Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Er fuldstændig nedsænkning i vand påkrævet hvis en der ønsker at blive døbt, har et alvorligt handicap eller et meget skrøbeligt helbred som gør at det kan være vanskeligt?
Ordet „døbe“ er en oversættelse af det græske udsagnsord bapʹtō, der betyder „at dyppe“. (Johannes 13:26) I Bibelen er „at døbe“ det samme som „at nedsænke“. Om Filips dåb af den ætiopiske eunuk står der i The Emphasised Bible af J.B. Rotherham: „De gik begge ned i vandet — både Filip og eunukken — og han nedsænkede ham.“ (Apostelgerninger 8:38) Den der bliver døbt, bliver altså sænket fuldstændig ned under vand. — Mattæus 3:16; Markus 1:10.
Jesus gav sine disciple følgende anvisning: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ (Mattæus 28:19, 20) Jehovas Vidner følger samme mønster og arrangerer dåb i bassiner, søer, floder eller andre steder hvor der er vand nok til at der kan ske en fuldstændig nedsænkning af dåbskandidaterne. Eftersom dåb ved fuldstændig nedsænkning er et bibelsk krav, har mennesker ikke myndighed til at fritage nogen for at blive døbt. Det vil derfor være rigtigt at lade sig døbe selv om det kræver nogle særlige forholdsregler. For nogle der har været højt oppe i alderen eller har haft et særlig skrøbeligt helbred, har det for eksempel været en hjælp at dåben kunne foregå i et badekar. Vandet er blevet varmet op, og dåbskandidaten er blevet anbragt i karret med rolige, forsigtige bevægelser. Når den pågældende så har vænnet sig til vandet, har den egentlige dåb kunnet finde sted.
Selv personer med alvorlige handicap er blevet døbt. For eksempel nogle med trakeostomi, en åbning på luftrøret, og også nogle der er afhængige af respirator. I forbindelse med sådanne dåbshandlinger er det naturligvis nødvendigt med grundige forberedelser. Det vil være klogt at lade en sygeplejerske være til stede og, om muligt, også en læge. Men når der bliver truffet sådanne særlige forholdsregler og vist stor omhu, kan der i næsten alle tilfælde foretages en dåbshandling. Der bør derfor gøres enhver rimelig bestræbelse for at give den der oprigtigt ønsker det og er indforstået med de risici det kan indebære, mulighed for at blive døbt.