Satan — Myte eller dyster realitet?

FRA tidernes morgen har spørgsmålet om ondskabens oprindelse beskæftiget mange tænkere. I A Dictionary of the Bible, redigeret af James Hastings, siges der: „Da den menneskelige bevidsthed opstod, blev mennesket konfronteret med kræfter som det ikke var i stand til at kontrollere, og som udøvede en skadelig og destruktiv indflydelse.“ Samme opslagsværk siger: „De første mennesker søgte uvilkårligt efter årsager og opfattede naturkræfter og andre fænomener som fremkaldt af bevidste væsener.“

Ifølge historikere kan troen på dæmonguder og onde ånder spores tilbage til Mesopotamiens tidligste historie. De gamle babyloniere troede at underverdenen, eller „landet hvorfra ingen vender tilbage“, blev overvåget af Nergal, en guddom kendt som „den der brænder“. De levede også i frygt for dæmoner, som de prøvede at formilde ved hjælp af besværgelser. I den ægyptiske mytologi blev Seth, ondskabens gud, „fremstillet som et grotesk dyr med en tynd, krum snude, lange, kantede ører og en stiv, tvedelt hale. — Larousse Encyclopedia of Mythology.

Grækerne og romerne havde gode og ondskabsfulde guder, men ikke nogen fremtrædende gud der var decideret ond. Deres filosoffer talte om to modstridende principper. I Empedokles’ udlægning var det Kærlighed og Strid. Ifølge Platon havde verden to „sjæle“, en verdenssjæl der var årsag til det gode, og en anden der var ophav til det onde. Som Georges Minois siger i sin bog Le Diable (Djævelen) „fandtes der i den klassiske [græsk-romerske] religion ingen djævel“.

I Iran troede tilhængere af Zarathustras lære at den allerhøjeste guddom, Ahura Mazda, eller Ormazd, havde skabt Angra Mainju, eller Ahriman, som valgte at øve ondt og derved blev en destruktiv ånd eller ødelægger.

Jødedommen havde en ganske enkel fremstilling af Satan som Guds modstander og årsagen til synd. Men efter mange århundreder smittede hedenske opfattelser af på den. Encyclopaedia Judaica siger herom: „I de sidste århundreder før Kristi fødsel . . . var der sket en markant ændring. I denne periode . . . optog den [jødiske] religion mange træk fra den dualistiske opfattelse at Gud og godhedens og sandhedens kræfter i himmelen og på jorden blev modstået af magtfulde ondskabens og løgnens kræfter. Denne ændring skete sandsynligvis under indflydelse af persisk religion.“  The Concise Jewish Encyclopedia siger: „Man beskyttede sig mod d[æmoner] ved at holde buddene og gøre brug af amuletter.“

FRAFALDEN KRISTEN TEOLOGI

Nøjagtig ligesom jødedommen, der antog ikkebibelske opfattelser af Satan og dæmonerne, udviklede de frafaldne kristne nogle ikkebibelske teorier. The Anchor Bible Dictionary siger: „En af fortidens mere yderliggående teologiske idéer var at Gud løskøbte sit folk ved at betale løsesummen til Satan.“ Denne idé var fremsat af Irenæus (andet århundrede efter vor tidsregning). Den blev videreudviklet af Origenes (tredje århundrede), der påstod at „Djævelen retmæssigt kunne gøre krav på menneskene“. Origenes anså „Kristi død . . . for en genløsningsbetaling til Djævelen“. — History of Dogma af Adolf Harnack.

Ifølge The Catholic Encyclopedia havde idéen om at genløsningen blev betalt til Djævelen, „en fremtrædende plads i teologiens historie i mere end tusind år“ og forblev en af kirkens læresætninger. Andre kirkefædre som Augustin (fjerde til femte århundrede) støttede tanken om at løsesummen blev betalt til Satan. I det tolvte århundrede kom de katolske teologer Anselm og Abélard til den slutning at Kristi offer ikke blev betalt til Satan, men til Gud.

