Vanskeligheder og fordele ved at børn vokser op i et fremmed land

MILLIONER af mennesker flytter til et andet land i håb om at få en bedre tilværelse. I Europa bor der nu over 20 millioner indvandrere. I USA er over 26 millioner indbyggere af udenlandsk herkomst, mens 21 procent af det samlede indbyggertal i Australien er født i udlandet. Disse indvandrerfamilier må ofte kæmpe med at lære et nyt sprog og tilpasse sig en ny kultur.

Børn er for det meste ret hurtige til at tilegne sig et andet sprog og vil snart begynde at formulere deres tanker på det nye sprog. Forældrene er i mange tilfælde længere tid om det, for landet og sproget er særlig fremmed for dem. Under børnenes opvækst kan sprogproblemer derfor skabe en kommunikationskløft som er svær at bygge bro over.

Ikke nok med at det nye sprog indvirker på børnenes måde at tænke på. Også deres følelser præges af det nye lands kultur. Det kan betyde at forældrene kan have svært ved at forstå børnenes reaktioner. Indvandrerfamilier som prøver at opdrage deres børn i „Jehovas tugt og formaning“, møder derfor helt specielle udfordringer. — Efeserne 6:4.

EN UDFORDRING AT NÅ BÅDE SINDET OG HJERTET

Kristne forældre har et ønske om og et ansvar for at lære deres børn „et nyt sprog . . . der er rent“, sandheden fra Bibelen. (Zefanias 3:9) Hvis børnene kun har et begrænset kendskab til deres forældres sprog, og hvis forældrene ikke helt er i stand til at udtrykke sig på det sprog børnene er blevet vant til, vil det være svært for forældrene at indprente Jehovas lov i deres hjerte. (5 Mosebog 6:7) Det kan godt være at børnene forstår de ord deres forældre bruger, men hvis det der bliver sagt, ikke når ned i deres hjerte, kan de blive fremmede i deres eget hjem.

Pedro og Sandra flyttede fra Sydamerika til Australien, og de mødte netop denne udfordring i forbindelse med opdragelsen af deres to teenagedrenge. * Pedro fortæller: „Når man taler om åndelige anliggender, skal man nå både hjertet og følelserne. Det kræver derfor et stort ordforråd at kunne udtrykke dybe og meningsfulde tanker.“ Sandra tilføjer: „Hvis vores børn ikke havde et omfattende kendskab til vores modersmål, ville det gå ud over deres åndelige liv. De kunne miste værdsættelsen af sandheden hvis ikke de får fat i principperne bag det de lærer. Det ville gå ud over  deres åndelige dømmekraft og skade deres forhold til Jehova.“

Gnanapirakasam og Helen er flyttet fra Sri Lanka til Tyskland og har nu to børn. De siger: „Vi tror det er meget vigtigt at vores børn taler vores modersmål samtidig med at de lærer tysk. Det er vigtigt for dem at de kan tale med os, hjerte til hjerte, om deres følelser.“

Miguel og Carmen, som er emigreret fra Uruguay til Australien, siger: „Det kræver mere at være forældre i vores situation. Man må enten lære det nye sprog så godt at man kan forstå og forklare åndelige emner på sproget, eller lære sine børn at mestre det sprog man selv taler.“

ET FAMILIEANLIGGENDE

Beslutningen om hvilket sprog man vil bruge som led i ’oplæringen fra Jehova’, er af grundlæggende betydning for indvandrerfamiliers åndelige sundhed. (Esajas 54:13) Hvis der i nærheden af hjemmet findes en menighed hvor møderne foregår på familiens modersmål, kan familien vælge at støtte den. Det kan også være at de hellere vil tilhøre en menighed hvor møderne foregår på det sprog der tales i deres nye land. Hvilke faktorer vil beslutningen afhænge af?

