En undskyldning skaber fred

„DET har stor virkning at sige undskyld. Det kan løse konflikter uden brug af vold, få nationer til at nærme sig hinanden, gøre det lettere for et lands myndigheder at erkende borgernes lidelser og genoprette det gode forhold mennesker imellem.“ Sådan skrev forfatteren og sprogsociologen Deborah Tannen ved Georgetown University i Washington, D.C.

Bibelen bekræfter at en oprigtig undskyldning kan være det der skal til for at genoprette det gode forhold. I Jesu lignelse om den fortabte søn var faderen for eksempel mere end villig til at tage imod sønnen igen, da han kom hjem og gav sin far en uforbeholden undskyldning. (Lukas 15:17-24) Ja, man må være villig til at bide sin stolthed i sig, sige undskyld og bede om tilgivelse. Er man oprigtig og ydmyg, vil det heller ikke være svært at give en undskyldning.

HVAD EN UNDSKYLDNING KAN UDVIRKE

Eksemplet med Abigajil, en klog kvinde i fortidens Israel, viser hvad en undskyldning kan udvirke, selv om der her var tale om en fejl hendes mand havde begået. Mens David, som senere blev konge i Israel, opholdt sig i ørkenen, beskyttede han og hans mænd en hjord der tilhørte Abigajils mand, Nabal. Men da Davids unge mænd bad Nabal om brød og vand, hånede han dem og sendte dem tomhændede bort. Oprevet drog David op mod Nabal og hans hus med omkring 400 mand. Abigajil hørte imidlertid om situationen og tog ud for  at møde David. Da hun så ham, bøjede hun sit ansigt mod jorden, faldt ned for hans fødder og sagde: „Lad brøden hvile på mig, herre, men lad dog din trælkvinde tale i dit påhør, og hør på din trælkvindes ord.“ Abigajil fremførte herefter det hun havde på hjerte og gav David en gave bestående af mad og vin. Dertil svarede han: „Gå op til dit hus i fred. Se, jeg har adlydt din røst og taget hensyn til dig.“ — 1 Samuel 25:2-35.

Abigajils ydmyghed og de ord hvormed hun undskyldte sin mands uforskammede opførsel, reddede hele hendes husstand. David takkede hende endda fordi hun havde hindret ham i at pådrage sig blodskyld. Selv om det ikke var Abigajil der havde behandlet David og hans mænd dårligt, påtog hun sig skylden på sin families vegne og sluttede fred med David.

Et andet eksempel på en som vidste hvornår det var på sin plads at sige undskyld, var apostelen Paulus. På et tidspunkt skulle han forsvare sig over for den jødiske højesteret, Sanhedrinet. Rasende over Paulus’ frimodige ord gav ypperstepræsten Ananias dem der stod ved siden af Paulus, ordre til at slå ham på munden. Hertil sagde Paulus: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg. Sidder du for at dømme mig efter loven samtidig med at du i strid med loven befaler at man skal slå mig?“ Da tilhørerne beskyldte Paulus for at håne ypperstepræsten, indrømmede han straks sin fejl med ordene: „Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ’Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’“ — Apostelgerninger 23:1-5.

Paulus havde retten på sin side, for en udnævnt dommer burde aldrig gribe til vold. Alligevel gav han en undskyldning for ubevidst at have fornærmet ypperstepræsten ved sin manglende respekt. * Paulus’ undskyldning fik Sanhedrinet til at lytte til det han havde at sige. Da Paulus vidste at domstolens medlemmer var indbyrdes uenige hvad angik læren om opstandelsen, lod han dem forstå at det var det han var anklaget for. Det resulterede i at der opstod en hel del splid fordi farisæerne stillede sig på Paulus’ side. — Apostelgerninger 23:6-10.

Hvad kan vi lære af disse bibelske eksempler? Begge situationer viser at en undskyldning der er oprigtigt ment, kan bane vej for yderligere kommunikation. Så en undskyldning kan være med til at skabe fred. Ja, at sige undskyld når der er begået fejl, kan medføre noget positivt og give parterne lejlighed til at få talt ud.

’MEN JEG HAR IKKE GJORT NOGET FORKERT’

Hvis vi opdager at nogen er stødt over noget vi har sagt eller gjort, betragter vi måske vedkommende som urimelig eller for nærtagende. Men læg mærke til hvad Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér  kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Mattæus 5:23, 24.

Lad os sige at en broder mener at du har gjort noget forkert over for ham. Hvad skal du så gøre? Ifølge Jesus skal du gå hen og ’slutte fred med din broder’, uanset om du mener at du har gjort ham uret eller ej. Det græske udtryk hvormed Jesu ord gengives, indeholder betydningen „at give gensidige indrømmelser efter gensidig fjendtlighed“. (Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words) Når to er på kant med hinanden, kan det være at de begge har en del af skylden, eftersom de begge er ufuldkomne og tilbøjelige til at begå fejl. Det er derfor ofte nødvendigt at begge parter må gøre indrømmelser.

