„Frelsen tilhører Jehova“

I EN national krisesituation eller i tider med international spænding ser et lands befolkning hen til landets regering efter tryghed og beskyttelse. Regeringen på sin side iværksætter eller intensiverer programmer som skal sikre den befolkningens støtte. Jo mere man understreger og fremelsker nationalfølelsen ved hjælp af disse programmer, jo hyppigere og mere animerede bliver de patriotiske ceremonier.

Nationalfølelsen giver i vanskelige tider befolkningen en fornemmelse af enhed og styrke, og dens sammenhold og fællesskabsfølelse fremmes. Dog er nationalfølelsen „lige så letbevægelig som enhver anden følelse“, og „hvis den løber løbsk, kan den antage uhyggelige former,“ hedder det i en artikel i The New York Times Magazine. Det kan blandt andet føre til at nogle borgeres rettigheder og religiøse frihed krænkes, og for sande kristne kan det betyde at de føler sig presset til at tilsidesætte kristne principper. Hvordan skal de forholde sig når de er omgivet af en sådan atmosfære af patriotisme? Hvilke bibelske principper vil hjælpe dem til at handle klogt, så de forbliver trofaste mod Gud?

„DU MÅ IKKE BØJE DIG FOR DEM“

I de ovennævnte situationer er det almindeligt at man giver udtryk for sin loyalitet mod nationen ved at hilse flaget. Nu er det sådan at en nations flag ofte bærer billedet af noget der betragtes som et symbol på nationen. Det kan være billedet af noget i himmelen — stjerner for eksempel — eller noget på jorden. Med hensyn til at bøje sig for sådanne billeder eller symboler sagde Gud til sit folk i fortiden: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ — 2 Mosebog 20:4, 5.

Er det virkelig en overtrædelse af buddet om at vise Jehova Gud udelt hengivenhed hvis man hilser eller bøjer sig for et flag der er et symbol på staten eller nationen? Det er sandt at israelitterne havde felttegn, eller standarter, som de slog lejr omkring i ørkenen. (4 Mosebog 2:1, 2) Om de hebraiske ord for disse standarter siger McClintock og Strongs Cyclopedia: „Der er imidlertid . . . ingen af dem der står som udtryk for den tanke vi forbinder med ordet ’standart’, nemlig flag.“ Desuden blev disse standarter ikke betragtet som hellige, og man brugte heller ingen ceremonier i forbindelse med dem. De tjente simpelt hen til at vise hvor de forskellige afdelinger af folket skulle samles.

Keruberne i teltboligen og i Salomons tempel — dels figurerne på pagtens ark og dels broderierne på teltdugene — skulle i første række vise at der var keruber i himmelen. (2 Mosebog 25:18; 26:1, 31, 33; 1 Kongebog 6:23, 28, 29; Hebræerne 9:23, 24) At disse kunstværker ikke skulle æres, fremgår af at  folket aldrig fik adgang til at se dem. Desuden burde engle ikke tilbedes. — Kolossenserne 2:18; Åbenbaringen 19:10; 22:8, 9.

Den kobberslange som profeten Moses lavede under ørkenvandringen, skulle heller ikke tilbedes. Den tjente som et symbol og havde profetisk betydning. (4 Mosebog 21:4-9; Johannes 3:14, 15) Og da israelitterne senere, efter Moses’ tid, begyndte at tilbede den og ligefrem bragte røgofre til den, sørgede kong Ezekias af Juda for at den blev tilintetgjort. — 2 Kongebog 18:1-4.

Har de nationale flag blot den funktion at tjene et praktisk formål? Hvad er de et symbol på? Forfatteren J. Paul Williams siger: „Nationalismens vigtigste troskabssymbol og centrale tilbedelsesobjekt er flaget.“ Og i The Encyclopedia Americana hedder det: „Flaget er ligesom korset helligt.“ Flaget er et symbol på staten. At bøje sig for det eller hilse det er derfor en religiøs ceremoni hvorved man ærer staten. Handlingen tilskriver staten evnen til at frelse og strider imod det bibelske påbud om ikke at dyrke afguder.

Bibelen siger helt tydeligt: „Frelsen tilhører Jehova.“ (Salme 3:8) Frelsen bør ikke tilskrives menneskeskabte institutioner eller symbolerne på dem. Apostelen Paulus gav sine kristne trosfæller følgende formaning: „Mine elskede, flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (1 Korinther 10:14) De første kristne deltog ikke i handlinger hvormed man ærede staten. Daniel P. Mannix siger i sin bog Those About to Die: „Kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at nægte at hilse flaget.“ Sande kristne indtager den samme holdning i dag. Da de ønsker at vise Jehova udelt hengivenhed, afholder de sig fra at hilse flaget, uanset hvilken nation det repræsenterer. På den måde sætter de Gud først. Dog viser de respekt for de pågældende landes regeringer og regeringsledere. De anerkender at de har pligt til at underordne sig øvrigheden, som Bibelen kalder „de højere myndigheder“. (Romerne 13:1-7) Vi skal nu se på hvordan det bibelske syn er på at synge nationalsange

HVAD ER EN NATIONALSANG?

