Livsberetning

Styrket af det verdensomspændende brodersamfund

FORTALT AF THOMSON KANGALE

Den 24. april 1993 blev jeg indbudt til at overvære programmet ved indvielsen af det nye afdelingskontor bestående af 13 bygninger i Lusaka, Zambia. Da den søster der skulle vise os rundt, så at jeg var gangbesværet, spurgte hun venligt: „Skal jeg tage en stol med så du kan hvile dig undervejs?“ Selv om hun var hvid, havde hun intet imod at bære en stol for en sort. Jeg takkede for hendes omsorg, for det gjorde det muligt for mig at komme med rundt og se alle bygningerne.

IGENNEM årene har oplevelser som denne overbevist mig om at der blandt Jehovas Vidner råder den kærlighed som Kristus sagde ville kendetegne hans sande disciple. (Johannes 13:35; 1 Peter 2:17) Lad mig fortælle hvordan jeg i 1931 kom i berøring med disse kristne, som samme år havde bekendtgjort deres ønske om at kaldes ved det bibelske navn Jehovas Vidner. — Esajas 43:12.

JEG PÅBEGYNDER MIN TJENESTE

Jeg voksede op nær Bangweulusøen, og i november 1931, da jeg var 22 år, boede jeg midt i Kobberbæltet, i byen Kitwe i Nordrhodesia (nu Zambia). En ven som jeg spillede fodbold med, satte mig i forbindelse med Jehovas Vidner. Jeg overværede nogle af deres møder og skrev til afdelingskontoret i Cape Town i Sydafrika for at få tilsendt  bibelstudiehåndbogen Guds Harpe. * Bogen var skrevet på engelsk, og jeg syntes at den var svær at forstå fordi jeg ikke kunne sproget særlig godt.

I Kobberbæltet var der i minerne ansat mange fra forskellige provinser. Her var der adskillige grupper af Jehovas Vidner som mødtes regelmæssigt for at studere Bibelen sammen. Efter et stykke tid flyttede jeg fra Kitwe til den nærliggende by Ndola, hvor jeg begyndte at komme sammen med en gruppe Jehovas Vidner. På det tidspunkt var jeg anfører for et fodboldhold der hed Prince of Wales. Jeg arbejdede også som tjener for bestyreren af African Lakes Corporation, en stor forretningskæde i det centrale Afrika.

Min skolegang var begrænset, men jeg lærte dog lidt engelsk af de europæere jeg arbejdede for. Jeg ville stadig gerne have en uddannelse og ansøgte om at komme på en skole i Plumtree, Sydrhodesia (nu Zimbabwe). Mens jeg ventede på svar, skrev jeg for anden gang til afdelingskontoret i Cape Town. Jeg lod dem vide at jeg havde modtaget bogen Guds Harpe og ønskede at tjene Jehova på fuldtid.

Jeg var overrasket over deres svar: „Vi vil gerne rose dig for dit ønske om at tjene Jehova. Vi opfordrer dig til at lægge det frem for Jehova i bøn, og så vil han give dig en dybere forståelse af sandheden og vise dig hvor du kan tjene ham.“ Efter at have læst brevet gentagne gange spurgte jeg flere andre Jehovas Vidner hvad de mente jeg skulle gøre. De sagde: „Hvis du virkelig ønsker at tjene Jehova, så kan du lige så godt gå i gang med det samme.“

I en hel uge bad jeg Jehova vise mig hvad jeg skulle gøre. Jeg besluttede til sidst at give afkald på en uddannelse og fortsatte med at studere Bibelen. Året efter, i januar 1932, lod jeg mig døbe i vand som udtryk for min indvielse til Jehova Gud. Jeg flyttede fra Ndola til den nærliggende by Luanshya, og der mødte jeg Jeanette, en medkristen som var alene med to børn. I september 1934 giftede vi os.

Jeg blev ved med at gøre åndelige fremskridt, og i 1937 blev jeg heltidsforkynder. Kort efter blev jeg udnævnt til rejsende tilsynsmand. Rejsende tilsynsmænd besøger Jehovas Vidners menigheder for at opbygge dem åndeligt.

MINE FØRSTE ÅR SOM FORKYNDER

I januar 1938 blev jeg anmodet om at besøge en høvding ved navn Sokontwe, som havde givet udtryk for at han ønskede besøg af Jehovas Vidner. Jeg cyklede i tre dage for at  nå frem til ham. Han blev meget glad da jeg fortalte at jeg kom på grund af det brev han havde sendt til vores kontor i Cape Town.

Jeg gik fra hytte til hytte i hans landsby og indbød folk til at komme hen til insakaen (det offentlige samlingssted). Jeg talte derefter til forsamlingen, og det førte til at mange ønskede at undersøge Bibelen. Landsbyhøvdingen og hans skriver var de første i området som blev menighedstilsynsmænd. I dag er der over 50 menigheder i det som nu kaldes Samfyaområdet.

