Den nøjagtige kundskab om Gud giver trøst

NOGLE har svært ved at forstå det Bibelen siger om Guds kærlighed og barmhjertighed. De spørger: Hvis det er Guds mening at gøre ende på ondt, hvis han er klar over hvordan det skal gøres, og hvis han har magten til det, hvorfor bliver ondskaben da værre og værre? For dem er det et problem at få det følgende til at stemme overens: (1) Gud er almægtig, (2) Gud er kærlig og god, men (3) der finder hele tiden frygtelige begivenheder sted. Da det sidstnævnte er en ubestridelig kendsgerning, konkluderer de at mindst én af de to andre påstande ikke kan være sand. De mener at Gud enten ikke er i stand til at gøre ende på ondskaben, eller at han ikke bekymrer sig om den.

Nogle dage efter terroraktionen mod World Trade Center i New York sagde en fremtrædende religiøs leder i USA: „Jeg bliver i hundredvis af gange spurgt om hvorfor Gud tillader ulykker og lidelser. Og jeg må tilstå at jeg ikke selv fuldt ud kender svaret; i hvert fald ikke et svar der kan stille mig selv tilfreds.“

Som kommentar til denne udtalelse skrev en professor i teologi at han var imponeret over denne præsts „gode teologiske udlægning“. Han tilsluttede sig også den tanke en anden lærd har givet udtryk for: „Det ubegribelige ved lidelser er en del af det ubegribelige ved Gud.“ Men er det ubegribeligt og umuligt at forstå hvorfor Gud tillader det onde?

OPHAVET TIL ONDSKAB

I modsætning til hvad nogle religiøse ledere siger, skildrer Bibelen det ikke som ubegribeligt at Gud tillader ondt. For at forstå hvorfor der findes ondskab, må man forstå at Jehova ikke har skabt en ond verden. Han skabte de første mennesker fuldkomne og syndfri. Da Jehova så på alt hvad han havde frembragt, fandt han det „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:26, 31) Det var hans hensigt at Adam og Eva skulle udvide paradiset i Eden til hele jorden så den blev beboet af glade mennesker beskyttet af hans kærlige overherredømme. — Esajas 45:18.

Ondskaben tog sin begyndelse da en åndeskabning, der oprindelig var trofast mod Gud, udviklede et ønske om at blive tilbedt. (Jakob 1:14, 15) Hans oprør viste sig da han påvirkede det første menneskepar på jorden til at støtte ham i at modstå Gud. I stedet for at underordne sig Guds klare vejledning om ikke at spise eller røre frugten på træet til kundskab om godt og ondt spiste Adam og Eva af den. (1 Mosebog 3:1-6) Derved var de ikke alene ulydige, men viste også at de ønskede at være uafhængige af Gud.

ET MORALSK SPØRGSMÅL

Dette oprør i Eden rejste et moralsk stridsspørgsmål af universel betydning.  Menneskenes oprør rejste tvivl om hvorvidt Jehova udøvede sit herredømme over sine skabninger med rette og på rette måde. Havde Skaberen ret til at forlange fuld lydighed af mennesker? Ville de være bedre stillet hvis de handlede uafhængigt?

Jehovas reaktion på oprøret mod hans herredømme viser at hans kærlighed, retfærdighed, visdom og magt er i fuldkommen balance. Han kunne have gjort brug af sin magt ved straks at knuse oprøret. Det ville ikke have været uretfærdigt, for det var han i sin fulde ret til at gøre. Men det ville ikke have besvaret de moralske stridsspørgsmål som var blevet rejst. Gud kunne også have valgt at se gennem fingre med menneskenes synd. Det ville nogle i dag måske synes var en kærlig udvej. Men det ville ikke have modbevist Satans påstand om at mennesker ville være bedre stillet ved at bestemme selv. Desuden kunne det få andre til at afvige fra den vej Jehova ønskede de skulle følge. Resultatet ville være endeløse lidelser.

I sin visdom har Jehova for en tid tilladt menneskene at gøre som det passer dem. Selv om det har betydet at han midlertidigt må tolerere ondskaben, har menneskene samtidig mulighed for at vise om de uafhængigt af Gud kan få det godt ved selv at bestemme, selv afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Hvad er resultatet blevet? Menneskehedens historie har i det store og hele været præget af krig, uretfærdighed, undertrykkelse og lidelse. Når det til fulde er blevet bevist at oprøret mod Jehova er slået fejl, vil de spørgsmål som blev rejst i Edens have, være afgjort én gang for alle.

I mellemtiden har Gud vist sin kærlighed ved at sende sin søn, Jesus Kristus, der ofrede sit menneskeliv som en genløsning. Derved kan mennesker der vælger at adlyde Gud, blive befriet for syndens og dødens fordømmelse, som er en følge af Adams ulydighed. Dette genløsningsoffer har gjort det muligt  for alle der tror på Jesus, at opnå evigt liv. — Johannes 3:16.

Jehova har trøstende forsikret os om at vores lidelser blot er midlertidige. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ skrev salmisten. „Du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11.

EN TRYG OG LYKKELIG FREMTID

Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at den tid er nær hvor Gud vil bringe sygdom, sorg og død til ophør. Der blev givet apostelen Johannes et syn af de vidunderlige forhold der vil komme. Han skrev: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. . . . Og Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Johannes blev forsikret om at disse løfter var pålidelige, med ordene: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 21:1-5.

Hvad med de milliarder af uskyldige som er døde siden oprøret i Eden? Jehova har lovet at han vil bringe dem der sover i døden, tilbage til livet. Apostelen Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) De vil få mulighed for at komme til at leve i en verden hvor „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:13.

Ligesom en kærlig far vil lade sit barn gennemgå en smertefuld operation hvis han ved at det vil gavne barnet på længere sigt, har Jehova ladet menneskene erfare de midlertidige lidelser ondskaben bringer med sig. Men alle de der søger at gøre Guds vilje, vil opnå evige velsignelser. Paulus forklarede det med følgende ord: „Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:20, 21.

Det kan da kaldes en nyhed — ikke af den slags man ser i fjernsynet eller læser om i avisen, men en god nyhed. Denne gode nyhed kommer fra „al trøsts Gud“, som har stor omsorg for os. — 2 Korinther 1:3.

[Illustrationer på side 6]

Tiden har vist at der ikke kommer noget godt ud af at styre selv og være uafhængig af Gud

[Kildeangivelser]

Somalisk familie: UN PHOTO 159849/M. GRANT; atombombe: USAF photo; koncentrationslejr: U.S. National Archives photo