En verden plaget af misforstået loyalitet

EN VARM fredag aften gik en ung mand i den israelske storby Tel Aviv hen til en klynge teenagere uden for et dansested. Få sekunder efter skete der en dødbringende eksplosion.

Endnu en selvmordsbombemand havde taget 19 unge med sig i døden. „Der lå kropsdele over det hele. Det var lutter unge, helt unge. Det er det mest grufulde jeg nogen sinde har set,“ sagde en redder senere til journalisterne.

„Det er alment beundrede egenskaber som for eksempel loyalitet . . . der øger risikoen for krig og gør krige svære at standse,“ skriver Thurstan Brewin i tidsskriftet The Lancet. Ja, fra kristenhedens korstog til Nazitysklands pogromer har historien været vædet af blod udgydt i loyalitetens navn.

ILLOYALITET GRIBER OM SIG

Fanatisk loyalitet er uden tvivl destruktiv, men også illoyalitet er samfundsnedbrydende. At være loyal er ifølge Webster’s New Encyclopedic Dictionary at være ’trofast mod en person eller en sag’, og det „indebærer personlig standhaftig tilknytning trods en hvilken som helst fristelse til at svigte eller forråde“ genstanden for ens loyalitet. Til trods for at loyalitet altså er almindeligt beundret, lider samfundet under en udbredt illoyalitet i dets grundlæggende enhed, familien. De høje skilsmissetal skyldes blandt andet at mange vil ’realisere sig selv’, at hverdagen er stressende, og at mange er deres ægtefælle utro. Og ligesom ved bombesprængningen i Tel Aviv går det ofte ud over uskyldige børn og unge.

„Børns udvikling hæmmes ofte af den ustabilitet der opstår ved skilsmisse, separation og opvækst hos enlige forældre,“ står der i en artikel. For eksempel er der tilsyneladende større risiko for at sønner af enlige mødre bliver underuddannede, begår selvmord eller bliver ungdomskriminelle. Hvert år øges antallet af skilsmissebørn i USA med en million, og statistisk set vil halvdelen af en årgang børn af gifte forældre inden 18-årsalderen komme ud for at forældrene går hver til sit. I mange andre lande er prognoserne lige så nedslående.

 ER LOYALITET FOR MEGET AT FORVENTE?

Det tidstypiske skred i loyaliteten gør kong Davids ord mere aktuelle end nogen sinde: „Frels mig, Jehova, for det er forbi med den loyale; for de trofaste er forsvundet fra menneskesønnerne.“ (Salme 12:1) Hvorfor er loyaliteten så stærkt på retur? I bladet Time skriver Roger Rosenblatt: „Loyalitet er et ædelt ideal, men der er ganske enkelt for meget frygt, mindreværdsfølelse, opportunisme og ambition i vores natur til at man kan forvente at vi skrøbelige væsener skal leve op til det.“ Bibelen beskriver ærligt vor tid med ordene: „Menneskene vil være egenkærlige, . . . illoyale, uden naturlig hengivenhed.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

I betragtning af hvor stor betydning loyalitet — eller mangel på samme — har for vores tankegang og handlinger, er det nærliggende at spørge: ’Hvem fortjener vores loyalitet?’ Læg mærke til hvad den følgende artikel siger om emnet.

[Kildeangivelse på side 3]

Foto foroven: © AFP/CORBIS