Glade fordi de nu kan læse

INDTIL for nylig kunne omkring 80 procent af Jehovas Vidner nogle steder på Salomonøerne ikke læse og skrive. Det begrænsede deres muligheder for at medvirke ved møderne og gjorde det svært for dem at forkynde. Hvordan lærer voksne der aldrig har haft en blyant i hånden, at læse og skrive?

Den udfordring har de lokale Jehovas Vidner taget op. I næsten alle menigheder på øerne har der været tilbudt læseundervisning ved hjælp af brochuren Apply Yourself to Reading and Writing (Læg vægt på at læse og skrive). De følgende erfaringer er typiske for de flere hundrede elever. Det nye de har lært, har især betydning fordi de nu bedre kan begrunde deres tro. — 1 Peter 3:15.

En missionærsøster der kom til en menighed med over hundrede forkyndere, lagde mærke til at menighedens gennemgang af Vagttårnet gik trægt fordi så få kunne læse. Kun et mindretal havde deres eget eksemplar af bladet, og endnu færre kommenterede. Da det blev bekendtgjort at menigheden nu tilbød læse- og skriveundervisning, meldte missionæren sig ivrigt som lærer. I begyndelsen mødte der kun få op, men efter kort tid havde klassen over 40 elever i alle aldre.

Hvad fik det sat i gang? Missionæren fortæller: „Kort efter at kurset var begyndt, gik jeg en morgen ved sekstiden på markedet for at købe fødevarer. Her så jeg en del elever, deriblandt nogle af børnene, sælge kokosnødder og grøntsager. Det gjorde de for at få råd til at købe sig en kuglepen og en  notesbog til kurset. Undervisningen motiverede også eleverne til at skaffe sig deres egne eksemplarer af Vagttårnet.“ Hun fortsætter: „Nu deltager både gamle og unge i menighedens vagttårnsstudium, og drøftelsen er livlig.“ Missionæren blev især glad da fire elever som gerne ville være forkyndere, begrundede det med at de ’ikke længere var bange for det’.

Undervisningen har haft flere positive virkninger end at eleverne har lært at læse og skrive. For eksempel havde en menighed i mange år måttet finde sig i lidt af hvert fra en broders kone, der ikke var et af Jehovas Vidner. Hun smed sten efter folk ved den mindste anledning og overfaldt endda andre kvinder med en kæp. Som om det ikke var nok, var hun så jaloux at hendes mand for en sikkerheds skyld valgte at tage solbriller på når hun lejlighedsvis var med til møde, så hun ikke kunne beskylde ham for at kigge efter andre kvinder.

Men kort efter at kurset var begyndt, spurgte broderens kone forsigtigt: „Må jeg være med?“ Det var hun selvfølgelig velkommen til; og fra da af gik hun ikke glip af en eneste undervisningstime eller et eneste møde. Hun sled med at lære at læse og blev rigtig glad da hun gjorde forbløffende fremskridt. Og en dag spurgte hun: „Må jeg få et bibelstudium?“ Hendes mand ville hellere end gerne studere med hende. Så nu bliver hun dygtigere og dygtigere til at læse og skrive og får stadig større kundskab om Bibelen.

Det kan være ret svært for 50-årige der aldrig har haft en blyant i hånden, at holde på sådan en — for slet ikke at tale om at lære at skrive bogstaver. Nogle af eleverne holder i begyndelsen så krampagtigt om blyanten at de får vabler af det. Det sker at en af dem efter flere ugers kamp for at lære at styre blyanten med et stort smil udbryder: „Nu glider hånden let hen over papiret!“ Også lærerne glæder sig over fremskridtene. En af dem har sagt: „Det er en ren fornøjelse at være lærer, og eleverne viser tit deres værdsættelse af denne gave fra Jehova ved at klappe når timen er forbi.“

Sammen med missionærerne glæder eleverne sig over at de nu kan læse og skrive og bruge deres færdigheder til ære for Jehova.

[Illustrationer på side 8, 9]

Både gamle og unge er glade for at lære at læse og skrive