Fra 1942 til 1947 virkede jeg i regionen ved Bangweulusøen. Jeg tilbragte ti dage i hver menighed. Da der kun var få åndelige høstarbejdere, følte vi ligesom vores Herre, Jesus Kristus, der sagde: „Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Mattæus 9:36-38) Dengang var det vanskeligt at komme rundt, så Jeanette blev sædvanligvis i Luanshya med børnene mens jeg besøgte menighederne. På det tidspunkt havde vi fået endnu to børn, men det ene døde ti måneder gammelt.

I fyrrerne var der ikke mange biler og derfor kun få veje. Engang måtte jeg begive mig ud på en cykeltur på omtrent 200 kilometer. Når jeg indimellem skulle krydse en flod, holdt jeg cyklen på skulderen med den ene arm og svømmede med den anden. Antallet af forkyndere steg hastigt i Luanshya, og i 1946 var der 1850 der overværede højtiden til minde om Kristi død.

MODSTAND MOD ARBEJDET

Ved en lejlighed under den anden verdenskrig blev jeg indkaldt til et møde hos distriktskommissæren i Kawambwa, som sagde: „Du må holde dig fra Vagttårnsselskabets bøger, for de er blevet forbudt. Men jeg kan give dig noget materiale så du selv kan skrive nogle bøger du kan bruge i dit arbejde.“

„Jeg er tilfreds med de publikationer vi har,“ svarede jeg. „Jeg behøver ikke andre.“

„Du kender ikke amerikanerne,“ sagde han. (Vores publikationer blev dengang trykt i USA.) „De vil vildlede dig.“

„Nej, ikke dem jeg har med at gøre,“ svarede jeg.

Han spurgte så: „Kan du ikke opfordre dine menigheder til at støtte krigen økonomisk som de andre religioner gør?“

„Det er embedsmændenes opgave,“ svarede jeg.

„Gå nu hjem og tænk over det,“ sluttede han.

„I Anden Mosebog 20:13 og i Andet Timoteusbrev 2:24 opfordres vi til ikke at myrde og ikke at strides med nogen,“ sagde jeg.

Jeg fik lov at gå, men blev senere kaldt til et møde hos distriktskommissæren i Fort Rosebery, som nu hedder Mansa. „Jeg har tilkaldt dig for at lade dig forstå at regeringen har forbudt jeres bøger,“ sagde kommissæren.

„Ja, det har jeg hørt,“ var mit svar.

„Så må du sige til alle i menighederne at de skal aflevere deres bøger her. Er det forstået?“

„Det er ikke mit arbejde,“ svarede jeg. „Det må regeringsembedsmændene tage sig af.“

ET TILFÆLDIGT MØDE GIVER RESULTATER

Efter krigen var vi helt optaget af forkyndelsen. I 1947, efter at jeg lige havde afsluttet et besøg i en menighed i Mwanza, forhørte jeg mig om hvor jeg kunne købe en kop te. Jeg blev henvist til en tesalon og blev pænt modtaget af ejeren, hr. Nkonde, og hans kone. Mens jeg drak min te, spurgte jeg hr. Nkonde om han havde lyst til at læse kapitlet „Helvede, hvilens og håbets sted“ i bogen „Gud Maa Være Sanddru“.

 Efter jeg havde drukket min te, spurgte jeg ham om hvordan han nu opfattede helvede. Han var overrasket over det han havde læst. Han begyndte derfor at undersøge Bibelen, og han og hans kone blev senere døbt. Han forblev dog ikke et af Jehovas Vidner, men det gjorde hans kone og nogle af hans børn. Pilney, et af børnene, tjener endda på afdelingskontoret i Zambia. Selv om Pilneys mor nu er oppe i årene, er hun stadig en trofast forkynder.

ET KORT OPHOLD I DET ØSTLIGE AFRIKA

Afdelingskontoret i Nordrhodesia, som i begyndelsen af 1948 blev oprettet i Lusaka, tildelte mig dernæst den opgave at virke i Tanganyika (nu Tanzania). På turen til fods over bjergene fik min kone og jeg følgeskab af en anden forkynder. Rejsen tog os tre dage og var meget anstrengende. Jeg måtte bære en stor mængde bøger, min kone bar vores tøj, og den tredje forkynder vores soveudstyr.

Da vi i marts 1948 ankom til Mbeya, var der nok at gøre med at motivere brødrene til i højere grad at tilpasse sig Bibelens lære. Selv om brødrene kendte og accepterede navnet Jehovas Vidner, havde de ikke gjort andre kendt med navnet. I distriktet blev de kaldt Vagttårnsfolk. Hertil kom behovet for at få forkynderne til helt at aflægge visse skikke som havde at gøre med at ære de døde. Men det vanskeligste for mange var nok at deres ægteskab skulle lovformeligt registreres så det kunne holdes i ære blandt alle. — Hebræerne 13:4.

Senere havde jeg den forret at tjene i andre østafrikanske områder, deriblandt Uganda. Jeg tilbragte omkring seks uger i Entebbe og Kampala, hvor jeg hjalp mange til at få kundskab om Bibelens sandheder.