MIDDELALDERLIG OVERTRO

På størstedelen af de katolske konciler herskede der bemærkelsesværdig tavshed om Satan. Det varede til man i 1215 på det fjerde Laterankoncil fremsatte en „højtidelig bekendelse af troen“, som New Catholic Encyclopedia kalder det. Der siges i den 1. kirkelov: „Djævelen og de andre dæmoner var af Gud oprindelig skabt gode, men gjorde sig selv onde.“ Den tilføjede at de har travlt med at forsøge at vildlede menneskene. Mange i middelalderen var helt besat af den tanke. Satan mentes at stå bag alt hvad der var usædvanligt, lige fra uforklarlig sygdom og pludselig død til dårlig høst. I 1233 udstedte pave Gregor IX flere pavelige buller imod kætteri, deriblandt en mod luciferianere, formodede djævletilbedere.

Troen på at man kunne blive besat af Djævelen og hans dæmoner, førte snart til et kollektivt paranoia — en hysterisk frygt for trolddomskunst og hekseri. Fra det 13. til det 17. århundrede fejede frygten for hekse hen over Europa og nåede Nordamerika med de europæiske kolonister. Selv de protestantiske reformatorer Martin Luther og Johannes Calvin godkendte heksejagten. I Europa førte både inkvisitionsdomstole og verdslige domstole hekseprocesser udelukkende baseret på onde rygter og anklager. Man benyttede sædvanligvis tortur for at fremtvinge en tilståelse af „skyld“.

De der blev fundet skyldige, kunne blive dømt til døden enten på bålet eller, som i England og Skotland, ved hængning. Om antallet af ofre oplyser The World Book Encyclopedia: „Ifølge nogle historikere var den kristne kirke fra 1484 til 1782 ansvarlig for at omkring 300.000 kvinder blev slået ihjel for hekseri.“ Hvis Satan står bag denne rystende tragedie, hvem  var så hans medskyldige — ofrene eller deres fanatiske religiøse forfølgere?

TRO ELLER VANTRO

Det 18. århundrede, kaldet oplysningstiden, var en blomstringstid for rationalistisk tænkning. Encyclopædia Britannica bemærker: „Oplysningstidens filosofi og teologi bestræbte sig for at skubbe djævlefiguren ud af den kristne bevidsthed som værende et produkt af middelalderens mytologiske fantasiforestillinger.“ Det fik den romersk-katolske kirke til ved Det Første Vatikankoncil (1869-70) at bekræfte sin tro på Satan Djævelen og ved Det Andet Vatikankoncil (1962-65) at gøre det igen, om end lidt spagt.

Som der siges i New Catholic Encyclopedia, har „kirken [officielt] erklæret sin tro på engle og dæmoner“. Men Théo, en fransk katolsk ordbog, siger at „mange kristne i dag viger tilbage for at give Djævelen skylden for ondskaben i verden“. I de senere år har katolske teologer bevæget sig yderst varsomt mellem den katolske kirkes officielle lære og den moderne tankegang. Som Encyclopædia Britannica siger, „forsøger liberal kristen teologi at tolke Bibelens omtale af Satan som om det kun er ’billedsprog’ der ikke skal tages bogstaveligt — et mytologisk forsøg på at udtrykke omfanget og virkeligheden af ondskaben i universet“. Om de protestantiske kirker siger samme opslagsværk: „Den moderne liberale protestantisme forsøger at benægte nødvendigheden af at tro på en personlig djævel.“ Men bør sande kristne betragte det Bibelen fortæller om Satan, som „billedsprog“?

HVAD BIBELEN SIGER

Menneskelig filosofi og teologi har ikke kunnet give nogen bedre forklaring på hvor ondskaben i verden kommer fra, end den der gives i Bibelen. Det Bibelen siger om Satan, er af grundlæggende betydning hvis man vil forstå hvorfor der findes ondskab og lidelse, og hvorfor de værst tænkelige voldshandlinger bliver værre år for år.

