Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Stå Djævelen imod“

„Stå Djævelen imod“

„Stå Djævelen imod“

„Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ — JAKOB 4:7.

1. Hvad kan der siges om den nuværende verden, og hvorfor må de salvede og deres medarbejdere holde sig vågne?

„GUD er forsvundet, men Djævelen er her stadig.“ Disse ord af den franske forfatter André Malraux kan meget passende anvendes om den verden vi lever i. Menneskets gerninger synes i højere grad at være en afspejling af Djævelens rænker end af Guds vilje. Satan fører mennesker på afveje med „enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og . . . [med] ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde“. (2 Thessaloniker 2:9, 10) Men i disse „sidste dage“ koncentrerer Satan sin indsats om Guds indviede tjenere. Han fører krig mod de salvede kristne, „som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 12:9, 17) Disse salvede tjenere for Gud og deres medarbejdere med et jordisk håb må derfor holde sig vågne.

2. Hvordan forførte Satan Eva, og hvilken frygt gav apostelen Paulus udtryk for?

Satan er i bund og grund en bedrager. Under dække af en slange narrede han Eva til at tro at hun kunne opnå større lykke ved at handle uafhængigt af Gud. (1 Mosebog 3:1-6) Omkring fire tusind år senere udtrykte apostelen Paulus frygt for at salvede kristne i Korinth kunne blive ofre for Satans list. Paulus skrev: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ (2 Korinther 11:3) Satan fordærver folks sind og fordrejer deres tankegang. På samme måde som han forførte Eva, kan han få kristne til at ræsonnere forkert så de bilder sig ind at deres lykke afhænger af noget som Jehova og hans søn misbilliger.

3. Hvilken beskyttelse tilbyder Jehova os mod Djævelen?

Satan kan sammenlignes med en fuglefænger der sætter fælder op for at fange intetanende ofre. For at undgå at blive fanget i Satans fælder må vi søge ly „i den Højestes skjul“, et symbolsk sted hvor Jehova beskytter dem der i gerning viser at de anerkender hans universelle suverænitet. (Salme 91:1-3) Vi har behov for al den beskyttelse Gud giver os gennem sit ord, sin ånd og sin organisation, så vi „kan stå fast over for Djævelens listige anslag“. (Efeserne 6:11) Det græske ord for „listige anslag“ kan også oversættes med „rænker“. Der er ingen tvivl om at Djævelen gør brug af mange listige anslag i sine bestræbelser på at fange Jehovas tjenere i en snare.

FÆLDER SATAN SATTE FOR DE FØRSTE KRISTNE

4. Hvordan var den verden de første kristne levede i?

Kristne i det første og andet århundrede levede på den tid da Romerriget var på magtens tinde. Pax Romana (den romerske fred) gav grobund for en blomstrende handel. Den velstand der fulgte med, gav den herskende klasse i befolkningen meget fritid, og for at forhindre en opstand blandt de fattige sørgede man for at de fik adgang til masser af underholdning. I nogle perioder var der lige så mange helligdage som arbejdsdage. Folket fik „brød og skuespil“ på statens regning så deres maver var mætte, og deres tanker adspredt.

5, 6. (a) Hvorfor burde de kristne ikke komme i de romerske teatre og amfiteatre? (b) Hvilket kneb brugte Satan, og hvordan kunne de kristne undgå at blive ofre for det?

Udgjorde denne situation en fare for de første kristne? Ja, at dømme ud fra de advarsler der blev givet af skribenter som levede i tiden lige efter apostlene, såsom Tertullian, var de fleste af de fritidsbeskæftigelser folk havde dengang, fyldt med åndelige og moralske farer for sande kristne. En af farerne bestod i at de fleste offentlige højtider blev holdt til ære for hedenske guder. (2 Korinther 6:14-18) På teatrene var selv mange af de klassiske stykker enten groft umoralske eller fyldt med vold og blodsudgydelse. Som tiden gik, mistede folk interessen for de klassiske skuespil, og de blev erstattet af sjofle pantomimestykker. Jérôme Carcopino skriver i sin bog Dagligt liv i antikkens Rom: „I disse mimer havde skuespillerinderne vænnet sig til at klæde sig af fra top til tå . . . Blodet flød i strømme. . . . [Mimen] havde nået bunden af en perversion, som erobrede masserne i Rom. De følte ingen væmmelse over for den, thi i alt for mange år havde amfiteatrenes infame slagte-scener forrået deres følelser og vildledt deres instinkter.“ — Mattæus 5:27, 28.

