Glæderne ved at vandre på Jehovas veje

HAR du nogen sinde vandret i bjerge? Så kender du sikkert fornemmelsen af at være i højderne. Sandsynligvis nød du den friske luft, panoramaet og den overvældende naturskønhed i fulde drag. Måske virkede det som om dine bekymringer med ét var mindre.

Det er noget de færreste oplever, men hvis du har været en indviet kristen i nogen tid, ved du hvad det vil sige at befinde sig på et åndeligt højt niveau. Ligesom salmisten har du utvivlsomt bedt: „Gør dine veje kendt for mig, Jehova; lær mig dine stier.“ (Salme 25:4) Husker du hvordan det føltes da du begyndte at „gå op til Jehovas bjerg“ og ’færdes på hans høje’? (Mika 4:2; Habakkuk 3:19) Du opdagede hurtigt at det betød glæde og beskyttelse at vandre ad den sande tilbedelses ophøjede stier. Du kunne genkende de følelser salmisten beskrev med ordene: „Lykkeligt er det folk som er kendt med jubelråbet. Jehova, i dit ansigts lys vandrer de.“ — Salme 89:15.

Når bjergvandrere skal passere høje og stejle skråninger, kan benene gøre ondt, og trætheden melder sig. Også vi møder vanskeligheder i vores tjeneste for Gud. Har det fået os til at sætte tempoet ned? Hvordan kan vi forny vores energi og glæde? Først må vi erkende at Jehovas veje er de bedste.

JEHOVAS OPHØJEDE LOVE

Jehovas veje er ’højere end menneskets veje’, og tilbedelsen af ham er blevet ’grundfæstet over bjergenes top og hævet op over højene’. (Esajas 55:9; Mika 4:1) Jehovas visdom er „visdommen ovenfra“. (Jakob 3:17) Hans love overgår alle andre. På den tid hvor kana’anæerne hjerteløst ofrede børn, gav han israelitterne moralsk ophøjede love der appellerede til medfølelse. Nogle af buddene lød: „Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må ikke favorisere den store. . . . Den fastboende udlænding . . . skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv.“ — 3 Mosebog 19:15, 34.

Femten hundrede år senere omtalte Jesus flere eksempler på Jehovas ’majestætiske lov’. (Esajas 42:21) I Bjergprædikenen sagde han til sine disciple: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres  Fader som er i himlene.“ (Mattæus 5:44, 45) Han tilføjede: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Mattæus 7:12.

Disse ophøjede love påvirker modtagelige hjerter og motiverer mennesker til at efterligne Gud. (Efeserne 5:1; 1 Thessaloniker 2:13) Tænk på den forandring der skete med Paulus. Allerførst læser vi at han „bifaldt mordet på“ Stefanus og ’for voldsomt frem mod menigheden’. Ganske få år senere kendte de kristne i Thessalonika ham som en der optrådte med nænsomhed, „som når en ammende moder plejer sine børn“. Oplæringen fra Gud havde forvandlet Paulus fra forfølger til omsorgsfuld kristen. (Apostelgerninger 8:1, 3; 1 Thessaloniker 2:7) Han var taknemmelig for at hans personlighed var blevet formet af Kristi lære. (1 Timoteus 1:12, 13) Hvordan kan værdsættelse hjælpe os til at blive ved med at vandre på Guds ophøjede stier?

VÆRDSÆTTELSE OG FORSTÅELSE HOLDER OS I GANG

Bjergvandrere nyder de panoramaer som man oplever i højderne. De lærer også at glæde sig over små oplevelser undervejs, for eksempel en speciel sten, en smuk blomst eller et glimt af et dyr. Vi kristne bør på samme måde være opmærksomme på åndelige glæder, store som små, der kommer af at vandre med Gud. Det kan give os fornyede kræfter og forvandle møjsommelig trasken til energisk gang. Så kan vi istemme Davids ord: „Lad mig erfare din loyale hengivenhed om morgenen, for jeg har sat min lid til dig. Lær mig den vej at kende som jeg skal vandre ad.“ — Salme 143:8.

Mary, der har vandret ad Jehovas stier i mange år, siger: „Når jeg betragter Jehovas skaberværk, ser jeg ikke kun Guds kreativitet i de mindste detaljer, men også hans omsorgsfulde personlighed. Et pattedyr, en fugl, et insekt — hver eneste skabning er en yderst fascinerende lille verden for sig. Den samme glæde får jeg af åndelige sandheder der bliver tydeligere og tydeligere med årene.“

Hvordan kan vi blive mere taknemmelige? Det kan vi blandt andet ved ikke at tage det som Jehova gør for os, for givet. Paulus opfordrede: „Bed uophørligt. Sig tak i forbindelse med alt.“ — 1 Thessaloniker 5:17, 18; Salme 119:62.

