Kristne der fortsat vandrer i sandheden
Kristne der fortsat vandrer i sandheden
„Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 JOHANNES 4.
1. Hvad er „den gode nyheds sandhed“?
JEHOVA godkender kun dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) De adlyder „den gode nyheds sandhed“ ved at gå ind for hele den kristne lære der bygger på Guds ord, Bibelen. (Galaterne 2:14) Denne sandhed drejer sig om Jesus Kristus og hævdelsen af Jehovas suverænitet ved hjælp af Riget. Frelsen afhænger af om man vandrer i sandheden og tror på den gode nyhed, hvorimod Gud vil lade „en vildfarelse“ komme over dem der foretrækker løgnen. — 2 Thessaloniker 2:9-12; Efeserne 1:13, 14.
2. Hvad var apostelen Johannes taknemmelig for, og hvilket forhold havde han til Gajus?
2 Forkyndere af Riget er „medarbejdere for sandheden“. Ligesom apostelen Johannes og hans ven Gajus holder de beslutsomt fast ved sandheden og vandrer i den. Johannes skrev til Gajus: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ (3 Johannes 3-8) Det er ikke sikkert at det var Johannes der havde undervist Gajus i sandheden. Men på grund af sin høje alder, sin kristne modenhed og sin faderlige hengivenhed kunne han godt betragte den yngre Gajus som et af sine åndelige børn.
SANDHEDEN OG DEN KRISTNE GUDSDYRKELSE
3. Hvad var formålet med de første kristnes møder, og hvilken gavn havde de af dem?
3 For at blive bedre kendt med sandheden kom de første kristne sammen i menigheder, ofte i private hjem. (Romerne 16:3-5) Her opmuntrede og tilskyndede de hinanden til kærlighed og gode gerninger. (Hebræerne 10:24, 25) Om dem der senere bekendte sig til kristendommen, skrev Tertullian (ca. 155 til efter 220 e.v.t.): ’Vi samles for at drøfte de guddommelige skrifter. Vi giver troen næring med hellige ord, vi retter håbet opad, vi befæster tilliden.’ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 39.
4. Hvilken betydning har sang haft ved kristne møder?
4 De første kristne sang sandsynligvis ved deres møder. (Efeserne 5:19; Kolossenserne 3:16) Celsus fra det andet århundrede, som var modstander af kristendommen, fandt de kristnes melodiske sange „så smukke at han nærmest blev fortørnet over den indvirkning de havde på følelserne,“ skriver professor Henry Chadwick. Han tilføjer: „Clemens af Alexandria er den første kristne skribent der gør rede for hvilken musik der passer sig for kristne. Han peger på at det ikke bør være den form for musik der forbindes med erotisk dansemusik.“ (The Early Church, side 274-75) I lighed med de første kristne synger Jehovas Vidner ofte sange med bibelske tekster, deriblandt magtfulde hymner som priser Gud og hans rige.
5. (a) Hvordan fik de første kristne menigheder åndelig vejledning? (b) Hvordan har sande kristne fulgt Jesu ord i Mattæus 23:8, 9?
5 I de første kristne menigheder tog tilsynsmænd sig af undervisningen mens menighedstjenere hjalp deres trosfæller på forskellig vis. (Filipperne 1:1) Et styrende råd der lod sig lede af Guds ord og den hellige ånd, sørgede for åndelig vejledning. (Apostelgerninger 15:6, 23-31) Ingen i menighederne bar religiøse titler, for Jesus havde befalet sine disciple: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.“ (Mattæus 23:8, 9) På disse og mange andre områder ligner Jehovas Vidner de første kristne.
FORFULGT FORDI DE FORKYNDTE SANDHEDEN
6, 7. Hvordan er sande kristne blevet behandlet på trods af at de forkynder et fredeligt budskab?
