Livsberetning

Vi blev i det distrikt vi fik tildelt

FORTALT AF HERMANN BRUDER

Jeg blev stillet over for et enkelt valg: enten at tjene fem år i den franske fremmedlegion eller forblive i et marokkansk fængsel. Lad mig fortælle hvordan jeg var havnet i denne ubehagelige situation.

JEG blev født i den tyske by Oppenau i 1911, blot tre år før den første verdenskrigs udbrud. Mine forældre, Joseph og Frida Bruder, havde 17 børn hvoraf jeg var nummer tretten i rækken.

Noget af det jeg erindrer fra min tidligste barndom, var at jeg så et militærorkester der marcherede ned ad byens hovedgade. Tiltrukket af de taktfaste marchtoner fulgte jeg efter orkesteret ned til stationen lige tidsnok til at se min far og andre mænd i militæruniformer stige på toget. Da toget satte i gang, begyndte nogle kvinder på perronen at græde. En præst holdt nogen tid senere en lang prædiken i kirken hvor han oplæste navnene på fire mænd som havde ofret livet for at forsvare deres fædreland. „Nu er de i himmelen,“ sagde han. En kvinde ved siden af mig besvimede.

Mens far var ved den russiske front, fik han tyfus. Han kom hjem stærk afkræftet og blev ret hurtigt indlagt på hospitalet. Præsten anbefalede mig at gå hen i kapellet ved siden af kirkegården og bede 50 Fadervor og 50 Ave Maria for at min far skulle blive rask. Jeg fulgte hans råd, men far døde næste dag. Selv for en lille dreng var krigen en meget smertelig oplevelse.

 HVORDAN JEG FANDT SANDHEDEN

Det var ikke nemt at få arbejde i Tyskland i mellemkrigstiden. Men da jeg i 1928 gik ud af skolen, lykkedes det mig heldigvis at få arbejde som gartner i Basel i Schweiz.

Jeg var en trofast katolik ligesom min far havde været, og jeg ville gerne være kapucinermunk i Indien. Da min bror Richard, som var blevet et af Jehovas Vidner, hørte hvad jeg havde til hensigt, tog han til Schweiz ene og alene for at tale mig fra det. Han advarede mig om farerne ved at stole på mennesker, især på præster, og tilskyndede mig til at læse Bibelen og kun tro på det den sagde. Med nogen betænkelighed købte jeg Det Nye Testamente og begyndte at læse i det. Lidt efter lidt gik det op for mig at meget af det jeg troede, ikke stemte med det der stod i Bibelen.

Under et af mine besøg hos min bror Richard i Tyskland blev jeg en søndag i 1933 præsenteret for et ægtepar som var Jehovas Vidner. Da de fandt ud af at jeg var i gang med at læse Bibelen, gav de mig en brochure med titlen Krisen. * Det var næsten midnat da jeg lagde brochuren fra mig. Jeg var overbevist om at jeg havde fundet sandheden.

I Basel gav Jehovas Vidner mig to bind af Studier i Skriften * foruden blade og andre publikationer. Betaget af det jeg læste, opsøgte jeg den lokale præst og erklærede at jeg ville meldes ud af kirken. Præsten blev meget vred og advarede mig om at jeg var i fare for at miste troen. Men han tog helt fejl. For første gang i mit liv var jeg begyndt at få ægte tro.

Brødrene i Basel planlagde en forkyndertur over grænsen til Frankrig den følgende weekend. En af brødrene forklarede mig venligt at jeg ikke var inviteret med fordi jeg først lige var begyndt at komme i menigheden. Uforknyt gav jeg udtryk for mit oprigtige ønske om at komme i gang med at forkynde. Efter at have rådført sig med en anden ældstebroder gav han mig et distrikt i Schweiz som jeg kunne gennemgå. Tidlig søndag morgen tog jeg derfor af sted på cykel til en lille landsby nær Basel, og havde 4 bøger, 28 blade og 20 brochurer med i forkyndertasken. De fleste beboere var i kirke da jeg nåede frem. Men da klokken var 11 havde jeg alligevel tømt forkyndertasken.

Da jeg fortalte brødrene at jeg ønskede at blive døbt, drøftede de det alvorligt med mig og stillede mig nogle ransagende spørgsmål om min tro. Deres nidkærhed og loyalitet mod Jehova og hans organisation gjorde dybt indtryk på mig. En vinterdag i 1934 blev jeg, på grund af kulden, døbt i et badekar hjemme hos en ældstebroder. Jeg husker stadig den ubeskrivelige glæde og indre styrke der fyldte mig.