I amfiteatrene kæmpede gladiatorerne med livet som indsats — enten mod hinanden eller mod vilde dyr som de dræbte eller selv blev slået ihjel af. Dødsdømte forbrydere og med tiden også mange kristne blev kastet ind til glubske rovdyr. Selv på dette tidlige tidspunkt brugte Satan det kneb at sløve folks modvilje mod umoralitet og vold så disse ting efterhånden blev almindeligt accepteret; folk krævede ligefrem at det indgik i underholdningen. Den eneste måde hvorpå man kunne undgå at falde i denne fælde, var ved at holde sig væk fra de romerske teatre og amfiteatre. — 1 Korinther 15:32, 33.

7, 8. (a) Hvorfor ville det have været uklogt af en kristen at overvære hestevognsvæddeløb? (b) Hvordan kunne Satan ved hjælp af de romerske bade have lokket kristne i en fælde?

På kæmpemæssige aflange arenaer, kaldet cirkusser, blev der afholdt hestevognsvæddeløb som uden tvivl var meget spændende. Disse væddeløb var dog ikke noget for kristne, for ofte endte det med vold blandt tilskuerne. En skribent fra det tredje århundrede beretter at der var slåskampe på tilskuerrækkerne, og Jérôme Carcopino siger at „astrologer og prostituerede drev forretning“ under cirkussets arkader. Det er tydeligt at det romerske cirkus ikke var et sted for kristne. — 1 Korinther 6:9, 10.

Hvad med de berømte romerske badeanstalter? Der var selvfølgelig ikke noget forkert ved at bade for at holde sig ren. Men mange af de romerske bade var enorme etablissementer hvor der fandtes massagerum, sportspladser, spillerum og steder hvor man kunne få noget at spise og drikke. Selv om der var sat tider af til at mænd og kvinder kunne benytte badene separat, blev det ofte tilladt at de badede sammen. Clemens af Alexandria skrev: „Badene er åbne for mænd og kvinder samtidig; dér klæder de sig nøgne og giver sig hen til tøjlesløs nydelse.“ En lovlig offentlig institution kan altså nemt være blevet brugt af Satan som en fælde for de kristne. De der ejede visdom, holdt sig fra sådanne steder.

9. Hvilke fælder måtte de første kristne undgå at falde i?

Hasardspil var en af de populære fritidsbeskæftigelser blandt folk da Romerriget var på sit højeste. De første kristne kunne slippe for spillene på væddeløbsbanen ved ganske enkelt at holde sig væk fra cirkusserne. I mindre målestok foregik der også hasardspil i kroernes og tavernernes baglokaler, selv om det var ulovligt. Man spillede „lige eller ulige“ med småsten eller benstumper som den anden spiller holdt skjult i hånden. Hasardspillet satte krydderi på folks tilværelse fordi det gav dem håb om nogle lettjente penge. (Efeserne 5:5) Barpigerne sådanne steder var desuden ofte prostituerede, hvilket øgede risikoen for kønslig umoralitet. Dette var nogle af de fælder Satan satte op for kristne som boede i Romerrigets byer. Er forholdene anderledes i dag?

SATANS FÆLDER I DAG

10. Hvordan minder situationen i dag om forholdene i Romerriget?

10 I det store og hele har Satans kneb ikke ændret sig i århundredernes løb. Apostelen Paulus skrev til de kristne der levede i den fordærvede by Korinth, og gav dem en alvorlig vejledning for at de ikke skulle blive „overlistet af Satan“. Han sagde: „[Satans] planer er vi jo ikke uvidende om.“ (2 Korinther 2:11) I mange industrialiserede lande minder forholdene i dag om dem der var fremherskende i Romerriget i dets storhedstid. Folk har mere fritid end nogen sinde. Klasselotterier giver selv de fattige et glimt af håb. Der findes masser af „billig“ underholdning som kan holde folks tanker beskæftiget. Sportsstadionerne er fyldte, folk spiller hasard, og tilskuere såvel som spillere griber ofte til vold. Nedbrydende musik fylder folks ører, og der vises sjofle forestillinger på teatre, i film og på tv. I nogle lande er nøgenbadning ved stranden populært, og andre steder går mænd og kvinder sammen i sauna eller bader nøgne sammen i varme kilder. Nøjagtig ligesom i kristendommens første århundreder prøver Satan at lokke Guds tjenere i en fælde ved hjælp af fritidsaktiviteter der er almindelige i verden.