6 De første kristne forkyndte det fredelige budskab om Riget. Ikke desto mindre blev de forfulgt ligesom Jesus var blevet det. (Johannes 15:20; 17:14) Historikeren John L. von Mosheim kalder de kristne i det første århundrede for „en skare mennesker med den mest uskadelige og skikkelige karakter . . . , der aldrig nærede et ønske eller tænkte en tanke der kunne være skadelig for staten“. Dr. Mosheim siger at det der „irriterede romerne var enkelheden i de kristnes tilbedelse, som på ingen måde kunne sammenlignes med andre folkeslags hellige ceremonier“. Han tilføjer: „Blandt de kristne var der ingen ofre, ingen templer, ingen statuer, ingen orakler, ingen præsteklasser; og mennesker som man ikke kunne finde nogen af disse ting hos, blev i almindelighed af de uvidende betragtet som folk uden religion. Og dem der blev anset for gudsfornægtere, regnede man efter de romerske love blandt de skadeligste mennesker.“
7 Præster, kunsthåndværkere og andre der tjente penge på afgudsdyrkelse, hidsede folk op imod de kristne, som tog afstand fra alt hvad der havde med afgudsdyrkelse at gøre. (Apostelgerninger 19:23-40; 1 Korinther 10:14) Tertullian skrev „at de kristne efter [anklagernes] mening er skyld i enhver offentlig ulykke og alt ubehageligt, folk kommer ud for. Går Tiberen over sine bredder, vælder end Nilen ikke udover pløjemarkerne, står himlen stille, ryster jorden, er der sult eller pest, råbes der straks: ’De kristne for løven.’“ Uanset konsekvenserne vil sande kristne ’vogte sig for afguderne’. — 1 Johannes 5:21.
SANDHEDEN OM RELIGIØSE SKIKKE
8. Hvorfor vil de der vandrer i sandheden, ikke holde jul?
8 De der vandrer i sandheden, undgår ubibelske skikke, for ’lys har intet fællesskab med mørke’. (2 Korinther 6:14-18) For eksempel fejrer de ikke jul, som mange fejrer den 24. eller 25. december. „Ingen kender den nøjagtige dato for Kristi fødsel,“ indrømmer The World Book Encyclopedia. The Encyclopedia Americana (1956-udgaven) siger: „Saturnalierne, en romersk fest som blev fejret i midten af december, dannede forbillede for mange af julens lystige skikke.“ I bogen Højtider og fester siges der: „Datoen for Jesu fødsel kendes ikke. Omkring år 336 blev datoen af kirkens mænd fastlagt til d. 25. december. Der anføres flere mulige begrundelser herfor. . . . En anden forklaring er den, at man i Rom på d. 25. december holdt festen for den ubesejrede sol.“ Og bogen La vie quotidienne en Palestine au temps de Jésus (Dagligliv i Palæstina på Jesu tid) siger: „Hjordene opholdt sig . . . om vinteren . . . i fårehusene, og alene denne omstændighed viser at den traditionelle dato for julen, om vinteren, kun har ringe mulighed for at være rigtig, eftersom evangeliet siger at hyrderne var ude på markerne.“ — Lukas 2:8-11.
9. Hvordan betragter Jehovas tjenere kristenhedens fejring af påsken?
9 Man regner almindeligvis den ’kristne’ påske for at være en fejring af Kristi opstandelse, men pålidelige kilder forbinder denne fest med falsk tilbedelse. Dagligt Liv i Norden siger: „Paaske hedder paa Tysk ’Ostern’, paa Engelsk ’Easter’, begge af det gammelsachsiske ’oster’ = at opstaa. . . . De gamle Germaner dyrkede en Vaarens Gudinde ved Navn ’Ostara’.“ Men uanset oprindelsen forholder det sig som Encyclopædia Britannica siger: „Der er intet i Det Nye Testamente der tyder på at man holdt [den fest der i dag kaldes påske, eller på engelsk: Easter].“ De første kristne holdt ikke en sådan fest, og Jehovas Vidner gør det heller ikke i dag.
10. Hvilken højtid indstiftede Jesus, og hvem fejrer den som den bør fejres?
10 Jesus befalede hverken sine disciple at fejre hans fødsel eller hans opstandelse, men han indstiftede en højtid til minde om sin offerdød. (Romerne 5:8) Det er i virkeligheden den eneste begivenhed han befalede sine disciple at fejre. (Lukas 22:19, 20) Denne årlige højtid, der også kaldes Herrens aftensmåltid, bliver stadig fejret af Jehovas Vidner. — 1 Korinther 11:20-26.
SANDHEDEN FORKYNDES PÅ HELE JORDEN
11, 12. Hvordan har de der vandrer i sandheden, altid støttet forkyndelsesarbejdet?
11 De der kender sandheden, betragter det som en ære at kunne bruge deres tid, kræfter og andre ressourcer på at forkynde den gode nyhed. (Markus 13:10) De første kristnes forkyndelsesarbejde blev støttet af frivillige bidrag. (2 Korinther 8:12; 9:7) Tertullian skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 39.
12 Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelsesarbejde støttes også af frivillige bidrag. Ud over Jehovas Vidner er der mange interesserede der gerne vil yde økonomiske bidrag til dette arbejde. Her er der også en parallel mellem de første kristne og Jehovas Vidner.