Det er ikke så meget spørgsmålet om hvem der har ret, og hvem der har uret. Det drejer sig om at man tager initiativet til at slutte fred. Da apostelen Paulus lagde mærke til at de kristne i Korinth anlagde retssager mod deres trosfæller ved verdslige domstole på grund af personlige uoverensstemmelser, for eksempel i forbindelse med økonomiske forhold, skrev han: „Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ (1 Korinther 6:7) Selv om Paulus sagde dette for at de kristne ikke skulle bringe deres personlige uoverensstemmelser for retten, var princippet tydeligt og klart: Det er vigtigere at bevare freden mellem trosfæller end at få afgjort hvem der har ret. Når vi hele tiden husker dette princip, vil det være lettere for os at bede om forladelse når en anden mener at vi har gjort noget forkert.

VÆR OPRIGTIG

I nogle lande misbruges ordet undskyld. I Japan hører man for eksempel konstant ordet sumimasen, som er et almindeligt ord for undskyld. Man bruger det endog når man vil give udtryk for sin taknemmelighed og er forlegen over at man ikke kan gøre gengæld. Eftersom ordet anvendes i mange forbindelser, kan man være i tvivl om hvor velment det er. Lignende måder at misbruge ordet undskyld på kendes sikkert også i andre lande.

Uanset hvilket sprog man taler, er det vigtigt at være oprigtig når man beder om forladelse. Det man siger, og måden man siger det på, bør vise at man virkelig er ked af det. I Bjergprædikenen lærte Jesus Kristus sine disciple noget vigtigt: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde.“ (Mattæus 5:37) Hvis du siger undskyld, skal du mene det. Det fremgår af følgende hændelse: En mand som står i kø for at tjekke ind ved en skranke i en lufthavn, undskylder da han med sin kuffert støder til en kvinde foran ham. Da køen få minutter efter bevæger sig fremad, rammer kufferten endnu en gang kvinden. Igen undskylder manden høfligt. Da det samme sker for tredje gang, siger kvindens rejseledsager til manden at hvis han virkelig mener det han siger, må han sikre sig at hans bagage ikke igen støder til kvinden. Ja, en oprigtig undskyldning skal følges op af en beslutning om ikke at gentage fejltrinnet.

Hvis ens undskyldning er oprigtigt ment, vil man erkende at man har begået en fejl, bede om tilgivelse og så vidt muligt forsøge at gøre skaden god igen. Den forurettede bør til gengæld være rede til at tilgive når nogen giver en undskyldning. (Mattæus 18:21, 22; Markus 11:25; Efeserne 4:32; Kolossenserne 3:13) Da begge parter er ufuldkomne, er det måske ikke altid lige let at komme overens. Ikke desto mindre vil dét at give en undskyldning være stærkt medvirkende til at der kan sluttes fred.

NÅR MAN IKKE SKAL VÆRE UNDSKYLDENDE

Det er rigtigt at en undskyldning virker imødekommende og fremmer freden. Men der er også situationer hvor man ikke behøver at være undskyldende, nemlig i spørgsmål hvor det drejer sig om ens loyalitet over for Gud. Da Jesus Kristus var på jorden, „ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden  på en marterpæl“. (Filipperne 2:8) Jesus gik dog ikke på kompromis i forbindelse med sin tro for at undgå lidelser. Han begyndte ikke undskyldende at forsvare sig da ypperstepræsten truende befalede: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“ I stedet for beklemt at vige udenom, svarede Jesus modigt: „Du har selv sagt det. Dog siger jeg jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.“ (Mattæus 26:63, 64) Det faldt aldrig Jesus ind at bevare freden med ypperstepræsten på bekostning af sin loyalitet over for sin Fader, Jehova Gud.

Kristne bør vise myndighedspersoner ære og respekt. Men de behøver ikke at undskylde at de er lydige mod Gud og har kærlighed til deres brødre. — Mattæus 28:19, 20; Romerne 13:5-7.

NÅR DER IKKE LÆNGERE ER NOGET DER HINDRER FREDEN

Vi begår alle fejl fordi vi har arvet ufuldkommenheden og synden fra vores forfader Adam. (Romerne 5:12; 1 Johannes 1:10) Adams syndige tilstand var en følge af hans oprør mod Skaberen. Men fra begyndelsen var Adam og Eva fuldkomne og syndfri, og Gud har lovet at føre menneskene tilbage til dette fuldkomne stade. Han vil fuldstændig fjerne synden og alle dens følgevirkninger. — 1 Korinther 15:56, 57.

Forestil dig hvad det vil betyde! Jesu halvbroder Jakob gav ved en lejlighed vejledning om hvordan man skulle bruge tungen, og sagde: „Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at tøjle hele sit legeme.“ (Jakob 3:2) Et fuldkomment menneske kan beherske sin tunge så han ikke behøver at sige undskyld fordi han er kommet til at sige noget forkert. Han er ’i stand til at tøjle hele sit legeme’. Når vi alle bliver fuldkomne, vil der ikke længere være noget der hindrer freden mellem mennesker. Hvilken lettelse! Indtil da vil man kunne nå langt ved, når det er på sin plads, at give en oprigtig undskyldning for at bevare eller genoprette freden.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel?

[Illustration på side 7]

Når alle bliver fuldkomne, vil der ikke længere være noget der hindrer freden