Personligt studium øger taknemmeligheden. Paulus tilskyndede de kristne i Kolossæ til ’fortsat at vandre i samhørighed med Kristus Jesus og strømme over med tro i taksigelse’. (Kolossenserne 2:6, 7) At læse i Bibelen og grunde over meningen styrker troen og drager os nærmere til dens forfatter. Bibelens sider rummer en rigdom der kan anspore os til at ’strømme over med taksigelse’.

Vandringen bliver også lettere af at vi tjener Jehova sammen med vores brødre. Salmisten sagde om sig selv: „Jeg har fællesskab med alle der frygter dig.“ (Salme 119:63) Nogle af vores gladeste timer oplever vi ved de kristne stævner og i det hele taget når vi er sammen med vores brødre. Vi anerkender at det er takket være Jehova og hans ophøjede veje at vi har en dyrebar kristen familie i hele verden. — Salme 144:15b.

 Noget andet der vil styrke os til fortsat at gå fremad på Jehovas ophøjede stier, er ansvarsfølelse.

HVORDAN VI VANDRER ANSVARSBEVIDST

Den der er på vandring i en bjergegn, må være ansvarsbevidst. Det indebærer at han er yderst forsigtig med hvor han går, så han ikke farer vild eller kommer for tæt på farlige skrænter. Jehova har givet os alle en vis handlefrihed. Den frie vilje som vi er skabt med, kræver imidlertid at vi ’vandrer’ ansvarsbevidst så vi undgår at forsømme vore kristne forpligtelser.

Jehova har tillid til at vi lever op til vores ansvar. Han har ikke fastsat noget mindstemål for hvor mange kræfter og hvor meget tid vi skal bruge på kristne aktiviteter, eller hvor mange midler eller andre ressourcer vi skal give ham. Nej, Paulus’ ord til korintherne gælder os alle: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte.“ — 2 Korinther 9:7; Hebræerne 13:15, 16.

Ansvarsbevidst kristen gavmildhed indebærer at man giver andre del i den gode nyhed og økonomisk bidrager til den forkyndelse der foregår over hele jorden. Gerhardt, en kristen ældste, fortæller at han og hans kone begyndte at give væsentligt større bidrag da de havde overværet et stævne i Østeuropa. „Vi så at vores fattige brødre i høj grad værdsætter vores bibelske publikationer,“ siger han. „Derfor besluttede vi at støtte vores trængende brødre i andre lande så godt vi kan.“

HVORDAN VI BLIVER MERE UDHOLDENDE

At vandre i stor højde kræver udholdenhed. Vandrere træner så tit de kan, og mange forbereder sig på lange vandringer ved at gå korte ture. Tilsvarende anbefaler Paulus at vi holder os travlt beskæftiget med de teokratiske aktiviteter, så vi bevarer vores åndelige energi. Han skrev at hvis vi vil „vandre Jehova værdigt“ og „gøres stærke med al kraft“, bør vi ’fortsat bære frugt i enhver god gerning’. — Kolossenserne 1:10, 11.

Motivation øger udholdenheden. Hvordan motiverer en bjergvandrer sig selv? Det gør han ved at holde blikket rettet mod et tydeligt punkt, for eksempel et fjernt bjerg. Og når han undervejs passerer forskellige kendemærker, kan han konstatere hvor nær han er endemålet, og med tilfredshed se tilbage på den distance han har tilbagelagt.

På samme måde opretholder og tilskynder vort håb om evigt liv os. (Romerne 12:12) Undervejs ad Jehovas veje mod dette mål vil vi føle det tilfredsstillende at sætte os kristne delmål og nå dem. Og det er en stor glæde at kunne se tilbage på en årrække hvor vi har tjent trofast, eller lægge mærke til positive egenskaber vi har opdyrket. — Salme 16:11.

Hvis man skal have kræfter til at klare lange afstande, er det bedst at trave i et jævnt tempo. Parallelt med det vil gode vaner, for eksempel at deltage regelmæssigt i møderne og forkyndelsen, gøre os målrettede og holde os i gang. Paulus skrev opmuntrende til sine kristne trosfæller: „Lad os . . . fortsat vandre regelret i samme gænge.“ — Filipperne 3:16.

Vi er heller ikke alene om at vandre ad Jehovas veje. „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger,“ siger Paulus. (Hebræerne 10:24) Åndeligt opbyggende fællesskab med trosfæller vil gøre det lettere for os at holde tempoet. — Ordsprogene 13:20.

Sidst og vigtigst må vi aldrig glemme at Jehova giver os kraft. De der „har deres styrke i [Jehova]“, „vandrer fra kraft til kraft“. (Salme 84:5, 7) Nu og da går vejen over ujævnt terræn, men med Jehovas hjælp kan vi klare det.