Et tankevækkende kapitel af Roms historie

„HVIS jeg på menneskers vis har kæmpet med vilde dyr i Efesus,“ skrev apostelen Paulus i Første Korintherbrev 15:32. Nogle tolker det sådan at Paulus på et tidspunkt blev dømt til at kæmpe i en romersk arena. Hvorom alting er, så var kampe på liv og død i arenaen almindelige dengang. Hvad lærer historien os om arenaen og det der udspillede sig der?

Som kristne ønsker vi at forme vores samvittighed efter Jehovas holdning sådan at vi kan træffe de rette afgørelser når vi vælger underholdning. For eksempel er det godt at lægge mærke til hvad Gud synes om vold ifølge Ordsprogene 3:31: „Misund ikke en voldsmand og vælg ikke nogen af hans veje.“ Den vejledning blev aktuel for de første kristne da mange af deres medborgere ivrigt gik op i at overvære de romerske gladiatorkampe. Lad os lægge mærke til  den lære man som kristen i dag kan uddrage af det der foregik dengang.

To bevæbnede gladiatorer står ansigt til ansigt i en romersk arena. Da de første sværdhug runger mod skjoldene, hepper tilskuerne fanatisk på deres favorit. Der bliver kæmpet desperat. Kort efter er den ene gladiator så alvorligt såret at han må opgive. Han falder derfor på knæ og sænker armene som tegn på at han overgiver sig på nåde og unåde. Tilskuernes brøl forstærkes til det infernalske. Nogle forlanger den besejrede skånet; andre råber på hans død. Alles blik er rettet mod kejseren. Folkestemningen afgør om han lader den overvundne slippe eller sender ham i døden ved at vende tommelfingeren nedad.

Romerne var ivrige tilhængere af gladiatorkampe. Oprindelig ledsagede tvekampene ejendommeligt nok prominente personers bisættelse. Forbilledet menes at være de menneskeofringer som de mellemitalienske folkeslag oskerne og samnitterne foretog i den hensigt at formilde de dødes ånder. En sådan kamp blev kaldt munus (flertal: munera), der betyder „gave“. De første dokumenterede kampe i Rom foregik i 264 f.v.t., da tre par gladiatorer kæmpede på kreaturmarkedet. Da Marcus Aemilius Lepidus blev bisat, udkæmpede gladiatorer 22 kampe. Ved Publius Licinius’ bisættelse kæmpede 60 mand parvis. Og i 65 f.v.t. sendte Julius Cæsar 320 hold i arenaen.

„Aristokraternes bisættelser var politiske manifestationer,“ skriver historikeren Keith Hopkins, „og kampene ved bisættelserne havde politiske undertoner . . . i kraft af deres popularitet hos vælgerne. Faktisk var det i høj grad ambitiøse aristokraters politiske kappestrid der øgede gladiatorkampenes pragt.“ I Augustus’ regeringstid (27 f.v.t. til 14 e.v.t.) var munera blevet overdådige folkeforlystelser hvormed velstående embedsmænd søgte at fremme deres karriere.

GLADIATORERNE OG DERES TRÆNING

Hvem var gladiatorerne? De blev oftest rekrutteret blandt slaver, krigsfanger og dødsdømte kriminelle. Andre var frie borgere der lod sig lokke af spændingen eller af håbet om berømmelse og rigdom. Alle blev trænet på fængselsagtige skoler. Bogen Giochi e spettacoli (Kampe og skuespil) oplyser at vordende gladiatorer „konstant blev bevogtet, var underkastet streng disciplin med de skrappeste reglementer og blev straffet særdeles hårdt . . . Mishandlingen førte ofte til selvmord, mytteri og opstande.“ Roms største gladiatorskole havde celler til mindst tusind mand. Alle blev specialtrænet. Nogle bar brystharnisk, skjold og sværd; andre havde net og trefork. Andre igen blev trænet til at møde vilde dyr i en såkaldt jagt. Det kan have været en sådan kamp Paulus hentydede til.

Arrangører af kampe kunne henvende sig til impresarioer der rekrutterede og trænede 17- og 18-årige til gladiatorer. Menneskeliv var et gigantisk handelsobjekt. Kejser Trajan fejrede engang en sejr ved at afholde en særforestilling med 10.000 gladiatorer og 11.000 dyr.

 EN DAG I ARENAEN

Formiddagsprogrammet i arenaen bød på jagt. Vilde dyr af enhver art blev gennet ind. Tilskuerne holdt især af kamp mellem en tyr og en bjørn. I mange tilfælde blev de to dyr bundet sammen og kæmpede til den ene døde. Den overlevende blev så slået ihjel af en jæger. Andre populære sammensætninger var løver mod tigre og elefanter mod bjørne. Jægere viste deres færdighed ved at nedlægge eksotiske dyr fra alle kejserrigets afkroge. Man skyede ingen udgifter for at skaffe leoparder, næsehorn, flodheste, giraffer, hyæner, kameler, ulve, vildsvin og antiloper.

Virkningsfulde scenerier gjorde jagterne uforglemmelige. Man imiterede skovlandskaber ved hjælp af sten, damme og træer. I nogle arenaer dukkede dyrene op som ved et trylleslag via underjordiske hejseværker og lemme. Dyrenes uberegnelighed har sikkert fascineret tilskuerne, men det lader til at dyrplageriet var det egentlige trækplaster.

