’Følg mig til stadighed’
’Følg mig til stadighed’
„Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 PETER 2:21.
1, 2. Hvorfor er det ikke umuligt for os at efterligne Jesu fuldkomne eksempel som lærer?
JESUS KRISTUS er langt den største lærer der har levet på jorden. Desuden var han fuldkommen og begik ingen synder i hele sin levetid som menneske. (1 Peter 2:22) Vil det sige at det nærmest er umuligt for os ufuldkomne mennesker at efterligne hans eksempel som lærer? Nej, slet ikke.
2 Som det fremgår af den foregående artikel, var Jesu undervisning baseret på kærlighed. Og kærlighed er noget vi alle kan opdyrke. Guds ord tilskynder os ofte til at opdyrke en større og mere inderlig kærlighed til andre. (Filipperne 1:9; Kolossenserne 3:14) Jehova forventer aldrig noget af sine skabninger som de ikke kan leve op til. I virkeligheden er vi skabt til at vise kærlighed, for „Gud er kærlighed“, og han har jo skabt os i sit billede. (1 Johannes 4:8; 1 Mosebog 1:27) Vi har derfor ikke grund til at føle os utilstrækkelige når vi læser apostelen Peters ord i temaskriftstedet. Det er muligt at følge lige i Kristi fodspor. Ja, vi er i stand til at adlyde Jesu befaling: ’Følg mig til stadighed.’ (Lukas 9:23) Lad os nu se på hvordan vi kan efterligne den kærlighed Kristus havde til de sandheder han underviste i, og til de mennesker han underviste.
OPDYRK KÆRLIGHED TIL DE SANDHEDER DU LÆRER ANDRE
3. Hvorfor har nogle svært ved at læse og studere, men hvilken tilskyndelse gives der i Ordsprogene 2:1-5?
3 For at kunne opdyrke kærlighed til de sandheder vi lærer andre, må vi selv være glade for at lære mere om sandheden. I dag er det dog langt fra alle der finder glæde ved at tilegne sig ny viden. Mangelfuld skoleundervisning og dårlige vaner der er opstået i ungdommen, har gjort at mange føler uvilje mod at læse og studere. Men det er meget vigtigt at vi lærer af Jehova. I Ordsprogene 2:1-5 står der: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“
4. Hvad indebærer det at ’bøje hjertet’, og hvilken indstilling vil hjælpe os til at gøre det?
4 I versene 1 til 4 opfordres vi gang på gang til ikke blot at ’tage imod’ og ’gemme’, men også til at ’søge’ og ’lede’. Hvad skal motivet være til at gøre dette? Læg mærke til ordene „så du . . . bøjer dit hjerte mod dømmekraft“. Ifølge et opslagsværk er denne opfordring „ikke blot en appel om opmærksomhed; den indebærer et krav om en bestemt indstilling: en ivrig lærvillighed“. Hvad kan gøre os lærvillige og ivrige efter at suge til os af undervisningen fra Jehova? Vores egen indstilling. Vi må betragte ’kundskaben om Gud’ som „sølv“ og som „skjulte skatte“.
5, 6. (a) Hvad kunne der med tiden ske, og hvordan kan vi forhindre det? (b) Hvorfor skal vi sørge for at vores skat i form af kundskab fra Bibelen hele tiden vokser?
5 Det er ikke vanskeligt at opdyrke denne indstilling. For eksempel ved du sikkert at Jehova har til hensigt at troende og trofaste mennesker skal leve evigt i et paradis på jorden. (Salme 37:28, 29) Da du lærte det, betragtede du det uden tvivl som en skat af stor værdi, og det fyldte dit sind og hjerte med håb og glæde. Har du det stadig sådan? Eller er din værdsættelse af denne skat med tiden kølnet? Så er der to ting du kan gøre. For det første må du forny din værdsættelse ved regelmæssigt at minde dig selv om hvorfor du sætter pris på hver eneste sandhed Jehova har lært dig, også dem du lærte for mange år siden.
6 For det andet må du sørge for at føje flere værdier til den skat du allerede har. Hvis du tilfældigvis fandt en kostbar ædelsten i jorden, ville du nok ikke bare putte den i lommen og gå din vej, vel? Mon ikke du ville fortsætte med at grave og lede efter flere? Guds ord indeholder utallige dyrebare sandheder der er som sølv og skjulte skatte. Uanset hvor mange man allerede har fundet, kan man altid finde flere. (Romerne 11:33) Når du lærer noget nyt om sandheden, kan du spørge dig selv: ’Hvorfor er dette en dyrebar skat? Giver det mig større indsigt i Jehovas personlighed eller hensigter? Giver det mig en praktisk vejledning der kan hjælpe mig til at følge i Jesu fodspor?’ Ved at grunde over sådanne spørgsmål vil du opdyrke større kærlighed til det Jehova har lært dig.