11. Hvilke snarer er forbundet med ønsket om at slappe af og koble fra?

11 I en verden hvor mange er stressede, er det normalt at have behov for at slappe af eller bare komme væk fra det hele. Men ligesom der ved de romerske badeanstalter var aktiviteter som kunne udgøre en fare for de første kristne, findes der på nogle af vore dages ferie- og forlystelsessteder også aktiviteter som Satan har brugt for at lokke kristne til at begå umoralitet eller drikke for meget. Paulus skrev til de kristne i Korinth: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner. Vågn op til ædruelighed i retfærdighed, og øv ikke synd, for nogle er uden kundskab om Gud.“ — 1 Korinther 15:33, 34.

12. Nævn nogle af de kneb Satan i dag bruger for at fange Jehovas tjenere i en fælde.

12 Som vi har set, lykkedes det Satan at fordærve Evas tankegang ved hjælp af list. (2 Korinther 11:3) I dag består en af Djævelens snarer i at få kristne til at tro at hvis de gør så meget som muligt for at vise at Jehovas Vidner er ligesom alle andre, vil det lykkes dem at drage nogle til sandheden. Når de somme tider går for vidt, kan resultatet blive det stik modsatte. (Haggaj 2:12-14) Et andet kneb Satan bruger, er at give indviede kristne, unge såvel som voksne, mod til at leve et dobbeltliv og ’bedrøve Guds hellige ånd’. (Efeserne 4:30) Nogle er faldet i denne fælde fordi de har misbrugt internettet.

13. Hvilket underfundigt anslag gør Djævelen brug af, og hvilket råd i Ordsprogenes Bog er meget passende i den forbindelse?

13 Satan gør brug af endnu en fælde, nemlig camoufleret okkultisme. Ingen sande kristne ville med fuldt overlæg beskæftige sig med satanisme eller spiritisme. Der er dog nogle som uden at være sig det bevidst sænker paraderne når det drejer sig om film, tv-serier, videospil, ja selv børnebøger og tegneserier der skildrer vold og okkultisme. Men alt hvad der har den mindste forbindelse med noget okkult, bør man holde sig fra. Et víst ordsprog siger: „Der er torne og fælder på den uredeliges vej; den der vogter sin sjæl holder sig borte fra dem.“ (Ordsprogene 22:5) Da Satan er „denne tingenes ordnings gud“, vil han ofte bruge noget der er populært i verden, som skalkeskjul. — 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 2:15, 16.

JESUS STOD DJÆVELEN IMOD

14. Hvordan modstod Jesus Djævelens første fristelse?

14 Jesus var et godt eksempel i forbindelse med at stå Djævelen imod og få ham til at flygte. Efter at Jesus var blevet døbt og havde fastet i 40 dage, blev han fristet af Satan. (Mattæus 4:1-11) I den første fristelse søgte Satan at udnytte den sult som Jesus helt naturligt følte efter at have fastet. Han tilskyndede Jesus til at udføre sit første mirakel for at få dækket dette fysiske behov. Men Jesus afviste at bruge sine evner til et selvisk formål og begrundede det med ordene i Femte Mosebog 8:3. Han satte den åndelige føde over den bogstavelige.

15. (a) Hvilket naturligt behov hos Jesus udnyttede Satan? (b) Hvilket anslag retter Satan ofte mod Guds tjenere i dag, og hvordan kan vi stå ham imod?

15 En interessant tanke i forbindelse med denne fristelse er at Djævelen ikke prøvede at få Jesus til at begå en seksuel synd. Sult, som jo vækker en naturlig længsel efter mad, var åbenbart det stærkeste fysiske behov Satan kunne friste Jesus med i denne situation. Hvilke fristelser bruger Djævelen over for Guds folk i dag? De er talrige og forskelligartede, men en af de underfundige metoder Satan oftest bruger for at bryde Jehovas folks integritet, er at udsætte dem for seksuelle fristelser. Ved at efterligne Jesus kan vi stå Djævelen imod og afvise hans tillokkelser. Ligesom Jesus modstod Satan ved at genkalde sig passende skriftsteder når han blev fristet, kan vi genkalde os ordene i Første Mosebog 39:9 og Første Korintherbrev 6:18 hvis vi skulle blive fristet til at begå umoralitet.

16. (a) Hvordan fristede Satan Jesus anden gang? (b) På hvilke måder forsøger Satan måske at lokke os til at sætte Jehova på prøve?