Demetrios og Patroulla, som flyttede fra Cypern til England med deres fem børn, fortæller hvad der fik indflydelse på deres afgørelse: „I begyndelsen tilhørte vi en græsktalende menighed. Det var en stor fordel for os forældre, men det viste sig at være en hindring for vores børns åndelige vækst. De havde kun en grundlæggende forståelse af det græske sprog, så de havde svært ved at opfange de dybere detaljer. Det viste sig ved at de kun langsomt voksede åndeligt. Vi valgte derfor som familie at flytte til en engelsktalende menighed, og vi kunne straks mærke hvor godt det var for børnene. De blev åndeligt stærkere. Det var ikke let at træffe beslutningen om at flytte, men i vores tilfælde viste det sig at være et klogt valg.“

Familien sørger for ikke helt at glemme forældrenes modersmål og føler sig rigt belønnet. Børnene siger: „Det er en fordel at kunne tale mere end ét sprog. Det er nu engelsk der er vores hovedsprog, men vi har erfaret at vores kendskab til græsk har gjort det muligt for os at opbygge et stærkt og nært forhold til familien, især til vores bedsteforældre. Det har også gjort os mere forstående over for indvandrere og givet os tro på at vi også kan lære andre sprog. Da vi blev ældre, besluttede hele familien derfor at flytte til en albansktalende menighed for at støtte den.“

Christopher og Margarita samt deres tre børn er også flyttet til England fra Cypern.  De valgte at tilslutte sig en græsktalende menighed. Deres søn Nikos, som nu er ældste i en menighed for græsktalende, siger om det: „Vi blev tilskyndet til at støtte den nyoprettede græsktalende menighed. Vores familie betragtede det som en teokratisk opgavetildeling.“

Margarita siger: „Da de to drenge var syv og otte år, kom de på Den Teokratiske Skole. Som forældre var vi lidt bekymrede på grund af deres begrænsede forståelse af græsk. Så hver opgave på skolen blev til et familieprojekt, og vi tilbragte mange timer sammen for at hjælpe dem med deres opgaver.“

Deres datter, Joanna, siger: „Jeg kan huske at far lærte os græsk ved at skrive alfabetet på en tavle derhjemme, og så skulle vi lære bogstaverne udenad. Mange bruger flere år på at studere et sprog, men ved fars og mors hjælp lærte vi græsk uden at skulle bruge ret meget tid på det.“

Nogle familier vil tilslutte sig en fremmedsproget menighed fordi forældrene føler at de kun kan opnå „åndelig forståelse“ og gøre fremskridt hvis undervisningen foregår på deres eget sprog. (Kolossenserne 1:9, 10; 1 Timoteus 4:13, 15) Det kan også være at familien betragter deres sprogkundskaber som et aktiv de kan bruge for at undervise andre indvandrere i sandhedens rene sprog.

På den anden side kan en familie føle at det tjener dens interesser bedst at tilslutte sig en menighed hvor man taler landets hovedsprog. (Filipperne 2:4; 1 Timoteus  3:5) Familiens overhoved må drøfte det med sin familie og bede om Guds ledelse før han træffer en afgørelse. (Romerne 14:4; 1 Korinther 11:3; Filipperne 4:6, 7) Hvilke råd kunne være en hjælp for familien?

NOGLE PRAKTISKE FORSLAG

Pedro og Sandra, som er nævnt tidligere, siger: „For ikke at glemme vores modersmål har vi den regel at vi derhjemme kun må tale spansk. Det er svært at gennemføre fordi børnene ved at vi forstår engelsk. Men hvis vi slækker på regelen, vil de hurtigt miste deres forståelse af spansk.“

Miguel og Carmen, som også har været nævnt tidligere, giver dette råd: „Hvis man holder et regelmæssigt familiestudium og hver dag drøfter dagens tekst på modersmålet, så får børnene mere end blot et grundlæggende kendskab til sproget. De vil lære at give udtryk for åndelige tanker på sproget.“

Miguel har endnu et forslag: „Gør forkyndelsen til noget fornøjeligt. Vi har en meget omfattende del af en storby som distrikt og tilbringer meget tid i bilen med at køre fra sted til sted for at opsøge dem der taler vores sprog. Vi udnytter tiden ved at lege bibelske lege og tale om vigtige anliggender. Jeg forsøger at planlægge forkynderturene sådan at vi kan aflægge mange gode genbesøg. Ved slutningen af dagen har børnene så i hvert fald været med i mindst én dybere samtale.“

HVORDAN MAN KLARER KULTURELLE FORSKELLE

I Guds ord siges der til børn og unge: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ (Ordsprogene 1:8) Det kan imidlertid give problemer når faderens måde at opdrage på og moderens „lov“ er præget af en kultur som adskiller sig fra den der præger det samfund børnene vokser op i.