INDBYDELSE TIL STÆVNE I NEW YORK

Efter at have tilbragt nogen tid i Uganda ankom jeg i begyndelsen af 1956 til Dar es Salaam, hovedstaden i Tanganyika. Der lå et brev til mig fra Jehovas Vidners hovedkontor. Deri blev jeg anmodet om at forberede mig på at overvære det internationale stævne i New York som skulle holdes fra den 27. juli til den 3. august 1958. Behøver jeg at sige at jeg var ovenud begejstret ved tanken?

Da tiden nærmede sig, fløj broder Luka Mwango, en anden rejsende tilsynsmand, og jeg fra Ndola til Salisbury (nu Harare) i Sydrhodesia og videre til Nairobi i Kenya. Derfra fløj vi til London, hvor vi fik en varm velkomst af brødrene. Vi kunne slet ikke sove den aften fordi vi var så bevægede over den modtagelse vi afrikanere havde fået, og den gæstfrihed vores brødre havde vist os. Det virkede meget opmuntrende på os.

Endelig ankom vi til stævnet i New York. Den ene af dagene skulle jeg fortælle om Jehovas Vidners arbejde i Nordrhodesia. Den dag var der næsten 200.000 samlet på Polo Grounds og Yankee Stadium. Jeg lå søvnløs hele natten fordi jeg ikke kunne lade være  med at tænke på hvor fantastisk en oplevelse det var at være der.

Stævnet var alt for hurtigt forbi, og vi vendte hjem. På hjemrejsen viste vores brødre og søstre i England igen stor gæstfrihed. Noget af det uforglemmelige ved denne tur var at mærke enheden blandt Jehovas folk, uanset race og nationalitet.

FORTSAT TJENESTE TRODS PRØVELSER

I 1967 blev jeg udnævnt til sektionstjener — en tilsynsmand som besøger de forskellige kredse. På det tidspunkt var antallet af Jehovas Vidner i Zambia steget til 35.000. Men da mit helbred kort efter begyndte at blive dårligt, blev jeg igen kredstilsynsmand i Kobberbæltet. Med tiden fik Jeanette også helbredsproblemer, og i december 1984 døde hun som en trofast tjener for Jehova.

Det sårede mig at ikkekristne slægtninge beskyldte mig for at have forårsaget hendes død ved hjælp af heksekunst. Men nogle der kendte til hendes sygdom, og som havde talt med hendes læge, forklarede dem sagens rette sammenhæng. Der kom dog flere prøvelser. Nogle bekendte ville have mig til at følge den tradition som kaldes ukupyanika. I den region jeg kommer fra, har man den skik at den efterladte skal have seksuel omgang med en af den afdødes nære familiemedlemmer. Det nægtede jeg naturligvis.

Endelig holdt de op med at presse mig. Jeg er Jehova taknemmelig for at han hjalp mig til at stå fast. En måned efter min kones begravelse kom en broder hen til mig og sagde: „Broder Kangale, du var til stor opmuntring for os da din kone døde, for du lod dig ikke presse til at følge en eneste ukristen skik. Det vil vi gerne rose dig for.“

EN STORSLÅET HØST

Det er nu 65 år siden jeg begyndte i heltidstjenesten. Gennem årene har det været en stor glæde at se hundreder af menigheder blive oprettet og mange rigssale bygget i områder hvor jeg førhen var rejsende tilsynsmand. I 1943 var der 2800 forkyndere i Zambia, men nu er der 122.000. Ja, sidste år blev mindehøjtiden overværet af 514.000 ud af en befolkning på mindre end 11 millioner.

Jehova har altid taget sig godt af mig, og det gør han også nu. Har jeg brug for lægebehandling, hjælper en kristen broder mig hen til hospitalet. Jeg bliver stadig anmodet om at holde offentlige foredrag i menighederne, og det har bragt mig mange glade stunder. Den menighed jeg er tilsluttet, har ordnet det sådan at kristne søstre skiftes til at gøre rent i mit hjem, og brødrene ledsager mig til møderne hver uge. Jeg ved at jeg aldrig ville have fået en så kærlig omsorg hvis ikke jeg tjente Jehova. Jeg takker ham for at han fortsat gør brug af mig i heltidstjenesten, og for de mange ansvarsopgaver jeg har kunnet varetage indtil nu.

Mit syn er blevet svagt, og når jeg er på vej til rigssalen, skal jeg hvile mig flere gange undervejs. Min taske føles tungere og tungere, så for at gøre den lettere tager jeg alle de bøger op jeg ikke behøver ved mødet. Når jeg forkynder, er det hovedsagelig ved at jeg leder bibelstudier med folk som kommer til mit hjem. Hvor er det en fornøjelse at se tilbage på de år der er gået, og tænke over den kolossale vækst som har fundet sted. Jeg har tjent i områder hvor ordene i Esajas 60:22 har fået en bemærkelsesværdig opfyldelse. Der siges: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ Jeg har levet så længe at jeg har oplevet det, ikke kun i Zambia, men i hele verden. *

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 24]

Foran afdelingskontoret i Zambia

[Illustration på side 26]

Et udsnit af afdelingskontorets bygninger i Zambia