„En nationalsang er en sang der giver udtryk for den patriotiske følelse og ofte indeholder en anmodning til Gud om hans ledelse og beskyttelse af folket og dets ledere,“ siger The Encyclopedia Americana. En nationalsang er altså en hymne til nationen eller en bøn for den. Den indeholder som regel en anmodning til Gud om materiel velstand og et langt liv for nationen. Kan sande kristne give udtryk for sådanne følelser og ønsker?

Profeten Jeremias levede blandt mennesker som mente at de tjente Gud. Alligevel sagde Jehova til ham: „Bed ikke for dette folk, opløft heller ikke for deres skyld et bedende råb eller en bøn og træng ikke ind på mig, for jeg hører dig ikke.“ (Jeremias 7:16; 11:14; 14:11) Hvorfor fik Jeremias denne befaling? Fordi samfundet var gennemsyret af tyveri, mord, ægteskabsbrud, falske løfter og afgudsdyrkelse. — Jeremias 7:9.

Jesus Kristus viste hvem vi kunne bede for og ikke bede for da han sagde: „Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig; for de er dine.“ (Johannes 17:9) Bibelen siger at „hele verden ligger i den ondes magt“, og at den „forsvinder“. (1 Johannes 2:17; 5:19) Hvordan kan sande kristne med god samvittighed bede om fremgang, velstand og et langt liv for en sådan verden?

Det er dog ikke alle nationalsange der indeholder en bøn til Gud. Encyclopædia Britannica oplyser: „De følelser nationalhymnerne afspejler, varierer fra bønner for monarken, omtale af krige og betydningsfulde slag i nationens historie . . . til udtryk for den patriotiske følelse.“ Men kan man — hvis man vil gøre det der behager Gud — virkelig juble over en nations krige? Om de sande tilbedere af Gud sagde profeten Esajas: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive.“ (Esajas 2:4) Og apostelen Paulus skrev:  „Selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige.“ — 2 Korinther 10:3, 4.

Nationalsangene giver ofte udtryk for følelser som national stolthed og overlegenhed. Sådanne følelser er ikke i overensstemmelse med Bibelen. I sin tale på Areopagus sagde Paulus: „[Jehova Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:26) Og apostelen Peter sagde at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. — Apostelgerninger 10:34, 35.

Mange træffer, på grundlag af deres forståelse af Bibelen, den personlige beslutning at de ikke vil deltage i en flaghilsenceremoni eller være med til at synge patriotiske sange. Men hvad gør man rent praktisk når man står i den aktuelle situation?

INDTAG EN RESPEKTFULD HOLDNING

Da Babylons konge Nebukadnezar ville styrke enheden og sammenholdet i sit rige, rejste han en stor guldbilledstøtte på Durasletten. Til indvielseshøjtideligheden indbød han derefter sine satrapper, præfekter, landshøvdinger, rådgivere og andre højtstående embedsmænd, og når musikken lød, skulle alle falde ned og tilbede billedstøtten. Blandt de tilstedeværende var tre unge hebræere, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Hvordan viste de at de ikke deltog i denne religiøse ceremoni? Da musikken lød, kastede alle de tilstedeværende sig ned foran billedstøtten, men de tre hebræere blev stående. — Daniel 3:1-12.

I dag hilser man flaget på forskellige måder. Nogle steder hilser man det med udstrakt arm, ved at gøre honnør eller ved at lægge hånden på hjertet. Andre steder hilser man det ved at stå ret, knæle for flaget eller kysse det. Det forventes i nogle lande at skolebørnene gør dette. Ved blot at blive stående mens andre hilser flaget, viser sande kristne at de respektfuldt ser til uden at deltage.

Hvordan skal man forholde sig hvis folk ved en flaghilsenceremoni deltager i den ved at rejse sig og blive stående? Man kunne  tænke sig den situation at en skoleelev bliver valgt til at repræsentere hele skolen og at hilse flaget udenfor ved flagstangen mens resten af eleverne befinder sig i klasseværelset, hvor de rejser sig og står ret. I dette tilfælde ville den handling at man rejser sig og står ret, vise at man deltager i ceremonien. Den der ikke vil deltage i ceremonien, men kun vil være en respektfuld tilskuer, må da blive siddende. Hvis klassen allerede står op før ceremonien begynder, er det i orden at blive stående. Det vil ikke være tegn på at man deltager i ceremonien.

Lad os nu antage at man ikke bliver bedt om at hilse flaget, men blot om at holde det, enten ved en parade eller i klasseværelset eller et andet sted, så andre kan hilse det. Det vil faktisk betyde at man er lige i centrum for ceremonien, og at man ikke har fulgt det bibelske påbud om at ’flygte fra afgudsdyrkelsen’. Det samme gælder deltagelse i en parademarch. Det ville betyde at man støtter det der æres ved paraden, og det kan sande kristne ikke med god samvittighed være med til.