VIS AT DU SELV HOLDER AF DET DU LÆRER ANDRE
7, 8. Hvordan kan vi vise andre at vi selv holder af det vi har lært ud fra Bibelen? Nævn et eksempel.
7 Hvordan kan vi vise andre at vi selv holder af det vi har lært ud fra Guds ord? Vi må følge Jesu eksempel og støtte os til Bibelen når vi forkynder og underviser. I den senere tid er Guds tjenere jorden over blevet opfordret til at bruge Bibelen mere i forkyndelsen. Når du gør det, er det vigtigt at du viser den besøgte at du selv sætter stor pris på det du viser ud fra Bibelen. — Mattæus 13:52.
8 Efter terrorangrebet i New York sidste år læste en kristen søster for eksempel Salme 46:1, 11 for dem hun mødte i forkyndelsen. Først spurgte hun dem om hvordan de havde det efter tragedien. Hun lyttede opmærksomt til deres svar, gav udtryk for sin medfølelse og sagde derefter: „Må jeg læse et skriftsted for dig som virkelig har trøstet mig i denne svære tid?“ Meget få afviste hende, og hun fik mange gode samtaler. Når denne søster taler med unge, siger hun ofte: „Jeg har undervist andre i Bibelen i 50 år, og ved du hvad? Jeg er aldrig stødt på et eneste problem som denne bog ikke har kunnet hjælpe med at løse.“ Ved at være oprigtige og begejstrede viser vi folk at vi selv værdsætter og elsker det vi har lært ud fra Guds ord. — Salme 119:97, 105.
9, 10. Hvorfor er det vigtigt at vi bruger Bibelen når vi besvarer spørgsmål om vores tro?
9 Når folk stiller os spørgsmål om vores tro, har vi en virkelig god lejlighed til at vise dem at vi elsker Guds ord. Vi vil ikke blot svare ud fra vores egne idéer, men følge Jesu eksempel Ordsprogene 3:5, 6) Er du bange for at nogen stiller dig et spørgsmål du ikke kan svare på? I så fald kan du gøre følgende:
og bruge Bibelen. (10 Forbered dig så godt som muligt. Apostelen Peter skrev: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) Er du rede til at forsvare din tro? Hvis én for eksempel gerne vil vide hvorfor du ikke vil deltage i en ubibelsk skik eller tradition, skal du ikke nøjes med at sige: „Det strider mod min tro.“ Hvis du svarer sådan, kunne det lyde som om du lod andre bestemme over dig, og at du derfor må være medlem af en eller anden sekt. Det er måske bedre at sige: „Det er forkert ifølge Guds ord, Bibelen,“ eller: „Det ville Gud ikke synes om.“ Derefter kan man forklare hvorfor. — Romerne 12:1.
11. Hvilken bog kan hjælpe os til at besvare bibelske spørgsmål?
11 Hvis du føler at du ikke rigtig ved hvad du skal sige, kan du bruge noget tid på at studere bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. * Vælg nogle emner der ofte kommer på tale, og læg mærke til de bibelske argumenter så du kan huske dem. Sørg for at have både ’Ræsonnerebogen’ og Bibelen ved hånden når du forkynder. Tøv ikke med at bruge dem. Du kan blot sige at du har en opslagsbog som kan hjælpe dig til at finde frem til Bibelens svar på forskellige spørgsmål.
12. Hvad kan vi sige hvis vi ikke kender svaret på et bibelsk spørgsmål?
12 Prøv at lade være med at bekymre dig for meget. Ingen ufuldkomne mennesker kan svare på alt. Hvis nogen stiller dig et bibelsk spørgsmål som du ikke kan svare på, kan du for eksempel sige: „Det var et interessant spørgsmål. Jeg kender ærlig talt ikke svaret, men jeg er sikker på at der står noget om det i Bibelen. Jeg kan vældig godt lide at studere Bibelen, så jeg vil undersøge dit spørgsmål og komme tilbage når jeg har fundet noget om det.“ Et sådant oprigtigt og beskedent svar vil sikkert bane vej for flere samtaler. — Ordsprogene 11:2.