Det er naturligvis op til hvert familieoverhoved at afgøre hvordan han vil præsidere i sin husstand, og han bør ikke lade sig diktere af hvad der er almindeligt i andre familier. (Galaterne 6:4, 5) En god kommunikation mellem forældre og børn kan ikke  desto mindre åbne vejen for at acceptere noget nyt.

Hertil skal siges at meget af det der er almindelig skik og brug i mere udviklede lande, er skadeligt for kristnes åndelige helbred. En del populær musik og underholdning tilskynder til umoralitet, begærlighed og oprør. (Romerne 1:26-32) Kristne forældre kan ikke fralægge sig ansvaret for at holde øje med deres børns valg af musik og underholdning fordi de har svært ved at forstå sproget. De må afstikke klare retningslinjer, selv om det indebærer udfordringer.

Carmen siger: „Vi forstår ikke altid teksten til den musik børnene lytter til. Melodien kan lyde udmærket, men vi kan ikke vide om teksten indeholder umoralske slangudtryk, eller om ordene er tvetydige.“ Hvordan har forældrene klaret denne udfordring? Miguel siger: „Vi bruger meget tid på at tale med børnene om farerne ved at lytte til musik der tilskynder til umoralitet, og vi prøver at hjælpe dem med at vælge musik som Jehova kan godkende.“ Ja, det er nødvendigt at være årvågen og afbalanceret for at overvinde kulturelle forskelle. — 5 Mosebog 11:18, 19; Filipperne 4:5.

LØNNEN FOR ENS BESTRÆBELSER

Der hersker ingen tvivl om at der må investeres ekstra tid og kræfter hvis ens børn vokser op i et fremmed land. Men både børn og forældre kan høste stor løn for deres anstrengelser.

Azzam og hans kone, Sara, flyttede fra Tyrkiet til Tyskland, hvor deres tre børn voksede op. Deres ældste søn tjener nu på Jehovas Vidners afdelingskontor i Selters. Azzam siger: „Det er en stor fordel at børnene kan hente noget godt fra begge kulturer.“

Antonio og Lutonadio kom fra Angola til Tyskland og har ni børn. Familien taler lingala, fransk og tysk. Antonio siger: „Fordi vi kan tale flere sprog, kan vi forkynde for folk fra mange lande. Det er noget vi finder stor glæde ved.“

Børnene til et japansk par som nu bor i England, synes at det er en stor fordel for dem at de både kan japansk og engelsk. De siger: „Det at vi er tosprogede, gjorde det lettere for os at få arbejde. Det er også udbytterigt at være til de store engelske stævner. Samtidig kan vi gøre god gavn ved at virke i en japansktalende menighed hvor der er stort behov.“

DET KAN GÅ GODT

De udfordringer der er forbundet med at børnenes opvækst foregår blandt nogle som ikke har samme kulturelle værdier, har Guds tjenere stået over for lige siden Bibelens tid. Det gik godt i tilfældet med Moses, som jo voksede op i Ægypten. (2 Mosebog 2:9, 10) Og mange jøder som var vokset op i landflygtighed i Babylon, var villige til at rejse til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse. — Ezra 2:1, 2, 64-70.

Det kan også gå godt for kristne familier i dag. Nogle forældre får måske samme belønning som et forældrepar hvis børn siger: „Vores forældre er meget omsorgsfulde og har altid sørget for at vi har haft en god kommunikation. Det har givet os et nært forhold til hinanden. Vi er glade for at være en del af en stor verdensomspændende familie som tjener Jehova.“

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Børnene lærer deres forældres modersmål godt at kende hvis det er det eneste der bliver talt i hjemmet

[Illustration på side 24]

Et fælles sprog er med til at bevare båndet mellem bedsteforældre og børnebørn

[Illustration på side 25]

Studiet af Bibelen kan give børnene „åndelig forståelse“