Når en nationalsang spilles, rejser folk sig som regel for at vise at de deler de følelser sangen giver udtryk for. I disse tilfælde vil sande kristne blive siddende. Hvis man allerede står op når nationalsangen spilles, er det ikke nødvendigt at sætte sig for at vise sit standpunkt. I dette tilfælde har man ikke specielt rejst sig på grund af nationalsangen. Hvis man er i en forsamling og det forventes at man rejser sig og synger, kan man rejse sig og blive stående respektfuldt, men undlade at synge da man ikke deler de følelser sangen giver udtryk for.

„BEVAR EN GOD SAMVITTIGHED“

Efter at have beskrevet gudebilledernes magtesløshed siger salmisten: „Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ (Salme 115:4-8) Det følger heraf at det ikke vil være antageligt i Jehovas øjne at være beskæftiget med at fremstille ting der gøres til genstand  for tilbedelse, altså heller ikke nationale flag. (1 Johannes 5:21) Der er også andre situationer i forbindelse med ens arbejde hvor ens holdning til flaget og hvad det repræsenterer, kan få betydning.

Som ansat kan man måske af sin arbejdsgiver blive bedt om at hejse flaget over en bygning eller tage det ned. Om man vil gøre det, afhænger af omstændighederne og ens personlige syn på disse. Hvis der er tale om en særlig ceremoni hvor de tilstedeværende står ret og hilser flaget, vil den handling at hejse flaget og tage det ned være det samme som at deltage i ceremonien.

Hvis der på den anden side ikke er tale om en særlig ceremoni, kan de handlinger der er forbundet med hejsning og nedtagning af flaget, blot betragtes som enhver anden handling hvorved bygningen gøres klar til brug om morgenen og lukkes om aftenen. Det kunne sammenlignes med at låse døre op og låse dem igen og åbne og lukke vinduer. I disse tilfælde vil flaget være at betragte som et kendemærke på staten, og at hejse det og tage det ned vil blot være en af flere rutinemæssige handlinger. Hvad man vil gøre i en sådan situation, må man træffe beslutning om på grundlag af sin bibeloplærte samvittighed. (Galaterne 6:5) Én vil måske på grund af sin samvittighed bede sin overordnede om at få en anden ansat til at hejse flaget og tage det ned igen, mens en anden ikke føler sin samvittighed berørt så længe der ikke er tale om nogen ceremoni. Hvilken afgørelse sande kristne end træffer, bør de ’bevare en god samvittighed’ over for Gud. — 1 Peter 3:16.

Der er intet bibelsk at indvende imod at arbejde eller opholde sig i en offentlig bygning hvor landets flag vajer over bygningen eller er ophængt i lokalerne. Det kan for eksempel være en brandstation, et rådhus eller en skole. Det er også almindeligt med afbildninger af flag på frimærker, nummerplader eller andre ting som er fremstillet af statslige institutioner. At gøre brug af ting med sådanne afbildninger betyder ikke at man deltager i en tilbedelseshandling. Det væsentlige er ikke selve flaget eller afbildningen af det, men hvordan man forholder sig til det.

Ofte ser man miniatureflag i vinduer, på døre, biler, skriveborde eller andre steder. Man kan også købe tøj med påsatte mærker der forestiller et flag. I nogle lande er det ulovligt at have den slags mærker på tøjet. Men selv om det ikke er en overtrædelse af landets lov at bruge den slags tøj, hvad ville det så vise om bærerens holdning til verden? Jesus sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) Der er også hensynet til ens trosfæller at tage i betragtning. Ville nogle af dem tage anstød af det? Kunne deres beslutning om at stå fast i troen blive svækket? Paulus rådede de kristne til at ’forvisse sig om de mere vigtige ting’ for at de kunne „være pletfri og ikke bringe andre til snublen og fald“. — Filipperne 1:10.

„MILD IMOD ALLE“

Efterhånden som forholdene omkring os forværres i disse „kritiske tider“, vil nationalfølelsen blive stærkere. (2 Timoteus 3:1) Måtte de som elsker Gud, aldrig glemme at frelsen tilhører Jehova. Han fortjener vores udelte hengivenhed. Da man ville have Jesu apostle til at gøre noget som var imod Jehovas vilje, sagde de: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Apostelen Paulus skrev: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle.“ (2 Timoteus 2:24) Af den grund bestræber de som vil følge i Kristi og hans apostles fodspor, sig for at optræde fredeligt, respektfuldt og med mildhed når de følger deres bibeloplærte samvittighed og træffer deres personlige afgørelse med hensyn til at hilse flaget og synge nationalsange.

[Illustration på side 23]

Beslutsomt, men respektfuldt valgte tre hebræere at behage Gud

[Illustration på side 24]

Hvordan bør en kristen optræde under en patriotisk ceremoni?