Livsberetning

Et stykke teokratisk historie — og min lykkelige andel deri

FORTALT AF FILIP S. HOFFMANN

Det var i 1945. I maj var den anden verdenskrig endelig afsluttet, og i december kom Nathan H. Knorr, der førte tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i hele verden, til Danmark sammen med sin 25-årige sekretær, Milton G. Henschel. Der blev lejet en stor hal til deres med spænding imødesete foredrag. Vi unge var særlig spændte på broder Henschels foredrag. Han var på vores alder, og han havde valgt temaet: „Tænk på din skaber i ungdommens dage.“ — Prædikeren 12:1, 1931-overs.

UNDER dette besøg fik vi indblik i de mange spændende ting der nu blev gjort for at sætte gang i forkyndelsesarbejdet jorden over, og vi forstod at vi kunne være med til dette. (Mattæus 24:14) For eksempel var der i USA blevet oprettet en ny skole hvor unge mænd og kvinder blev uddannet til missionærer. Broder Knorr så os i øjnene, hævede pegefingeren og betonede at hvis vi blev indbudt, fik vi kun brug for en enkeltbillet. Hvor vi som missionærer ville ende i verden, kunne man ikke vide på forhånd. Men vi var alligevel nogle stykker der meldte os.

Inden jeg begynder at beskrive mine oplevelser fra efterkrigstiden, må jeg først fortælle om nogle af de begivenheder før og under krigen der fik betydning for mit liv.

ET „SORT FÅR“ FORTÆLLER SANDHEDEN

Jeg er født i 1919. Da min mor ventede sig, havde hun bedt til Gud om at barnet, såfremt det blev en dreng, måtte blive missionær.  Mor havde en bror i Kolding, onkel Thomas. Han var familiens sorte får, for han var bibelstudent, som Jehovas Vidner blev kaldt før i tiden. Da vi boede lige i udkanten af København, besøgte han os én gang om året i anledning af bibelstudenternes årlige landsstævne i København, og så boede han hos os. Hans forbavsende bibelkundskab og logiske argumenter førte i 1930 til at mor også blev bibelstudent.

Mor elskede Bibelen, og hun underviste min søster og mig efter princippet i Femte Mosebog 6:7, ’når hun var hjemme, når hun gik på vejen, når hun lagde sig, og når hun stod op’. Da jeg voksede til, begyndte jeg selv at forkynde fra hus til hus. Jeg elskede at føre samtaler om for eksempel den udødelige sjæl og det brændende helvede, som kirken forkyndte. Efterhånden lærte jeg at påvise ud fra Bibelen at disse dogmer ikke er sande. — Salme 146:3, 4; Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4.

FAMILIEN FORENES

Efter et stævne i København var der brug for midlertidig hjælp på litteraturlageret ved Jehovas Vidners danske afdelingskontor. Jeg havde netop overstået en handelseksamen som et led i opfyldelsen af en drengedrøm. Lige nu var jeg altså fri, og jeg meldte mig. Da jeg var færdig på lageret, blev jeg bedt om at hjælpe til på kontoret, og det endte med at jeg flyttede ind som fast medlem af staben selv om jeg ikke engang var døbt endnu! Den daglige omgang med ældre, erfarne og bibelkyndige brødre modnede mig. Dette skete i 1937, men jeg symboliserede først min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben den 1. januar 1938.

I september 1939 begyndte den anden verdenskrig, og den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Danskerne beholdt dog en ret stor personlig frihed, og vi kunne fortsætte vort forkyndelsesarbejde.

Under krigen skete der noget vidunderligt. Min far blev et af Jehovas Vidner, aktiv og loyal, og gjorde vor familielykke perfekt. Så da jeg, sammen med fire andre unge danskere, blev indbudt til Gileadskolens 8. klasse, havde jeg fuld støtte fra hele min familie. Skolens femmåneders kursus, der  begyndte i september 1946, blev afholdt i smukke omgivelser i South Lansing i den nordlige del af staten New York.

