere betydning end ordet „loyalitet“. På nogle sprog bliver ordet „loyalitet“ ofte brugt om den indstilling en underordnet bør have til en overordnet. Men som en forsker har bemærket, bruges udtrykket „loyal hengivenhed“ i bibelsk sammenhæng „oftest om det modsatte forhold: at den der sidder inde med magten, er loyal over for den svage, den der er i nød, eller den der står under ham“. Kong David kunne derfor sige i en bøn til Jehova: „Lad dit ansigt lyse over din tjener. Frels mig i din loyale hengivenhed.“ (Salme 31:16) Jehova, den der sidder inde med magten, bliver bedt om at vise loyal hengivenhed mod David, den der er i nød. Eftersom den der er i nød, ikke har myndighed over den der sidder inde med magten, vises den loyale hengivenhed i sådanne tilfælde af fri vilje, ikke af tvang.

5. (a) Hvad kendetegner ifølge Bibelen Guds loyale hengivenhed? (b) Hvilke udtryk for Jehovas loyale hengivenhed vil vi se nærmere på?

5 „Hvem er vís?“ spurgte salmisten. „Han vil . . . give agt på al Jehovas loyale hengivenhed.“ (Salme 107:43) Jehovas loyale hengivenhed kan resultere i udfrielse og bevarelse af liv. (Salme 6:4; 119:88, 159) Den er en hjælp og beskyttelse i vanskelige situationer. (Salme 31:16, 21; 40:11; 143:12) Denne egenskab gør det også muligt at komme på fode igen når man har syndet. (Salme 25:7) Ved at genopfriske nogle bibelske beretninger og bestemte skriftsteder vil vi se hvordan Jehova i sin loyale hengivenhed direkte har grebet ind til gavn for sine trofaste tjenere.

UDFRIELSE — ET UDTRYK FOR LOYAL HENGIVENHED

6, 7. (a) Hvordan kom Jehovas loyale hengivenhed på særlig måde til udtryk i Lots tilfælde? (b) Hvornår omtalte Lot Jehovas loyale hengivenhed?

6 Måske kan man bedst forstå at Jehovas loyale hengivenhed spænder vidt, ved at se nærmere på nogle bibelske beretninger der viser noget om denne egenskab. I Første Mosebog 14:1-16 læser vi om at Abrahams nevø Lot bliver taget til fange af fjendtlige hære. Men Abraham reddede Lot. Lots liv kom igen i fare da Jehova besluttede at ødelægge byen Sodoma hvor Lot boede sammen med sin familie. — 1 Mosebog 18:20-22; 19:12, 13.

7 Umiddelbart før Sodoma blev ødelagt, førte Jehovas engle Lot og hans familie ud af byen. Ved den lejlighed sagde Lot: „Din tjener har jo fundet yndest i dine øjne så du gør din loyale hengivenhed stor, den som du har vist over for mig for at bevare min sjæl i live.“ (1 Mosebog 19:16, 19) Med disse ord erkendte Lot at Jehova i usædvanlig grad havde vist sin loyale hengivenhed ved at udfri ham. I dette tilfælde kom Guds loyale hengivenhed til udtryk ved at Lot blev udfriet og derved bevarede livet. — 2 Peter 2:7.

JEHOVAS LOYALE HENGIVENHED OG HANS LEDELSE

8, 9. (a) Hvilken opgave fik Abrahams tjener? (b) Hvorfor bad tjeneren om at Gud ville vise ham loyal hengivenhed, og hvad skete der mens han bad?

8 I Første Mosebog, kapitel 24, læser vi om et andet udtryk for Guds loyale hengivenhed. Beretningen fortæller at Abraham sendte sin tjener til det land hvor Abrahams slægtninge boede, for at han skulle finde en hustru til Isak. (Vers 2-4) Det var en vanskelig opgave, men tjeneren blev forsikret om at Jehovas engel ville lede ham. (Vers 7) Tjeneren nåede omsider frem til en brønd uden for „Nakors by“ (enten Karan eller en nærliggende by) netop på det tidspunkt hvor kvinderne kom derhen for at trække vand op. (Vers 10, 11) Da han så kvinderne nærme sig, vidste han at det afgørende øjeblik var kommet. Men hvordan skulle han bære sig ad med at finde den rette kvinde?

9 Abrahams tjener var klar over at han havde brug for Guds ledelse, og bad derfor: „Jehova, min herre Abrahams Gud, lad det dog indtræffe for mig i dag og vis min herre Abraham loyal hengivenhed.“ (Vers 12) Hvordan ville Jehova lade sin loyale hengivenhed komme til udtryk? Tjeneren bad om et særligt tegn så han kunne vide hvem Gud havde udvalgt. (Vers 13, 14) En af kvinderne gjorde nøjagtig det han havde nævnt i en bøn til Jehova. Det var næsten som om hun havde hørt hvad han havde bedt om! (Vers 15-20) Tjeneren blev forbløffet og ’betragtede hende med undren’. Men han manglede stadig nogle vigtige oplysninger. Var denne smukke kvinde en af Abrahams slægtninge, og var hun stadig ugift? Han forholdt sig derfor tavs „for at få at vide om Jehova havde ladet hans færd lykkes eller ej“. — Vers 16, 21.