ARBEJDET PÅ VAGTTÅRNSSELSKABETS GÅRD

I 1936 hørte jeg at Jehovas Vidner havde købt en landejendom i Steffisburg, omkring 30 kilometer fra Bern i Schweiz. Jeg stillede mig til rådighed som gartner, og fik til min store glæde lov til at flytte ind på gården og arbejde. Når som helst jeg havde mulighed for det, gav jeg også nogle af de andre en  hjælpende hånd. På Betel lærte jeg vigtigheden af at være samarbejdsvillig.

Et af højdepunkterne i tiden på Betel var da broder Rutherford i 1936 kom på besøg. Da han så de flotte afgrøder og hvor store vores tomater var, stak han os et smil og sagde nogle anerkendende ord. Han var en meget kærlig broder.

Da jeg havde arbejdet på gården i lidt over tre år, blev der en dag ved morgenbordet læst et brev op fra Jehovas Vidners hovedkontor i USA. Brevet betonede vigtigheden af forkyndelsesarbejdet og var en indbydelse til alle som ønskede at tjene som pionerer i udlandet. Uden tøven stillede jeg mig til rådighed, og i maj 1939 fik jeg min distriktstildeling — Brasilien.

På det tidspunkt hørte jeg til menigheden i Thun, nær Vagttårnsselskabets gård. Hver søndag var vi en gruppe som cyklede de to timer til Alperne for at forkynde. En af forkynderne i gruppen var Margaritha Steiner. Pludselig fløj der en tanke gennem mit hoved: Havde Jesus ikke sendt disciplene ud at forkynde to og to? Da jeg henkastet fortalte Margaritha at jeg skulle til Brasilien for at forkynde, sagde hun at hun også havde et stort ønske om at tjene i et land hvor behovet var større. Vi giftede os den 31. juli 1939.

ET UVENTET STOP UNDERVEJS

Vi sejlede fra Le Havre i Frankrig i slutningen af august 1939 med kurs mod Santos i Brasilien. Alle dobbeltkahytter var optaget, så vi måtte sove i hver sin kahyt. Undervejs modtog vi nyheden om at Storbritannien og Frankrig havde erklæret Tyskland krig. En gruppe på 30 tyske passagerer reagerede ved at istemme den tyske nationalsang. Det gjorde kaptajnen så vred at han ændrede kurs og lagde til ved Safi i Marokko. Passagerer med tyske rejsepapirer fik fem minutter til at gå fra borde. Det gjaldt også os.

Vi blev tilbageholdt på politistationen en hel dag og derefter gennet ind i en udtjent gammel bus og bragt til et fængsel i Marrakech, omkring 140 kilometer derfra. Der fulgte en vanskelig tid. Vores celler var mørke og overfyldte. Det fælles toilet — et hul i gulvet — var konstant stoppet. Vi fik hver udleveret en beskidt sæk at sove på, og om natten bed rotterne os i læggene. To gange om dagen fik vi udleveret en madration i en rusten blikdåse.

En officer meddelte mig at jeg kunne blive løsladt hvis jeg indvilligede i at tjene fire-fem år i fremmedlegionen. Mit afslag kom til at koste mig 24 timer i noget jeg kun kan beskrive som et sort hul. Under disse trængsler bad jeg stort set hele tiden til Jehova.

Efter otte dage fik jeg lov til at se Margaritha igen. Hun var blevet uhyggelig tynd og græd hjælpeløst, så jeg gjorde mit bedste for at opmuntre hende. Vi blev forhørt og sendt med toget til Casablanca, hvor Margaritha blev løsladt. Jeg blev sendt til en fangelejr i Port Lyautey (nu Kenitra), omkring 180 kilometer længere væk. Den schweiziske konsul rådede Margaritha til at vende hjem til Schweiz, men hun afslog loyalt at forlade landet uden mig. I de to måneder hvor jeg opholdt mig i Port Lyautey, kom hun hver dag fra Casablanca for at besøge mig og bringe mig mad.

Et år tidligere havde Jehovas Vidner udgivet en bog med titlen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog imod kristendommen) for at henlede offentlighedens opmærksomhed på at vi ikke støttede naziregimet. Mens jeg var i fangelejren, skrev Jehovas Vidners afdelingskontor i Bern til de franske myndigheder og vedlagde et eksemplar af bogen for at vise at vi ikke var nazister. Margaritha gjorde desuden et prisværdigt arbejde med at besøge myndighederne og prøve at overbevise dem om vores uskyld. Hen imod slutningen af 1939 fik vi omsider lov til at forlade Marokko.