GILEAD OG MIN TJENESTE DEREFTER

På missionærskolen fik jeg mange herlige nye venner. En aften på Gilead gik jeg en tur med broder Harold King fra England, og vi kom til at tale om hvor vi mon ville blive sendt hen når vi var færdige med skolen. „Jeg tror ikke at jeg har set Dovers hvide klinter for sidste gang,“ sagde Harold. Det havde han heller ikke, men det varede over 17 år før han så dem igen, og af de 17 år havde han tilbragt over fire og et halvt i et kinesisk fængsel, meget af tiden i enecelle! *

Efter endt ophold på Gileadskolen blev jeg sendt til Texas som kredstilsynsmand. Jeg blev modtaget med åbne arme af brødrene og søstrene i denne stat; for dem var det spændende at der kom en ung europæer som lige havde været igennem Gileadskolen. Men der gik kun syv måneder, så blev jeg kaldt til hovedkontoret i Brooklyn, hvor broder Knorr satte mig til at lære arbejdsgangen i alle kontorets afdelinger. Det endte med at jeg blev sendt tilbage til det danske afdelingskontor med besked om at organisere alting på samme måde som i Brooklyn. Tanken var at de forskellige landes individuelle forkynderorganisationer skulle smedes sammen til en global, slagkraftig enhed. Senere overflyttede broder Knorr mig til det tyske afdelingskontor i Wiesbaden, hvor jeg skulle løse samme opgave.

JEG BRUGER HVAD JEG HAR LÆRT

Da jeg ankom til Wiesbaden i juli 1949, lå mange tyske byer stadig i ruiner. De brødre der gik foran i arbejdet, var dem der var blevet forfulgt siden 1933 da Hitler kom til magten, dem man havde spærret inde i fængsler og koncentrationslejre i årevis. Sådanne trofaste tjenere for Jehova arbejdede jeg sammen med i tre og et halvt år. Deres enestående eksempel minder mig om en betragtning fra den tyske religionshistoriker Gabriele Yonan: „Hvis ikke der havde været dette eksempel på et standhaftigt, kristent trossamfund under det nationalsocialistiske diktatur, så måtte man efter Auschwitz og Holocaust tvivle på at det var muligt at efterleve Jesu kristne lære.“

Min opgave på det tyske afdelingskontor var den samme som den havde været i Danmark: At indføre arbejdsmetoder der svarede til hvad man gjorde på hovedkontoret og i andre lande. Så snart de tyske brødre forstod at det slet ikke var en kritik af deres hidtidige indsats, men at tiden var inde til at koble de enkelte afdelingskontorer nærmere til hinanden og til Brooklyn, var de begejstrede og overordentlig samarbejdsivrige.

I 1952 kom der et brev fra broder Knorrs kontor med besked om at jeg skulle flytte til afdelingskontoret i Bern i Schweiz. Her skulle jeg fra den 1. januar 1953 virke som landstjener.

 I SCHWEIZ — NYE GLÆDER

Kort efter at jeg var kommet til Schweiz, lærte jeg en ung søster at kende ved et stævne. Hun hed Esther, og vi blev forlovede. I august 1954 kaldte broder Knorr mig til Brooklyn, hvor en ny og spændende arbejdsopgave blev ridset op for mig. Der var blevet oprettet så mange nye afdelingskontorer, fik jeg at vide, at der var brug for at organisere tilsynet på en ny måde. Verden var derfor blevet opdelt i zoner, og hver af dem skulle betjenes af en zonetilsynsmand. Jeg fik to zoner tildelt, Europa og Middelhavslandene.

Jeg kom så tilbage til Schweiz og forberedte mig til mine rejser som zonetilsynsmand. Esther og jeg blev gift, og hun sluttede sig til mig på afdelingskontoret i Schweiz. Min første rundrejse til missionærhjem og afdelingskontorer førte mig til Italien, Grækenland, Cypern, Nordafrika, Spanien og Portugal — i alt 13 lande. Efter et ophold i Bern fortsatte rejsen til alle de europæiske lande vest for jerntæppet. Det første år vi var gift, var jeg på rejse i seks måneder for at betjene vore kristne brødre.

ANDRE LYKKELIGE OMSTÆNDIGHEDER

I 1957 opdagede Esther at hun ventede sig. Da betelhjem ikke er egnede til børn, besluttede vi at flytte til Danmark, hvor min far, der var blevet enkemand, bød os velkommen i mit barndomshjem. Esther kunne passe familiens yngste og ældste medlem — vores datter, Rakel, og min far. Samtidig kunne jeg arbejde på det nye afdelingskontor på Kongevejen 207 i Virum. Jeg blev lærer på Rigets Tjenesteskole og fortsatte med at tjene som zonetilsynsmand.

Min tjeneste indebar at jeg ofte var på rejse i længere tid og desværre derfor væk fra vores datter. Det var ikke uden omkostninger. Engang havde jeg været i Paris i nogen tid og hjulpet med oprettelsen af et trykkeri. Esther og Rakel kom på besøg og blev modtaget på stationen Gare du Nord af Léopold Jontès fra afdelingskontoret og mig. Rakel stod på togvognens trinbræt, kiggede først på Léopold, så på mig, så på Léopold igen, og så kastede hun sig i armene på Léopold!