KÆRLIGHED TIL DEM VI UNDERVISER
13. Hvorfor bør vi bevare et positivt syn på dem vi forkynder for?
13 Jesus havde kærlighed til dem han underviste. Hvordan kan vi efterligne ham på det område? Vi må aldrig udvikle en hjerteløs indstilling til andre selv om „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ kommer nærmere for hver dag der går, og mange blandt menneskehedens milliarder vil omkomme. (Åbenbaringen 16:14; Jeremias 25:33) Vi ved jo ikke hvem der vil overleve, og hvem der vil dø. Dommen ligger ude i fremtiden og vil blive afsagt af den Jehova har udnævnt, Jesus Kristus. Indtil da vil vi betragte alle mennesker som nogle der har mulighed for at blive Jehovas tjenere. — Mattæus 19:24-26; 25:31-33; Apostelgerninger 17:31.
14. (a) Hvad kan vi spørge os selv om for at finde ud af om vi viser empati? (b) Hvordan kan vi rent praktisk vise empati og personlig interesse?
14 Vi vil derfor bestræbe os for, ligesom Jesus, at vise empati. Vi kan spørge os selv: ’Har jeg ondt af folk der er blevet snydt og bedraget af denne verdens religiøse, politiske og kommercielle elementer? Hvis de virker uinteresserede i det budskab vi forkynder, forsøger jeg så at forstå hvorfor de har den indstilling? Husker jeg på at jeg selv, eller andre der nu tjener Jehova trofast, engang har haft samme holdning? Har det fået mig til at tilpasse min måde at forkynde på, eller har jeg opgivet disse mennesker fordi jeg tror at de ikke står til at redde?’ (Åbenbaringen 12:9) Når folk kan mærke at vi oprigtigt føler med dem, er der større chance for at de vil lytte til budskabet. (1 Peter 3:8) Empati kan også få os til at vise større personlig interesse for dem vi møder i forkyndelsen. Vi kan lægge mærke til hvilke spørgsmål de har stillet, og hvad de går op i. Når vi kommer igen, kan vi lade dem vide at vi har tænkt over det de sagde sidste gang. Og hvis der er noget de har behov for praktisk hjælp til her og nu, kan vi måske tilbyde at give dem en hånd.
15. Hvorfor bør vi fokusere på folks gode sider, og hvordan kan vi gøre det?
15 Ligesom Jesus fokuserer vi på folks gode sider. En enlig mor gør måske en beundringsværdig indsats for at tage sig af sine børn. En mand kæmper en hård kamp for at forsørge sin familie. En ældre mand eller kvinde viser interesse for åndelige emner. Lægger vi mærke til sådanne ting hos dem vi møder, og roser vi dem for det? Hvis vi gør, skaber vi en venlig atmosfære som kan bane vej for at vi kan fortælle dem om Riget. — Apostelgerninger 26:2, 3.
YDMYGHED ER NØDVENDIGT FOR AT VISE KÆRLIGHED
16. Hvorfor er det vigtigt at vi altid er milde og respektfulde når vi forkynder?
16 Hvis vi holder af dem vi underviser, vil vi være opmærksomme på følgende skriftsted i Bibelen: „Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger.“ (1 Korinther 8:1) Skønt Jesus havde en omfattende kundskab, var han aldrig hovmodig. Når vi fortæller andre om vores tro, må vi også undgå et påståeligt tonefald eller en nedladende facon. Det er vores mål at nå ind til folks hjerte og drage dem til de sandheder vi selv holder så meget af. (Kolossenserne 4:6) Da Peter skrev at kristne skulle være rede til at forsvare sig, mindede han samtidig om at man skulle gøre det „med mildhed og dyb respekt“. (1 Peter 3:15) Hvis vi er milde og respektfulde, er der større sandsynlighed for at folk vil føle sig tiltrukket af den Gud vi tjener.
17, 18. (a) Hvordan skal vi reagere når folk giver udtryk for at vi ikke er kvalificerede til at forkynde? (b) Hvorfor er det ikke nødvendigt at have kendskab til Bibelens originalsprog?
17 Der er ingen grund til at forsøge at imponere andre med vores viden eller uddannelse. Hvis nogle i dit distrikt kun vil høre på dem som har en bestemt universitetsuddannelse eller titel, så tab ikke modet over det. Jesus så stort på at nogle kritiserede ham fordi han ikke havde gået på datidens ansete rabbinerskoler, og han leflede ikke for folk ved at forsøge at imponere dem med sin omfattende viden. — Johannes 7:15.