Det næste indslag var henrettelser, som man søgte at tilføre originalitet. Man fremførte mytologiske skuespil hvor aktørerne virkelig omkom.

Om eftermiddagen optrådte flere kategorier gladiatorer der hver for sig havde en karakteristisk bevæbning som de var specialtrænet i at bruge. Nogle af dem der fjernede ligene, var klædt som underverdenens gud.

VIRKNINGEN PÅ TILSKUERNE

Massernes uudslukkelige tørst efter spænding betød at nølende gladiatorer blev drevet i kamp med piske og brændejern. Tilskuerne hujede for eksempel: „Hvorfor går han så kujonagtigt mod sværdet? Hvorfor slår han så slapt? Hvorfor dør han ikke [godvilligt]? Pisk ham til kamp! Lad dem modtage hug efter hug, med brystet blottet til slag!“ Den romerske statsmand Seneca skrev at der i en pause blev bragt følgende bekendtgørelse: „I mellemtiden får nogle snittet struben over, så der stadig foregår noget!“

Ikke overraskende vedgik Seneca at han vendte „mere grusom og umenneskelig“ hjem. Hans åbenhjertige indrømmelse maner til alvorlig eftertanke hos os. Bliver tilskuerne til nogle af vor tids sportsbegivenheder også påvirket til at være ’mere grusomme og umenneskelige’?

Ikke alle tilskuere var så heldige at vende levende hjem. Da en tilskuer kom med en vittig bemærkning på kejser Domitians bekostning, fik kejseren ham slæbt ned og kastet for hundene. Da der engang manglede forbrydere at henrette, befalede kejser Caligula at et  udsnit af tilskuerne skulle gribes og kastes for de vilde dyr. Og da scenemaskineriet ved en lejlighed ikke fungerede til kejser Claudius’ tilfredshed, dømte han de ansvarlige teknikere til at kæmpe i arenaen.

Tilskuernes fanatisme fremkaldte også ulykker og optøjer. Et amfiteater lidt nord for Rom brød sammen, og det kostede efter sigende tusinder livet. Historikeren Tacitus beretter at der under en forestilling i Pompeji i 59 e.v.t. udbrød slagsmål mellem de lokale og de fremmede tilskuere. Det begyndte med fornærmende tilråb, udviklede sig til stenkast og endte med væbnet kamp. Mange blev dræbt, kvæstet og lemlæstet.

EN TYDELIG PARALLEL

En nylig udstilling med titlen „Sangue e arena“ (Blod og sand) i Colosseum i Rom drager paralleller mellem munera og nogle af vor tids forlystelser. Meget træffende blev der vist videooptagelser med tyrefægtning, professionel boksning, makabre ulykker under motorløb, hæmningsløse bataljer mellem sportsfolk og voldsomme uroligheder blandt tilskuere. Præsentationen sluttede med Colosseum set fra luften. Hvad kommer man til at tænke på? Hvor mange uddrager en lære af det?

Hundekampe, hanekampe, tyrefægtning og voldelige sportsgrene er almindelige i nogle lande. Motorkørere sætter livet på spil for at give de mange tilskuere spænding. Og hvad ser vi på tv? Undersøgelser i et vestligt land har vist at et barn i gennemsnit ser 10.000 mord og 100.000 voldshandlinger på tv før det fylder ti.

Om det at overvære gladiatorkampe skrev den kristne forfatter Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, at det var „uforeneligt med sand gudsdyrkelse og sand lydighed mod den sande Gud“. Han regnede tilskuerne for drabsmændenes medskyldige. Hvad så med i dag? Det er godt at spørge sig selv: ’Lader jeg mig underholde af blodsudgydelse, død og vold i tv eller på internettet?’ Det er værd at mærke sig det som står i Salme 11:5: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“

[Ramme på side 28]

Kampe for at „formilde de døde“

Om gladiatorkampenes oprindelse skriver Tertullian: „I fortiden troede man at man tjente de døde med den slags optrin, efter at man havde modereret dem med en mere kultiveret form for grusomhed. Tidligere havde man nemlig — i den tro at man kunne behage de afdødes sjæle med menneskeblod — ofret fanger eller dårlige slaver som man købte. Siden fandt man på at tilsløre ugudeligheden ved at lave begivenheden om til en forlystelse. Det gjorde man ved at købe nogle mænd og træne dem i at bruge den tids våben så godt som muligt. I virkeligheden trænede man dem i at lade sig slå ihjel! Disse mænd lod man så lide døden ved gravene på den fastsatte begravelsesdag. Man trøstede sig altså efter et dødsfald ved at myrde nogen, og sådan opstod munus. Men lidt efter lidt blev skikken lige så raffineret som grusom. Man syntes nemlig at højtiderne manglede noget hvis ikke man lod nogle vilde dyr være med til at sønderrive menneskelegemer. Det man gjorde for at formilde de døde, blev regnet for en begravelsesskik.“ — Apology, De Spectaculis, XII, side 262-65. Oversat til engelsk af T.R. Glover.

[Illustration på side 27]

Gladiatorhjelm og benskinne

[Illustrationer på side 29]

De første kristne tog afstand fra voldelig underholdning. Gør du det?

[Kildeangivelser]

Boksning: Dave Kingdon/Index Stock Photography; motorsportsulykke: AP Photo/Martin Seppala

[Kildeangivelse på side 26]

Phoenix Art Museum, Arizona/Bridgeman Art Library