Livsberetning

Belønnet for at vise gudhengivenhed

FORTALT AF WILLIAM AIHINORIA

Jeg vågnede midt om natten ved at far som så ofte før jamrede sig. Han lå og vred sig på gulvet mens han tog sig til maven. Min mor, min storesøster og jeg samlede os tæt omkring ham. Da smerterne begyndte at fortage sig, satte han sig op, sukkede og sagde: „Her på jorden er det kun Jehovas Vidner der har fred.“ Jeg vidste ikke hvad han mente, men det gjorde et dybt indtryk på mig, eftersom jeg aldrig før havde hørt om Jehovas Vidner. Jeg spekulerede på hvorfor han sagde det.

DET jeg her har omtalt, fandt sted i 1953, da jeg var seks år. Jeg er født i en polygam husstand i Ewossa, en landsby i det midtvestlige Nigeria, hvor de fleste driver jordbrug. Jeg var det næstældste barn, men første søn i familien, som efterhånden kom til at bestå af fars tre koner og tretten børn. Vi boede alle sammen i bedstefars stråtækte og lerklinede hus med fire rum. Til husstanden hørte også bedstemor og fars tre brødre samt deres familier.

Vi førte en trist tilværelse de første år af mit liv. Det skyldtes hovedsagelig at fars helbred var så dårligt. Han havde kroniske mavesmerter lige indtil han mange år senere døde. Hans ukendte sygdom lod sig ikke behandle, hverken af urtemedicin eller af de mere gængse former for lægebehandling som vi havde råd til. Vi tilbragte mange nætter grædende ved fars side mens han lå på gulvet og vred sig i smerte indtil hanen galede tidligt på morgenen. Han og mor tog  ofte på rejse for at søge nye behandlinger, og imens var mine søskende og jeg overladt i bedstemors varetægt.

Min familie opretholdt livet ved at dyrke og sælge yams, kassava og kolanødder. Vi supplerede den sparsomme indtægt ved at tappe gummi. Vores vigtigste næringsmiddel var yams. Vi spiste yams om morgenen, yamsmos om eftermiddagen og yams igen om aftenen. Indimellem fik vi ristede pisanger som en kærkommen variation.

Forfædredyrkelse var en vigtig del af vores liv. Familien ofrede mad til forfædrene foran opstillede stokke med kauri-snegleskaller på. Far tilbad også et afgudsbillede som skulle beskytte os mod onde ånder og hekse.

Da jeg var fem år gammel, flyttede vi midlertidigt ud til en landbrugslejr som lå omkring elleve kilometer fra vores landsby. Der blev far inficeret med guineaorm, som sammen med hans mavesygdom førte til mange lidelser. Han kunne ikke arbejde i dagtimerne, og om natten var han plaget af smerter. Jeg pådrog mig en speciel form for tyfus. Som følge heraf måtte vi leve af almisser fra vores familie. For at overleve flyttede vi tilbage til vores landsby, Ewossa. Far ønskede ikke at jeg, hans ældste søn, blot skulle blive en fattig bonde der levede på sultegrænsen. Han mente at hvis jeg fik en god uddannelse, kunne jeg hæve familiens levestandard og være med til at sørge for mine søskende.

KONTAKT MED FORSKELLIGE RELIGIONER

Nu hvor vi igen boede i landsbyen, kunne jeg gå i skole. Derved kom jeg i kontakt med kristne trossamfund. I 1950’erne var vestlige uddannelser uløseligt knyttet til koloniherrernes religioner. Da jeg skulle gå i en katolsk skole, var jeg derfor nødt til at blive katolik.

I 1966, hvor jeg fyldte 19, blev jeg optaget på et baptistisk gymnasium i byen Ewohinmi, omkring otte kilometer fra Ewossa. Det betød at jeg blev undervist i en anden religion. Da jeg nu gik på en protestantisk skole, ville de katolske præster ikke lade mig deltage i søndagsmessen.

Det var mens jeg gik på denne baptistskole at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Bibelen. Selv om jeg fortsat kom i den katolske kirke, læste jeg selv i Bibelen hver søndag efter gudstjenesten. Jeg var betaget af det jeg lærte om Jesus Kristus, og det vakte ønsket i mig om at leve et meningsfyldt liv i gudhengivenhed. Jo mere jeg læste i Bibelen, jo mere afsky fik jeg for nogle af de religiøse lederes hykleri og mange såkaldt kristnes umoralske livsførelse. Det jeg så blandt dem, var så forskelligt fra det Jesus og hans disciple lærte og gjorde.

Der var nogle bestemte episoder der virkede særlig chokerende på mig. Ved en lejlighed hvor jeg var gået ned til en kateket for at købe en rosenkrans, så jeg at han havde en fetichamulet hængende på dørkarmen. Desuden blev jeg udsat for seksuelle tilnærmelser fra baptistskolens forstander. Jeg fandt ud af at han var homoseksuel og havde forgrebet sig på andre. Jeg spekulerede meget over det og stillede mig selv spørgsmålet: ’Godkender Gud en religion hvis medlemmer, selv de ledende, ikke holdes ansvarlige for så grove synder?’