SANDHEDEN OG DEN PERSONLIGE ADFÆRD
13. Hvilken vejledning følger Jehovas Vidner i forbindelse med deres adfærd?
13 De første kristne viste også at de vandrede i sandheden ved at følge denne vejledning fra apostelen Peter: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ (1 Peter 2:12) Jehovas Vidner følger samvittighedsfuldt den samme vejledning i dag.
14. Hvordan ser kristne på umoralsk underholdning?
14 Selv efter at frafaldet var sat ind, undgik de der bekendte sig som kristne, en umoralsk adfærd. W.D. Killen, der er professor i kirkehistorie, har skrevet: „I det andet og tredje århundrede var teatret i enhver større by en hovedattraktion; skuespillerne, der normalt ikke selv havde en særlig høj moral, leflede ustandseligt for tidens laveste instinkter når de var på scenen. . . . Alle sande kristne betragtede teatret med afsky. . . . De veg tilbage for den uanstændige underholdning; og den ustandselige påkaldelse af hedenske guder og gudinder var en grov krænkelse af deres religiøse overbevisning.“ (The Ancient Church, side 318-19) I dag undgår Jesu sande disciple også underlødig og moralsk fordærvede former for underholdning. — Efeserne 5:3-5.
SANDHEDEN OG „DE HØJERE MYNDIGHEDER“
15, 16. Hvem er „de højere myndigheder“, og hvordan betragtes de af dem der vandrer i sandheden?
15 På trods af de første kristnes gode adfærd bedømte de fleste romerske kejsere dem forkert. Historikeren E.G. Hardy har sagt at de romerske kejsere betragtede de første kristne som nogle „foragtelige fanatikere“. En brevveksling mellem kejser Trajan og Plinius den Yngre, der var romersk statholder i Bitynien, viser at den herskende klasse stort set var uvidende om hvad kristendommen stod for. Hvordan betragter kristne staten?
16 Ligesom Jesu første disciple underordner Jehovas Vidner sig i relativ forstand „de højere myndigheder“, et bibelsk udtryk der bruges om enhver regering. (Romerne 13:1-7) Hvis der opstår en konflikt mellem det mennesker kræver af dem, og det Gud ønsker, vil de indtage det klare standpunkt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Bogen After Jesus — The Triumph of Christianity siger: „Selv om kristne ikke deltog i kejserdyrkelsen, var de ikke oprørsstiftere, og skønt deres religion var anderledes og til tider virkede stødende på hedningerne, udgjorde den ingen reel trussel mod kejserriget.“
17. (a) Hvilket styre satte de første kristne deres lid til? (b) Hvordan har Jesu sande disciple fulgt ordene i Esajas 2:4?
17 De første kristne satte deres lid til Guds rige, og patriarkerne Abraham, Isak og Jakob så frem til den lovede ’by hvis ophavsmand var Gud’. (Hebræerne 11:8-10) Ligesom Jesus var hans disciple ’ikke en del af verden’. (Johannes 17:14-16) Og hvad angik menneskers krige og stridigheder, havde de vist at de jagede efter fred ved at „smede deres sværd til plovjern“. (Esajas 2:4) Læg mærke til den interessante parallel som lektor i kirkehistorie Geoffrey F. Nuttall har peget på: „Ligheden mellem de første kristnes holdning til krig og den holdning som de der kalder sig Jehovas Vidner, har, er langt større end vi bryder os om at indrømme.“
18. Hvorfor har intet styre grund til at frygte Jehovas Vidner?
18 De første kristne forholdt sig neutrale og underordnede sig „de højere myndigheder“. Derfor udgjorde de ingen trussel mod noget som helst politisk system, og det gør Jehovas Vidner heller ikke. En nordamerikansk lederskribent har skrevet: „Man skal være en hykler eller lide af vrangforestillinger for at tro at Jehovas Vidner udgør nogen form for trussel mod noget politisk styre; de er så lidt revolutionære og så fredselskende som et trossamfund kan være.“ Velinformerede myndighedspersoner véd at de ikke har noget at frygte fra Jehovas Vidners side.
