„Du er en dygtig kvinde“
„Du er en dygtig kvinde“
Disse lovord var henvendt til den unge moabitterinde Rut. Hun var enke og svigerdatter til No’omi, en jødisk kvinde. Det var i Israel, i dommertiden for omkring 3000 år siden, at Rut vandt et godt ry. (Rut 3:11) Hvordan gjorde hun det? Hvem kan have gavn af at betragte hendes eksempel?
Rut var ikke den der spiste „ladheds brød“. Hun arbejdede hårdt og længe med at sanke aks på marken, og hendes flid gav hende et godt omdømme. Selv da hun fik tilbud om en lettere arbejdsbyrde, fortsatte hun med at slide hårdere end hun behøvede. Hun levede helt og fuldt op til Bibelens beskrivelse af en dygtig, arbejdsom kvinde der er værdig til pris. — Ordsprogene 31:10-31; Rut 2:7, 15-17.
Det var Ruts åndelige egenskaber — hendes ydmyghed, selvopofrelse og loyale kærlighed — som i særlig grad gjorde at hun nød stor respekt. Hun forlod sine forældre og sit fødeland og holdt sig til No’omi, skønt hun kun havde ringe udsigt til at opnå den tryghed som et ægteskab kunne bringe. Samtidig gav Rut udtryk for sit ønske om at tjene Jehova, den Gud som hendes svigermor tilbad. Hendes værd understreges yderligere i den bibelske beretning der siger at hun var „bedre for [No’omi] end syv sønner“. — Rut 1:16, 17; 2:11, 12; 4:15.
Rut fortjente den rosende omtale, men det var endnu vigtigere at Gud værdsatte hendes egenskaber og belønnede hende med det privilegium at blive stammoder til Jesus Kristus. (Mattæus 1:5; 1 Peter 3:4) Rut er ikke alene et godt eksempel for kristne kvinder, men for alle der bekender sig som Jehovas tjenere.