Nogle vil måske spørge: ’Hvis Gud er god og kærlig, hvordan kunne han så skabe en ond ånd som Satan?’ Bibelen fremsætter det princip at Jehova Guds skaberværk er fuldkomment, og at alle hans fornuftbegavede skabninger har en fri vilje. (5 Mosebog 30:19; 32:4; Josua 24:15; 1 Kongebog 18:21) Den åndeskabning som blev til Satan, må derfor have været skabt fuldkommen og med overlæg være afveget fra den sande og retfærdige vej. — Johannes 8:44; Jakob 1:14, 15.

 Ved sin oprørske handlemåde kan Satan på mange måder sammenlignes med „Tyrus’ konge“, der poetisk blev beskrevet som „fuldendt i skønhed“ og ’uangribelig i sin adfærd fra den dag han skabtes indtil der blev fundet uretfærdighed hos ham’. (Ezekiel 28:11-19) Satan rejste ikke tvivl om hvorvidt Jehova var den øverste magthaver eller Skaberen af alt. Hvordan kunne han det når han selv var blevet skabt af Gud? Men han anfægtede den måde Jehova udøvede sit suveræne herredømme på. I Edens have antydede Satan at Gud forholdt det første menneskepar noget som de havde ret til, og som deres velbefindende afhang af. (1 Mosebog 3:1-5) Det lykkedes Satan at få Adam og Eva til at gøre oprør mod Jehovas retfærdige overherredømme og få bragt synd og død over dem og deres efterkommere. (1 Mosebog 3:6-19; Romerne 5:12) Ifølge Bibelen er det altså Satan der er skyld i menneskenes lidelser.

I tiden inden Vandfloden var der andre engle der sluttede sig til Satan i oprøret. De materialiserede sig i menneskeskikkelser for at tilfredsstille deres seksuelle begær efter menneskedøtrene. (1 Mosebog 6:1-4) Da Vandfloden kom, vendte disse frafaldne engle tilbage til åndeverdenen, men ikke til deres „oprindelige stilling“ hos Gud i himmelen. (Judas 6) De blev fornedret til en tilstand i åndeligt mørke. (1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:4) De blev dæmoner og var nu ikke længere underlagt Jehovas kærlige overherredømme, men underkastet Satan. Selv om dæmonerne øjensynlig ikke længere er i stand til at materialisere sig, kan de stadig øve stor indflydelse på menneskers sind og liv, og de er uden tvivl ansvarlige for mange af de voldshandlinger vi oplever nu i tiden. — Mattæus 12:43-45; Lukas 8:27-33.

SATANS HERREDØMME NÆRMER SIG SIN AFSLUTNING

Det er tydeligt at der står onde magter bag det der sker i verden i dag. Apostelen Johannes skrev: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.

Som Bibelens profetier også viser, forstærker Djævelen veerne over jorden „da han ved at han kun har en kort tidsperiode“ hvori han kan skade og volde fortræd inden hans virke stoppes. (Åbenbaringen 12:7-12; 20:1-3) Afslutningen på Satans herredømme vil gå forud for en retfærdig ny verden, hvor tårer, død og smerte ’ikke skal være mere’. Så vil Guds vilje ske „på jorden, som den sker i Himmelen“. — Åbenbaringen 21:1-4; Mattæus 6:10, da. aut. 1948.

[Illustrationer på side 4]

Babylonierne troede på Nergal (afbildet længst til venstre), en voldelig guddom; Platon (til venstre) troede på at der eksisterede to modstridende „sjæle“

[Kildeangivelser]

Cylinder: Musée du Louvre, Paris; Platon: National Archaeological Museum, Athens, Greece

[Illustrationer på side 5]

Ifølge Irenæus, Origenes og Augustin blev genløsningen betalt til Satan

[Kildeangivelser]

Origenes: Culver Pictures; Augustin: Fra bogen Great Men and Famous Women

[Illustration på side 6]

Frygten for hekse førte til at i hundredtusindvis blev slået ihjel

[Kildeangivelse]

Fra bogen Bildersaal deutscher Geschichte