Hvad er der blevet af det gode naboskab?

„I nutidens samfund agtes naboer ikke.“ — Benjamin Disraeli, britisk premierminister i 1800-tallet.

CUBANERE har et godt middel til at sikre sig trivsel i alderdommen: nabofællesskab. Ifølge en rapport fra 1997 er 1 ud af 5 ældre cubanere med i et sådant fællesskab hvor de finder sammenhold og støtte og får praktisk hjælp til at opretholde en sund levevis. „Når som helst lokale læger har brug for assistance til at gennemføre en vaccinationskampagne, finder de den villighed og hjælp de har brug for, i nabolagets ældregrupper,“ skriver bladet World-Health.

Mange steder finder man desværre ikke længere denne omsorg i nabolaget. Det kendes der flere eksempler på, som den tragiske sag med Wolfgang Dircks, der boede i et lejlighedskompleks i Vesteuropa. For nogle år siden kunne man i The Canberra Times læse at ingen af de 17 familier der boede i samme bygning som Wolfgang, havde taget sig af at man ikke længere så ham — „ingen ulejligede sig med at ringe på hos ham“. Da værten endelig mødte op, „fandt han et skelet foran fjernsynet“. I skødet på skelettet lå fjernsynsprogrammet for den 5. december 1993. Wolfgang havde været død i fem år. Et sørgeligt bevis på den faldende interesse og omsorg der findes naboer imellem. Det er ikke mærkeligt at en skribent i en artikel i The New York Times gav udtryk for at det område han selv bor i, ligesom så mange andre steder er beboet af „folk der er fremmede for hinanden“. Forholder det sig også sådan der hvor du bor?

Det skal siges at der i nogle landområder stadig eksisterer et godt og ægte naboskab, og at der i nogle byområder arbejdes på at styrke nærmiljøet. Alligevel føler mange byboere sig isolerede og sårbare i det nabolag de bor i. De vantrives bag anonymitetens mure. Hvad kan de gøre?

 BAG ANONYMITETENS MURE

De fleste af os har naboer tæt på. Vi registrerer det glimtende lys fra deres fjernsyn, deres skygge bag gardinet, lys der tændes og slukkes, lyden af biler der kommer og kører igen, af trin på trappen og af nøgler der låser døre op og i. Alt sammen tegn på at naboerne „er der“. Men intet af dette giver nogen følelse af sammenhold når folk der bor så nær hinanden, skjuler sig bag anonymitetens mure eller ignorerer hinanden i deres hektiske hverdag. Mange synes ikke der er grund til at engagere sig i naboerne eller at føle sig forpligtet over for dem på nogen måde. Den australske avis Herald Sun skriver: „Man er mest anonym i nærmiljøet og føler sig derfor mindre forpligtet over for fællesskabet. Det er blevet lettere at ignorere eller udelukke nogle der ikke er så attraktive at omgås.“

Udviklingen er ikke overraskende. I en verden hvor mennesker er „egenkærlige“, må medmenneskeligheden betale prisen for den selvcentrerede livsstil. (2 Timoteus 3:2) Resultatet er at ensomhed og fremmedgørelse er blevet almindeligt udbredt. Fremmedgørelsen skaber mistillid, især når nabolaget hjemsøges af vold og kriminalitet. Og mistillid er på vej til at dræbe al medmenneskelighed.

Uanset hvordan det forholder sig der hvor du bor, vil du sikkert mene at et godt naboskab er et aktiv for samfundet. Med samarbejde kan der udrettes meget. Gode naboer kan være en gave. Det vil den næste artikel komme ind på.