 JEG SKIFTER RELIGION

Jeg holdt dog af det jeg læste i Bibelen, og ønskede derfor stadig at læse i den. Det var på det tidspunkt jeg begyndte at genkalde mig det min far havde sagt omkring 15 år før: „Her på jorden er det kun Jehovas Vidner der har fred.“ Men det skræmte mig, for de unge Jehovas Vidner på min skole blev latterliggjort og til tider straffet fordi de ikke deltog i salmesangen om morgenen. Og noget af det de troede på, virkede også lidt underligt. Jeg havde for eksempel svært ved at tro på at kun 144.000 skal i himmelen. (Åbenbaringen 14:3) Jeg havde et stort ønske om at komme i himmelen, så jeg var bange for at alle de 144.000 skulle være blevet udvalgt inden jeg blev født.

Jehovas Vidner var tydeligvis anderledes end de andre unge på skolen, både i deres opførsel og i deres indstilling. De gav sig ikke af med vold og umoralitet. Jeg syntes at de virkelig skilte sig ud fra verden, sådan som jeg havde læst at sande kristne skulle ifølge Bibelen. — Johannes 17:14-16; Jakob 1:27.

Jeg bestemte mig for at undersøge deres tro nøjere. I september 1969 fik jeg bogen Sandheden der fører til evigt liv. En måned senere begyndte en af Jehovas Vidners pionerer, som deres heltidsforkyndere kaldes, at studere Bibelen med mig. Dette første studium begejstrede mig så meget at jeg satte mig til at læse ’Sandhedsbogen’ en lørdag aften og blev ved til jeg var færdig søndag eftermiddag. Jeg begyndte straks at fortælle mine medstuderende om de fantastiske ting jeg havde læst. Både eleverne og lærerne mente at min nyfundne tro var ved at gøre mig vanvittig. Men jeg vidste at det ikke var tilfældet. — Apostelgerninger 26:24.

Mine forældre fik nys om at jeg gik og forkyndte en ny religion. De bad mig om straks at vende hjem så de kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Jeg havde ingen jeg kunne hente råd hos, for alle Jehovas Vidner var taget til et af deres områdestævner i Ilesa. Da jeg kom hjem, overfaldt min mor og mine slægtninge mig med spørgsmål og kritik. Jeg gjorde mit bedste for at forsvare  det jeg havde lært fra Bibelen. — 1 Peter 3:15.

Efter at min onkel uden held havde prøvet at bevise at Jehovas Vidner var falske lærere, skiftede han taktik. Han forsøgte at appellere til mig: „Husk nu at du skulle gå i skole for at få en uddannelse. Hvis du svigter dit studium og hellere vil forkynde, får du aldrig den uddannelse. Så hvorfor ikke vente med at tilslutte dig den nye religion til du er færdig med skolen?“ Dengang syntes jeg at det lød fornuftigt, så jeg holdt op med at studere med Jehovas Vidner.

I december 1970 gik jeg straks efter min eksamen hen til rigssalen, og siden da er jeg kommet til Jehovas Vidners møder. Jeg blev døbt den 30. august 1971 som følge af at jeg havde indviet mig til Gud. Ikke blot mine forældre, men hele lokalsamfundet, blev ret foruroliget. Alle sagde at jeg havde skuffet dem fordi jeg var den første i området omkring Ewossa som havde modtaget et stipendium fra staten. Mange havde store forventninger til mig. De håbede at jeg ved hjælp af min uddannelse kunne gøre noget for lokalbefolkningen.

HVAD MIT VALG MEDFØRTE

Min familie og nogle af de ældre mænd i lokalsamfundet sendte en delegation som skulle prøve at overtale mig til at afsværge min tro. Deres ord var ledsaget af forbandelser. „Hvis du ikke forlader den religion, har du ingen fremtid,“ erklærede de. „Du vil ikke få et arbejde, du vil ikke kunne bygge dit eget hus, og du vil aldrig blive gift og få familie.“

Stik imod deres forudsigelser fik jeg arbejde som lærer ti måneder efter at jeg var færdig med skolen. I oktober 1972 blev jeg gift med Veronica, som jeg elsker højt. Senere blev jeg statsuddannet landbrugskonsulent. Jeg købte min første bil og begyndte at bygge vores eget hus. Den 5. november 1973 blev vores første datter, Victory, født, og i årene der fulgte, fik vi også Lydia, Wilfred og Joan. I 1986 kom vores sidste barn, Micah, til verden. Børnene har alle vist sig at være en rigdom for os, en arv fra Jehova. — Salme 127:3.

