Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi må loyalt underordne os Guds myndighed

Vi må loyalt underordne os Guds myndighed

Vi må loyalt underordne os Guds myndighed

„Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ — ESAJAS 33:22.

1. Hvad gjorde Israels nation til noget særligt i forhold til andre nationer?

I 1513 f.v.t. blev Israels nation dannet. Dengang havde den hverken en hovedstad, et hjemland eller en synlig konge, og dens undersåtter var tidligere slaver. Den nye nation var dog også noget ganske særligt på en anden måde, for Jehova Gud var dens usynlige Dommer, Lovgiver og Konge. (2 Mosebog 19:5, 6; Esajas 33:22) Det var ikke tilfældet med nogen anden nation.

2. Hvilket spørgsmål melder sig i forbindelse med Israels ledelse, og hvorfor er det vigtigt for os at kende svaret?

Jehova er ordenens og fredens Gud, og man kan derfor med god grund forvente at en nation som han leder, er velorganiseret. (1 Korinther 14:33) Det var nationen Israel. Men hvordan kunne en jordisk, synlig organisation være ledet af en usynlig Gud? Det vil være gavnligt at se nærmere på hvordan Jehova ledede denne nation i fortiden. Læg især mærke til hvordan hans handlemåde over for folket viser at vi loyalt må underordne os hans myndighed.

HVORDAN FORTIDENS ISRAEL BLEV LEDET

3. Hvordan ledede Jehova sit folk?

Jehova var Israels usynlige Konge, men udpegede trofaste mænd som sine synlige repræsentanter. Overhovederne for Israels fædrenehuse blev kaldt høvdinger, og sammen med folkets ældste fungerede de som rådgivere og dommere. (2 Mosebog 18:25, 26; 5 Mosebog 1:15) Disse ansvarshavende mænd kunne dog ikke vise fuldendt dømmekraft og forståelse uden at have Guds ledelse. De var ikke fejlfri og kunne ikke læse folks hjerte. Men den vejledning som gudfrygtige dommere kunne give deres trosfæller, var alligevel til stor gavn, eftersom den var baseret på Jehovas lov. — 5 Mosebog 19:15; Salme 119:97-100.

4. Hvilke tilbøjeligheder måtte Israels dommere gøre alt for at undgå, og hvorfor?

Det var ikke tilstrækkeligt at dommerne kendte Loven. For ikke at bøje retten måtte de være opmærksomme på at beherske den menneskelige tilbøjelighed til at vise selviskhed, partiskhed og begærlighed. Moses sagde til dem: „I må ikke være partiske ved en domsafsigelse. I skal høre på den mindste såvel som på den største. I skal ikke lade jer skræmme af nogen, for dommen hører Gud til.“ Ja, Israels dommere havde det ærefulde hverv at dømme på Guds vegne! — 5 Mosebog 1:16, 17.

5. Hvad gjorde Jehova for sit folk ud over at indsætte dommere?

Jehova sørgede også for at dække israelitternes åndelige behov på andre måder. Allerede inden de kom ind i det forjættede land, gav han dem påbud om at bygge teltboligen, centret for den sande tilbedelse. Han indsatte desuden præster til at undervise i Loven, til at bringe dyreofre og til at brænde røgelse hver morgen og aften. Gud indsatte Moses’ ældre bror, Aron, som Israels første ypperstepræst, og Arons sønner blev udpeget til at være hans medhjælpere. — 2 Mosebog 28:1; 4 Mosebog 3:10; 2 Krønikebog 13:10, 11.

6, 7. (a) Hvordan var slægtskabsforholdet mellem præsterne og de ikkepræstelige levitter? (b) Hvad kan vi lære af at levitterne udførte forskellige opgaver? (Kolossenserne 3:23)

At tage sig af flere millioner menneskers åndelige behov var en enorm opgave, og præsterne var forholdsvis få. Der blev derfor udpeget andre medlemmer af Levis stamme til at hjælpe dem. Jehova sagde til Moses: „Du skal overgive levitterne til Aron og hans sønner. Af Israels sønner er det dem der er givet til tjenesten, givet til ham.“ — 4 Mosebog 3:9, 39.

