Tertullian — paradoksernes skribent

„HVAD har . . . Athen og Jerusalem, Akademiet og Kirken, Kættere og Kristne med hinanden at skaffe?“ Med disse dristige spørgsmål bestred skribenten Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, at filosofi kunne forliges med kristendom. Tertullian blev kendt som „en af de righoldigste kilder til den historiske beretning om kirken og sin samtids troslære“. Praktisk taget intet aspekt af det religiøse liv undgik hans opmærksomhed.

Tertullian blev måske bedst kendt for sine paradokser eller selvmodsigelser. Nogle af dem lyder: „Gud er særlig stor når Han er lille.“ „Guds Søn er død; det er aldeles troligt, fordi det er taabeligt. Og han er begravet og opstanden; det er sikkert, fordi det er umuligt.“

Tertullians paradokser begrænsede sig ikke til hans udtalelser. Det var hans hensigt at udarbejde et skriftligt forsvar for sandheden og imødegå alle anslag mod kirken og dens lære, men i stedet fordærvede han faktisk den sande lære. Hans væsentligste bidrag til kirkens lære var en teori som senere skribenter brugte som grundlag for treenighedslæren. Et indblik i Tertullians liv gør det lettere at forstå hvordan det gik til.

„FORMÅEDE IKKE AT VÆRE KEDELIG“

Det er sparsomt hvad man ved om Tertullians liv. De fleste lærde er enige om at han blev født omkring 160 i den nordafrikanske by Karthago. Åbenbart var han veluddannet og grundigt kendt med datidens vigtigste filosofiske skoler. Han blev tiltrukket af kristendommen, tilsyneladende fordi de kristne var villige til at dø for deres tro. Med henvisning til de kristnes martyrium spurgte han: „Hvem rystes ikke ved at se til, så at han søger efter, hvad der er kernen i sagen? Hvem vil ikke, når han har søgt det, slutte sig til?“

Efter sin omvendelse blev Tertullian en idérig skribent, fuld af vid og med flair for fyndord. „[Han] ejede en egenskab som er sjælden blandt teologer,“ bemærkes der i bogen The Fathers of the Church. „Han formåede ikke at være kedelig.“ En forsker har udtalt: „Tertullian [havde] større talent for ord end for sætninger, og det er langt lettere at fatte hans vittige udfald end at følge hans argumentation. Måske er det forklaringen på at han bliver citeret så ofte, men så sjældent i længere uddrag.“

TIL FORSVAR FOR KRISTENDOMMEN

Tertullians berømteste værk er hans apologi, hans forsvarsskrift for de kristne. Det er et af de mest magtfulde af sin art, og det blev skrevet i en tid da overtroiske pøbelsværme hyppigt overfaldt de kristne. Tertullian rykkede de kristne til undsætning og protesterede mod den urimelige behandling de blev udsat for. Han skrev at „de kristne  efter [anklagernes] mening er skyld i enhver offentlig ulykke og alt ubehageligt, folk kommer ud for. . . . Vælder Nilen ikke udover pløjemarkerne, står himlen stille, ryster jorden, er der sult eller pest, råbes der straks: ’De kristne for løven.’“

De kristne blev ofte anklaget for at være illoyale mod staten, men Tertullian søgte at påvise at de i virkeligheden var Romerrigets mest pålidelige borgere. Han huskede sine modstandere på at en række opstande alle var anstiftet af ikkekristne. Desuden fremhævede han at det i virkeligheden var et tab for staten når kristne blev henrettet.

Andre af Tertullians værker havde at gøre med kristen livsførelse. I afhandlingen Om Skuespil tog han for eksempel afstand fra at man overværede bestemte forlystelser, hedenske idrætslege og teaterbegivenheder. Tilsyneladende så nogle nyomvendte ikke noget problem i at gå til møder med bibelundervisning og derpå til hedenske lege. I et forsøg på at vække deres tænkeevne kaldte Tertullian det „at ile fra Guds til Djævlenes Menighed, fra Himlen . . . til Smudset“. Han skrev også: „Hvad vi afsværger, bør vi ikke tage nogen Del i hverken med Gjerning eller Ord eller som Tilskuere.“

ET FORSVAR DER FORDÆRVEDE SANDHEDEN

Tertullian indledte sit polemiske skrift „Mod Praxeas“ med ordene: „På forskellige måder har Djævelen rivaliseret med sandheden og modstået den. Til tider har han forsvaret sandheden i den hensigt at ødelægge den.“ Det vides ikke hvem den Praxeas var som Tertullian modsagde, men han anfægtede hans lære om Gud og Kristus. Tertullian regnede Praxeas for et af Satans redskaber til hemmeligt at fordærve den kristne lære.