Når jeg ser tilbage, er det tydeligt at alle de forbandelser landsbyen nedkaldte over mig, har vendt sig til velsignelser. Af samme grund gav jeg min datter navnet Victory (Sejr). For nylig fik jeg et brev fra landsbyen hvori der stod: „Vi anmoder dig om at komme hjem og være med til at udvikle vores samfund nu da Gud velsigner dig.“

BØRNEOPDRAGELSE EFTER GUDS PRINCIPPER

Min kone og jeg var klar over at vi ikke kunne forene vores gudgivne ansvar for opdragelsen af børnene med det at stræbe efter materiel rigdom. Vi har derfor lært at være tilfredse med at leve et enkelt liv. Vi foretrækker denne livsform frem for at risikere en dag at skulle erfare konsekvenserne af at have valgt det modsatte.

I vores del af verden er det almindeligt at man deler bolig med andre familier, bruger det samme toilet, køkken og så videre. Vi er glade for at det har været muligt for os at leje en bolig for os selv i alle de byer vi boede i mens jeg var offentligt ansat. Det var ganske vist dyrere for os at have alt privat, men derved blev vores børn skånet for skadelig påvirkning. Jeg takker Jehova for at børnene i alle årene voksede op i et åndeligt sundt miljø.

Hertil kommer at min kone altid har gået hjemme for at kunne være sammen med børnene og tage sig af dem. Og vi har bestræbt os for at foretage os noget i fællesskab når jeg kom hjem fra arbejde. Vi har gjort alting sammen — hvad enten det var at studere, forberede os til og overvære møderne og at deltage i forkyndelsen eller selskabelige aktiviteter.

Vi har gjort vores bedste for at følge rådet i Femte Mosebog 6:6, 7, hvor forældre  tilskyndes til at undervise deres børn, ikke kun derhjemme, men ved enhver lejlighed. Som følge heraf har børnene søgt deres venner inden for og ikke uden for menigheden. Af vores eksempel har de lært at være opmærksomme på hvem de omgås. Veronica og jeg tilbringer ikke unødig tid sammen med nogle der ikke har samme tro som os. — Ordsprogene 13:20; 1 Korinther 15:33.

Børnene er naturligvis ikke kun blevet præget gennem vores vejledning og undervisning. Vores hjem har altid været åbent for nidkære kristne, og vi har gennem årene haft besøg af mange af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Den tid vores familie har tilbragt sammen med sådanne modne kristne, har givet børnene mulighed for at iagttage og lære af deres selvopofrende levevis. Det har underbygget vores oplæring og fået børnene til selv at vælge et gudfrygtigt liv.

BELØNNET FOR GUDHENGIVENHED

I dag er min kone og jeg, samt fire af vores børn, i heltidstjenesten. Jeg begyndte første gang i 1973. I årenes løb har jeg fra tid til anden måttet afbryde min heltidstjeneste af økonomiske årsager. Jeg har også haft den forret at være lærer på Rigets Tjenesteskole, hvor Jehovas Vidners kristne tilsynsmænd modtager oplæring. Og på det seneste har jeg haft den glæde at virke i Kontaktudvalg til Hospitaler og som bytilsynsmand i Uhonmora.

Mine to ældste døtre, Victory og Lydia, er gift med gode kristne ældste. De og deres ægtefæller tjener på Jehovas Vidners afdelingskontor i Igieduma. Vores ældste søn, Wilfred, er menighedstjener, og vores yngste søn, Micah, er fra tid til anden hjælpepioner. I 1997 begyndte Joan som pioner efter at have færdiggjort skolen.

Noget af det der bringer mig mest glæde, er at hjælpe andre til at blive tjenere for Jehova Gud. Det har jeg blandt andet hjulpet nogle af mine slægtninge til. Min far havde ønsket om at blive en tjener for Jehova, men det at han levede i polygami, holdt ham tilbage. Jeg har lige fra jeg var ung, holdt meget af mennesker. Når jeg ser nogle der lider, føles mine egne problemer mindre betydningsfulde. Jeg tror andre kan se at jeg har et oprigtigt ønske om at hjælpe dem, og det giver en mere åben kontakt.

En af dem jeg har hjulpet til at få kundskab om Guds hensigter, er en ung mand der er bundet til sengen. Han arbejdede som elektriker, men fik et voldsomt stød som lammede ham fra brystet og ned. Jeg begyndte at studere Bibelen med ham, og han tog imod det han lærte. Han blev døbt i et vandløb nær vores hjem den 14. oktober 1995, og det var første gang i 15 år han var ude af sin seng. Han gav udtryk for at det var den lykkeligste dag i hans liv. Nu er han menighedstjener i menigheden.

Jeg kan ærligt sige at jeg ikke har fortrudt det valg jeg for 30 år siden traf om at tjene Jehova sammen med hans indviede folk. Blandt dem kan jeg se en ægte kærlighed. Selv hvis ikke Jehova ønskede at belønne sine trofaste tjenere med evigt liv, ville jeg stadig vælge et liv i gudhengivenhed. (1 Timoteus 6:6; Hebræerne 11:6) Gudhengivenhed har formet mit liv og givet mig og min familie glæde, tilfredshed og lykke samt et fast holdepunkt i tilværelsen.

[Illustration på side 25]

I 1990 med min kone og vores børn

[Illustration på side 26]

Med min kone, vores børn og vores to svigersønner