10. Hvorfor sluttede Abrahams tjener at Jehova havde vist hans herre loyal hengivenhed?

10 Kort efter fortalte den unge kvinde at hun var „datter af Betuel, Milkas søn, som hun fødte [Abrahams broder] Nakor“. (1 Mosebog 11:26; 24:24) Nu forstod tjeneren at Jehova havde besvaret hans bøn. Overvældet bøjede han sig og sagde: „Velsignet være Jehova, min herre Abrahams Gud, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed og sin trofasthed over for min herre. Mens jeg var på vej, har Jehova ført mig til min herres brødres hus.“ (Vers 27) Ved at lede tjeneren i denne vigtige sag viste Gud Abraham loyal hengivenhed.

GUDS LOYALE HENGIVENHED HJÆLPER OG BESKYTTER

11, 12. (a) Under hvilke prøvelser mærkede Josef Jehovas loyale hengivenhed? (b) Hvordan kom Guds loyale hengivenhed til udtryk i Josefs tilfælde?

11 Lad os nu se nærmere på Første Mosebog, kapitel 39. Det handler om Abrahams oldebarn Josef, der blev solgt som træl og bragt til Ægypten. Men „Jehova var fortsat med Josef“. (Vers 1, 2) Selv Josefs ægyptiske herre, Potifar, nåede til den slutning at Jehova var med Josef. (Vers 3) Men Josef kom ud for en meget vanskelig prøve. Han blev falskeligt anklaget for voldtægtsforsøg mod Potifars hustru og blev kastet i fængsel. (Vers 7-20) I fangehullet mishandlede de hans fødder med fodjern. — 1 Mosebog 40:15; Salme 105:18.

12 Hvad skete der med Josef i denne prøvende situation? „Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed.“ (Vers 21a) Et særligt udtryk for loyal hengivenhed satte en kædereaktion i gang som senere førte til at Josef blev hjulpet i de prøvelser han gennemlevede. Jehova lod først Josef „finde yndest i fængselsøverstens øjne“. (Vers 21b) Det førte til at fængselsøversten tildelte Josef en ansvarsfuld stilling. (Vers 22) Dernæst traf Josef den mand der senere fortalte Ægyptens hersker, Farao, om ham. (1 Mosebog 40:1-4, 9-15; 41:9-14) Med tiden blev Josef ophøjet til at være den næstøverste i Ægypten, med det resultat at han kom til at udføre et livreddende arbejde i det hungerramte land. (1 Mosebog 41:37-55) Josefs lidelser begyndte da han var 17 år gammel, og varede ved i mere end 12 år! (1 Mosebog 37:2, 4; 41:46) Men i alle disse år med trængsler og prøvelser viste Jehova Gud sin loyale hengivenhed mod Josef ved at beskytte ham mod at gå helt til grunde og ved at bevare ham så han kunne indtage en vigtig plads i Guds hensigt.

GUDS LOYALE HENGIVENHED SVIGTER ALDRIG

13. (a) Hvilke udtryk for Jehovas loyale hengivenhed findes i Salme 136? (b) Hvad kan man sige om loyal hengivenhed?

13 Jehova gav gentagne gange udtryk for sin loyale hengivenhed mod israelitterne som folk betragtet. I Salme 136 beskrives det hvordan han i sin loyale hengivenhed udfriede (vers 10-15), ledede (vers 16) og beskyttede sit folk (vers 17-20). Gud har også vist loyal hengivenhed mod enkeltpersoner. Den der viser loyal hengivenhed mod sine medmennesker, gør det frivilligt for at dække et vigtigt behov. Et bibelopslagsværk siger om loyal hengivenhed: „Der er tale om gerninger til bevarelse eller beskyttelse af liv; eller indgriben til gavn for nogle der er ramt af ulykke eller er i nød.“ En bibelkommentar beskriver denne egenskab som „kærlighed omsat i handling“.

14, 15. Hvorfor kan vi være forvissede om at Lot var en af Guds godkendte tjenere?

14 Af de beretninger fra Første Mosebog vi her har behandlet, fremgår det at Jehova aldrig undlader at vise dem der elsker ham, loyal hengivenhed. Lot, Abraham og Josef levede under meget forskelligartede forhold og kom ud for forskellige prøvelser. De var ufuldkomne, men var Jehovas godkendte tjenere og havde brug for hans hjælp. Det er trøstende at vide at vor kærlige himmelske Fader viser loyal hengivenhed over for sine tjenere.