16 Som det næste opfordrede Djævelen Jesus til at kaste sig ud fra tempelmuren og afprøve Guds evne til at beskytte ham ved hjælp af sine engle. Jesus citerede Femte Mosebog 6:16 og nægtede at sætte sin Fader på prøve. Skønt Satan ikke lokker os til at springe ud fra et højt tempel, kan han godt friste os til at sætte Jehova på prøve. Føler vi os fristet til at se i hvor høj grad vi kan følge verdens modeluner i forbindelse med påklædning og soignering uden at nogen vejleder os? Eller føler vi os draget mod tvivlsom underholdning? I så fald kan det være at vi sætter Jehova på prøve. Hvis vi har sådanne tendenser, vil Satan ikke flygte fra os, men holde sig nær til os og konstant forsøge at lokke os over på sin side.

17. (a) Hvordan fristede Djævelen Jesus tredje gang? (b) Hvordan kan vi erfare at ordene i Jakob 4:7 er sande?

17 Da Satan tilbød Jesus alle verdens riger i bytte for en enkelt tilbedelseshandling, modstod Jesus ham igen ved at citere Guds ord og stå op for den rene tilbedelse af sin Fader. (5 Mosebog 5:9; 6:13; 10:20) Satan tilbyder nok ikke os verdens riger, men han frister os konstant med materialistisk glans og glimmer og stiller os måske endda i udsigt at vi kan få vores eget lille „kongerige“. Reagerer vi ligesom Jesus og yder Jehova udelt hengivenhed? Hvis vi gør det, vil det gå os som det gik Jesus. Mattæus’ beretning siger: „Da forlod Djævelen ham.“ (Mattæus 4:11) Satan vil forlade os hvis vi tager et fast standpunkt imod ham ved at huske på passende bibelske principper og anvende dem i vores liv. Disciplen Jakob sagde: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) En kristen broder skrev følgende i et brev til Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig: „Satan er meget underfundig. På trods af mine bedste intentioner har jeg uhyre svært ved at styre mine følelser og ønsker. Men med beslutsomhed, tålmodighed og, frem for alt, Jehovas hjælp er det lykkedes mig at bevare min uangribelighed og holde fast ved sandheden.“

FULDT UDRUSTEDE TIL AT STÅ DJÆVELEN IMOD

18. Hvilken åndelig rustning sætter os i stand til at stå Djævelen imod?

18 Jehova har givet os en fuld åndelig rustning så vi kan „stå fast over for Djævelens listige anslag“. (Efeserne 6:11-18) Vores kærlighed til sandheden vil være som et bælte om lænden, og den vil ruste os til at udføre den kristne tjeneste. Vores beslutsomhed i forbindelse med at holde fast ved Jehovas retfærdige normer vil være som et brystharnisk der beskytter hjertet. Hvis vi har den gode nyhed som sko på vores fødder, vil vi regelmæssigt tage del i forkyndelsesarbejdet, og det vil styrke og værne os åndeligt. Vores stærke tro vil være som et stort skjold der beskytter os mod „alle den ondes brændende pile“, hans listige anslag og fristelser. Den urokkelige tillid vi har til at Jehova vil opfylde sine løfter, vil være som en hjelm der beskytter vores tænkeevne og giver os fred i sindet. (Filipperne 4:7) Hvis vi bliver dygtige til at anvende Guds ord, vil det være som et sværd vi kan bruge når vi hjælper folk til at komme fri af Satans åndelige fangenskab. Vi kan også forsvare os med det, ligesom Jesus gjorde da han blev fristet.

19. Hvad er det nødvendigt at gøre ud over at „stå Djævelen imod“?

19 Når vi bærer denne „fulde rustning fra Gud“ og beder uophørligt, kan vi have tillid til at Jehova vil beskytte os mod Satans angreb. (Johannes 17:15; 1 Korinther 10:13) Men Jakob pegede på at det ikke er nok at „stå Djævelen imod“. Først og fremmest må vi ’underordne os Gud’, som tager sig af os. (Jakob 4:7, 8) Hvordan vi kan gøre det, kommer den næste artikel ind på.

Hvad vil du svare?

• Hvilke fælder lagde Satan for de første kristne?

• Hvilke listige anslag bruger Satan i dag for at fange Jehovas tjenere i en fælde?

• Hvordan modstod Jesus Djævelens fristelser?

• Hvilken åndelig rustning sætter os i stand til at stå Djævelen imod?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 8, 9]

Jesus stod Djævelen imod

[Illustrationer på side 10]

De kristne i det første århundrede tog afstand fra voldelig og umoralsk underholdning

[Kildeangivelse]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J.G. Heck