Levitterne var godt organiseret. De var opdelt efter de tre slægter — gersjonitterne, kehatitterne og meraritterne — der hver havde deres arbejdsopgaver at tage sig af. (4 Mosebog 3:14-17, 23-37) Nogle opgaver har måske virket mere betydningsfulde end andre, men de var alle sammen vigtige. Kehatitternes arbejde bragte dem i nær kontakt med mange hellige ting, for eksempel pagtens ark og teltboligens inventar. Men alle levitter havde fået betroet nogle storslåede tjenesteprivilegier, uanset om de var kehatitter eller ej. (4 Mosebog 1:51, 53) Sørgeligt nok var det ikke alle der værdsatte deres tjenesteopgaver. I stedet for loyalt at underordne sig Guds myndighed blev nogle utilfredse og gav efter for stolthed, ærgerrighed og misundelse. Det gjaldt blandt andet en levit ved navn Kora.

„SØGER I NU OGSÅ AT OPNÅ PRÆSTEEMBEDET?“

8. (a) Hvem var Kora? (b) Hvad har måske fået Kora til udelukkende at betragte præsterne ud fra en menneskelig synsvinkel?

Kora var hverken overhoved for Levis fædrenehus eller for kehatitternes slægt. (4 Mosebog 3:30, 32) Men han var en respekteret høvding i Israel. I forbindelse med sine pligter har Kora måske arbejdet tæt på Aron og hans sønner. (4 Mosebog 4:18, 19) At se disse mænds fejl og mangler har måske fået ham til at tænke: ’Enhver kan jo se at disse præster er ufuldkomne, og så vil man have at jeg skal underordne mig dem! Det er ikke længe siden at Aron lavede en guldkalv. Folket tilbad den og blev afgudsdyrkere. Og nu er Aron, Moses’ bror, blevet ypperstepræst! Det er jo tydeligt at Moses favoriserer sin egen familie! Og hvad med Arons sønner Nadab og Abihu? De havde så stor mangel på respekt for deres opgave at Jehova lod dem dø!’ * (2 Mosebog 32:1-5; 3 Mosebog 10:1, 2) Uanset hvad Kora har tænkt, er det tydeligt at han begyndte at betragte præsterne ud fra en menneskelig synsvinkel. Det førte til oprør mod Moses og Aron og, i sidste ende, mod Jehova. — 1 Samuel 15:23; Jakob 1:14, 15.

9, 10. Hvilken anklage rettede Kora og de andre oprørere mod Moses, og hvorfor burde de have vidst bedre?

Eftersom Kora var en mand med stor indflydelse i Israel, havde han ikke svært ved at tiltrække ligesindede. Sammen med Datan og Abiram fik han samlet 250 sympatisører — alle høvdinger i forsamlingen. I samlet flok henvendte de sig til Moses og Aron og sagde: „Hele forsamlingen er hellig, alle som én, og Jehova er i dens midte. Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“ — 4 Mosebog 16:1-3.

10 Oprørerne burde have vidst bedre og ikke have draget Moses’ myndighed i tvivl. Kort forinden var det nemlig netop det Aron og Mirjam havde gjort. Faktisk havde de brugt noget nær samme ræsonnement som Kora! Ifølge Fjerde Mosebog 12:1, 2 spurgte de: „Har Jehova kun talt ved Moses? Har han ikke også talt ved os?“ Det hørte Jehova. Han befalede derfor Moses, Aron og Mirjam at samles ved indgangen til mødeteltet så han kunne vise hvem det var han havde valgt til at lede folket. Dér talte Jehova til dem i utvetydige vendinger og sagde: „Hvis der er en profet for Jehova iblandt jer, vil jeg give mig til kende for ham i et syn. Jeg vil tale til ham i en drøm. Sådan er det ikke med min tjener Moses! Han har fået hele mit hus betroet.“ Dernæst slog Jehova for en tid Mirjam med spedalskhed. — 4 Mosebog 12:4-7, 10.