18 Ydmyghed og kærlighed har langt større betydning for kristne forkyndere end en hvilken som helst uddannelse. Det er den store Lærer, Jehova, der gør os egnede til at forkynde. (2 Korinther 3:5, 6) Og uanset hvad nogle af kristenhedens præster siger, så er det ikke nødvendigt at lære de gamle, bibelske sprog for at kunne undervise andre i Guds ord. Jehova har inspireret Bibelen, og den er skrevet i så klare vendinger at så godt som alle kan forstå dens dyrebare sandheder. Disse sandheder har ikke ændret sig, skønt Bibelen er blevet oversat til mange hundrede sprog. Derfor er det ikke nødvendigt at lære Bibelens originalsprog, selv om det undertiden kan være nyttigt. Desuden kan stolthed over sprogkundskaber resultere i at man mister noget der er uundværligt for sande kristne, nemlig lærvillighed. — 1 Timoteus 6:4.
19. I hvilken forstand hjælper vi de symbolske får ved at holde ud i forkyndelsen?
19 Der er ingen tvivl om at det kræver ydmyghed at udføre den kristne tjeneste. Vi møder jævnlig ligegyldighed og modstand eller bliver måske endda forfulgt. (Johannes 15:20) Men ved trofast at fortsætte med at forkynde udfører vi et livsvigtigt arbejde. Hvis vi ydmygt bliver ved med at betjene folk på denne måde, efterligner vi den kærlighed Jesus Kristus viste andre. Tænk engang over dette: Hvis vi måtte forkynde for tusind uinteresserede eller fjendtligsindede mennesker for at finde et enkelt symbolsk får, ville det så ikke være anstrengelserne værd? Jo, selvfølgelig! Ved at holde ud i forkyndelsen og aldrig give op udfører vi en tjeneste der er til gavn for de symbolske får som vi endnu ikke har fundet. Der er ingen tvivl om at Jehova og Jesus vil sørge for at mange flere af disse enkeltpersoner der er som „kostbare skatte“, vil blive fundet og hjulpet før enden kommer. — Haggaj 2:7.
20. Hvordan kan vi undervise ved at være gode eksempler?
20 Vi kan også vise at vi er villige til at betjene andre ved at være gode eksempler. Vi vil blandt andet gerne lære andre at man får den bedste og mest tilfredsstillende tilværelse ved at tjene Jehova, ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Når de iagttager os og lægger mærke til hvordan vi er over for naboer, skolekammerater og kolleger, kan de så se at vi er glade og tilfredse? Vi lærer også andre at den kristne menighed er som en oase med kærlighed i en kold og ond verden. Er det tydeligt for enhver at vi elsker alle i menigheden og gør alt hvad vi kan, for at bevare et fredeligt forhold til hinanden? — 1 Peter 4:8.
21, 22. (a) Hvilke muligheder i forbindelse med tjenesten kan vi måske udnytte hvis vi ransager os selv? (b) Hvad vil blive behandlet i nogle artikler i det næste nummer af Vagttårnet?
21 En villig indstilling vil få os til at ransage os selv fra tid til anden. Mange der ærligt overvejer deres situation, finder måske ud af at de er i stand til at udvide deres tjeneste ved at begynde i heltidstjenesten eller flytte til et sted hvor behovet er større. Andre har besluttet at lære et andet sprog for at kunne hjælpe et voksende antal udlændinge der bor i deres distrikt. Hvis du har sådanne muligheder, må du overveje dem omhyggeligt og under bøn. Et liv i tjenesten for Gud bringer stor glæde, tilfredshed og fred i sindet. — Prædikeren 5:12.
22 Lad os frem for alt fortsætte med at efterligne Jesus Kristus ved at opdyrke kærlighed til de sandheder vi underviser i, og til dem vi underviser. At opdyrke og vise kærlighed på disse to områder vil hjælpe os til at lægge en god grundvold så vi kan undervise på samme måde som Kristus gjorde. Men hvordan kan vi bygge på denne grundvold? Artikler i det næste nummer af Vagttårnet vil behandle nogle af de undervisningsmetoder Jesus gjorde brug af.
[Fodnote]
^ par. 11 Udgivet af Jehovas Vidner.
Hvad vil du svare?
● Hvorfor er det ikke umuligt at efterligne Jesu eksempel som lærer?
● Hvordan kan vi vise at vi elsker de sandheder vi har lært ud fra Bibelen?
● Hvorfor er det vigtigt at vi bevarer ydmygheden efterhånden som vi får større kundskab?
● Hvordan kan vi vise at vi har kærlighed til dem vi underviser?
[Studiespørgsmål]
[Illustrationer på side 16]
Gør hvad du kan for at være forberedt
[Illustrationer på side 16, 17]
Hvis du værdsætter ’kundskaben om Gud’, vil du blive dygtig til at bruge Bibelen
[Illustration på side 18]
Vi viser andre kærlighed ved at fortælle dem om den gode nyhed