 Først da vi atter var på vej mod Brasilien, fandt vi ud af at tyske ubåde rettede angreb mod skibene på Atlanterhavet og at vi var et af deres hovedangrebsmål. Selv om Jamaique, som vi sejlede med, var et handelsskib, var der monteret kanoner i for- og agterstavnen. Om dagen sejlede kaptajnen hele tiden i zigzag og sørgede for at der uafbrudt blev afskudt granater. Om natten var skibet helt mørklagt for at gøre det sværere for tyskerne at opdage det. Vi var lettede da vi den 6. februar 1940 endelig ankom til Santos i Brasilien. Det var fem måneder efter at vi havde forladt Europa.

ATTER I FÆNGSEL

Vores første distrikt var byen Montenegro, som lå i den sydlige delstat Rio Grande do Sul. Kirkelederne var øjensynlig blevet informeret om vores tilstedeværelse. Kun to timer efter at vi var gået i gang med at forkynde, blev vi arresteret og fik konfiskeret vores grammofonplader med bibelske foredrag, alle vores publikationer og selv de forkyndertasker af kamelskind vi havde købt i Marokko. En præst og en tysktalende tolk ventede på os på politistationen. De lyttede mens politimesteren spillede et af broder Rutherfords foredrag på vores grammofon, som også var blevet konfiskeret. Broder Rutherford var ikke den der pakkede tingene ind. Da han begyndte at tale om Vatikanet, blev præsten helt rød i hovedet og stormede ud.

Efter anmodning fra biskoppen i Santa Maria blev vi overført til delstatens hovedby, Pôrto Alegre. Margaritha blev hurtigt løsladt og søgte hjælp hos det schweiziske konsulat. Konsulen foreslog at hun vendte tilbage til Schweiz, men igen nægtede hun at forlade mig. Margaritha har altid været mig en loyal støtte. Tredive dage senere blev jeg forhørt og løsladt. Politiet stillede os et ultimatum: Forlad staten inden ti dage eller „tag konsekvenserne“. På hovedkontorets opfordring tog vi til Rio de Janeiro.

„LÆS VENLIGST DETTE KORT“

På trods af denne ildevarslende forsmag på forkyndelsen i Brasilien, var vi ovenud glade. Vi var i live, havde igen taskerne fyldt med litteratur og kunne forkynde i hele Rio  de Janeiro. Men hvordan kunne vi i det hele taget forkynde når vi stort set ikke kunne portugisisk? Ved at gøre brug af vidnesbyrdskort. Det første vi måtte lære at sige på portugisisk for at kunne forkynde, var „Por favor, leia este cartão“ („Læs venligst dette kort“). Og kortet var til stor gavn. På en enkelt måned uddelte vi over 1000 bøger. Mange som anskaffede sig vores litteratur, tog senere imod sandheden. Ærlig talt aflagde bøgerne et langt bedre vidnesbyrd end vi nogen sinde selv kunne have gjort. Det indprentede mig vigtigheden af at de interesserede får mulighed for at læse vores publikationer.

På det tidspunkt var Rio de Janeiro hovedstaden i Brasilien, og når vi forkyndte i regeringsbygningerne blev vores budskab godt modtaget. Jeg har haft det privilegium at forkynde for både finansministeren og krigsministeren. Ved disse lejligheder mærkede jeg tydeligt Jehovas ånds ledelse.

Jeg forkyndte også engang i det område i Rio hvor justitspaladset lå. Jeg gik ind og befandt mig pludselig i et rum hvor alle mændene var klædt i sort. De var tilsyneladende midt i en begravelse. Jeg henvendte mig til en distingveret herre og overrakte ham mit vidnesbyrdskort. Det var ikke en begravelse. Jeg havde faktisk afbrudt en retssag, og det var dommeren jeg havde henvendt mig til. Leende gjorde han tegn til vagterne om at de kunne tage det ganske roligt. Han tog venligt imod bogen Børn * og gav et bidrag. På vejen ud pegede en af vagterne på et iøjnefaldende skilt på døren med teksten: Proibida a entrada de pessoas estranhas (Ingen adgang for uvedkommende).

Det var også godt at forkynde på havnen. I ét tilfælde forkyndte jeg for en sømand som fik nogle publikationer inden han igen stak til søs. Næste gang jeg mødte ham, var ved et stævne. Hele hans familie var nu Jehovas Vidner, og han var selv godt på vej. Det var en stor glæde for os.