11. Hvordan håndterede Moses situationen med Kora?

11 Kora og de der stillede sig på hans side, må have kendt til denne hændelse. Der var ingen undskyldning for deres oprør. Alligevel prøvede Moses tålmodigt at ræsonnere med dem. Han tilskyndede dem til i højere grad at værdsætte de opgaver de havde fået betroet, ved at sige til dem: „Er det for lidt for jer at Israels Gud har skilt jer ud fra Israels forsamling for at lade jer træde frem for ham?“ Nej, det var ikke „for lidt“! Levitterne havde allerede fået meget betroet. Hvad mere kunne de ønske sig? Moses’ næste ord viste hvad de i virkeligheden var ude på: „Søger I nu også at opnå præsteembedet?“ * (4 Mosebog 12:3; 16:9, 10) Men hvordan reagerede Jehova på dette oprør mod hans myndighed?

ISRAELS DOMMER GRIBER IND

12. Hvad var forudsætningen for at Israel kunne bevare et godt forhold til Gud?

12 Da Jehova gav Israel Loven, sagde han til israelitterne at hvis de var lydige, ville de blive „en hellig nation“, og at nationen kunne forblive hellig så længe den anerkendte Jehovas ordning. (2 Mosebog 19:5, 6) Nu hvor der var tale om et åbenlyst oprør, var tiden inde til at Israels Dommer og Lovgiver greb ind! Moses sagde derfor til Kora: „Du og hele din forsamling skal i morgen træde frem for Jehova, du og de og Aron. Og I skal tage hver sit ildbækken og komme røgelse på dem og frembære hver sit ildbækken for Jehova, to hundrede og halvtreds ildbækkener; og du og Aron skal tage hver sit ildbækken.“ — 4 Mosebog 16:16, 17.

13. (a) Hvorfor var det overmodigt af oprørerne at ofre røgelse til Jehova? (b) Hvordan straffede Jehova oprørerne?

13 Ifølge Guds lov var det kun præsterne der måtte ofre røgelse. Alene tanken om at ikkepræstelige levitter skulle frembære røgelse for Jehova, burde have fået oprørerne til at tænke sig om en ekstra gang. (2 Mosebog 30:7; 4 Mosebog 4:16) Men nej, Kora og hans tilhængere kom ikke til fornuft! Den næste dag „fik [han] hele forsamlingen til at samle sig imod [Moses og Aron] ved indgangen til mødeteltet“. Beretningen lyder: „Jehova talte til Moses og Aron, idet han sagde: ’Skil jer ud fra denne forsamling, så jeg kan gøre det af med dem på et øjeblik.’“ Men Moses og Aron gik i forbøn for folket. Jehova lyttede til bønnen og skånede israelitternes liv. Men med hensyn til Kora og hans tilhængere lod Jehova ’ild fare ud og fortære de to hundrede og halvtreds mænd der havde frembåret røgelse’. — 4 Mosebog 16:19-22, 35. *

14. Hvorfor greb Jehova ind over for Israels forsamling?

14 De israelitter der så hvad Jehova gjorde ved oprørerne, tog overraskende nok ikke ved lære af det. „Den følgende dag gav hele forsamlingen af Israels sønner sig til at knurre mod Moses og Aron, idet den sagde: ’Det er jer der har bragt død over Jehovas folk.’“ Israelitterne stillede sig altså på oprørernes side! Nu var det slut med Jehovas tålmodighed. Ingen — selv ikke Moses eller Aron — kunne gå i forbøn for folket. Jehova lod en plage ramme de ulydige, „og de som døde af plagen udgjorde fjorten tusind og syv hundrede, foruden dem der var døde på grund af Kora“. — 4 Mosebog 16:41-49.