På den tid stredes de navnkristne om forholdet mellem Gud og Kristus. Nogle, især grækerne, havde svært ved at forene troen på én Gud med Jesu rolle som frelser og genløser. Praxeas forsøgte at løse dilemmaet ved at hævde at Jesus blot var en af Faderens fremtrædelsesformer, og at der ikke var nogen forskel på Faderen og Sønnen. Denne tolkning, kendt som modalismen, siger at Gud åbenbarede sig „som Faderen ved at skabe og ved at give Loven, som Sønnen i Jesus Kristus og som Helligånden efter at Kristus var steget op til himmelen“.

Tertullian viste at Bibelen klart skelner mellem Faderen og Sønnen. Han citerede Første Korintherbrev 15:27, 28 og ræsonnerede: „Han som underlagde (alt), og ham som alt blev underlagt, må nødvendigvis være to forskellige væsener.“ Tertullian henledte opmærksomheden på Jesu egne ord: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Ved hjælp af passager fra De Hebraiske Skrifter, for eksempel Salme 8:5, viste  han at Bibelen skildrer Sønnen som underordnet. Tertullian konkluderede: „Faderen er således forskellig fra Sønnen, er større end Sønnen, lige så sikkert som at den der føder er én, og den der fødes, en anden. Den der sender, er også en anden end den der sendes. Og den der skaber, er forskellig fra det der skabes.“

Tertullian mente at Sønnen var underordnet Faderen. Men i sit forsøg på at gendrive modalismen ’gik han ud over det der står skrevet’. (1 Korinther 4:6) Hans fejlslagne bestræbelse på ved hjælp af en anden teori at bevise at Jesus var Gud, fik ham til at danne formlen „en Substans, tre Personer“. Ved hjælp af denne formulering søgte han at vise at Gud, hans søn og den hellige ånd var tre særskilte personer der eksisterede i én guddommelig substans. Tertullian blev derved den første der anvendte det latinske ord trinitas (treenighed) om Faderen, Sønnen og den hellige ånd.

VÆR PÅ VAGT OVER FOR VERDENS FILOSOFI

Hvordan kunne Tertullian udtænke teorien om „en Substans, tre Personer“? Svaret findes i endnu et paradoks ved ham — hans holdning til filosofi. Han kaldte filosofi „Menneskers og Dæmoners Lærdomme“ og kritiserede åbenlyst brugen af filosofi til støtte for den kristne lære. „Bort med dem, der har fremført en stoisk, en platonisk, en dialektisk Kristendom!“ skrev han. Men Tertullian veg ikke selv tilbage for at støtte sig til verdslig filosofi når den stemte overens med hans egne tanker. — Kolossenserne 2:8.

Et opslagsværk siger: „Treenighedsteologien kunne kun udvikles og udtrykkes ved hjælp af hellenistiske begreber og systemer.“ Og bogen The Theology of Tertullian bemærker: „Det var en besynderlig blanding af retslige og filosofiske tanker og udtryk som satte Tertullian i stand til at give treenighedslæren en formulering som trods sine begrænsninger og mangler lagde grundvolden til den senere fremstilling af læren ved Kirkemødet i Nikæa.“ Tertullians anskuelse, at tre personer udgjorde én guddommelig substans, bidrog derfor væsentligt til at udbrede vildfarelser i hele den kristne verden.

Tertullian anklagede andre for at ødelægge den sandhed de prøvede at forsvare. Ironisk nok faldt han selv i samme snare ved at sammenblande Guds inspirerede udtalelser i Bibelen med menneskers filosofi. Lad os derfor rette os efter Bibelens advarsel mod at ’agte på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme’. — 1 Timoteus 4:1.

[Illustrationer på side 29, 30]

Tertullian kritiserede filosofien, men benyttede den til at fremme sine egne opfattelser

[Kildeangivelse]

Side 29 og 30: © Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris

[Illustration på side 31]

Sande kristne blander ikke Bibelens ord med menneskers filosofi