Endnu en omvæltning skete da jeg, 45 år gammel,  måtte forlade heltidstjenesten for at få et job så jeg kunne forsørge min familie. Med min erfaring fra forskellige opgaver i menighedsorganisationen lykkedes det mig at få et arbejde som eksportchef. Jeg arbejdede for det samme firma i ni år. Da var Rakel færdig med sin skolegang, og vi besluttede at efterkomme opfordringen til at flytte ud et sted hvor der var større behov for forkyndere.

På en orienteringsrejse til Norge forhørte jeg mig i et bureau der formidler arbejde, om muligheden for at få et job. Svaret var nedslående. Som 55-årig skulle man ikke regne med at få ansættelse. Jeg satte mig imidlertid i forbindelse med afdelingskontoret i Oslo, lejede et hus nær ved Drøbak og satte min lid til at der nok skulle vise sig et job. Det gjorde der også, og der fulgte en skøn tid med tjeneste i Norge.

Det var højdepunktet for vores menighed når så godt som alle drog nordpå om sommeren for at forkynde i ledigt distrikt. Vi lejede os ind på en campingplads med hytter, og hver dag aflagde vi besøg på de spredte gårde i et betagende fjeldlandskab. Det var en sand fornøjelse at fortælle disse venlige og lydhøre mennesker om Guds rige. Der blev uddelt mange tryksager. Genbesøgene måtte vente et år, men folk glemte os ikke! Esther og Rakel fortæller endnu om hvordan de blev modtaget med omfavnelser som om de var længe savnede medlemmer af familien. Efter tre år i Norge vendte vi tilbage til nye velsignelser i Danmark.

FAMILIELIVETS GLÆDER

Rakel blev forlovet med en ivrig pionerbroder der hed Niels Højer. Som gifte var de begge pionerer indtil de fik børn. Niels viste sig ikke alene at være en god ægtefælle, men også en god far der var levende interesseret i sin familie. En tidlig morgenstund tog han sønnen med på sin cykel ned til stranden for at se solopgangen. Da naboen spurgte hvad de havde lavet dernede, svarede drengen: „Vi bedte til Jehova.“

Nogle år senere da Esther og jeg befandt os i en tilskuerflok ved et stævne og så vore to ældste børnebørn, Benjamin og Nadja, blive døbt, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med deres far. Niels så på mig og sagde: „Rigtige mænd græder ikke.“ I næste øjeblik græd vi begge to. Jeg synes det er en glæde at have en svigersøn som man både kan le og græde med.

ENDNU FLERE TILPASNINGER

Endnu en velsignelse kom da Esther og jeg blev indbudt til igen at tjene på det danske afdelingskontor. Planer til bygning af et nyt og langt større betelhjem i Holbæk var da under udarbejdelse, og jeg fik den forret at deltage i tilsynet med byggeriet, der blev udført af frivillige. På trods af at århundredets hårdeste vinter ramte os, var vi færdige til at betelfamilien kunne flytte ind i de nye, smukke omgivelser i 1982.

Snart var jeg optaget af oversættelsesarbejde, der gav mig stor tilfredsstillelse, og Esther passede omstillingsbordet på Betel. Hun fik senere behov for en hofteoperation, og da hun halvandet år senere også fik problemer med galdeblæren og måtte have den fjernet, besluttede vi os for at forlade Betel. Trods stor imødekommenhed fra afdelingskontorets side nåede vi frem til at det var bedst for alle parter at vi rejste, og vi flyttede til den menighed som vores datter hørte til.

Esther er ikke ved godt helbred. Men i alle de år vi sammen har tjent Jehova, under meget forskelligartede forhold, har hun været en fantastisk ægtefælle og støtte for mig. Vi mærker begge alderen, men har stadig vores beskedne andel i forkyndelsen. Når jeg ser tilbage på mit liv, er det med dyb taknemmelighed, og jeg tænker på salmistens ord: „Gud, du har oplært mig fra min ungdom.“ — Salme 71:17.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Tyskland i 1949: Nyt afdelingskontor ved at blive indrettet. Her ankommer nye bogforsyninger

[Illustration på side 25]

Jeg fik lov at arbejde sammen med brødre som disse, der var vendt hjem fra koncentrationslejrene

[Illustrationer på side 26]

Sammen med Esther — i dag, og på Betel i Bern i oktober 1955 den dag vi blev gift