15. (a) Hvorfor burde israelitterne uden tøven have anerkendt Moses’ og Arons ledelse? (b) Hvad har denne beretning lært dig om Jehova?

15 Det var helt unødvendigt at alle disse mennesker skulle miste livet. Hvis blot de havde tænkt sig om! De kunne have stillet sig selv spørgsmål som: ’Hvem var det der havde sat deres eget liv på spil ved at træde frem for Farao? Hvem havde krævet at israelitterne blev givet fri? Hvem blev som den eneste bedt om at gå op på Horebs Bjerg efter Israels udfrielse for at tale med Guds engel?’ Moses og Aron havde bevist at de var loyale over for Jehova og nærede kærlighed til folket. (2 Mosebog 10:28; 19:24; 24:12-15) Jehova fandt ikke behag i at lade oprørerne dø. Men da det var blevet helt tydeligt at israelitterne nægtede at ændre deres oprørske indstilling, greb han resolut ind. (Ezekiel 33:11) Alt dette har stor betydning for os i dag. Hvorfor?

DEN KANAL JEHOVA BENYTTER I DAG

16. (a) Hvad burde have overbevist jøderne i det første århundrede om at Jesus var Jehovas repræsentant? (b) Hvad erstattede Jehova det levitiske præsteskab med, og hvorfor?

16 I dag er det en anden „nation“ der har Jehova som sin usynlige Dommer, Lovgiver og Konge. (Mattæus 21:43) Denne „nation“ blev dannet i det første århundrede. Teltboligen fra Moses’ tid var nu erstattet af et smukt tempel i Jerusalem, hvor levitterne stadig forrettede tjeneste. (Lukas 1:5, 8, 9) I år 29 blev der imidlertid dannet et åndeligt tempel, hvor Jesus Kristus var ypperstepræst. (Hebræerne 9:9, 11) Nu blev spørgsmålet om udøvelsen af Guds myndighed igen aktuelt. Hvem ville Jehova bruge til at lede denne nye „nation“? Jesus viste sig fuldstændig loyal over for Gud. Han elskede menneskene. Han udførte også mange mirakler. Men hovedparten af levitterne, der var lige så stivnakkede som deres forfædre, nægtede at anerkende Jesus. (Mattæus 26:63-68; Apostelgerninger 4:5, 6, 18; 5:17) Til sidst erstattede Jehova det levitiske præsteskab med et der var helt anderledes — et kongeligt præsteskab. Dette kongelige præsteskab eksisterer den dag i dag.

17. (a) Hvilken gruppe udgør i dag det kongelige præsteskab? (b) Hvordan gør Jehova brug af dette kongelige præsteskab?

17 Hvem udgør dette kongelige præsteskab i dag? Det svarer apostelen Peter på i sit første brev. Til salvede medlemmer af Kristi legeme skrev Peter under inspiration: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Heraf fremgår det tydeligt at de salvede der følger i Jesu fodspor, som gruppe betragtet udgør det ’kongelige præsteskab’ som Peter kaldte „en hellig nation“. Det er den kanal Jehova bruger til at lede sit folk og give det åndelig vejledning. — Mattæus 24:45-47.

18. Hvilken forbindelse er der mellem de udnævnte ældste og det kongelige præsteskab?

18 Det kongelige præsteskab bliver repræsenteret af udnævnte ældste, der varetager ansvarsopgaver i Jehovas folks menigheder rundt om på jorden. Disse mænd fortjener vores respekt og helhjertede støtte, uanset om de tilhører den salvede skare eller ej. Hvorfor? Fordi det er Jehova der, gennem sin hellige ånd, har udnævnt de ældste. (Hebræerne 13:7, 17) I hvilken forstand?