15 Lot traf nogle ukloge valg der førte til at han kom i vanskeligheder. (1 Mosebog 13:12, 13; 14:11, 12) Men han ejede også nogle rosværdige egenskaber. Da to af Guds engle ankom til Sodoma, tog Lot gæstfrit imod dem. (1 Mosebog 19:1-3) I tro advarede han sine svigersønner om at Sodoma snart ville blive ødelagt. (1 Mosebog 19:14) Vi kan læse om Guds syn på Lot i Andet Petersbrev 2:7-9: „[Jehova] udfriede den retfærdige Lot, som var stærkt plaget af lovbrydernes skamløse adfærd — for ved det denne retfærdige mand så og hørte mens han boede iblandt dem, pintes han dag efter dag i sin retfærdige sjæl på grund af deres lovløse gerninger — så forstår Jehova at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse.“ Ja, Lot var en retfærdig mand, og ordlyden i skriftstedet viser at han var gudfrygtig. Ligesom ham kan vi glæde os over at mærke Guds loyale hengivenhed når vi har „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. — 2 Peter 3:11, 12.

16. I hvilke positive vendinger taler Bibelen om Abraham og Josef?

16 Beretningen i Første Mosebog, kapitel 24, viser tydeligt at Abraham havde et nært forhold til Jehova. I det første vers læser vi at „Jehova havde velsignet Abraham i alt“. Abrahams tjener kaldte Jehova for „min herre Abrahams Gud“. (Vers 12, 27) Disciplen Jakob siger at Abraham blev „erklæret retfærdig“, og at han „blev kaldt ’Jehovas ven’“. (Jakob 2:21-23) Det samme gælder Josef. At der var et nært forhold mellem Josef og Jehova, bliver understreget i hele det 39. kapitel i Første Mosebog. (Vers 2, 3, 21, 23) Disciplen Stefanus sagde desuden om Josef: „Gud var med ham“. — Apostelgerninger 7:9.

17. Hvad kan vi lære af det vi har læst om Lot, Abraham og Josef?

17 Som vi har set, var de der mærkede Guds loyale hengivenhed, mennesker der havde et godt forhold til Jehova Gud og på forskellig vis havde en plads i Guds hensigt. De kom ud for udfordringer og trængsler som de ikke kunne have klaret i egen kraft. Lots liv skulle beskyttes, Abrahams slægtslinje skulle bevares, og Josefs plads i Jehovas hensigt skulle sikres. Kun Jehova kunne dække disse gudfrygtige menneskers behov, og det gjorde han ved at lade sin loyale hengivenhed komme til udtryk på forskellige måder. Hvis vi skal erfare Jehova Guds loyale hengivenhed for evigt, må vi også have et nært personligt forhold til ham og fortsætte med at gøre hans vilje. — Ezra 7:28; Salme 18:50.

GUDS TJENERE ER BEGUNSTIGEDE

18. Hvad viser forskellige skriftsteder os om Jehovas loyale hengivenhed?

18 Jehovas loyale hengivenhed „har fyldt jorden“, og vi sætter stor pris på denne egenskab. (Salme 119:64) Vi kan helhjertet tilslutte os salmistens ord: „Lad dem takke Jehova for hans loyale hengivenhed og for hans undergerninger mod menneskesønnerne.“ (Salme 107:8, 15, 21, 31) Vi glæder os over at Jehova viser sin loyale hengivenhed mod dem han godkender — hvad enten det er hans tjenere som enkeltpersoner eller som folk betragtet. I en bøn kaldte profeten Daniel Jehova for „den sande Gud, den store og frygtindgydende, som holder fast ved pagten og den loyale hengivenhed over for dem der elsker ham og holder hans bud“. (Daniel 9:4) Kong David bad: „Lad din loyale hengivenhed vare ved mod dem der kender dig.“ (Salme 36:10) Vi er meget taknemmelige for at Jehova viser sine tjenere loyal hengivenhed. — 1 Kongebog 8:23; 1 Krønikebog 17:13.

19. Hvilke spørgsmål skal vi se på i den næste artikel?

19 Som Jehovas folk er vi højt begunstigede. Foruden at vi nyder gavn af den kærlighed Gud viser menneskeheden som et hele, kan vi også glæde os over særlige velsignelser som følge af vor himmelske Faders loyale hengivenhed. (Johannes 3:16) Det er især under særligt prøvende omstændigheder vi nyder gavn af denne dyrebare egenskab. (Salme 36:7) Men hvordan kan vi efterligne Jehova Guds loyale hengivenhed? Viser vi selv denne tiltalende egenskab? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

Husker du?

• Hvad har vi lært om det hebraiske ord der oversættes med „loyal hengivenhed“?

• Hvorved adskiller loyal hengivenhed sig fra kærlighed og loyalitet?

• Hvordan viste Jehova loyal hengivenhed mod Lot, Abraham og Josef?

• Hvad kan vi lære af den måde Jehovas loyale hengivenhed kom til udtryk på i fortiden?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Ved du hvordan Gud viste Lot loyal hengivenhed?

[Illustrationer på side 15]

Jehova viste loyal hengivenhed ved at lede Abrahams tjener

[Illustrationer på side 16]

Jehovas loyale hengivenhed kom til udtryk da han beskyttede Josef