19. Hvad kan der siges om de første kristne og Jehovas Vidner i forbindelse med at betale skat?
19 De første kristne viste blandt andet respekt for „de højere myndigheder“ ved at betale skat. I et skrift stilet til den romerske kejser Antoninus Pius (138-161 e.v.t.) hævder Justinus Martyr at de kristne ’alle Vegne bestræber sig for at betale Skatter og Afgifter’. (Justinos Martyr’s Forsvarsskrift for Kristendommen, kapitel 17) Og Tertullian sagde til de romerske herskere at deres skatteopkrævere kunne „takke de kristne for“ at de samvittighedsfuldt betalte deres skatter. (Tertullians forsvarsskrift for de kristne, kapitel 42) De kristne nød gavn af Pax Romana (den romerske fred) med dens lov og orden, gode vejanlæg og relativt sikre sørejser. De anerkendte at de stod i gæld til samfundet, og adlød Jesu ord: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:17) Jehovas tjenere i dag følger også denne vejledning og er blevet rost for deres ærlighed, for eksempel med hensyn til at betale skatter. — Hebræerne 13:18.
SANDHEDEN — ET FORENENDE BÅND
20, 21. Hvordan kan man beskrive freden og broderkærligheden blandt de første kristne og blandt Jehovas tjenere i dag?
20 At vandre i sandheden betød for de første kristne at de var forenet i et fredeligt brodersamfund. Det samme er Jehovas Vidner i dag. (Apostelgerninger 10:34, 35) Et brev der blev bragt i The Moscow Times, lød: „[Jehovas Vidner] er kendt for at være meget venlige og ydmyge mennesker, der er nemme at omgås. De lægger aldrig pres på andre, men søger at have et fredeligt forhold til alle. . . . Der er ingen alkoholikere, narkomaner eller nogen som tager imod bestikkelse, i deres rækker, og det skyldes ganske enkelt at de forsøger at lade sig lede af deres bibeloplærte samvittighed i alt hvad de gør og siger. Hvis alle i hele verden i det mindste forsøgte at leve i overensstemmelse med Bibelen, som Jehovas Vidner gør, ville vores grusomme verden se helt anderledes ud.“
21 Opslagsværket Encyclopedia of Early Christianity siger: „Oldkirken betragtede sig selv som et nyt menneskesamfund hvor tidligere fjendtlige grupper, jøder og hedninger, kunne leve i fredelig sameksistens.“ Jehovas Vidner udgør også et fredselskende internationalt brodersamfund — i sandhed et nyt verdenssamfund. (Efeserne 2:11-18; 1 Peter 5:9; 2 Peter 3:13) Da sikkerhedschefen ved et udstillingsområde i Pretoria i Sydafrika så hvordan Jehovas Vidner af alle racer samledes fredeligt til et stævne, sagde han: „Alle var og er høflige, alle talte pænt til hinanden, ja, hele den indstilling der blev vist i disse dage, vidner om den høje standard der præger medlemmerne af Deres organisation og om at alle er som én stor familie.“
VELSIGNELSER VED AT UNDERVISE I SANDHEDEN
22. Hvad har det ført til at kristne har gjort sandheden kendt?
22 Paulus og andre kristne gjorde „sandheden kendt“ — både ved deres adfærd og ved deres forkyndelse. (2 Korinther 4:2) Er det ikke sandt at Jehovas Vidner gør det samme og underviser alle nationer i sandheden? Folk overalt i verden slutter sig til den sande tilbedelse, og stadig flere strømmer til „bjerget med Jehovas hus“. (Esajas 2:2, 3) Hvert år indvier tusinder sig til Gud og lader sig døbe, og mange nye menigheder oprettes.
23. Hvordan betragter du dem der underviser alle nationer i sandheden?
23 Jehovas tjenere har vidt forskellig baggrund, men er forenede i den sande tilbedelse. Den kærlighed der præger dem, viser at de er Jesu disciple. (Johannes 13:35) Kan du se at ’Gud virkelig er iblandt dem’? (1 Korinther 14:25) Har du sluttet dig til dem der underviser alle nationer i sandheden? Hvis du har, er det vor bøn at du altid må vise værdsættelse af sandheden og opnå det privilegium at vandre i den for evigt.
Hvad vil du svare?
• Hvilke lighedspunkter er der mellem de første kristne og Jehovas Vidner hvad angår deres gudsdyrkelse?
• Hvad er den eneste religiøse højtid som de der vandrer i sandheden, fejrer?
• Hvem er „de højere myndigheder“, og hvordan betragter de kristne dem?
• Hvordan er sandheden et forenende bånd?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 21]
Kristne møder har altid været til gavn for dem der vandrer i sandheden
[Illustrationer på side 23]
Jesus befalede sine disciple at fejre mindet om hans offerdød
[Illustration på side 24]
Ligesom de første kristne viser Jehovas Vidner respekt for „de højere myndigheder“