19. I hvilken forstand er de ældste udnævnt af den hellige ånd?

19 De ældste opfylder de krav der findes i Bibelen, som er inspireret af Guds ånd. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) Derfor kan de siges at være udnævnt af den hellige ånd. (Apostelgerninger 20:28) De ældste må være godt kendt med Guds ord. Og når de dømmer, må de ligesom den øverste Dommer der har udnævnt dem, hade alt hvad der kunne minde om partiskhed. — 5 Mosebog 10:17, 18.

20. Hvorfor værdsætter du de ældste?

20 Vi ønsker ikke at drage de ældstes myndighed i tvivl, men værdsætter deres flittige indsats. Den trofaste tjeneste de yder, og som mange af dem har ydet i årtier, gør at vi har stor tillid til dem. De bruger tid på forberedelse til menighedens møder som de leder uge efter uge, arbejder nært sammen med os i forkyndelsen af den „gode nyhed om riget“ og giver os bibelsk vejledning når det er nødvendigt. (Mattæus 24:14; Hebræerne 10:23, 25; 1 Peter 5:2) De besøger også de syge og trøster de sørgende. Loyalt og uselvisk støtter de Rigets interesser. Det er tydeligt at Jehovas ånd er over dem, og at de har hans godkendelse. — Galaterne 5:22, 23.

21. Hvad må de ældste hele tiden være opmærksomme på, og hvorfor?

21 De ældste er naturligvis ikke fuldkomne. De er sig deres begrænsninger bevidst og prøver ikke at spille herrer over hjorden, der kaldes „Guds arv“. Tværtimod betragter de sig som ’medarbejdere på deres brødres glæde’. (1 Peter 5:3; 2 Korinther 1:24) Ydmyge, flittige ældste elsker Jehova, og de ved at jo mere de efterligner ham, jo mere godt vil de kunne udrette i menigheden. Derfor gør de en bevidst indsats for at opdyrke egenskaber som kærlighed, medfølelse og tålmodighed.

22. Hvordan har beretningen om Kora styrket din tillid til Jehovas synlige organisation?

22 Vi glæder os over at Jehova er vores usynlige Hersker, og at Jesus Kristus er vores ypperstepræst. Det er også en stor glæde at blive undervist af det kongelige præsteskab og få gode råd af trofaste kristne ældste. Ingen organisation ledet af mennesker kan være fuldkommen. Men vi er lykkelige for at tjene Jehova sammen med loyale trosfæller som med glæde underordner sig hans myndighed!

[Fodnoter]

^ par. 8 Arons to andre sønner, Eleazar og Itamar, var eksemplariske i deres tjeneste for Jehova. — 3 Mosebog 10:6.

^ par. 11 Koras medsammensvorne, Datan og Abiram, var rubenitter, og derfor var det sikkert ikke præsteembedet de begærede. Men de brød sig ikke om Moses’ lederskab og var skuffede over at deres forventninger om at nå det forjættede land endnu ikke var blevet indfriet. — 4 Mosebog 16:12-14.

^ par. 13 I patriarktiden repræsenterede overhovedet familien over for Gud og bragte ofre på dens vegne. (1 Mosebog 8:20; 46:1; Job 1:5) Men da Lovpagten blev indstiftet, udpegede Jehova de mandlige medlemmer af Arons slægt til at være præster. Fra nu af var det dem der skulle bringe ofre. De 250 oprørere var åbenbart ikke villige til at slutte op om denne ændrede fremgangsmåde.

Hvad har du lært?

• Hvordan sørgede Jehova kærligt for israelitterne?

• Hvorfor kunne Koras oprør mod Moses og Aron ikke undskyldes?

• Hvad kan vi lære af at Jehova greb ind over for oprørerne?

• Hvordan kan vi vise værdsættelse af den menighedsordning Jehova benytter i dag?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 9]

Betragter du det som en ære at udføre en hvilken som helst opgave i Jehovas organisation?

[Illustration på side 10]

„Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“

[Illustration på side 13]

Udnævnte ældste repræsenterer det kongelige præsteskab