Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tænker du over dybden af Guds kærlighed?

Tænker du over dybden af Guds kærlighed?

Tænker du over dybden af Guds kærlighed?

JOB beskrev engang menneskets ufuldkomne tilstand med ordene: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro. Han bryder frem som en blomst og skæres af, og han flygter som skyggen og bliver ikke stående.“ (Job 14:1, 2) Job var på det tidspunkt tynget af ængstelse og sorger. Har du haft det på samme måde?

Uanset hvilke vanskeligheder eller problemer vi kommer ud for, har vi et velbegrundet håb der bygger på Guds medfølelse og kærlighed. Først og fremmest har vor barmhjertige himmelske Fader sørget for det genløsningsoffer der vil befri os fra den faldne, syndige tilstand. Ifølge Johannes 3:16, 17 sagde Jesus: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn [Jesus], for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“

Tænk også på Guds kærlige indstilling til os trods vores ufuldkommenhed. Apostelen Paulus udtalte: „Han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.“ (Apostelgerninger 17:26, 27) Det er betagende, ikke? Til trods for at vi er ufuldkomne mennesker, kan vi glæde os over et personligt forhold til vor kærlige Skaber, Jehova Gud.

Vi kan derfor se fremtiden i møde med tillid, i bevidstheden om at Gud sørger for os og kærligt vil blive ved med det til evig tid. (1 Peter 5:7; 2 Peter 3:13) Vi har derfor al grund til at lære vor kærlige Gud bedre at kende ved at studere hans ord, Bibelen.