Men ikke alt gik lige let. Vores seks-måneders visum udløb, og vi kunne forvente at blive udvist. Vi skrev til hovedkontoret og forklarede vores situation og modtog derefter et kærligt brev fra broder Rutherford hvori han opmuntrede os til at holde ud, og gav os nogle forslag til hvad vi kunne gøre. Vi ønskede at blive i Brasilien, og i 1945 fik vi omsider, med bistand fra en advokat, permanent opholdstilladelse.

EN LANGSIGTET OPGAVE

Allerede i 1941 var vores søn, Jonathan, kommet til verden, og i 1943 fik vi Ruth og to år senere Esther. For at dække min families behov, var jeg naturligvis nødt til at arbejde. Margaritha forblev i heltidstjenesten indtil vi fik vores tredje barn.

Lige fra begyndelsen har vi alle samarbejdet i forkyndelsen. Vi forkyndte på torve, jernbanestationer, gader og i forretninger. Lørdag aften var vi alle ude og tilbyde vores blade Vagttårnet og Vågn op!, og de stunder husker vi med særlig glæde.

Alle børnene havde daglige pligter i hjemmet. Det var Jonathans opgave at gøre ovnen  og køkkenet rent. Pigerne skulle holde køleskabet rent, feje gården og pudse sko. På den måde fik de ordenssans og lærte at tage fat. Vores børn er blevet arbejdsomme og passer deres hjem og ejendele på en god måde, noget Margaritha og jeg glæder os meget over.

Vi forventede også af børnene at de opførte sig pænt ved møderne. Inden mødet begyndte, sørgede de for at få et glas vand og komme på toilettet. Under mødet sad Jonathan ved min venstre side, Ruth ved min højre og derefter Margaritha med Esther ved sin højre side. På den måde kunne de lettere koncentrere sig og tilegne sig åndelig føde lige fra de var små.

Jehova har velsignet vores anstrengelser. Alle vores børn tjener Jehova trofast og er glade forkyndere. Jonathan tjener for tiden som ældste i Novo Méier, en menighed i Rio de Janeiro.

I 1970 var alle børnene flyttet hjemmefra og blevet gift, og derfor besluttede Margaritha og jeg at vi ville flytte ud hvor behovet var større. Vi flyttede først til Poços de Caldas i delstaten Minas Gerais, hvor der på daværende tidspunkt kun var en lille gruppe på 19 forkyndere. Jeg blev rystet over at se det sted hvor de holdt møder. Det var et kælderlokale uden vinduer og det trængte stærkt til at blive sat i stand. Vi begyndte straks at se os om efter en mere egnet rigssal og fandt snart en tiltalende bygning som lå fortræffeligt. Det gjorde en stor forskel. Fire og et halvt år senere var der 155 forkyndere. I 1989 flyttede vi til Araruama i Rio de Janeiro, hvor vi var i ni år. På de år oplevede vi at der blev oprettet to nye menigheder.

BELØNNET FOR AT BLIVE I VORES DISTRIKT

På grund af helbredsproblemer og fordi vi gerne ville være i nærheden af vores børn, flyttede vi i 1998 til São Gonçalo i Rio de Janeiro. Jeg er stadig ældste i menigheden, og vi gør hvad vi kan for at deltage regelmæssigt i forkyndelsen. Margaritha glæder sig over at forkynde for folk i et nærliggende indkøbscenter, og menigheden har været så betænksomme at give os noget distrikt i nærheden af vores hjem. Så kan vi, alt efter hvad helbredet tillader, lettere komme ud at forkynde.

I mere end 60 år har Margaritha og jeg nu været indviede tjenere for Jehova. Vi har personligt erfaret at ’hverken regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt kan skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre’. (Romerne 8:38, 39) Og det har været en umådelig glæde at følge indsamlingen af de „andre får“, som har det håb at komme til at leve evigt på en fuldkommen jord, i pagt med alt hvad Gud har skabt så smukt. (Johannes 10:16) Da vi i 1940 kom til Rio de Janeiro, var der blot én menighed med kun 28 forkyndere. I dag er der omkring 250 menigheder og over 20.000 forkyndere.

Der har været situationer hvor vi kunne have valgt at vende hjem til familien i Europa. Men Jehova havde sendt os her til Brasilien. Det har været en stor glæde for os at vi blev i det distrikt vi fik tildelt.

[Fodnoter]

[Illustration på side 21]

I slutningen af 1930’erne ved den gård Vagttårnsselskabet ejede i Steffisburg i Schweiz (det er mig længst til venstre)

[Illustration på side 23]

I 1939 kort før vi blev gift

[Illustration på side 23]

Casablanca i 1940’erne

[Illustration på side 23]

Hele familien ude i forkyndelsen

[Illustration på side 24]

Vi deltager stadig regelmæssigt i forkyndelsen